olesol.dk : olov leon stjernholm

Til min kære datter Gertrud Sol og søn
Rune Jacob og alle levende væsener.
Jeg har jo lovet, at jeg vil skrive om mine oplevelser i dette
liv på denne jord og hvad livet har lært mig.
Jeg vil begynde med en oversigt eller et curriculum vitæ:

Navn: Ole Stjernholm Lund ***Ole Sol***Ole Sollund***Olov Leon Stjernholm***
Født: 3. november 1938 i Solbjerg Sogn, Frederiksberg.
Fra 0-7 år bopæl: Nørrebro, Ørnhøj, Brande, Gl. Køgevej,
Buddinge, Stengården i Bagsværd.
Grundskole: Bagsværd. Mellem- & Realeksamen: Stengården.
Bankuddannelse i Landmandsbanken, Frihavn Afdeling.
Flyttet hjemmefra til selvbygget værelse i Virum.
Vaskebrædtspiller i New Orleans Bandet “Hot Potatoes”
Militærnægter i Kompedallejren og Gribskovlejren.
Tillidsmand og medstarter af “Kampagnen mod Atomvåben”.
Påskemarch Holbæk-København og andre demonstrationer.
Motorcykel: Velozette 350 CC.
Ægteskab med Pernille. Selvbygget bolig i Virum.
Søn Rune Jacob 29. januar 1962.
Autodidakt keramiker, selvbygget keramikværksted og ovn.
Ophør i banken. Skilsmisse.
Keramikværksted og bolig i Tolne Vendsyssel.
Regnskabsmand, Supervisor Workcontrol, DCC, Thule Air
Base Grønland i 3 år. Overværer B52 atombombeflystyrt.
Ophør og hjemrejse til Danmark 3 dage efter. Meget heldigt.
Rejser til Spanien, Østtyskland, Ungarn, Israel og England.
Køb af bondegård i Tolne med 40 Tdr. land skøn natur.
Rottweiler Tanja, hest Lone, kat Hjertemis, ged Mette.
Samlingssted for musikere og kunstnere. Flipperparadis.
Cannabis, peuote, svampe, LSD, natur, rock-, blues- og
beatmusik, kærlighed og flower power.
Betalingsstandsning. Umuligt at få arbejde.
Forsøg på redning af gården ved salg af Hasselblad fotoudstyr
og hashsmuglertur til Marokko. Total fiasko.
Opløsning af kollektivet og salg af bil og andre værdier.
Forsøg på at rejse til øgruppen Seychellerne i det Indiske Ocean.
Strandet i Mombasa, Kenya grundet falsk færgebillet.
Retur til Tolne og tvangsauktion over gården med overskud.
Rejse til Norge for at købe båd.
Køb af Mercedes Benz varevogn i Tromsø. Bolig i 1 1/2 år.
Rundture i bilen i Norge, Sverige, Finland og Danmark med
amerikansk pige. Hippieliv, kærlighed og Flower Power.
Bilen foræret væk til kunstnerkollektivet “Frysia” i Oslo
Lejlighed i Rosengade i København.
Opvasker på “Kong Olav” København-Oslo.
Velo-Solextur med telt til Bornholm. Syremalerier & meditation
Christianshavn: Kunstnerkollektiv “Abraxas” i Wildersgade.
Fremstilling af lerpiber, chillums, smykker, bæltespænder og
læderting. Hashsælger. Udstilling og salg på Charlottenborg.
Skagen: Ungdomsklubmedarbejder, Børnehavepædagogvikar
Bolig og arbejde på “Hedebo Ranch”. Børneparkering med
hestevognsture og guitarspil med børnene. Hesteejer, ridning.
Medstarter af “Skagen Medborgerhus”, “Skagen for Fred” og
“Skagen Atomvåbenfrit Område”. Vedtaget i Skagen Byråd.
Sanger, sangskriver og komponist. Malerier og jernskulpturer.
“Solvognen”, hesterytter ved demonstration i Rebild Bakker.
Køb af 72 tons kutter “M/S Fjams” til bolig og ombygning til
skonnert for at sejle jorden rundt.
Arbejdsmand: Fiskeindustrien, tømrer & murerfirmaer,
sandpumper, fisker, Skagen Skibsværft, skibsmaler.
Udlært skibsbygger som voksenlærling på Skagen Værft.
Kunsthåndværksbutik og værksted ombord på kutteren.
Søde unge kærester, moderat hashrygning og alkohol.
Kontorleder i Kongelig Grønlandske Handel, Upernavik, Grønland.
Hjælp ved overgang til hjemmestyre. Succes.
Råkostkur hos Julia Vøldan i Svendborg. For meget spæk.
Buddhist v/H.H. Karmapa XVI og Jamgon Kongtryl Rinpoche.
“Karma Jigme Singe/Frygtløse Løve/Manden uden tid”
Beskytter: Green Tara. Mantra: “OM MANI PADME HUM”
Salg af kutter i Skagen.
Seychelles Island, Indiske Ocean i 3 måneder med fly tur/retur fra
London. Meditation, musik, svømning og dykning.
Christiania: Medstarter og medbygger af “Energiværkstedet”.
Solfangere, vindmøller, meditationsrum og bolig i “Venus”.
Bartender på musikværtshuset “Loppen”
Skagen: Bogholder i speditionsfirma og firma “Go’Sol, Hulsig”
Køb af ny Toyota Landcruiser. Bygning af værkstedsgarage.
Christiania: Varekørsel til Grønttorv, Inco og Kødbyen for
“Grøntsagen” og “Fælleskøkkenet” og flytninger for folk.
Skagen & Hulsig: Gift med Gerda i Hulsig Kirke. Bygning af
stort træhus og flytning af værkstedsgarage.
Datter Gertrud Sol, 3. januar 1987
Medstarter & medejer & adm. direktør i “Scancold Aps”.
Køle-Frysehus til 25 millioner kroner. 20 nye arbejdspladser.
Konkurs efter 2 år grundet megamonopolkoncerns dumpning af
markedet og slagtning og overtagelse af firmaet.
Gæld 7 millioner kroner.
Skilsmisse. Alkoholproblem.
Indflytning i Toyotaen med resterende ejendele. Gerda får hus
Køretur: Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Portugal,
Spanien, Marokko, Italien, Jugoslavien, Grækenland, Kreta & Miros,
Jugoslavien, Italien, Frankrig, England, Irland.
Irland: 3 måneder i helsecenter i Annascoul som medhjælper.
Fiskeri til centeret fra motorjolle fælles med ejeren.
Køb af brugt campingvogn og flytning til Dingle på vestkysten.
Medhjælper ved ombygning af kutter til turistbåd. Sejlads til
delfinen “Fungus”. Masser af Guinness & musik & venner.
Christiania: Bistandsklient, salg af Toyota, Energiværkstedet.
Udgivelse af bog med egne sange og digte.
Lån til køb af stålskrog til 35 fods motorsejler. Solgt med tab.
Gadefejer og gartner, teater, musik og masser af druk & hash.
Udstillinger af tegninger, fotos og malerier.
Højskoleophold på Vrå Kunsthøjskole.
Alkoholbehandling, Minesotakur i Bøtø på Falster ved HOV,
Christiania, Anonyme Alkoholikere. Slut med tobak & hash.
Revalidering, uddannet zoneterapeut.
Rejse til Tibet, Nepal, Indien og Sikhim.
Starter af “TibetFriends, Christiania”. Indsamlinger, aktioner
og oplysning til hjælp for Tibet.
Basisuddannelse som misbrugsterapeut.
Medstarter af MA Danmark i Christiania
(Marijuana Anonymous, Anonyme Hashafhængige).
Studier af vands bevidsthed.
Rejse til Indien, Golden City, Bhagavan Kalki & Amma,
7 dages proces Deeksha/Indvielse. University of
Consciousness. Experience Festival. Ferie i Mamalapuram.
Arbejde med bevidsthedsudvidelse, oplysning/ego opløsning.
Forskellige Satsangs/Muktikurser i Oneness, Enhed med
universet/Gud. Deeksha.
Rejse til Skotland. Iona Island. RECEIVE !
Rejse til Indien, Oneness University, 21 dages ”Teachers Course” Indviet til at give deeksha. Besøg hos tibetansk sponsordatter på kostskole nær Dharam Sala. Ferie i Mamallapuram.
Start på livshistorien: SOLOLIE
Folkepensionist 67 år.
Navneforandring: Olov Leon Stjernholm
Start på hjemmeside www.olesol.dk
Jordomrejse: Indien: Besøg hos min tibetanske sponsordatter Lhamo og hendes mor og bror på Sera klosteret i Bylakuppe nær Mysore i Sydindien. Gensyn med Bhagavan & Amma/Golden City/Oneness University/Cosmic Beings/Mamallapuram.,
Thailand, Hawai, USA/Kalifornien, Costa Rica, New York, Christiania.
10 dages “Deepening Course” i Golden City, Oneness University, Indien. Besøg hos min tibetanske sponsordatter i Bylakuppe.
Rejse til Thailand for at skrive på min livshistorie SOLOLIE.
Kursus i Ilahinoor/Kosmisk Energioverførsel i Kappadonien, Tyrkiet.
10 dages “Deepening Course” i Golden City, Oneness University, Indien. Ophold i Mamallapuram, Tamil Nadu, Indien.
Besøg hos tibetansk sponsordatter i Bangalore. Rejse Bangalore, Delhi, Kathmandu. Forårskursus ved Tenga Rinpoche i Benchen Monastary, Kathmandu. Jeeptur fra Kathmandu til Lhasa, Tibet. 25 dages visum. Ophold på kinesisk hotel i Lhasa. Glasfacaden totalt smadret af stenkastende unge tibetanske oprørere. Fotograferede fra taget. Ramt af sten i venstre øje. Øjet ødelagt. Oprøret brutalt slået ned i løbet af natten med mere end 100 unge tibetanere dræbt af kinesisk militær og politi. Visum indraget og besked om at forlade Tibet omgående. Jeeptur tilbage til Nepal. Undersøgt af nepalesisk øjenspecialist. Hurtig hjemrejse for operation af øjet. Linsen fjernet ved operation. Pupil ødelagt. Forsøg med kontaktlinse, negativt resultat.
Besøg hos datter i Valenzia, Spanien.
Udstilling af fotos fra Nepal og Tibet i Pusherstreet 108, Christiania.
Salg af badges til fordel for for Benchen Free Medical Clinic, Kathmandu, Nepal

TOP

Sololie 1. Kapitel
Jeg vil begynde med at svare på spørgsmålet om,
hvad livet har lært mig og hvordan jeg gerne vil leve det:
At praktisere kærlighed hver dag. Ikke sentimental,
men ved gennem min væren at ære livet som en gave
og ved mine handlinger at ære mig selv og min sandhed
uden at fortælle andre, hvad de skal gøre med deres liv.
At frigøre mig fra mit ego og dets begrænsninger.
At lytte til andre med et åbent og medfølende hjerte.
At undlade at dømme eller fordømme mig selv eller andre.
At betragte hele menneskeheden som ligeværdige.
At undlade at skade mig selv eller andre væsener.
At frigøre mig fra min fortid, som begrænser mig i nuet.
At ære det guddommelige i mig og have tillid til fremtiden.
At indånde og udånde den guddommelige kærlighed.
TOP

SOLOLIE. 2. Kapitel
Rejsen til Indien, Golden City, Bhagavan Kalki & Amma:

Det startede med at Willy spurgte, om jeg ville med til Satsang på en skole med en svensk kvinde, Anette fra Gøteborg.
Anette var en fantastisk oplevelse, lignede en engel i hvidt med lyst hår og strålende blå øjne og en udstråling, der straks fik mig til at ønske en sådan tilstand. Hun virkede virkelig som om hun havde fundet det, jeg havde ledt efter det meste af mit liv. Anette fortalte at hun hele sit liv havde været søgende og at hun èn gang i USA havde mødt en kvinde, som udstrålede det hun ønskede sig så højt. Der gik mange år inden hun igen mødte den frekvens. Det var på et Muktikursus i Sverige, hvor læreren fortalte om et sted i Indien, Golden City, hvor et indisk par, Bhagavan Kalki og hans hustru Amma, gav mennesker, der ønskede det, en tilstand af oplysthed eller oneness, enhed med universet og Gud.
Anette rejste til Indien og fik Deksha eller indvielse af en kvindelig og en mandlig dasadji eller dicibel af Kalki og Amma sammen med 150 tusind indere.
Det forandrede hendes liv totalt. Hun mistede tilknytningen til sit jeg og kom i en tilstand uden lidelse fyldt med den største glæde over livet . Hun følte det, som om at hun bar Kalki og Ammas kærlighed inden i sit hjerte og altid kunne bede om og få deres hjælp. Hendes evner som healer blev meget større.
Det var en fantastisk aften. Jeg følte en fred og glæde som aldrig før og ønskede, at jeg kunne rejse til Indien for at få Deksha og komme i samme tilstand for at hjælpe verden.
Willy og Knud fra Christiania, der begge også havde gået på Muktikurser, var helt klar til at rejse derned. Jeg havde desværre ikke så mange penge og var iøvrigt på bistandshjælp og måtte derfor ikke engang rejse ud af landet.
Så fik vi besøg af Freddy, Knuds bror. Freddy er dansk og er den første vesterlænding der mødte Kalki & Amma for mange år siden. Han har udbredt Kalki og Ammas lære i Sverige, Rusland og mange andre lande via Muktikurser og sit væsen.
Freddy havde den samme udstråling som Anette og forstærkede i den grad mit ønske om at finde ud af hvad det dog var der foregik. Freddy sagde, at jeg også burde rejse til Indien og at jeg var klar til at modtage indvielsen, selvom jeg ikke havde været på Muktikurser, som er bygget op som en forberedelse til indvielsen. Det flippede mig helt ud. På en eller anden vis lykkedes det at skrabe pengene sammen og rejse.
Jeg ankom 3 dage før en 7-dages Experience Festival, som fandt sted i Kalkis Ashram 14 dage før jeg skulle begynde på selve den proces, som skulle indlede selve indvielsen.
Jeg blev indkvarteret i et stort splinternyt lokale sammen med en masse frivillige festivalhjælpere, så de tre dage gik med at hjælpe hjælperne og vænne mig til varmen og de meget anderledes forhold i Ashramen. Alt var et stort byggerod og maskiner og håndværkere arbejde i døgndrift for at blive færdige til festivalen.
Festivalen bestod af forskellige workshops. Jeg deltog i alle dem jeg kunne nå og oplevede og lærte fantastiske ting af de mange spændende lærere.
Efter festivalen kørte Willy og jeg til en turistby 80 km. syd for Chennai, Mamalapuram, som har en dejlig strand, hvor de lokale fiskere har deres både liggende og et varmt hav . Dejlig badeferie med aftenmeditationer og hyggelige mennesker.
Tilbage i Golden City fik jeg at vide at min proces var udsat nogle dage. Det gav mig anledning til at besøge byen Nemam, hvor Amma havde sin ashram. Hun gav darshan 5 dage om ugen. En darshan består af en Homa, som er et gammelt vedisk ildritual. Den blev udført af Ammas kvindelige deciple som chantede vidunderlige sange samtidig med at de på et ildsted af sten ofrede alle slags frugter og mad til ildens ånder.
Det virkede meget kraftigt på mit sind og bragte mig i en tilstand af fred og harmoni. Efter Homaen blev der spillet indisk traditionel musik og Amma viste sig på scenen i al sin herlighed siddende som en stor smuk gudinde i en stor stol.
Af og til løftede hun hænderne og strakte dem ud imod os og de mange hundrede indere der dagligt kommer langvejs fra for at modtage Ammas velsignelser. Jeg strakte som alle de andre også hænderne op for at modtage velsignelserne hver gang hun udsendte dem og mærkede flere gange en voldsom prikken i håndfladerne og en stor varme i mit hjertechackra.
Processen startede med 2 dages Samskara Shuddi, som er en udrensning af traumer og dårlig karma. Sammen med ca. hundrede mennesker, heraf flest russere, liggende på gulvet, blev vi af en kvindelig dasadji bragt tilbage i vores liv for at finde tidspunkter, hvor vi havde været udsat for overgreb eller uretfærdighed. Vi fik besked om at leve følelserne helt ud og genopleve og handle på det skete, som om det skete lige nu.
Der blev en utrolig skrigen og græden og råben. Vi fik alle en 2 liters tom plastic colaflaske med skruelåg, som vi kunne lade vores agressioner gå ud over. Det var næsten som en trance.
Jeg følte at jeg blev ført helt tilbage til fosterstadiet og at alting var lykke og kærlighed der og i de første leveår. Da jeg kom til min skoletid blev jeg utrolig vred og ked af det og genoplevede alle de ydmygelser og uretfærdigheder lærerne havde påført mig, heriblandt at skulle skrive med højre hånd, selvom jeg var venstrehåndet, hvilket i øvrigt medførte, at jeg i mange år stammede, som så igen førte til mange ydmygelser, når mine lærere gjorde nar af mig og brugte mig som syndebuk over for klassen. Jeg fik gennemgået alle disse negative følelser fra den tid såsom had, angst, hævntørst, nedværdigelse, skam, skyld og utrolig stærk vrede som jeg alle lod gå ud over colaflasken, som til sidst ikke var større end en tennisbold.
Bagefter forestillede jeg mig hævnen, hvor jeg skar dem alle sammen i småstykker så blodet sprøjtede for til sidst at komme dem ned i en blender og derefter skylle dem ud i lokummet. Heftige sager men dejligt befriende. Efter skoletiden gennemgik jeg resten af mit liv på samme måde og gennemlevede mange ulidelige episoder og følelser og fik grædt og skældt ud og bandet og mast en colaflaske mere.
Når disse dage nærmede sig afslutningen, blev vi opfordret til at tilgive alle disse uhyrer og uhyrligheder og bede for dem. Bagefter blev vi rådet til at fylde det store tomrum eller vacum, som vi følte i kroppen og sjælen med kærlighed og Kalki og Ammas grace eller nåde. De næste dage fortsatte vi med at grave rundt i vores sind og bevidst genopleve vores angst og frygt for hvad som helst, vores lyster og hangs på folk og os selv. Sikken nogle anstrengende dage. Men det lettede.
Efter disse dage med samskara shuddi eller udrensning blev vi undervist i hvad diksha og oplysning og enhed og nærvær og gudsbevidsthed og kærlighed til alle og medhør med universet og livskvalitet og medfølelse alt sammen er. Derefter blev der udført Homasritualer for at tilkalde ildens ånder, for at de kunne hjælpe os i vores oplysningsproces og i vores liv.
Vores lærere og vejledere var indere, Dasadjis eller deciple eller munke eller hvad man nu kan kalde dem. De var alle unge og fuldt oplyste og utrolig behagelige og kærlige af væsen.
Så oprandt endelig den store dag, hvor vi skulle modtage frøet eller indvielsen eller det klare lys eller hvad vi nu ønskede os i livet.
Vi blev igen anbragt på gulvet i den store sal og Bhagavan Kalki ankom og satte sig på scenen i en stor lænestol. Der blev sunget mantraer. Så blev 5 kvindelige og fem mandlige dasadjis ført op til Kalki, som berørte dem let på hænderne. De gik alle sammen fuldstændig i spas og rystede eller grinede totalt hysterisk og blev af de andre dasadjis anbragt på kanten af scenen, kvinderne på den ene side og mændene på den anden. Derefter blev vi enkeltvis ført frem for dem, hvorefter de lagde deres hænder på vores hoveder medens de rystede og spassede og grinede. Det føltes nærmest som om de forsøgte at skubbe mit hoved ned i maven. Der var især en af dem, der fik mig til at ryste med helt ned i halebenet. Efter de 5 gange deeksha blev jeg ført tilbage til mit liggeunderlag, hvor jeg lå en ukendt tid og tænkte eller ikke tænkte og undrede mig over om jeg kunne bevæge mig, men gad ikke rigtig prøve før Freddy sagde, at nu kunne jeg godt gå en tur ud i solen. Jeg sad længe i solen ude i den dejlige have i ashramen og ærgrede mig og var enormt skuffet over, at jeg ikke var blevet fuldt oplyst. Jeg havde forventet en eksplosion og så fik jeg bare fred og ro i sindet. Sikke noget snyd, syntes jeg. Sikken en tumpe-ole!
Næste dag var sidste dag. Den startede med at en Dasadji udspurgte os om, hvordan vi følte og havde det. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne føle nogen forandring fra før, men bare følte mig glad, lykkelig og fredfyldt, men at det havde jeg da prøvet før. Så spurgte han mig om jeg bar nogen former for nag til nogen. Efter nærmere eftertanke måtte jeg indrømme, at det gjorde jeg ikke. Så blev dasadji Santos utrolig bevæget og glad og sagde, at jeg havde modtaget det jeg skulle og havde ønsket mig og at det fra nu af ville udvikle sig stille og roligt, som jeg vist også var kommet til at ønske mig.
Efter dette holdt dasadji Ananda Giri, som er en af Kalkis første diciple, en smuk og livsbekræftende tale om de nye muligheder denne indvielse kunne give, hvis vi ønskede det.
De sidste dage i Indien tilbragte jeg i Mamalapuram med at nyde livet og min lidelsesfri tilværelse og forkæle mig selv med nogle vidunderlige vediske massager hos en supermassør.
Noter til Indien:
Moola Mantra: OM
SAT CHIT ANANDA PARABRAHMA
PURUSHOTHAMA PARAMATMA
SRI BHAGAVATI SAMETHA
SRI BHAGAVATE NAMAHA
OM

OM er universets oprindelige lyd, som skabte alting. Universets frekvens hvorved man inviterer de højere energier.
SAT er den alt gennemtrængende eksistens, formløs og alle steds nærværende. Opleves som universets tomhed.
CHIT er universets rene bevidsthed hvoraf al dynamik udgår.
ANANDA er universets lyksalighed, venskab og kærlighed.
PARABRAHMA er universets højeste skaber.
PURUSHOTHAMA er universets højeste vejleder, AVATAR
PARAMATMA er den højeste indre energi som findes i alle væsener. Den iboende hjælper, ANTARYAMIN.
SRI BHAGAVATI er det feminine aspekt, den højeste intelligens i aktion. KRAFTEN, SHAKTI, MODER JORD. (Repræsenteret ved Amma)
SAMETHA betyder sammen med eller i sammenhæng med.
SRI BHAGAVATE er det maskuline aspekt i skabelsen. (Repræsenteret ved Bhagavan)
NAMAHA er hilsenen eller knæfaldet til universet, som er OM.

LIDELSE = Kedsomhed,ensomhed, nedtrykthed,smerte, konflikt i relationer, manglende motivation, meningsløshed.
TOP

Kapitel 3 - Mine sange

Fred på jord Oldemor

Tror du på, at der bli’r fred på jord? Tror du på du ser din oldemor?
Sidde i et æbletræ, og klø’ sig på det ene knæ, mens hun griner?……Ohøj!

Oppe i det andet æbletræ, sidder bedstemor godt i læ,
mens hun tygger på en skrå, tænker på om hun skal slå, sine unger….Ohøj!

Omme bag det tredje pæretræ, sidder bedstefar, han skal bæ,
tygger på et æbleskrog, tænker kun på pi’r og sjov, mens han griner!….Ohøj!

Oppe i det fjerde blommetræ, sidder der en fugl, et lille kræ.
Den kan ikke klare sig, for billerne har fået gift, og vi griner!….Ohøj

Oppe i det femte bøgetræ, sidder der en mand, han er et fæ.
Han kan ikke finde hjem, for klokken den er mer’ end fem, og han græder!…Ohøj!

Oppe i det sjette egetræ, sidder der et par, der kan se,
at hvis jorden skal ha’ fred, må de hel’re kravle ned, for at hjælpe….Ohøj!

Oppe i det syvende fyrretræ, er der ganske stille, der er fred.
ingen skal ej kravle ned, det er bare fred for fred, og der grines…..indimellem.
Ja! Der grines…………indimellem.

Så er der ikke flere æbletræ’r, derfor er det bedst, at vi la’r vær’,
Med at synge mer’ om dem, for nu er jordbærtiden nær, og vi griner!!!….Ohøj!
Ja! Vi griner!!!!…..Ohøj

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Husk på du er et eksempel

Husk på du er et eksempel, for dem der endnu er små,
og militærdistinktioner, de lærer at stole på.
Når du dem med glæde bærer, så vil jeg hel’re gå,
til sømandshjemmets kaffe, for der at tænke på,
de mange skønne stunder, som vi måske ku’ få,
hvis du dog bare vidste, hvad vej du ville gå,
ja! Hvis du bare viste, hvad vej du ville gå.

Husk på du er ikke alene, vi deler et univers,
med væsener i alle aldre, med tanker på kryds og tværs.
Så hvis du går rundt og fortvivler, så lyt til det næste vers.
Det handler om evigheden, og hvordan du kan leve med den,
hvordan du kan vokse og styrkes, og blive bevidst igen.
Bevidst om at kærligheden, er til for at klare den.
Bevidst om at kærligheden, er til for at klare den.

Engang var vi alle bevidsthed, eller tankekraft om du vil,
og før der: atomvibrationer, vi er hvad det førte til.
Og mens vi bli’r mer’ materielle, da vokser et ønske op,
et ønske med evig længsel, om at nå til bevidsthedens top,
et mål som ikke kan findes, før bevidstheden hører op,
og evigheden bli’r elsket, med taknemmelighed i din krop,
ja! Evigheden bli’r elsket, med taknemmelighed i din krop.
Med taknemmelighed i din krop.

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Christiania Christiania

Christiania, Christiania, hvad er det vi vil?
Christiania, Christiania, for vi er jo til.
Vi har alle chancer, for at skabe os et liv,
fælles med hverandre i kærlighed og muntert tidsfordriv.

Christiania, Christiania, hvad er det vi gør?
Christiania, Christiania, hvad er det vi tør?
Gør vi plads til alle minus junk og vold?
Ingen stive regler, medaljeræs og tankekontrol?

Christiania, Christiania, du er os og vi.
Christiania, Christiania, og du skal være fri,
fri for bureaukratisk diciplineri.
Fri til at vokse af troens og håbets fantasi.

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Den første gang

Den første gang jeg så dig, Det var i Bethlehjem.
Jeg spurgte mig , hvad skulle jeg dog dér?
Hver pigelil, som jeg har kær, hun sender mig af sted.
Til landet hvor en mand bli’r styret af sin kærlighed.
Hvor stort og småt er lige godt, når livet i os gror.
Hvor målet er at skabe fred på denne jord.
Hvor håbet ikke synes os så særlig stort.
Hvor det mer’ ser ud til , vi drukner , i vores eget lort.
Hvor det vistnok er på tide vi vågner op
og hjælper moder jord, hjælper moder jord
så hjælp dog moder jord!

Nu er det vist på tide du får fingeren ud
Nu er det vist på tide vi får fingrene ud
Husk du skal bygge din fremtid
Husk vi skal bygge vor fremtid

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Der er mange ting

Der er mange ting, som man bør vide, om alt det, der her i verden sker.

Alt det, som du ser, er illusioner, skabt af dine sansers stærke krav.

Vid dit sind afhængigt er af andres, aldrig permanent, som nogen tror.

Der er altid grunde til ideer, vid din krop og tale varer kort.

For hvad du har gjort, må du betale, for i går i dag, i dag i morgen.

Når du føler sorg, så er de midlet, til at vise dig en anden vej.

Vid at al afhængighed af mammon, gør din vej så meget mere trang.

Har du uheld bør det klart dig sige, at du ikke er på rette spor.

Vid at der er intet her i livet, der har uafhængig eksistens.

Og til sidst at alting er afhængigt,………………af alting.

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Balance & Nu da vi ved

Balance i handling i krop og i tale
harmonisk at svinge med kloge og gale.
Energier at tvinge i lys og i lyde
i varme i kulde i tid og i rum.
Harmonisk af dvale. Befri fantasien. Befri fantasien.

Nu da vi ved, at hvad vi gør, er hvad vi er.
Nu da vi ved, at hvad vi er, er hvad vi gør.
Er det vist på tide, vi finder os en vej,
så vi kan følges, sammen du og jeg,
er det vist på tide, vi lærer at gå
mer’ end rundt på må og få.
Og når vi så bli’r fler’, der ser det sker,
mødes vi tit og griner, Yeah, YEAH!!!!
Så løfter vi sammen vort fællesskab,
og det bli’r sund fornuft.

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Hvor går vi hen?

*) Omkvæd: Hvor går vi hen?
Nu, da vi er mødtes min ven?
Hvor går vi hen?

1) De mange lange gange har vi gået,
i nogle var vi bange, i andre kåde.
*)

2) De mange lange gange har vi gået,
meget har vi høstet, meget sået.
*)

3) De mange lange gange har vi gået,
meget har vi mistet, meget nået.
*)

4) De mange lange gange har vi gået,
meget har vi ligget, meget stået.
*)

5) De mange lange gange har vi gået,
meget har vi givet, mere fået,
for vi er jo her!
Sådan lige nu!……..Her!!!
Ja, vi er jo her.

Hvor går vi hen?
Nu, da vi er mødtes min ven?
Hvor går vi hen?

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Junkie Charles

Charles voksed’ op I byen, I det allerværste lort,
fa’ren drak, mo’ren hored’, Charles gik omkring og så,
lærte mest af mørkets verden, blev min ven i dette liv.

Er du kun en junkie, Charles? Er der ikke mere liv i dig?
Kan du ikke elske verden? Flygter du på dødens vej?

Hvorfor blev du junkie, Charles? Var der ikke plads til dig?
Ku’ du ikke klare ræset? Var der ikke noget for dig?

Er du kun en junkie, Charles? Hvem skal følge dig på vej?
Hvis du bli’r så må vi skilles, mit trip går en anden vej.

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Jeg vil kun elske med dig

(ole sol + hanne bess på Vrå Højskole)

*) Omkvæd: Jeg vil kun elske med dig, måske det lyder fortærsket,
Men det er den eneste chance jeg har, for at sige det helt behersket.
Jeg vil kun elske med dig, jeg vil kun elske med dig.

1) Min pupil udvider sig, for nu sniger mørket sig på,
i mine hænder føles en let sitren og jeg ønsker øjeblikket vil bestå.
*)

2) For aldrig har der for mig, været nogen som helst andre,
som på den måde har kunnet krybe, ind i min sjæl og mine tanker.
*)

3) Min hud føles som ilden, blev antændt af dine fingre.
Min krop som skulle være min egen, hvisker til mig,
at det er den ikke længere.
*)

4) Åh! Når børnene græder, har de ikke nær samme grund,
som jeg ville ha’, hvis en dag du forsvinder,
hele tilværelsen ville være så ond.
*)

5) For det jeg har her og nu, dig indeni min krop,
tør jeg aldrig nogensinde miste,
jeg bli’r vanvittig, hvis det pludselig holder op.

Jeg vil kun elske med dig, måske det lyder fortærsket,
Men det er den eneste chance jeg har, for at sige det helt behersket.
Jeg vil kun elske med dig, jeg vil kun elske med dig.

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Hver gang jeg ser dig

Hver gang jeg ser dig, tænker jeg på om jeg må,
Se dig smile, høre dig le, håber på at det vil ske.

Hver gang jeg ser dig, tænker jeg på om jeg må.

Hver gang jeg ser dig, tænker jeg på om jeg må,
Kilde dig på maven, klø dig lidt på ryggen, røre ved din venstre tå.
Hver gang jeg ser dig, tænker jeg på om jeg må.

Hver gang jeg ser dig, tænker jeg på og får stå,
ÅÅÅhhh din krop så skøn og rund, kysser ømt din smukke mund.

Hver gang jeg ser dig, tænker jeg på og
forstår ikke en skid af det hele x 3

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Hr. minister

Nu skal jeg fortælle dig en ting om dig selv Hr. Minister.
Jeg husker dig fra dengang, da dine ord slog gnister.

Nu sidder du som alle de andre, på din taburet
Og tænker slet ikke på andet.

Nu kæmper du som alle de andre for din taburet
Og tænker slet ikke på landet.

Nu klistrer du som alle de andre til din taburet
Og tænker slet ikke på vandet.

Du sagde til mig, du ville fred, nu køber du kanoner,
og stemmer for Europahær og militærpersoner.

Du ville stoppe sult og nød og dyrke økologisk,
nu støtter du kun svineavl og det er da komplet idiotisk.
Du er da komplet idiot x 3

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

Du bli’r, hvad du spiser

Du bli’r hvad du spiser og hører og ser.
Og snuser og føler og meget meget mer’.

Millioner af år har din udvikling taget.
Fra encellet væsen til oprejst human.

Amøber og fisk og frøer og tudser.
Og slanger og fugle og pattedyr og aber.
Og heste og grisen og hvad du ellers gør.

Det er, hvad du er.
Og det er, hvad du tør.

– tilbage til mine sange indeks –

TOP

SOLOLIE. 4. Kapitel
Ole Sol af Tine Bryld

- et levende mirakel

Alle mennesker har en historie, også dem der bor i Christiania.
For mange christianitter er der et andet fællestræk: De har en sund og skeptisk utilpashed ved autoriteter. Mange har derfor udviklet et særligt gen, som gør dem i stand til at navigere i hvilket som helst farvand.
Ole Sol er, som så mange andre i Christiania, en unik styrmand – ofte i høj søgang mod egne og andres regler - og ikke så lidt anderledes end det, vi kalder normalt.

Han er født i 1938 og ærgrer sig over, at han ikke er et år yngre. I så fald ville han nemlig være berettiget til folkepension som 65-årig. Nu må han følge den gamle lov, og kan først få sin folkepension som 67-årig.
At han overhovedet lever, er lidt af et mirakel. Eller måske har han en skytsengel som materialiserer sig i HOVs personale. Tidligere var det Buddha og hans lære, der frelste ham fra det største vanvid.

Ole Sol var en af de første, og dermed måske også den ældste hippie i Nordjylland. Han købte en gård med 40 tønder land, samlede tidens musikere som Stig Møller og Steppeulvene, røg hash, spiste svampe, der væltede op i den sandede nordjyske muld, og endte med at sælge gården igen, fordi han var den eneste der havde penge til at betale gildet. Simon Spies var på nippet til at købe gården - han elskede jo også svampe - men rejsekongen valgte i stedet at meditere og dyrke yoga i Sverige.

Ole Sol har alle dage været på farten, og stort set altid tabt penge og ansigt. Han har rejst i Marokko med en anden christianit for at købe hash, men blev snydt og var ved at riste op i den steghede og golde ørken, berøvet for alle værdier. Han har været på bordel i Paris for at få sex med en sort kvinde - ”…den smukkeste i Paris”, men blev rullet af gangstere for hver en franc.

Det gik i fisk

Han har i månedsvis kørt rundt i Europa i en Toyota firehjuls-trækker og med 45.000 kr. på lommen - alt hvad der var tilbage efter et trip ind i den store forretningsverden i Skagen, med dertil hørende fisk, dybfrys og køl. I lang tid det godt, og Ole tjente mange penge. Men den største konkurrent, ”Kongen” af Skagen, der kontrollerede de fleste kølehuse, sørgede for, at han hverken kunne låne penge eller få kutterne til at lande fisk i hans virksomhed, ”Scancold”, hvor det i lang tid ellers gik godt, fordi han var bedre og efter eget udsagn mere fremsynet.
Men den gik ikke – den lokale matador slog ham ud.
Ole måtte forlade sin kone og barn efter han var begyndt at drikke ret voldsomt og kort tid efter forsvandt han ud på sin lange Europatur.

Som uddannet skibsbygger har Ole altid drømt om at få sig et skib. Han købte et gammelt skrog og har brugt år og dage på at restaurere skibet, men drømmen brast med for meget hash og sprut - for meget kaos og for mange uheld.

Han har boet og arbejdet i Grønland - som kontorleder, hvem der kan forstå det. Og han har rejst til Seychellerne og boet hos en lokal familie i tre måneder, vendt tilbage til Skagen, København og i flere omgange, Christiania.

Ole har været til fest og farver, penge og kvinder, men ikke alle dage. Hvem skulle tro, at denne mand som ganske ung byggede sit eget hus i Virum, tog en bankuddannelse for ikke at skuffe farmand, blev uønsket gravid med en ganske ung pige og far som 21-årig. En ung mand, der drømte om at blive kunstner, maler eller musiker.

At slås med vindmøller

Ole er en hardcore misbruger og indrømmer det. Han har røget hash i mindst 25 år, drukket siden han var ganske ung, men overlevet på grund af sin styrke og vilje til at klare alt selv. Ingen skulle fortælle ham, at han havde et problem. Han kunne jo tåle det, han tjente penge når det passede ham. Han rejste og hvad så ?
At han efterlod sig ulykkelige børn og kvinder, tænkte han ikke så meget over. Det var de andre, der havde problemer. Og kunstner var han også. Den bedste på vaskebræt i Hot Potatoes Jazzband, som han spillede med i Nyhavn i 50´rne. Han skrev digte som Bob Dylan, mens han drak whisky og cognac på Thule-basen, hvor han først blev ansat som kontrollant - senere som supervisor for deres regnskabssystem.
Og der var masser af fritid og masser af billig sprut på Thule-basen.

Ole Sol er ikke hjemstavns-romantiker. Pludselig er han i Grønland, så er han i Marokko, videre til Skagen og mere og mere i København og Christiania. En tid bor han i kollektivet ABRAXAS på Christianshavn sammen med kunsthåndværkere og andre godtfolk. Her lavede han selv hashpiber og solgte hash eller producerede læderknapper.

Ole havde til sidst hverken penge eller rygrad til andet end at følge med strømmen af gode og dårlige oplevelser. Han havde hørt om teatertruppen, Solvognen - drømte selv om at lave teater, spille musik og blev en dag opsøgt at nogle christianitter, der havde hørt at han kendte én med heste. Sådan nogle skulle de bruge til en stor demonstration under Rebild-festen den 4.juli 1978. Ole skaffede kontakt til sin ven, hestemanden, deltog selv i aktionen og flyttede kort efter til Christiania. Han satte sig under morbærtræet ved Helges pyramide, kom i snak og fik snart et andet sted at bo.

Sammen med andre byggede han køkken og istandsatte lokaler i Energiværkstedet. Målet var at producere vindmøller til Christianias eget el-forbrug, men det gik ikke. Vindmøller er ikke egnet til byer. Heller ikke på Christiania. Så det blev ved drømmen.
Når han ikke var skæv eller fuld, var han med til at bygge Danmarks, dengang største solfanger, til det fælles badehus på Christiania.

Bare en lille ferie

Erkendelsen af, at have et gedigent misbrugsproblem kom efter den ni måneder lange Europatur i 1990. En tur, Ole kalder for ”…verdens største druktur”.
Han flyttede direkte til Christiania og fik sit gamle rum tilbage. Tog arbejde i gartnergruppen, fik bistandshjælp, men drak og røg stadig.
Flere venner havde opfordret ham til at søge behandling, men ”…jeg havde intet problem”. Som de fleste misbrugere nægtede Ole over for alle, at det var ham, der trængte til hjælp.
- Jeg må have været døden nær. Anita fra HOV havde flere gange spurgt til mig og en af mine venner, der havde fået en behandlingstur gennem HOV og som havde været stoffri i halvandet år, puffede også til mig. Så en dag blev jeg opsøgt af Anita, der ville have med mig på den næste tur til Sydsjælland. På det tidspunkt var jeg holdt op med at spise, jeg havde konstant tyndskid, startede om morgenen på ”pinden” foran værtshuset, Woodstock, hængte ud på Eiffel Bar om aftenen og var konstant stiv.
- Jan, ham fyren der havde været ædru i halvandet år sagde, at jeg trængte til en lille ferie på et kursussted - bare i tre uger. En ferie fra sprutten. Nå ja, tænkte jeg, en ferie, det har vi alle sammen brug for og jeg kunne jo godt se at den var gal. Men over for mig selv fastholdt jeg, at det bare var en lille ferie, en slags rekreation.

- Den tur ændrede mig. Vi var otte garvede christianitter og så medarbejderne fra HOV. De stillede krav til os, de sendte os til AA-møder i Vordingborg, hvor jeg mødte andre alkoholikere, blandt andet en skovridder, der gjorde et stort indtryk på mig. Han fik mig til at indse, at jeg var alkoholiker og at jeg måtte acceptere, at jeg ikke kunne styre mit liv alene. Jamen for pokker, det var jo det, jeg altid havde gjort, klaret mig selv, ikke? Og nu måtte jeg se mig selv i øjnene og erkende, at den gik ikke. At jeg havde bedraget mig selv.
- Efter vi kom tilbage til Christiania, brugte vi hinanden og medarbejderne i HOV. Vi gik til AA-møder i Christiania og jeg fik tilbudt revalidering, blev uddannet zoneterapeut og senere deltog jeg i kurser som led i en uddannelse som misbrugsterapeut. Det betyder, at jeg kunne geare ned med håndværksarbejdet, der var for hårdt for mig og så i stedet støtte behandlingsarbejdet, der foregår i HOV.

Da Ole Sol i 1998 fyldte 60 år, havde han været ædru i to år. Vennerne gav ham en rejse til Tibet og netop denne lille stat har Ole Sol siden sat på dagsordenen i Christiania. Går man gennem Pusherstreet vil man - i en flot udsmykket port - kunne se en udstilling, samlet og vist af Ole Sol.
Sammen med andre støtteforeninger, gives der et fast beløb til en tibetansk flygtningepiges skoleophold i Nordindien og blandt meget andet ydes der også økonomisk støtte til et sundhedshus i Kathmandu i Nepal, hvor såvel tibetanske flygtninge, som fattige nepalesere behandles gratis.
Ole er en ægte christianit med rødder i muld, skrald og kunst. I dag får han bistandshjælp og har igen fået en nær kontakt med sin yngste datter på 16 år, der går i gymnasiet et sted i Jylland.
- Jeg havde drukket mig ihjel, hvis ikke Christiania havde været her.

Tine Bryld

TOP

SOLOLIE. 5. Kapitel
Drømmen om Christiania Video

TOP

SOLOLIE. 6. Kapitel
Rejsen til Seychell Islands

Rejsen startede sådan set i det nordlige Grønland, hvor jeg arbejdede på kontrakt til en fantastisk høj løn. Det var hårdt arbejde mange timer om dagen, men der var en del fritid alligevel, som godt kunne blive lidt ensformig uden mulighed for at forlade arbejdspladsen. Det gav naturligvis lyst til at rejse ud i den store verden. Jeg fik den ide at undersøge, hvor på jorden der tilsyneladende var bedst at opholde sig alt taget i betragtning.
Da det var før internettets start, begyndte jeg at skrive efter rejsebrochurer fra alverdens lande og låne bøger om de steder der lød interessante. Det stod på i et par år og til sidst havde jeg en hel flyttekasse med brochurer og havde læst masser af rejsebeskrivelser.
Der var mange muligheder, men Seychell Islands, som består af en stor ø og 80 mindre øer beliggende nordøst for Madagascar midt i det Indiske Ocean, fremstod helt klart som det sted, jeg bedst kunne tænke mig at besøge. Vejret på øerne var som dansk sommer, når den er bedst med 25-26 grader hele året med øst passaten halvdelen af året og vest passaten den anden halvdel, begge med en mild brise, der gjorde klimaet tilsyneladende helt perfekt for en nordboer som mig, ingen slanger, ingen malaria, næsten ingen moskitoer, fantastisk fugleliv, endnu ikke opdaget som turistland og med fantastiske koralrev med et mylder af kulørte fisk i alle størrelser, vidunderlige sandstrande, et venligt folkefærd bestående af en blanding af indere, afrikanere, engelske og franske hvide fra kolonitiden og hvad der ellers var mikset af den sammenblanding. Øerne var for nylig blevet selvstændige efter 200 år med skiftevis fransk og engelsk styre, da der ikke var olie eller mineraler eller andet af betydning, der kunne udnyttes. Ingen tvivl, det måtte være det nærmeste, man kunne forestille sig, som paradis.
Det blev en lang rejse, da der skete mange ting, som gjorde, at jeg ikke kom af sted, efter at jeg var færdig med mit arbejde på Grønland. Jeg havde tjent og opsparet rigtig mange penge og havde fået den ide at købe en bondegård i det nordlige Vendsyssel for at skabe et sted for kunstnere og mennesker med nye ideer og interesse for at gøre verden til et bedre og fredeligere sted med lige ret for alle. Jeg købte gården og i løbet af kort tid sprudlede stedet med liv og kreativitet. Når vi var flest var der op til 20 personer, børn, en dejlig hund, en ged, en hest, en kat og høns. Vi dyrkede grøntsager, lavede mad på brændekomfur og byggede værksteder til keramik, læderarbejde og andet kunsthåndværk. Det blev snart et yndet besøgssted for musikere af alle slags.
Et rigtigt hippieliv. Og så var der jo lige det, at de 40 tønder land, der hørte til gården, bestod halvdelen af bøgeskov og forskellige krat og den anden halvdel af græsmarker, hvor der de sidste par år kun havde gået kreaturer på græs. Vi var ikke interesserede i kvægavl og havde fjernet alle hegnene og lod alting vokse vildt. Det viste sig at den kombination gav en hel speciel afgrøde nemlig philysybinsvampe i store mængder, som vi selvfølgelig spiste en del af og oplevede de mest vidunderlige rejser i naturens og de guddommelige riger.
Det gik bare såååå godt, men på et tidspunkt var de fleste af pengene sluppet op og vi måtte til at se os om efter indtægter.
Nu var det sådan, at en af Danmarks rige mænd, blev vildt interesseret i vores svampe og vores ideer om at skabe et levende og kreativt sted, som han og vennerne kunne besøge og studere philysybinsvampenes virkning på bevidstheden og ligeledes ville han forsøge at syntetisere de store mængder af svampe der groede vildt på vores marker. Han lovede, at han ville skyde et større beløb i gården og vores planer. Det troede jeg på og optog et større lån med kort afdragstid og gården som sikkerhed. Så gik det fint et stykke tid endnu og alle var mætte og glade og der blev skabt smukke ting og trippet og sunget og danset, medens vi brugte af lånet og stadig ingen indtægter havde.
Så skete der det, at den rige mand mødte en Maharishi og blev meget hellig og mistede interessen for svampene og vores bondegård, for nu skulle der mediteres og dyrkes yoga på et andet bedre egnet sted, så han beklagede, at han desværre alligevel ikke ville støtte vores projekter og gården økonomisk.
Hvad gør vi nu? Nogle af os havde forsøgt at finde arbejde i oplandet, men vi var alt for hippiede og skæve til at nogen ville have os, så vi måtte finde på en udvej, da de kortfristede lån, jeg havde optaget i gården, var blevet brugt og snart skulle tilbagebetales.
En af vores venner, der havde et godt kendskab til hash verdenen, foreslog, at vi skulle smugle noget hash fra Marokko. Det kunne være en måde at mangedoble det beløb, vi kunne investere og derved redde gården. Han havde de forbindelser i Tanger, der var nødvendige og ville selv tage med som mellemmand. Det var blevet gjort flere gange med succes, hvor man havde anbragt hashen i marokko trommer og importeret dem til Danmark. Der var tilsyneladende ikke mange andre muligheder for at skaffe de penge, der skulle til, for at kunne fortsætte vores højtflyvende planer og beholde gården, så jeg gik med på ideen.
Jeg havde under mit ophold i Grønland anskaffet mig et meget kostbart fotoudstyr (Hasselblad), som jeg var utroligt glad for, men det var det eneste, jeg ejede, som kunne omsættes til kontanter, så jeg solgte hele udstyret til en fotoforretning til en ret god pris, så der blev både penge til rejsen og nogle kilo hash.
Vi fløj til Malaga i Spanien og tog med bus til havnen i Algeciras og derfra med båd til Tanger i Marokko. Da vi opsøgte vores kontaktmand, som i øvrigt hed Galar, viste det sig, at han var udenbys og først ville komme tilbage om et par dage, men hans veninde, som han boede sammen med, overbeviste os om, at hun helt sikkert vidste, hvor vi skulle henvende os. Vi fik adressen og henvendte os, der var tre mænd, som virkede vældig flinke og det så rigtigt ud og vi fik lov til at prøve hashen, som var af rigtig god kvalitet, der var lige det ved det, at det skulle købes og hentes et andet sted, hvorefter den ene, der fik pengene, ville møde os andre i deres bil et bestemt aftalt sted. Vi anede ikke uråd, da vi jo havde fået at vide, at det var helt sikkert med de fyre, så vi steg ind i deres bil og kørte ud af Tanger i spændt forventning om, hvornår vi fik vores hash. Vi kørte og kørte og det blev efterhånden lidt for mystisk, at vi skulle helt langt ud i ørkenen for at hente hashen var lidt for mærkeligt. Efter at have kørt længe ville de to fyre have, at vi skulle holde en pause og drikke en kop te. Vi standsede ved et lille skur midt i ødemarken, det lignede en café, men stemningen var utrolig mystisk og teen, vi fik serveret af en skummel marokkaner, var så fyldt med dårlige vibrationer, at selvom de pressede os, ville vi ikke drikke den. Stemningen var enormt anspændt. Pludselig kom der et stort dollargrin susende ind på pladsen og bremsede så støvet føg omkring. Ud sprang en kæmpe stor næsten helt sort mand, løb ind i cafeen og smækkede de tre mænd i gulvet og hev min ven og mig ud i sin bil og suste af sted. Det var Galar, han var kommet hjem før tiden og havde fået at vide af veninden, at hun havde sendt os hen til de tre hashhandlere. Han var straks klar over, hvad der var sket og ville ske og var derfor ræcet ud i ørkenen, hvor det var meningen, vi skulle have været efterladt, bedøvet af den te med sovemiddel, vi ikke havde lyst til at drikke og derefter rippet for alt. Vi var reddede, men pengene var væk og umulige at få tilbage.
Jeg ringede hjem og fortalte at redningsplanen var mislykket. Da der nu ikke var andre måder at redde gården på eller skaffe penge til at indfri de skyldige lån, måtte jeg bede dem om at opløse foretagenet og sørge for at alle kom tilbage til hvor de kom fra og aftalte, at dyrene blev bragt i pleje på nabogården. Desuden aftalte jeg med banken, at gården blev sat til salg.
Det var den bondegård.
Jeg var knust og kunne slet ikke forestille mig at skulle hjem til ruinerne af min store drøm, så jeg besluttede mig for, i stedet for at bruge mine sidste penge på billetten hjem, at forsøge at komme til mit gamle drømmested Seychell Islands.
Jeg fandt ud af, at da Suezkanalen på det tidspunkt var lukket, kunne der være en mulighed for at få en hyre på et af de skibe, der skulle syd om Afrika, når de provianterede i Casa Blanca, så jeg tog afsked med min ven, som rejste tilbage til Danmark og jeg tog bussen til Casa Blanca. De hvide huses by. Jeg boede på et usselt lille herberg og travede havnen tynd i nogle dage uden resultat. Jeg fik at vide at chancerne nok var større i Tanger. Igen forgæves, men til gengæld mødte jeg en ”statsansat” hashhandler og blev rigtig gode venner med ham. Han havde simpelthen hele sin kælder fyldt med hash af alle sorter og kvaliteter. Han fortalte, at han havde en aftale med myndighederne, som selvfølgelig var interesserede i, at den producerede hash blev solgt, at hvis han betalte en del af fortjenesten til dem, kunne han frit sælge og endda bringe køberen sikkert gennem tolden i Marokko, da tolderne også var blevet bestukket. Der var dog en klausul han skulle opfylde, nemlig at angive hvis han opdagede, at der blev solgt hårde stoffer. Flink og munter fyr, som til afsked gav mig en ordentlig klump af hans bedste hash.
Ingen hyre i Tanger heller, men Alchaciras, fik jeg fortalt, var stedet for proviantering, når de større sejlbåde kom ud af Middelhavet og skulle syd om Afrika. Heller ikke der, var der hyre at få, så jeg blev anbefalet Cadiz i Spanien. Da jeg ankom til Cadiz, var jeg ved at løbe tør for penge og da der heller ikke var held der, besluttede jeg at bruge de sidste penge på en færge til De Kanariske Øer. Jeg ankom til Las Palmas uden en krone på lommen og satte mig sammen med en masse andre hippieagtige mennesker, som forsøgte at sælge forskelligt tingel tangel. Jeg havde stadig en tegneblok og nogle farver, så jeg malede nogle billeder og forsøgte at sælge dem. Efter et stykke tid kom jeg i snak med en mand, som var interesseret i et af billederne. Vi blev enige om, at prisen var et måltid mad og en overnatning på hans lille hotel. Sådan gik den dag. Og stadig ingen hyre.
Næste dag var helt uden salg og mad, så jeg var godt sulten da jeg overnattede i
en lille park. Næste dag startede med knurrende mave og jeg besluttede, at jeg nok hellere måtte arbejde på at komme hjem igen i stedet for til Seychell Islands.
Jeg havde knapt nok tænkt tanken, da en mand kom hen til mig og sagde: Jamen er det ikke dig Ole, hvad laver du dog her”. Det var en af vennerne, som jeg havde arbejdet sammen med i Grønland. Jeg fortalte ham kort min historie, som han syntes var rigtig spændende. Det viste sig, at han og tre andre fra dengang havde købt en restaurant i Las Palmas, som gik forrygende. Jeg blev inviteret på alt det jeg kunne spise og drikke og et herligt gensyn med masser af snak om dengang. De spurgte mig om hvilke planer jeg havde. Jeg fortalte, at jeg havde besluttet at vende næsen hjemad, men ikke rigtig vidste hvordan. Så kom overraskelsen. Hvis jeg kunne flyve om to timer, kunne det arrangeres, da de havde en returrejse til København, de ikke selv skulle bruge. Det var med et rejseselskab, fordi de skiftedes til at holde ferie hjemme og det var billigere at købe en uges ophold på øerne end en ordinær billet. Da de skulle have foretaget nogle ombygninger, ville de alle fire blive og deltage, derfor den ledige returrejse. De vidste også, hvordan det skulle gøres og viste mig et hul i hegnet til flyvepladsen, som jeg skulle gå ind ad og ham ud af efter at han have tjekket sig selv og min bagage ind. Det gik uden problemer og få timer efter landede jeg i København. Slut på første forsøg på at nå til Seychell Islands.
Da jeg kom tilbage til gården, var den øde og forladt, bortset fra min dengang uundværlige bil, da gården jo lå ”langt ude på landet”. Jeg solgte hesten. Geden og katten beholdt naboen, hønsene var vist blevet spist. Hunden gav jeg til nogle søde mennesker på en stor gård i nærheden, hvor jeg vidste den ville få et godt liv. Gården stod stadig til salg. Til sidst solgte jeg bilen og så gik det igen mod Seychell Islands.
Jeg havde i mellemtiden fundet ud af, at den eneste forbindelse til øerne, da der endnu ikke var nogen lufthavn, var med en færge der sejlede mellem Mombasa i Kenya og Bombai i Indien og undervejs lagde til ved Seychell Islands.
Jeg startede rejsen mod Mombasa ved at tage toget til Rom, hvorfor netop Italien husker jeg ikke, men efter et par dage i Rom, besluttede jeg at nu skulle der altså ske noget, så jeg købte en flyvebillet til Mombasa via Nairobi. Ankommet til Nairobi sad jeg og ventede på flyveren til Mombasa, der var tilsyneladende ikke nogen planlagt flyvning, men så kom der en meget speciel udseende mand hen til mig og spurgte om det var mig der skulle til Mombasa. Han lignede fuldstændig en ældre udgave af en pilot fra det britiske Royal Air Force fra anden verdenskrig, med en kæmpe moustache og vejrbidte træk. Det viste at han virkelig havde været jagerpilot under krigen. Han havde efter krigen købt en af de nu overflødige DC3 maskiner med to motorer og fløj nu en slags post- og passagerrute mellem Nairobi og Mombasa. Han førte mig ud til en noget ramponeret DC3’er, som var fyldt med sække med post og alskens ting og sager og et par kenyanere, der sad på nogle primitive sæder i fragtrummet. Jeg fik navigatørens plads i cockpittet, da han var både pilot og navigatør og viste det sig senere også mekaniker. Han var utrolig hyggelig og grinende, så det tegnede til en herlig tur.
Jeg spurgte, hvornår han regnede med, at vi ville være i Mombasa, men det kunne han ikke sige med sikkerhed, da vi skulle lande omkring tyve steder i forskellige landsbyer rundt om Kilimanjaro, et af de smukkeste bjerge i Afrika, for at aflevere og medtage post og fragt og mennesker.
Så startede han de to motorer med bulder og brag og snart var vi ude over savannen i temmelig lav højde. Sikken en oplevelse, at kunne se de store flokke af dyr alle slags fra luften. Ren Safari. Snart efter landede vi ved den første landsby på en ujævn græsbane. Han sagde, at jeg bare kunne gå en tur i landsbyen, medens han ordnede post og fragt, han skulle nok kalde på mig, når vi skulle af sted igen. Det var en fantastisk oplevelse, pludselig at være i en negerlandsby i Afrika. Alt var meget primitivt med næsten udelukkende stråhytter og mange smukke og venlige mennesker. Jeg vakte stor opsigt og blev straks omringet af grinende og fjantede børn. Vi spillede bold og grinede indtil piloten Jack kom og sagde, at nu var han klar til afgang. Sådan gik hele dagen med start og lavtflyvning indtil næste landsby, hvor det hele gentog sig. Ved næstsidst stop ville den ene motor ikke starte, så Jack tog kedeldragten på og begyndte at reparere motoren. Efter en times tid kunne vi flyve videre til sidste stop før Mombasa. Det var blevet aften, da vi nåede Mombasa. Efter et par drinks i lufthavnens bar sammen med Jack, tog jeg en taxa til et hotel i byen.
Sikken en dag. At se Kenyas dyre- og menneskeliv på den måde, var et utroligt eventyr, fantastisk oplevelse.
Næste dag henvendte jeg mig til et bureau, som solgte billetter til båden til Seychellerne. Det viste sig, at båden var sejlet for få dage siden og den næste først ville afgå om 6 uger. Da der ikke var andre muligheder, købte jeg en billet og indstillede mig på, at skulle vente de 6 uger. Jeg blev rigtig gode venner med nogle unge mænd, som sad i nogle boder og snittede forskellige figurer af dyr og mennesker i forskellige træsorter. De var utrolig dygtige og jeg fik lov at prøve uden dog at nærme mig deres utrolige færdigheder, men de ville gerne lære mig at blive bedre til det, så jeg så en mulighed for at bruge de 6 uger til at lære deres håndværk. Nu var det sådan, at disse ikke særligt velhavende unge mennesker alle havde som det største ønske, at gå en tur gennem hovedgaden med en hvid pige. Det var det, der gav den største prestige, så jeg blev mellemmand mellem dem og de hvide piger jeg traf på hotellet. Det var aftalen, at det ikke handlede om sex, men kun om en gåtur på hovedgaden og hvis det skulle gå helt vildt for sig en sodavand i en af de mange boder. Det lykkedes mig at overtale en hel del piger til eventyret, som belønning fik de en af de smukke træfigurer efter eget valg. Blev jeg populær?
Efter nogle dage på hotellet mødte jeg en inder der opdrættede kyllinger. Han tilbød mig, at jeg kunne bo hos ham. Han kendte en pige i Århus og kunne ikke rigtig forstå, at jeg ikke også kendte hende. Jeg flyttede hen til hans hus, meget primitivt med masser af kyllingebure ude i haven. Morgenmaden bestod af ris og kylling i karry, frokosten ris og kylling i karry, aftensmaden selvfølgelig ris og kylling i karry. Og det var varmt. Mombassa er rigtig tropisk, fugtig og en utrolig hede og ingen rigtig badestrand, så en morgen, da jeg opdagede, at det var de kyllinger, der var døde om natten, vi spiste, var det ligesom om det blev nok og jeg besluttede at flytte tilbage til hotellet. Jeg var også rigtig godt træt af Mombassas utroligt fugtige næsten uudholdelige varme klima.
På vejen tilbage til hotellet mødte jeg en totalt udflippet amerikansk hippie, der fortalte at han kom fra Nairobi, hvor han havde boet på et slag vandrehjem for næsten ingen penge. Det var kun et skur uden vinduer med nogle jernsenge med madrasser, men klimaet var meget behageligt, da det lå højt. Jeg besluttede straks at tage dertil, da jeg jo stadig havde næsten 5 ugers ventetid tilbage.
Jeg fandt en taxa som kørte til Nairobi, det var en af den slags , hvor man venter til den er fyldt op før der køres. Det tog et par timer, men så gik det derudaf gennem savannen. Fantastisk tur. Vi mødte, tror jeg, næsten alle Afrikas dyrearter.
Vandrehjemmet var et skur, meget åbent, noget faldefærdigt og beliggende et godt stykke udenfor Nairobi tæt på en landsby med et par hundrede indfødte. Der var også nogle spisesteder i nærheden, hvor det viste sig, at man kunne spise meget velsmagende og nærende mad til næsten ingen penge.
Der boede allerede nogle rejsende fra forskellige lande og der var en utrolig hyggelig stemning, så jeg slog mig ned på en af jernsengene, hvor der var en nogenlunde brugelig madras. Der var ingen personale, så stedet skulle passes af dem, der boede der. En gang om dagen kom der en vidunderlig kulsort og krushåret ældre mand for at opkræve de småpenge det kostede at bo der. Han fortalte, at vi var meget velkomne til at besøge landsbyen i nærheden, hvor der hver aften blev danset og trommet og sunget så det var en lyst. Herligt sted og behagelig temperatur og ingen moskitoer sandsynligvis på grund af højden.
Jeg havde medbragt en stor klump super Nepal hash , som jeg havde formet som en stor kugle med masser af perler på og en perlekrans, så alle troede, det var et smykke. Når jeg skulle ryge eller stege kokoskager med hash på stedets primus, tog jeg bare noget af klumpen og formede den så igen. Jeg havde medbragt Den Tibetanske Dødebog, så dagene gik hurtigt. Jeg var fuldstændig opslugt af naturen, de indfødtes dansen og trommen om aftenen i landsbyen, de fantastiske solop- og nedgange og Dødebogen, som også handler om livet, kunne jeg læse igen og igen. Sikken et trip. Det var også spændende at møde de mange mennesker fra alverdens lande, der som regel kun blev i kort tid og at høre om deres rejser, der mange gange var de rene eventyr.
Så blev det tid til at tage tilbage til Mombassa for at sejle til Seychell Islands, jeg tog med en af de mange taxaer og var heldig kun at vente 10 minutter før det igen gik for fuldt drøn over savannen. Vi så masser af dyr undervejs, så turen var ren fornøjelse. Da vi ankom til Mombassa, tog jeg ind på det samme hotel som sidst. Mange glade gensyn og snak og hygge i baren. Næste morgen var det så endelig tid til afsejling. Der var masser af mennesker på og omkring skibet og lange køer ved billetsalget, men jeg havde jo min billet, så jeg begyndte at stige ombord. Det var styrmanden, der kontrollerede min billet, han så ret mærkelig ud i hovedet, da han meddelte mig, at min billet var ugyldig, fordi bureauet, hvor jeg havde købt den, i mellemtiden var gået fallit. Jeg blev utrolig skuffet og vred og ked af det, især da jeg fik at vide, at der var totalt udsolgt og en venteliste på flere hundrede. Det var næsten udelukkende indere og mange var villige til at betale store beløb, bare de kunne komme med til Indien. Der var sket det, at Kenyas præsident Kenyatta, havde bestemt at Kenya skulle afrikaniseres. Næsten al handel var på indiske hænder, så han tilbagekaldte bare deres handelstilladelser og overgav dem til afrikanere.
Jeg havde kun ca. 125 dollars tilbage og ingen mulighed for at skaffe flere, så tanken om at vente 6 uger mere var totalt udelukket. Da jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre besluttede jeg mig for at arbejde på at komme tilbage til Danmark igen. Jeg henvendte jeg mig til mine venner træskærerne for at høre om de havde nogle gode ideer. De blev meget glade for at se mig. Da jeg fortalte, at jeg havde opgivet at nå til Seychellerne i denne omgang og ville forsøge at komme tilbage til Europa, sendte de bud efter en af deres venner, som hurtigt kom susende i en gammel bulet bil. Han lignede en smart forretningsmand og sagde, at han kunne skaffe mig til London, hvis jeg kunne flyve med det samme. Jeg spurgte, hvad det skulle koste. Han spurgte, hvor meget jeg havde. 100 dollars.
Det kunne jeg godt komme med for. Jeg troede selvfølgelig, at han tog gas på mig, og sagde at han kunne få 20 dollars nu og resten når jeg var på flyveren. Det var bare ok og så susede vi ud til lufthavnen, hvor der ganske rigtig stod en noget laset 4 motores passagermaskine. Maskinen var klar til afgang og fyldt med omkring 80 indere, alle sammen tungt belæssede med guldsmykker, men der var et tomt sæde og som min redningsmand sagde, var 100 dollars bedre end ingenting og jeg var jo ven med hans venner. Han havde chartret maskinen til London, da mange, især blandt af de rigere indiske handelsfolk, havde britiske pas. Grunden til de mange guldsmykker var, at der var blevet lagt begrænsning på, hvor mange penge de måtte tage med sig, når de forlod Kenya. Manden jeg kom til at sidde ved siden af var englænder og kaldte sig Jack Diamond, han var diamantsmugler og kom fra Tanzania, hvor han havde ”skaffet” en hel pose med ”Tanzanite diamanter”, som på det tidspunkt var ret ukendt, men var ved at blive meget populære, da en kendt filmstjerne havde foræret sin hustru, der også var en kendt stjerne, en sådan diamant, så Jack regnede med at lave store penge i London.
Det blev en ret fantastisk flyvetur, som kom til at vare næsten 3 dage på grund af flere mellemlandinger på turen nordpå. Et par steder måtte vi ned for at tanke og i Algier fik vi lov til at lande på en militærbase grundet vrøvl med en af motorerne. Under svær bevogtning fik vi lov til at komme ud af flyet, hvor vi kunne købe noget mad til ågerpriser og få tømt toiletterne, som var totalt overfyldte og ulækre efter næsten to dage uden mulighed for at forlade flyet.
Efter lang tids venten på motorreparationen i Algier kunne vi endelig fortsætte mod Europa. Da vi nærmede os Zürich, satte den ene motor ud igen, men vi klarede at lande, men fik at vide at vi ikke kunne komme videre med den maskine, da motoren var helt kaput. Vi fik også at vide, at der var et British Airways fly til London, som vi kunne købe billetter til. Jeg havde brugt mine sidste penge på mad, men lykken stod mig endnu engang bi, da nogle af de rige indere, som jeg var blevet rigtig gode venner med på den lange rejse, tilbød at splejse til en billet til mig. Turen til London var den rene fornøjelse og der blev grinet og pjanket af lettelse over at have klaret den farefyldte tur med det gamle charterfly.
I London henvendte jeg mig til den danske ambassade, som var rigtig godt trætte af strandede hippier, så de ville kun låne mig til en færgebillet til Esbjerg,
Ingen penge til mad eller drikke. På færgen mødte jeg en virkelig sød kvinde, som spenderede noget mad på mig. Vi blev virkelig gode venner og nød hinandens selskab på hele sejlturen. Hun ville blive hentet i Esbjerg af sin forlovede. De skulle til Holstebro og hun mente, at jeg sagtens kunne få et lift med dem. Jeg skulle til Skagen, hvor jeg havde mine ting og finde ud af om min bondegård var blevet solgt.
Jeg fik lov til at køre med mod Holstebro. Forloveden var en noget bøs herre, som slet ikke brød sig om, at hans kæreste og jeg talte og grinede, som om vi havde kendt hinanden i flere år, så da vi havde kørt ca. 20 kilometer bremsede han hårdt op og skreg: ”Ud!” Ud!”, så jeg måtte stige ud midt ude på landevejen mellem to byer. Det var vinter, sne alle vegne og frostvejr. Jeg havde kun shorts på, bare fødder i sandaler og en tynd skjorte. Det var bare koldt. Jeg var helt blåfrossen, da jeg endelig fik et lift med en lokal bondemand, som kun skulle til den nærmeste lille by for at handle. Jeg havde ikke nået at få varmen, så da jeg havde stået og tomlet lidt, begyndte jeg at ryste af kulde så hele kroppen bævrede. Der var en lille købmand lige over for, hvor jeg var blevet sat af, jeg gik derover og spurgte om jeg måtte stå lidt og varme mig ved hans radiator.
Jeg må have været et kønt syn, negerbrun i shorts og sandaler sidst i Januar.
Først kom konen ud og kikkede og så kom børnene, de så meget forskrækkede ud. Jeg undskyldte meget og fortalte kort om, hvordan jeg var havnet i denne situation. Det fik dem til at slappe lidt af. Jeg spurgte købmanden, om jeg kunne låne 200 kroner med mit lille kamera som pant og lovede straks at sende pengene når jeg nåede til Skagen. Han indvilligede. Der var et busstop lige overfor butikken, så da jeg så bussen komme, spurtede jeg derover. Bussen var heldigvis dejlig varm og skulle helt til Ålborg, hvor jeg fik et tog til Skagen. PyHa! Sikken en tur.
Tredje gang er lykkens gang, siger man jo og i dette tilfælde passede det. Der var nu gået en del år med mange forskellige tiltag og oplevelser. Jeg havde fået arbejde som kontorleder i Upernavik, hvor jeg fik sparet en hel del penge sammen, som egentlig skulle have været brugt til at restaurere en gammel kutter, som jeg havde købt og boet på i Skagen i nogle år, medens jeg arbejdede på Skagen Værft først som arbejdsmand og senere blev uddannet som skibsbygger eller smed, som det hed sig. Det var hårdt og krævende arbejde, men det passede fint sammen med restaureringen af den gamle kutter, M/S Fjams. Da jeg ikke syntes det gik stærkt nok med restaureringen på grund af pengemangel, var det, at jeg tog arbejde på Grønland igen. Efter nogle måneders arbejde måtte jeg rejse hjem på sygeorlov, da jeg havde fået vrøvl med tyktarmen på grund af den megen fede mad og mangelen på grøntsager. Jeg kom i behandling på et råkostkursted i Svendborg og blev hurtigt frisk igen, men havde mistet lysten til at rejse tilbage til Grønland. Da der samtidig kom en gruppe unge mennesker som tilbød at overtage kutteren besluttede jeg at skille mig af med den og forsøge at komme til Seychellerne endnu engang.
Der var i mellemtiden blevet bygget lufthavn på hovedøen Mahe, så jeg rejste til London og købte en 3 måneders returbillet med British Airways.
Endelig lykkedes det! Jeg blev en uges tid på hovedøen, som var meget turistet så jeg sejlede over til en noget mindre ø, som var som det rene paradis. Jeg havde lejet den ene halvdel af en dobbelt bungalow. En aften jeg sad og spillede på min guitar, kom der en ung mand og flyttede ind i den anden halvdel af huset. Vi delte terrasse og kom meget hurtigt i god snak. Han spillede også guitar så vi skiftedes til at underholde hinanden. Han spurgte mig, hvad jeg lavede her på øen. Jeg fortalte, at jeg var på ferie og ikke havde nogle bestemte planer. Så spurgte han om jeg kunne tænke mig at bo i hans hus, som var på en anden ø.
Han var telefonmontør og rejste rundt til nogle af øerne for at vedligeholde telefonforbindelserne. Han skulle tilbage til den ø han boede på næste morgen med postbåden. Jeg syntes det lød rigtig spændende og takkede ja til tilbuddet. Næste morgen var der ikke plads til mig på postbåden, som var reserveret for de fastboende, men han sagde, at jeg kunne tage den officielle båd ved middagstid, så skulle han nok komme og hente mig ved båden. Da jeg ankom var der ingen telefonven, men efter at have ventet nogen tid kom en ung mand og spurgte mig om det var mig, der havde en aftale med telefonmanden Robert, som i øvrigt var hans fætter. Han beklagede at Robert ikke selv kunne hente mig som lovet, da han var blevet kaldt ud for at reparere en afbrudt telefon. Fætteren hed Rich og var skolelærer og boede i øvrigt også i fætterens hus. Han manglede endnu en times undervisning, så hvis jeg havde lyst kunne jeg følge med til klassen. Efter timen ville Robert komme og hente os og køre os til huset, som lå i den nordligste ende af øen. Det blev en hyggelig time med klassen, som bestod af en dejlig flok friske brune og sunde piger og drenge i 10-12 års alderen. Efter timen kom telefon Robert i en bil med lad, hvor vi blev anbragt sammen med en hel del andre lokale, som skulle samme vej.
Huset var ret stort med 7-8 rum og masser af vinduer uden glas. Der var ikke elektricitet, men man klarede sig fint med petroleumslamper og flaskegas.
Det viste sig at huset egentlig tilhørte moderen, som var en utrolig flink og vidunderlig ældre kvinde. Faderen var død. Han havde tidligere været konge over denne del af øen og to mindre øer. Disse to øer blev givet til Roberts to ældre brødre, som straks havde solgt dem til rige tyskere og derefter var emigreret til Australien.
Jeg havde en vidunderlig tid sammen med disse kære mennesker. Vi spillede en masse musik sammen og jeg faldt hurtigt ind i deres meget specielle rytme og spillestil. Vi fik hurtigt nogle spillejobs på et af øens hoteller, som var eget af en svensker. Herlige aftener og folk nød vores musik, så det var bare herligt.
Havet omkring Seychellerne er noget helt for sig selv, krystalklart og fyldt med farvestrålende fisk. Der var heldigvis ikke mange hajer eller andre farlige fisk og der var utrolige koralrev. Det var faktisk sådan, at hvis der blev råbt ”haj, haj”
sprang mange af de lokale i havet med deres ulovlige harpungeværer, da de åbenbart elskede hajkød og ikke mindst hajfinner. De eneste fisk, de havde lidt respekt for, var enlige barracudas, som kunne finde på at angribe mennesker.
Vi mødte kun een på vores mange dykkerture og så var det bare hurtigt op i båden eller ind på stranden. De morede sig meget over mig i begyndelsen, da jeg nogle gange piskede i land, når der kom en ordentlig kæmpefisk, men det vænnede jeg mig også til og blev efterhånden ret rutineret. Der var nogle unge drenge der dykkede hver dag efter seychels eller konkylier som det vist hedder på dansk. Når de havde samlet en god del, gravede de dem ned i sandet så indvoldene kunne rådne. De blev solgt til turister for gode penge og så var der fest i landsbyen. Jeg brugte megen tid på at sidde under kokospalmerne og meditere og havde nogle fantastisk spirituelle oplevelser.
Jeg opdagede en dag, at der i et hjørne af huset stod en kæmpe bøtte maling, som var beregnet til at male huset indvendig, som det også virkelig trængte til, men man havde tilsyneladende opgivet efter få kvadratmeter. Jeg måtte overtale dem til at få lov til at male huset overalt indvendigt. Jeg skal love for, at det gjorde lykke, især hos moderen. Hun var bare såååå lykkelig.
Julen kom. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg kunne gengælde deres fantastiske gæstfrihed. Jeg prøvede at lure dem for, hvad de virkelig manglede og ønskede sig. Et par dage før jul tog jeg så båden over til hovedøen for at købe julegaver til dem. Jeg havde på et af vores festlige besøg hos en familie i landsbyen observeret, hvordan moderen med længsel i øjnene havde betragtet den families nye ”petromax”, som er en meget kraftig lyskilde, der brænder med petroleum under tryk, så jeg købte sådan en til hende. Min ven telefonmontøren havde et gammelt elendigt ur, så jeg købte et lækkert nyt ur til ham. Lillebroderen var ivrig fisker, så det blev til en lækker fiskestang. Lillesøster fik noget lækkert stof til nye kjoler og fætter fik en dejlig bog om hoteldrift, da det var hans største ønske at starte et hotel på hans ejendom, som var en superskøn og totalt uspoleret strand på den anden side af øen. Da jeg var færdig med mine indkøb, var den sidste båd sejlet, så jeg tog mig en ordentlig en på opleveren, ved at chartre en lille enmotores flyvemaskine sammen med et par stykker, der også skulle tilbage. Jeg fik plads ved siden af piloten og minsandten om ikke han lod mig prøve at flyve maskinen et stykke af vejen, Sikken en fantastisk oplevelse.
Natten før juledag, som jo er deres ”juleaften”, sneg jeg mig ind i stuen og placerede gaverne på et bord. Jeg blev vækket om morgenen af skrig og skrål og grin fra hele familien. Nej hvor var de dog lykkelige. Mange glædestårer og kram. Glade jul, dejlige jul!
Jeg var i øvrigt lige ved at emigrere, da jeg følte mig rigtig godt tilpas i paradiset.
På en tur over bjerget til fætterens sted, kom vi til et sted, hvor der var enorme forekomster af den mest vidunderlige ler, lige til at grave op og bruge, så jeg blev noget grebet, da jeg jo i min pure ungdom havde haft et lille keramikværksted.
Nu er det jo sådan, at for at lave keramik skal man jo foruden ler bruge brændsel, men det var der jo rigeligt af, hvis man tørrede de tusindvis af kokosnødtaver, der flød overalt og bare lå og rådnede. Der fandtes ikke nogen form for keramik eller anden forarbejdning af ler på øerne, så det kunne såmænd nok have ladet sig gøre, men da min tre måneders returbillet var ved at udløbe, måtte jeg jo bestemme mig. Da jeg var ved at blive rigtig mæt af det samme paradisvejr hver dag, besluttede jeg mig for at rejse hjem igen til nye eventyr.
Jeg ankom til London i en vældig snestorm, købte mig noget lækkert vintertøj og nød faktisk i fulde drag at vade rundt i snestormen. Sikken en kontrast. Herligt.
Hjemme igen, sikken et eventyr. Tænk engang at få lov til sådanne oplevelser. Taknemmelighed til guder og gudinder eller hvem det nu er, der står for det.
TOP