olesol.dk : olov leon stjernholm

Buddhisten, næsten

Opdatering 2011

Opdatering:

Bangalore, Delhi, Nepal, Tibet, Nepal, Christiania, Indien, Christiania, Færøerne, Island, Christiania, Ladakh. Christiania

Efter kurset på Oneness University rejste jeg med toget til Bangalore for igen at besøge min tibetanske ”sponsordatter” Lhamo. Det gik hende rigtig godt på universitet, men hun måtte bruge mindst to timer om dagen på transport fra det tibetanske hostel til universitetet. Hun havde fundet et billigt men godt hotel til mig og fik et par fridage fra universitetet.

Bangalore var stadig kæmpe stor, støjende og utrolig beskidt, men det var som før vidunderligt, at være sammen med hende og hendes tibetanske venner og veninder. Een dag var der en kæmpe parade på et af byens større universiteter med alle Bangalores kvindelige studerende. Utrolig flot. Hver klasse havde sine bestemte farver og dragter. Der blev marcheret og sunget og så var der forskellige former for idræt med præmier til de bedste. Fantastisk flot skue. Herlige tøser!

I weekenden var vi til et kæmpe arrangement ”Footprints 08”. Hvert af Indiens etniske folkeslag præsenterede deres egne specielle oprindelige dragter, danse og folkemusik. Det var fantastisk at opleve og overraskende, hvor mange forskellige etniske folkeslag, der findes i Indien. Efter forevisningen var der rockmusik med 8 forskellige lokale bands, så der blev danset og hygget den halve nat.

Et par dage efter tog jeg flyveren til Delhi for at fortsætte til Kathmandu. Delhi lufthavn blev lidt af et mareridt. Jeg ankom til indenrigs lufthavnen og troede, jeg havde god tid, ca. 3 timer til flyet til Nepal…Men! Først ventede jeg meget længe på en bus til den internationale lufthavn. Da jeg endelig ankom, var der en kæmpe kø for emigration. Den sneglede sig af sted. Efter lang og tålmodig venten, kom jeg endelig til køen for security.

Endnu længere kø og endnu langsommere sneglefart. Så blev det ”boarding time” med stadig flere hundrede før mig. Jeg henvendte mig til en af de ansatte fra mit flyselskab. Hun beroligede mig med, at flyet ville vente til alle var ombord. Da jeg endelig var kommet igennem den langsommelige procedure og kom ombord på flyveren, havde de, der var kommet først ombord ventet i mere end 2 timer. Mere venten på de sidste, men så kom vi da endelig af sted. I Kathmandu fandt jeg det dejlige hotel, jeg havde boet på 10 år tidligere på min rejse til Tibet. Herligt stort værelse med det hele.

Næste dag gik jeg til ”Benchen Monestary”, som driver ”Benchen Free Medical Clinic”, som er en klinik, som gratis behandler tibetanske flygtninge og fattige nepalesere. Jeg havde igennem flere år støttet klinikken med penge indsamlet i min tibetanske foto udstilling i Christiania samt ved salg af mine hjemmelavede badges, som blev solgt i udstillingen. Jeg havde aldrig før set klinikken, så det var lidt specielt at opleve den og møde lægen, som ledede klinikken og som arbejdede næsten gratis. De behandlede mellem 30 og 50 syge mennesker om dagen. Jeg mødte en af mine buddhistiske venner fra Christiania. Hun fortalte, at Tenga Rinpoche, som var leder af ”Benchen Monestary” og en af mine buddhistiske læremestre, dagen før havde startet sit årlige forårskursus, der varede en uge. Jeg skyndte at tilmelde mig og fik en vidunderlig uge med belæringer af den gamle mester. Hvor heldig kan man være?

Nogle dage senere købte jeg en ”pakketur” til Tibet. Den bestod af en bustur til den tibetanske grænse, derefter 5 dages kørsel i landcruiser op gennem Tibet til hovedstaden Lhasa. 2 dage i Lhasa og derefter på egen hånd. Nøjagtig samme tur som jeg tog 10 år tidligere. Jeg fik 25 dages visum og regnede med at flyve tilbage til Kathmandu, når jeg havde set og oplevet, det jeg ville.

Vi var 24 personer fra mange forskellige lande. Efter en super kinesisk grænsekontrol kunne vi stige ombord i 6 jeeps, 4 i hver plus en tibetansk chauffør, der havde speciel tilladelse til at køre med turister. Jeg delte jeep med 3 unge italienere, som helst ville dele bagsædet, så jeg fik min yndlingsplads ved siden af chaufføren.

Så gik det ellers der ud af. De første ca. 50 kilometer var en utrolig støvet og hullet vej. Vi fik at vide, at det var en slags ”ingenmandsland”, hvor både tibetanere og nepalesere kunne færdes nogenlunde frit. Så kom vi til en enormt tjekket grænsepost. ”Velkommen til Kina” stod der på et stort skilt. Supertjek af pas og visa. Passene blev nøje undersøgt via computer og der skulle udfyldes formularer. Langt om længe kunne vi fortsætte. Vejen skiftede pludselig til en bred velbygget asfaltvej med moderne skiltning. På kinesisk selvfølgelig. På nogle skilte stod det dog også på tibetansk med meget små bogstaver. Det var tibetanere, der byggede vejene under kinesisk kontrol, kunne vi se, når vi kom til en ufærdig vejstrækning. Der stod altid en kinesisk bevæbnet soldat for hver 50 meter. Meget uhyggeligt. Vi kørte gennem mange små landsbyer, hvor der helt typisk altid lå en militærkaserne i udkanten. Vi mødte også rigtig mange militærkøretøjer. Jeg skal love for, at der blev passet godt på det besatte land. På turen mod Lhasa besøgte vi en del klostre og andre seværdigheder. Vi overnattede på små tibetanske hoteller i de større byer, hvor vi også fik tid til at se os omkring. Vi fik at vide, at vi helst ikke skulle mænge os med tibetanerne, da der blev holdt nøje øje med dem og os af civilklædte politifolk. Jeg kunne tydelig mærke, hvor undertrykte det tibetanske folk er blevet og hvor meget værre, det var blevet siden sidste gang, jeg var her, for ti år siden. Totalt uhyggeligt og sørgeligt.

Vores guide var også tibetaner. Han kørte tit med vores bil, hvor han sad bag bagsædet, da vi havde vores bagage på taget. Han talte godt engelsk og fortalte mange ting om, hvordan kineserne mere og mere overtog landet. Det var kun delvis til fordel for tibetanerne, da der var masser af arbejde med vejbygning og husbygning. Trods de lave lønninger havde mange fået det bedre økonomisk, men det var svært for dem at acceptere, at alt skulle foregå på kinesisk. Kommunikationen var fuldt udbygget med internet og mobiltelefoni overalt. I skolerne foregik efterhånden al undervisning på kinesisk og højere uddannelser skulle foregå i Beijing.

Jeg spiste som regel morgenmad sammen med chaufførerne. Den bestod af smørte mixed med tsampa, som er ristet og malet byg, Det smagte fortræffelig i min mund og man behøvede bestemt ikke frokost efter sådan en omgang.

Vi var startet fra Kathmandu om lørdagen og ankom til Lhasa onsdag aften.

Lhasa var totalt forandret. Brede boulevarder og masser af store kolosser af beton med lejligheder til kinesere . Hele den gamle bydel med tibetanske huse var revet ned og erstattet af disse smagløse kæmpehuse.

Vores guide fortalte, at ca. 85% af Lhasas befolkning nu var kinesere og at tibetanerne blev behandlet som andenrangs mennesker. Pyh! Ha!

Torsdag var udflugtsdag. Først Potala Palace, Dalai Lamas gamle residens og nu museum. Der var også sket forandringer. Masser af video overvågning og ingen fotografering. Jeg lagde mærke til, at mange af de kostbare diamanter på de mange Buddha figurer var fjernet siden sidst.

Kineserne kalder i øvrigt Tibet ”Skatkammeret i Vest”. Ikke noget under.

De startede i halvtredserne med at plyndre og destruere 6000 klostre og udnytter nu groft landets rigdom på mineraler, guld, sølv, ædelsten, kul, gas og olie og ikke mindst uran og kobber. De store skove på de sydlige bjergskråninger var fældet og millioner af kubikmeter træ var blevet transporteret til Kina. Tibet regnes for et af de steder i verden med de største forekomster af uran og kobber. Yderligere fik vi at vide, at der på højsletten findes store afspærrede områder, hvor der opbevares radioaktivt affald. De er søde de kinesere eller, er de?

Resten af dagen gik med yderligere sightseeing i Lhasa. Vi var blevet indkvarteret på et kinesisk luksushotel midt i byen. I øvrigt den første luksus på turen.

Fredag formiddag besøgte vi Jokhang Templet, som betragtes af buddhister, som det helligste hellige buddhistiske tempel i verden. Det er urgammelt og fantastisk med masser af Buddha figurer overalt. Der var masser af tibetanere på besøg. De brændte røgelse og anbragte smørklatter i de mange lysestager og var utrolig ærbødige og højtidelige.

Her var der tilsyneladende ikke sket de store forandringer siden sidst. Meget smuk oplevelse. I gården udenfor mellem bygningerne, blev der delt helligt vand ud til de mange besøgende.

Så skiltes gruppen og vi kunne gå rundt, som vi ville og selv finde tilbage til hotellet, som lå i nærheden, når vi havde lyst.

Der er en stor plads foran templet, hvor folk forsamles, deler nyheder og historier og hygger sig. Mange er kommet langvejs fra, så der er nok at tale om. Det kunne have været utroligt hyggeligt, hvis ikke 12 kinesiske soldater havde marcheret rundt og rundt på pladsen. Der var mildt sagt en ret trykket stemning.

Rundt om templet er der en vej med små sidegader. Det er her, man finder de sidste rester af den gamle tibetanske kultur. Masser af boder med alle slags varer fra hestesko til smør og tøj og udstyr til byboere og landbrug og meget meget mere.

Ingen kinesiske soldater, men en hel del tibetanske politibetjente. Jeg brugte flere timer på bare at gå rundt og kikke og fotografere og nyde

synet af de mange forskellige boder og mennesker.

Da jeg var blevet godt træt i benene, gik jeg tilbage til hotellet for at få en lille eftermiddagslur.

Jeg havde vel slumret en times tid, da ham, jeg delte værelse med, kom farende ind og råbte og skreg og var helt ude af den: ”Byen brænder, der er oprør. De unge tibetanere er gået fuldstændig amok og smadrer og brænder alt, hvad de får øje på og tæver løs på kinesere på gaden og de kommer her hen ad.”

Jeg skyndte mig op, tog mit kamera og løb op på hotellets tag. Ganske rigtigt, røg væltede op flere steder og en stor skare unge tibetanere hærgede løs, smadrede skilte og brændte biler og butikker. Så gik de løs på vores hotel, som havde en kæmpe glasfacade, med sten og jernstænger og hvad de kunne finde. Snart var det meste af glasfacaden knust. Jeg stod med mit kamera helt ude ved kanten af taget og så pludselig sagde det ”smak” eller noget lignende, da jeg fik en stor sten med fuld kraft i det venstre øje. Total groggy blev jeg hjulpet ned til min seng. I mellemtiden var det meste af vores gruppe løbet ned i foyeren. Da de unge tibetanere så disse omkring 20 unge vesterlændinge, vendte de om og opgav tilsyneladende deres foretagende, som vist var at brænde hotellet af.

Imens lå jeg og ømmede mig, det gjorde afsindigt ondt i mit blødende øje. Heldigvis var der i vores gruppe en sød norsk pige, hvis mor var læge, så halvdelen af hendes bagage var lægeudstyr, som moderen havde givet hende med.

Hun tog mig under kærlig behandling, fik stoppet blodet, renset såret og anbragt en stor bandage over øjet. Dernæst dopede hun mig med piller mod chok og smerter og til sidst nogle stærke sovepiller. Det varede ikke længe før end jeg var totalt udgået. I løbet af natten vågnede jeg et par gange ved at høre skud. Jeg troede, det var tåregas, da hele hotellet stank af gas på grund af den smadrede facade.

Næste morgen fik jeg et par smertestillende piller mere og den frygtelige historie om, hvad der var foregået om natten.

I løbet af meget kort tid var der kommet tusindvis af soldater i lastbiler og specielle hurtigkørende tanks. De havde først fyret en masse tåregas af. Det stoppede ikke de unge. Så skød soldaterne med skarpt. Der var i løbet af natten blevet dræbt over et hundrede af de unge og såret mere end to hundrede før oprøret var knust. Mange af de sårede flygtede, da de ikke turde henvende sig på hospitalerne, hvor de blev pint og plaget til at opgive navnene på deres kammerater. Mange døde senere af deres sår.

Oprøret havde ulmet et stykke tid. Et par dage før, på dagen for Dalai Lamas flugt til Indien for 49 år siden, havde en stor gruppe munke, som de plejede, gået i en stille protestmarch foran Jokhang Templet. De var pludselig blevet overfaldet og gennemtævet af kinesiske soldater og mange var blevet smidt i fængsel. Der var så yderligere sket det, at nogle kinesiske handelsfolk havde prøvet at overtage nogle af de boder, som tibetanerne altid havde drevet. Så røg tålmodigheden efter så mange års undertrykkelse og det hele gik totalt amok.

Lørdag formiddag fik vi besked på at møde op i foyeren med vores bagage. Der ankom et par højtstående officerer fra det kinesiske militær og politi. De meddelte os, at vores visa var inddraget og at vi skulle forlade Tibet omgående. Lidt efter kom der en bus, som bragte os under militæreskorte til jernbanestationen, da halvdelen af gruppen havde billetter til ”Himmelekspressen” til Beijing. Tusindvis af soldater havde afspærret alle veje og broer, men vores eskorte sørgede for, at vi kom igennem afspærringerne. Al togdrift var dog indstillet, men de fik at vide, at den højst sandsynlig ville blive genoptaget om søndagen, så de fik byttet deres billetter. Vi blev derefter kørt til et hotel i en totalt kinesisk domineret bydel, hvor de blev indlogeret med påbud om ikke at forlade hotellet. Vi andre tolv, som havde haft forskellige planer for vores videre ophold, hyrede 3 af de jeeps, vi var kommet med til at køre os tilbage til grænsen til Nepal. Vi fik igen militæreskorte ud af byen og fik at vide, at det kun kunne gå for langsomt med at komme ud af landet. Sikken et ræs. De første næsten 200 kilometer var der masser af militær poster. De vidste åbenbart, at vi kom og var på vej mod Nepal, så vi slap rimelig nemt igennem, hvorimod alle tibetanere på vej mod Lhasa blev stoppet og ikke fik lov til at fortsætte. På vejen gjorde vi holdt ved en rasteplads. En flink kinesisk kvinde kom hen til mig og spurgte, hvad der var sket med mit øje. Hun sagde, at hun var øjenlæge og ville gerne se, hvad der var sket. Hun blev meget alvorlig og sagde, at jeg omgående burde på hospitalet. Der var ca. 200 kilometer til et militærhospital i en større by. Da vi ankom, var det blevet sen aften. Der var kun vagter på hospitalet og ingen vidste noget om, hvornår der ville komme en øjenlæge, så vi bestemte os for at køre videre og vente med øjenlæge til vi nåede Kathmandu. Vi kørte til midt på natten. Chaufførerne var efterhånden så trætte, at vi måtte holde et hvil på et lille tibetansk hotel. Efter 5 timers hvil og noget morgenmad, ræsede vi videre. Da solen stod op, oplevede vi det smukkeste syn, man kan tænke sig. Himalaya bjergene foran os i morgenlys. Helt utroligt smukt.

Vi ankom til den nepalesiske grænse tidlig søndag eftermiddag. Der var masser af pressefolk til at modtage os, da nyhederne om oprøret var blevet kendt ude i verden. To mand fra vores gruppe havde været ude den frygtelige nat og videofilmet begivenhederne og lavet interviews med nogle af de unge tibetanere. Der var to franske journalister, der kaprede dem og ville køre dem fra grænsen til Kathmandu. De to fra gruppen fortalte journalisterne, at de havde en kammerat, som skulle på hospitalet hurtigst muligt, så det endte med, at jeg kom med i deres jeep. Undervejs fik de per mobil arrangeret en aftale med en øjenspecialist klokken 6 søndag aften. Det kom til at passe, trods et utroligt trafikkaos omkring Kathmandu. Øjenspecialisten var en utrolig flink og dygtig mand, som var professor på Kathmandus øjenhospital. Han havde derudover en privat praksis. Han undersøgte mit øje med flere forskellige tekniske apparater. Hans konklusion var meget alvorlig. Linsen var tilsyneladende slået ind i selve øjeæblet og pupillen stod fuldt åben og så ikke ud til at kunne virke. Han mente der skulle flere operationer til, men det kunne ikke lade sig gøre nu, da det hele lignende rødgrød. Han bad mig komme til øjenhospitalet mandag morgen, da han gerne ville have sin makker til at bekræfte hans diagnose. Hans assistent, som også arbejdede på hospitalet sagde, at jeg blot skulle henvende mig til ham i receptionen.

Da jeg mødte op mandag morgen, var der en kø på mere end 100 mennesker. Jeg kunne ikke få lov til at komme ind til receptionen, men heldigvis kom assistenten ud og hentede mig og så var det ellers VIP behandling. Jeg blev bragt op på øverste etage og undersøgt meget grundigt af øjenspecialistens professormakker som bekræftede diagnosen fra i går. Vi blev enige om, at fordi de ikke kunne gøre noget lige nu, var det lige så godt eller bedre, at jeg skyndte mig hjem til Danmark. Han skrev et brev om diagnosen, som jeg kunne tage med hjem. Jeg skulle jo have ændret min flyvebillet, men han kendte en, der arbejdede i det flyselskab, jeg rejste med, så jeg fik en seddel med fra ham. Så fik jeg 5 forskellige slags øjendråber, som jeg skulle bruge hele tiden. Han ville ikke have betaling for undersøgelsen. Dråberne købte jeg på hospitalet for næsten ingen penge.

Da jeg viste hans seddel til flyselskabet, fik jeg at vide, at jeg bare kunne sige, hvornår jeg ville af sted, så ville det blive ordnet. Jeg havde bestilt nogle tibetanske bedemøller til min udstilling i Christiania. De ville være færdige tirsdag, så jeg fik uden problemer ændret min billet til onsdag.

Tirsdag hentede jeg mine 3 bedemøller og bragte dem til Benchen Monestary for at få dem velsignet af abbeden. Han blev meget ked af at høre min ”øjenhistorie” og om udfaldet af oprøret i Lhasa. Så tilkaldte han nogle munke, hvor efter de foretog et ritual for at velsigne og putte ris i bedemøllerne. Jeg fik noget ”lamamedicin” og mange velsignelser.

Næste dag, da jeg mødte op til flyafgang, blev jeg stoppet i security af en ung tolder. Jeg havde bedemøllerne i min rygsæk. Han påstod, at sådanne gamle ting ikke måtte bringes ud af Nepal. Jeg fortalte, at jeg lige havde fået dem fremstillet, men han holdt på sit, jeg måtte efterlade dem her og nu. Pyh! Ha! Jeg viftede diskret med en 20 dollar seddel og se, så skiftede han helt humør og fulgte mig og bedemøllerne helt ud til flyveren. Da jeg ankom til København, henvendte jeg mig straks til Rigshospitalets traumeafdeling. De tilkaldte en vagtlæge, som undersøgte mig og læste diagnosen fra Nepal. Hun sagde også, at der ikke kunne gøres noget lige nu og da det var påske, var der ingen af øjenspecialisterne til stede, så jeg skulle komme igen efter helligdagene.

Jeg fik nogle andre øjendråber og måtte så ellers vente til efter påske.

Jeg var totalt blind på øjet og havde stort besvær med at bedømme afstand og væltede ofte ting og sager og hældte ved siden af.

Efter påske kom jeg til undersøgelse hos en af Rigshospitalets bedste øjenspecialister. Han sagde, at jeg skulle have opereret linsen ud af øjeæblet, men det skulle vente indtil blodansamlingerne bag øjenæblet var forsvundet. Vente, vente og flere undersøgelser og forskellige dråber til at regulere trykket i øjet. Det var noget af et mareridt. Så en dag fandt han ud af, at linsen inde i øjeæblet var begyndt at vokse. Det var ikke særlig godt, fordi det medfører, at trykket i øjet stiger og det gør afsindig ondt, så han besluttede, at jeg straks skulle opereres for at fjerne linsen. Pupillen stod fuldstændig åben. Det kunne der ikke gøres noget ved, sagde han, da nerverne, der styrer pupillens åbning og lukning, var ødelagte og ikke kunne gendannes. Så det var på med solbrillerne, da lyset var overvældende, selv om jeg ikke kunne se noget med det øje. Heldigvis fungerede højre øje, som det skulle. Efter operationen, som foregik under fuld narkose, lignede øjet igen rødgrød. Jeg havde stadig stort besvær med afstandsbedømmelsen, som medførte, at jeg en dag tog den på hovedet ned ad en stejl trappe. En ordentlig flænge i panden. 13 sting. En brækket tommelfinger, som blev sat forkert sammen, så jeg ikke kunne bøje yderste led. Det var der ikke noget at gøre ved, sagde de på Amager Hospital. Det måtte jeg leve med, fik jeg at vide. Sikken et eventyr. Jeg spekulerede meget på, hvorfor jeg skulle udsættes for disse ulykker. Jeg fandt frem til, at det enten skyldtes gammel karma (min bedstefar mistede venstre øje ved en ulykke, da han var på min alder og måtte leve med et glasøje resten af livet) eller fordi jeg de sidste par år havde svævet i de ”højere luftlag” uden ret megen jordforbindelse. Jeg skal love for, at jeg nu var blevet godt og grundig jordet. Humøret var på lavpunktet og jeg tilbragte det meste af tiden i sengen i over en måned. Jeg var til mange flere undersøgelser, som endte med, at jeg fik at vide, at de nu ikke kunne gøre mere for mig på Rigshospitalet. Jeg fik en henvisning til en øjenklinik, da der var en mulighed for, at jeg kunne få noget af synet tilbage ved hjælp af en kontaktlinse. Flere undersøgelser af specialister i optik. De prøvede mange forskellige kontaktlinser og fik en specielt fremstillet i England.

Den virkede delvis, når jeg havde blændet af for det raske øje, bortset fra at ”billedet” var tiltet lidt og alting var let violetfarvet. Når jeg skulle bruge begge øjne samtidig, gik det helt galt. Jeg så to forskellige ”billeder” på samme tid med en halv meter afstand og venstre ”billede” var tiltet, større og violet. Det var der ikke noget at gøre ved, sagde specialisten, da forskellen på mine øjne var for stor til, at hjernen kunne lære at kompensere, så de opgav videre forsøg. Hun spurgte, om jeg havde et par gode solbriller, da hun vidste, at den store pupil modtog alt for meget lys.

Jeg sagde, at jeg havde et par, jeg havde købt på strøget for en hund og som egentlig virkede udmærket. Så gav hun mig nogle stykker karton med et cellofanvindue i forskellige farver. Jeg skulle så vælge hvilken en farve, jeg bedst kunne lide. Da jeg havde valgt, tog hun mig med over til et andet kontor, hvor hun åbnede et skab propfyldt med forskellige solbriller. Hun viste mig en række med den farve, jeg havde valgt. Jeg prøvede forskellige. Da jeg havde fundet dem, jeg bedst kunne lide, sagde hun, at jeg bestemt havde en god smag. Det var Ray Bans de dyreste. Jeg sagde til hende, at det vist ikke lige var til min pengepung, men så sagde hun, at de ikke kostede noget og var en trøst, fordi de ikke kunne hjælpe mig. Tusind tak!

Efter endnu en måneds tid begyndte jeg at komme til mig selv igen og fik mit gode humør og optimisme tilbage og kunne genoptage mit ”gamle” liv i de ”højere luftlag”, denne gang dog med en altid værende ”jordforbindelse”. Hjernen lærte at kompensere for afstandsbedømmelsen og jeg vænnede mig efterhånden til at være enøjet. Der gik så ca. halvandet år, hvor jeg passede min fotoudstilling og daglige dont i Christiania, samlede penge ind til klinikken i Nepal og sparede op til næste rejse.

Så blev det vinter. Jeg lukkede udstillingen og lånte min bolig ud til en ung mand og så gik det igen til Indien. Mamallapuram igen. Det dejlige hav og fiskerlandsbyen. Jeg havde som altid min bærbare computer med og arbejdede i næsten 2 måneder på at få redigeret og gennemgået de ca. 6000 fotos, jeg havde taget på mine rejser og få de bedste placeret på min hjemmeside. Mange timer i internetcafeen, men utroligt tilfredsstillende endelig at få det gjort færdigt.

En dag jeg var på vej til en massage var jeg ude for et mærkeligt uheld. Jeg havde lidt travlt med at nå min aftale. Det skal man ikke have i Indien. Jeg faldt over et bump på vejen og landede på min stive tommelfinger, som fik et åbent brud i det yderste stive led, så det hang og dinglede i skindet. Mange hjælpsomme indere kom farende for at hjælpe.

En samlede et stykke avispapir op fra gaden. Det viklede jeg om den blødende finger. Da jeg kom hen til min massageven, kørte han mig til det lokale hospital, som opgav at gøre noget ved fingeren, men rensede og forbandt den, hvorefter en anden god ven kørte mig de ca. 60 kilometer til et stort nyt moderne betalingshospital. Her fik jeg en fantastisk VIP behandling af to læger og fire søde sygeplejerske. Indsprøjtning mod stivkrampe og røntgenfotografering i ekspresfart og så tilbage på briksen igen. Lidt efter kom endnu en læge, som var plastickirurg. Han undersøgte nøje fingeren. Jeg fortalte ham, at den havde været stiv siden den havde været brækket et par år tidligere. Det mente han nok, han kunne ordne. Efter 3 bedøvende indsprøjtninger i tommelfingeren gik han i gang. Han vred og hev nogle gange i fingeren for til sidst at sy den med 3 sting. Så kom en af de dejlige sygeplejersker og forbandt fingeren. Så skulle der betales. Jeg forventede, at det ville koste en halv månedsløn, men jeg slap med under 200 kroner. Fantastisk!

Så skulle vi i apotekerbixen, da systemet på hospitalet var sådan, at vi skulle købe alt det, de havde brugt på mig og levere det tilbage til afdelingen. Efter et par senere besøg, for at få såret renset og forbundet, blev stingene fjernet og tommelfingeren har siden været så god som ny. Lykkelig ulykke, eller hvad?

Så var jeg igen en tur i Bangalore for at besøge min kære Lhamo, som nu var næsten færdig med sine studier. Hun havde fået en sød tibetansk kæreste. De boede nu sammen i en lille lejlighed og havde det rigtig dejligt. Vi holdt tibetansk nytår, Losar sammen og munkebror kom på besøg. Der blev lavet momos til den store guldmedalje og vi hyggede os med deres venner og veninder. Lhamo havde ikke lyst til at studere videre, når hun nu snart blev færdig med universitetet, men ville finde noget arbejde. Hendes kæreste havde godt arbejde i IT branchen, så de skulle nok klare sig, mente de. Min gamle Mac laptop, som jeg havde foræret hende nogle år tidligere, var efterhånden noget udslidt og blev nu kun brugt til billeder, videoer og musik. Lhamo havde taget flere computerkurser, men det var i PC, så jeg gav hende en ny PCer, som tak for, at hun havde klaret sin uddannelse så flot. Stor glæde hos alle parter.

Så rejste jeg tilbage til Mamallapuram og tilbragte nogen tid i Ramanas ashram i Tiruvannamalaj. Fantastisk sted med utrolig høje energier. Ramana betragtes som en af Indiens viseste mænd. Selv om han har været død en del år, er det som om hans ånd stadig befinder sig i Ashramen. Jeg blev bragt i en utrolig fredfyldt og høj tilstand, men huskede på jordforbindelsen, så jeg ikke fuldstændig forsvandt ud i det store blå univers.

De sidste 14 dage af ferien rejste jeg med en ven til Kerala på Indiens vestkyst. Vidunderligt sted, med dejligt hav og masser af gode spisesteder. Herlig ferie.

Så hjem igen til Christiania og et dejligt forår.

Først på sommeren opfyldte jeg en gammel drøm om at besøge Færøerne og Island. Det var endnu en fantastisk oplevelse. Hvor er der barskt og smukt.

Senere på sommeren gik rejsen til Leh i Ladakh i det nordligste Indien.

Jeg havde på mange rejser ledt efter et roligt sted, hvor jeg kunne skrive første del af mine erindringer ”Sololie” færdig. Her var stedet, fred og ro, et dejligt hotel med en vidunderlig have, så jeg har skrevet og skrevet i mere end en måned og slutter hermed med de bedste ønsker om godt helbred og humør og kærlighed og fred i verden og i alle universer.

Må dette være til gavn og glæde for alle…………eller i hvert fald nogen!

De kærligste hilsner.

ole sol

”Hvis vi ikke lærte en masse i dag, lærte vi i det mindste lidt.
Og hvis vi ikke lærte lidt i dag, blev vi i det mindste ikke syge.
Og hvis vi blev syge i dag, så døde vi i det mindste ikke.
Så lad os alle være taknemmelige.”

Buddha

Mamallapuram - Kathmandu Februar 2008

Mamallapuram, Indien – Kathmandu, Nepal

Kære alle sammen.
Så er der lidt nyt igen fra det fantastiske Indien.
Jeg er stadigvæk i fiskerbyen Mamallapuram og nyder hver dag både fra min balkon ved havet og stranden på hotel Luna Magica og mine udflugter til forskellige seværdigheder.
Min dag starter som regel, i hvert fald oftest, ved solopgang, som er klokken ca. 6:30, så passer det, at jeg midt i de ”5 tibetanere”, som er nogle dejlige øvelser, der strækker alle kroppens meridianer, fra balkonen ser solen dukke op af havet lige foran mig. Efter ”tibetanerne” gør jeg lidt ”gammeldags” gymnastik og så tager jeg badebukserne på og går en lang tur langs stranden, medens jeg bevidst ånder dobbelt så lang tid ud som ind. Tit synger jeg nogle mantraer på tilbagevejen. Jeg møder næsten ingen mennesker på min tur, så nogle gange synger jeg meget højt, herligt! Et godt stykke før jeg når tilbage til byen og fiskernes både og friske morgenlorte i vandkanten, tager jeg mig en svømmetur i det behageligt varme vand. Når jeg kommer tilbage til mit værelse, er det brusebad og tandbørstning og vitaminer og røgelse og mantraer foran mine ”afguder” Grøn Tara, AmmaBhagavan, Laksmi og Ramana og så går jeg min morgenrunde i fiskerlandsbyen med fotografiapparatet. Jeg har taget en masse billeder og har specialiseret mig noget i, hvad jeg kalder ”street art”, som er mønstre kvinderne laver foran deres hus af hvidt eller farvet pulver, som de drysser ud med hånden i utrolige mønstre. Nogle af kvinderne er fantastisk kreative. Samtidig får jeg taget nogle fotos af de mange dejlige unger, der myldrer rundt alle vegne. Da jeg efterhånden er blevet et kendt fjæs i landsbyen, bliver jeg altid mødt med smil og ”good morning”, så det er dagligt en stor og vidunderlig oplevelse. Morgenmaden spiser jeg næsten altid på en lille nepalesisk restaurant, hvor de tit spiller ”OM musik”. Så er det tilbage til computeren for at redigere fotos og skriverier til hjemmesiden.
Lige neden for min balkon er der resterne af nogle legeting for børn, som to velmenende tyske kvinder fik anlagt for 2 år siden til fiskerlandsbyens børn, en lille rutchebane, en vippe og 2 gynger. Der er bare lige ved det, at rutchebanen mangler ”rutchepladen”, så der kun er stativet med jerntrinene op til toppen, så børnene kravler op og springer ned, vippen mangler sæderne, så børnene sidder på jernrøret når de skal vippe, af gyngerne er der kun stativet tilbage. Jeg bestemte mig for at gøre noget ved gyngerne og fik en snedker til at lave 2 sæder med hver 4 huller i. Så købte jeg noget nylonreb og hængte gyngerne op. Jeg blev advaret om, at det kun ville holde ca. 1 dag og det gjorde det også, men til enorm glæde for ungerne, men så var rebene så flossede og et knækkede, så jeg skar resterne ned igen. Nu er jeg så ved at finde på noget der er meget stærkere. Jeg forhørte mig om kæder, men en lokal ven, fortalte, at det var spild af penge, da nogle af fiskerne, som er meget alkoholiske, straks ville stjæle dem og sælge dem for sprut. ØV!
Nu har jeg fået en ny ide om at bruge båndstål som bruges til støtte ved betonstøbning, men lige nu mangler jeg en smed, som kan bøje jernstængerne.
Ok! Det lykkedes ikke, men jeg forsøgte.
Jeg har været på lidt udflugter først i Thiovanamalai, som er kendt for Sri Ramanas Ashram og et kæmpestort tempel.
Jeg tog dertil med taxa, da jeg havde hørt, at det var et mareridt at nå dertil med 3 forskellige busser. Herlig tur på de indiske veje, der stadig er fyldt med huller og ”speed breakers” som er nogle forhøjninger i asfalten så det giver et ordentlig bump, hvis ikke man snegler sig over dem. Et godt stykke af vejen var repareret, men af en eller anden grund var reparationerne ca. 5 centimer højere end den øvrige vej, så det gav også nogle vældige bump.
Ramanas Ashram var vidunderlig med en høj og spirituel udstråling. Jeg besteg det berømte bjerg Arunachala, hvor Ramana modtog den helt store indsigt, som han spredte i store dele af Indien og vesten. Hans efterfølger Sri Papaji var også en stor mester og nu er det en amerikansk kvinde Gangaji, der spreder det vidunderlige budskab om indre stilhed og akcept af, hvad man er og at vi alle har potentialet til at nå det højest opnåelige, som allerede findes i vore hjerter, hvis vi bare giver os tid til at lytte og føle.
Selve byen var som alle større indiske byer, møg og støj og vild trafik, så jeg blev der kun et par dage før jeg vendte tilbage til havet og min dejlige balkon.
Nogle dage efter tog jeg sammen med en svensk kvinde og vores fælles ven Ravi, som er her fra byen og som sammen med sin dejlige hustru har en butik med auervediske produkter og en skønheds- og massage klinik, til Kanchapuri for at se på templer og silkevæveri og ordne nogle papirer for den svenske kvinde. Det var også en herlig tur, bortset selvfølgelig fra vejene. Vi besøgte 2 vildt gamle fantastiske templer og fik lejlighed til at meditere i nogle små rum, som var udskåret i sandstenen og hvor der var en fantastisk energi. Det var også spændende at se, hvordan de vidunderligste silkestoffer blev fremstillet hos en familie, hvor de alle hjalp til. De kendte Amma & Bhagavan og ønskede, at vi gav dem deeksha, så hele familien og et par stykker mere blev placeret på en lang bænk. Herligt så modtagelige inderne er for Deeksha og taknemmeligheden var enorm. Herlig tur.
Så har jeg lige foretaget en tur til Pondicherry og Auroville som ligger 2 timers kørsel med bus fra Mamallapuram. Endnu en møgbeskidt og støjende storby. Jeg tog med en rickshaw fra Pondicherry til Auroville, som er spredt over et kæmpe stort vidunderligt område, hvor der foregår utrolige sociale ting. Jeg havde regnet lidt med at møde et par Christianitter, da jeg, før jeg rejste, havde hørt, at der var nogle, der talte om at tilbringe nogen tid med socialt arbejde i Auroville, men der var ingen danskere, fik jeg at vide på informationskontoret. Jeg kørte lidt rundt i området, som virker enormt tjekket, før jeg besøgte et vildt åbent marked med alt, hvad man kan forestille sig i nyt og ikke mindst gammelt ragelse.
Nu er jeg tilbage igen på balkonen med kun et par dage tilbage før turen går videre til Bangalore, hvor jeg glæder mig til at gense min ”tibetanske sponsordatter”, som nu går på college der og en sød dansk kvinde, som er på et kursus for at blive yoga lærerinde.
Så er det efter 6 timers togtur blevet Bangalore, som er en af Indiens største byer og beskidt og støjende med afsindig trafik. Glædeligt gensyn med min ”sponsordatter” Lhamo og hendes veninde og dejlige danske Cecilie, som studerer yoga og trommespil i byen. Jeg blev inviteret til at bo gratis på et gæsteværelse af TCV, som er en tibetanske organisation, der driver et hostel for alle de tibetanske flygtninge, der studerer i Bangalore. Som sædvanligt, når jeg er sammen med tibetanere, bliver jeg behandlet som ”kong gulerod”, de er simpelthen så søde og kærlige. Lhamos college havde ”paradedag”, hvor alle eleverne marcherer rundt på en stor sportsplads i deres forskellige uniformer, meget farverigt og glædeligt at se næsten 2 tusind søde og glade college tøser fra alverdens lande. Næste dag var der stor fest ”Footprint 2008” med forskellige slags optræden af forskellige etniske grupper fra Nordindien og Tibet. Vidunderlig stemning og afslutning med 5 forskellige rockbands, der bare fyrede den af. Herlige dage blandt tibetanske venner.
Så var det videre igen, Bangalore-Delhi med indenrigsfly og skift i Delhi for at flyve videre til Nepal. Opholdet i Delhi udviklede sig til næsten et mareridt og jeg fik virkelig prøvet min tålmodighed af. Alt var kaos. Først måtte jeg vente længe på en bus, der skulle køre til den internationale lufthavn, hvor der var utroligt mange mennesker, der ventede på at komme igennem emigration. 2 timers sneglekø, puha! Så var der security. Endnu 2 timers sneglekø, mer’ puha! Da jeg endelig slap igennem, var det 2 timer siden flyet skulle have lettet, så det var lidt spændende at finde ud af, om de havde ventet på mig. Det havde de, da de havde opdaget, at der var rigtig mange passagerer til det fly, der stadig stod i kø.
Nå! Vi kom endelig afsted og landede i god behold i Kathmandu, hvor jeg blev afhentet af Hotel Tibet Guest House, som jeg havde booket hos via internettet. Dejligt hotel og flinke mennesker og et kæmpeværelse med toilet og varmt bad fra solfangerne og dejlig seng og ca. 50 skabe og skuffer. Ca. $10 per dag.
Her er jeg så nu og venter på at rejse til Tibet.
Mere nyt senere. Og mange flere billeder under Photo på hjemmesiden.
Kærligste hilsner med håb om alt vel for alle.
Namaste
Ole Sol

Oneness University January 2008

Oneness University, Golden City, Indien 2. – 13. januar 2008

Kære alle sammen

Vi ankom meget tidligt til Golden City på campus GC2. Jeg blev som altid budt velkommen som en del af familien. Det er rørende at mærke den store kærlighed og glæde, man mødes med. Jeg var den første i afdelingen for mænd stue 13 og kunne frit vælge min seng og skab blandt 20 andre. Det gik fint med at være så mange og jeg var vist en af de eneste, der snorkede og talte og sang i søvne, som jeg plejer. Jeg hostede stadig en del efter min vinterforkølelse, men det forsvandt i løbet af de 10 dage kurset varede. Jeg fik noget hostesaft af den indiske læge, som havde konsultation hver aften.
Spisesalen var stadig åben for morgenmad, så det var dejligt at blive mæt igen, da jeg ikke nåede at få morgenmad på Hotel
Broadland, som jeg i øvrigt kan anbefale, hvis man vil bo billigt og hippieagtigt i Chennay.
Den første dag var ankomstdag uden undervisning. Der var nu nok at få tiden til at gå med, da der ankom den ene busfuld forventningsfulde elever efter den anden fra alverdens lande.
Vi var 89 der skulle på ”deepening” og der var vistnok mere end 160, der skulle på 21 dages processen. Vi var 4 mænd og fire kvinder fra Danmark på vores kursus. På 21 dages kurset var der 6 mænd og 6 kvinder fra Danmark. Det er dejligt, at der hele tiden kommer nye til. Vi bliver nu mere end hundrede danskere, der kan give deeksha. Ikke så dårligt for så lille et land.
Der var mange gensyn og snik snak og grinen og hygge. Hen på aftenen fik vi den glædelige nyhed, at vores ”deepening” skulle foregå i GC1, som er selve det store tempelområde ca. 1 kilometer fra GC2. Hurra! Hurra! Jeg husker tydeligt fra sidste gang, hvor vi var på besøg i det ufærdige tempel og det store område, hvordan energierne føltes ekstraordinært kraftige. Det siges, at templet ligger, hvor 8 af jordens hovedmeridianer kommer op til overfladen. En forsker fra Schweiz, der har målt jordens energifelter verden over siger, at energiudstrålingen ved templet er det kraftigste, han har mødt og er 5 tusind gange kraftigere end det næst kraftigste, som er Stonehenge i England. Så kan jeg bedre forstå at vi alle blev ”stangskæve” sidste gang, vi var der.
Det er i øvrigt en vigtig del af Sri AmmaBhagavans vision om at skabe en bedre verden med frie mennesker, at op til 6 tusind mennesker skal kunne meditere samtidig i det store rum under kæmpepyramiden for derved at skabe et kraftfelt, som så vil sprede sig over hele jorden blandt andet via de 8 af jordens meridianer og derved hæve den kollektive bevidsthed til en højere dimension. The Golden Age, Den Gyldne Tid.
Der har allerede været mange forskellige grupper de sidste par år, der har mediteret og chantet Moola Mantraet under pyramiden. De indiske arbejdere påstår, at de nogle gange tydeligt kan høre mantraet, selv om der ikke er nogle mennesker deroppe. Den store sal under pyramiden er i øvrigt det største rum i Asien konstrueret helt uden bærende søjler.
Meget fantastiskt og næsten utroligt alt sammen. Ik’?
Første ”arbejdsdag”. Vi blev kørt i bus til GC1. Vi skulle være i et undervisnings/meditationslokale lige over for Shakti Stahla, som templet hedder og med bygningens bagside lige over for Sri AmmaBhagavans nye bolig. De er flyttet fra Anandaloka 3 for ikke så længe siden, men var desværre i Bangalore nu for at initiere store grupper af indere. Der er nu mere end 1 million indiske deekshagivere, mange af dem med en meget høj bevidsthed. Det er som om inderne meget lettere modtager deeksha og kontakt med det Guddommelige end os ”hvide vesterlændinge”. Det er nok fordi vi generelt er mere fyldt med frustrationer og koncepter og ikke har særlig let ved at give slip på vores egoer. Vi har også en masse blokeringer på grund af vores forkvaklede samfund og mærkelige relationer til vores familier og øvrige medmennesker. Lad os håbe, at det snart bliver bedre. ☺
Vi blev budt hjerteligt velkommen i det smukke lokale og fik hver sin smukke blomsterkrans og et stort kærligt kram af vores guider (som dasaerne nu hedder).
Der er sket store ændringer i undervisningen siden min sidste ”deepening” for halvandet år siden. Væk er altrene og billederne af Amma & Bhagavan, ingen ild ofringer, ingen homas eller andre ”religiøse” tiltag, men til gengæld en meget målrettet undervisning, hvor hovedformålet er personlig vækst og frigørelse fra vores koncepter for at gøre os til frie hjælpsomme mennesker i ”Enhed/Oneness” og medarbejdere i skabelsen af en ny og fri menneskehed og dermed en bedre jord at leve på for alle væsener. Det var lige noget for mig.
Der blev givet masser af deekshaer med forskellige intentioner og vi mediterede hver dag med ”Oneness Beings”, som de nu kaldes. Det er mennesker, der frivilligt har ladet sig hensætte i en meget høj ”kosmisk” tilstand, hvor den fysiske krop fungerer umådelig langsomt. De udstråler en utrolig kærlighed og viden, som føles at gennemstrømme ens hele væsen. Vi fik flere deekshaer og kærlige kram af dem.
Det foregik i absolut slow motion og mange måtte hjælpes tilbage til deres pladser efter sådan en omgang. Py-ha! Det var overfedt.
Efter hver morgenmeditation var der morgenmad i en lille hyggelig spisesal ved siden af lokalet og så havde vi en pause, som jeg blandt andet benyttede til at gå op i templet og fotografere og stå under pyramiden. Fantastisk!!!
Det blev desværre stoppet, fordi en eller anden klovn havde trådt på nogle nylagte marmorfliser, der endnu ikke var tørre. Vi havde senere alle 89 plus guider en fælles meditation med Moola Mantra oppe i pyramidesalen. Meget stærkt og smukt.
Efter morgenmaden og pausen var der igen sessioner til ved 2-tiden, hvor vi blev kørt tilbage til GC2 til frokost og hvil og derefter igen i bussen tilbage til GC1 til mere belæringsguf, indtil vi ved 20-tiden blev kørt tilbage til aftensmad og så ellers go’nat Ole. Det var nogle helt utrolige velsignede dage.
Vi fik også daglige deekshaer og kram af vores guider og til sidst gav vi alle sammen hinanden deekshaer i små grupper.
Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ved slutningen følte mig helt fri og hel. Det var som om, at al min søgen nu er forbi. Nu skal livet bare OPLEVES.
Selve undervisningen eller belæringerne er et kapitel for sig.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på det i dette brev. Hvis nogle er interesserede i at læse om det, har jeg på min hjemmeside www.olesol.dk under fanen ”notes” prøvet at beskrive, hvad jeg især hæftede mig ved. Jeg kalder dem ”Notes January 2008 #1 – #5”. De er både på engelsk og dansk.
Et fantastisk kursus og nogle fantastiske mennesker.
Jeg føler en dyb taknemmelighed og takker af hele mit hjerte Sri AmmaBhagavan og deres guider for deres vision og det de gør og har gjort for mig og hele verden.

I håb om at I alle har det rigtig godt og frit og sundt og kærligt.
Namaste
Ole Sol
Love Olov

Mombay, Indien 31. Dec. 2007 - 2. Jan. 2008

Kære alle sammen
Ja! Så er jeg sørme på rejse igen, igen.
Det er bare dejligt, selvom jeg lige nu har flere timers ventetid her i lufthavnen i Mumbai, Indien, før jeg fortsætter til Chennai, hvor jeg fejrer nytår.
Den 2. Januar starter jeg på min anden “deepening” på Oneness University i 10 dage. Jeg glæder mig meget til at genopleve de mange vidunderlige oplevelser, jeg har haft der.
Der er sket en hel del siden mit sidste brev, som vistnok var fra øen Koh Pangang i Thailand, hvor jeg tilbragte næsten 2 måneder på den vidunderlige lille ø.
Jeg havde lejet en lille bungalow lige ned til stranden.
Det meste af tiden gik med at snorkle i det vidunderlige hav. Der var det mest vidunderlige koralrev 10 minutters svømning fra stranden. Fantastisk liv med mest små fisk i alle regnbuens farver og fantastiske koraller i de mest utrolige former og farver. Der var mange vidunderlige spisesteder på øen. Jeg lejede en lille scooter en gang imellem, så jeg fik virkelig set en masse dejlige steder og det var faktisk rigtig fedt at være selvkørende.
Alle jeg mødte på øen talte om de “Full Moon Parties”, der foregik på den sydlige del af øen. Jeg besluttede at prøve det, selvom det lød aldeles helt vildt. Vi var nogle stykker, der deltes om en taxa derned, godt en times kørsel. Jeg skal lige love for, at det var noget af det vildeste party, jeg har oplevet. 3 kilometer strand med barer og sprut og dopehandlere og mindst 15 tusinde mennesker og høj musik af alle slags for hver 10-20 meter. Folk var totalt udblæste og dansede vildt og inderligt på stranden. Jeg købte en plasticspand med gin og tonic blandet med en flaske noget meget energigivende, så jeg kom hurtigt i ret høj stemning. Jeg havde sat mig ved et bord nede på stranden og nød stemningen og de mange meget spraglede mennesker. Der var også mange der underholdt med ildshows af alle slags. Nogle af dem var fantastisk dygtige. Hele vejen langs stranden var der kunstnere, der malede på folk i alle slags selvlysende farver. Der blev også solgt alle slags selvlysende og blinkende dimser, så der var nok at se på og opleve, når man ikke tog noget højtideligt.
Pludselig sad der den sødeste lille Thaipige på skødet af mig og ville dele min ginspand og alt mulig andet med mig. Det var jeg lige i humør til, så vi hyggede og dansede og grinede og drak endnu en spand hyggevand før vi gik op på en restaurant og spiste et dejligt måltid. Så ned på stranden igen, mere dans og grin og hyggevand. Vi blev i et fantastisk humør og havde det rigtig fedt sammen, så da morgenen kom og jeg skulle tilbage til min lille fredelige landsby, insisterede hun på at tage med. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke sige nej, så vi tog en taxa tilbage til min lille hytte. Det var bare rigtig dejligt at hygge videre næste dag, så det endte med at hun blev boende i nogle dage.
Hun var 30 år gammel og kom fra øen Koh Samui, hvor hun var medejer af en frisørsalon, så det var ikke svært for hende at få nogle dage fri. Jeg måtte købe noget tøj til hende og solbriller og en tandbørste og en badedragt m.m., men det var bestemt det hele værd.
Da hun skulle tilbage til Koh Samui, fik hun mig overtalt til at tage med et par dage, så jeg kunne se, hvordan hun boede.
Hun boede i et lille rækkehus med stue, et lille køkken og badeværelse, som hun betalte det samme for om måneden, som jeg betalte om dagen for min lille hytte.
Der var en frygtelig larm omkring stedet, med 3 diskoteker lige i nærheden, der tilsyneladende prøvede at overdøve hinanden og indflyvningen til lufthavnen lige ovenover. Det var ellers et meget hyggelig lille sted, hvor der foruden det lille rækkehus var nogle andre huse og hytter med udelukkende lokale, der havde et fantastisk sammenhold og en rigtig kærlig stemning. Jeg blev fantastisk modtaget og havde mange dejlige oplevelser på stedet især med børnene, selvom det kneb med at forstå hvad hinanden sagde.
Vi spiste på nogle små lokale steder, utrolig billigt og meget spicy. Vi var på stranden nogle gange, det var super turistet og overfyldt og med speedscootere og dragesurfere og især unge mennesker, der så ud som om de var på een stor druktur. Det var nu ikke lige mig at holde “fool moon party” hver eneste dag.
Jeg besluttede at tage tilbage til min lille oase, de sidste dage før jeg skulle hjemover igen.
Så kom den store afsked, hun troede og håbede åbenbart, at hun skulle med hjem til Danmark og blev meget ulykkelig, da jeg forklarede hende, at en folkepensionist som mig skam ikke kunne “importere” en Thailandsk pige, da det ville kræve et stort depositum og et kæmpe tillæg til pensionen hver eneste måned. Så det blev til en tårevædet afsked på et dejligt eventyr.
Hjemme i Christiania igen. Det var blevet forår, så det var rigtig dejligt at være hjemme. Sommeren blev jo ikke det store sus. Jeg åbnede min “Tibetudstilling” igen og den blev i løbet af sommeren et virkeligt tilløbsstykke for de mange tusinde turister, der hvert år besøger Christiania.
Hen på efteråret hørte jeg, at en af mine gode venner Kiara Windrider ville afholde et kursus i Tyrkiet i noget der blev kaldt Ilahinoor, som på tyrkisk betyder noget i retning af “divine light” og som gik ud på at forbinde den “gamle hjerne” med den “nye hjerne” (frontallapperne). Det blev jeg fuldstændig bidt af og meldte mig til kurset. Det blev fantastisk 3 uger i Tyrkiet. Først nogle dage i Istanbul, som er en fantastisk by. En blanding af øst og vest.
Kurset varede i 10 dage og fandt sted på et fantastisk “klippehulehotel” i Kappadonien, som især er kendt for sine fantastiske klippeformationer og gamle klippehuler og hele underjordiske byer i ned til 7 etager hugget ud i klipperne, vistnok af de tidlige kristne, der på den måde prøvede at gemme sig så godt de kunne.
Vi besøgte mange spændende steder i løbet af de 10 dage og trænede Ilahinoor og mediterede i de mest utrolige energifelter. Et fantastisk kursus og en fantastisk proces.
Foråret, sommeren og efteråret gik med at passe ”Tibetudstillingen”, gøre rent i ”Mælkevejen”, spare op til min næste rejse og ellers med at give deeksha eller oneness blessing ved mange forskellige lejligheder. Der var deeksha i ”Sundhedshuset” hver tirsdag, hvor der ofte kom rigtig mange for at prøve, hvad deeksha var for noget. Mange fik dybe oplevelser af indre fred og det er helt sikkert, at det også påvirkede deres udviklingsproces positivt. Mange kom igen og igen og mange nye kom til.
Hver torsdag lavede vi Dhyana Chakra meditation og jordhealing og gav deeksha i Helges vidunderlige tolvkantede hus. Der blev altid en fantastisk smuk og høj stemning.
Jeg var også med til at give deeksha ved mange andre lejligheder, så jeg er utrolig glad for at være en del af AmmaBhagavans vision om at skabe en verden i enhed ”Oneness”.
Så blev det jo vinter igen og rejselysten bankede på igen. Det var nærliggende, at starte i Indien igen, så jeg bestilte plads på ”Oneness University” til en 10 dages fordybelses proces, for bagefter at rejse lidt rundt i Indien og blandt andet besøge min sponsordatter, den tibetanske flygtningepige, som netop er startet på college i Bangalore. Derefter er det den foreløbige plan at rejse til Nepal og derfra forsøge at komme ind i Tibet. Derudover er planen at vende tilbage til ”Oneness University” og deltage i indvielsen af ”Oneness Temple”, som sikkert en dag vil blive betragtet som et af verdens store underværker.
Nå! Tilbage til nu. Nytårs aften i Chennai boede jeg på Hotel Broadland, som ligger i den gamle fattige del af Chennai, totalt syret at opleve disse utrolige kontraster igen. Støj og møg og et folkeliv uden lige.
Alle synes skæve. Familier bor på fortovet i dybeste armod, men er tilsyneladende indstillede på, at sådan er det altså. Børnene griner og leger som børn gør alle steder. Nogle gange i bar røv og møgbeskidte.
Trafikken er utrolig, der køres tæt, tæt og hurtigt og med ivrig brug af hornene. Cykler og trækvogne og oksekærrer og store lastbiler og totalt upåvirkede køer midt i gaden og smarte personbiler og bulede busser stopfyldte med folk i en stor larmende pærevællingemasse. What a life!
Hotellet har en tagterrasse højt hævet over de omkringliggende huse, så der var en fantastisk udsigt hele horisonten rundt til et enormt fyrværkeri, højest fantastiskt. Der var party på tagterassen, så det nye år startede med at sove meget længe og ellers tage det helt roligt.
Senere på dagen ankom en god ven, som også skulle på 10 dages kurset, så vi blev enige om at dele en taxi til universitetet den næste dag.
Jeg er nu ankommet og nyder at være her igen. Der er blevet bygget meget nyt siden sidst og der bygges stadigvæk for fuld kraft. Vi har lige fået at vide, at den skandinavisk/europæiske 10 dages proces vil foregå i det nye næsten færdigbyggede tempel Shakti Stahla. What a fantastic blessing. Tak alle I guder.
Fra i morgen og de næste 8 dage vil jeg være i det man her kalder ”magna”, som er en total indadvendt stilhed uden kontakt med andre end vores lærere. Giver virkelig mulighed for at komme i kontakt med sit indre. Har prøvet det før og glæder mig. Når en hel gruppe overholder magna, stiger energierne med en utrolig kraft til meget høje niveauer.
Nu vil jeg slutte for denne gang. Skriver mere efter kurset, når jeg kommer til Mamallapuram.
Kærligste hilsner med håb om alt vel med alle, allevegne.
Ole Sol
Love Olov

Thailand 1. feb. - 19. feb. 2007

Kære allesammen!
Turen til Koh Pangang bestod af 4 timer i luxbus og godt 3 timer med Catamaran. Det blæste ret godt, så det blev noget af en gyngetur, men som altid når jeg er på havet, var det bare alle tiders. OHØJ!
Jeg blev afhentet i en cafe ved kajen og bragt til det dejligste kursted Monte Vista, hvor jeg skulle tilbringe 5 dages ”cleansing”, tarm- og leverudrensning, som endnu et forsøg på at få slukket ”helvedesilden”, som stadig fulgte med mig omend af langt mindre styrke. Jeg havde kun drukket vand hele dagen på rejsen fra Hua Hin, så jeg kunne starte ud med noget ”gee” som er lavet af smør. Smagen fik mig straks til at genopleve de mange kopper tibetansk smørte, jeg drak i Tibet.
Ellers stod menuen om middagen og om aftenen på ”XXX”, som er ris og gule mingbønner, der koges i halvanden time. Nærende og udrensende. Om morgenen dejlig frugt. Og så var der jo lige………………….
Tarmskylningen. Det havde jeg aldrig prøvet. Der blev hængt en plasticpose til vand op et stykke over, hvor jeg lå på gulvet. Jeg skulle selv stikke den velsmurte slange op i anus. Så blev der ellers hældt et par liter vand ind i mit tarmsystem. Mærkelig fornemmelse, føltes som om jeg absolut skulle på toilettet, men klarede situationen og lærte at slappe af. Så var der udskylning. Farvel og tak for lån!
Kurstedet drives af et amerikansk ægtepar, Hodini og Normann, som arbejder med mange forskellige former for terapier og healing. Med i min behandling var der også 2 gange Ayruvedisk massage, som bare var helt behagelige og afstressende. Den 5. Og sidste ”skylledag” foregik med kaffe i stedet for vand, det føltes ikke anderledes, men skulle virke ekstra udrensende på leveren. Tak for kaffe!
Der var daglig yoga og meditation og så var det ellers totalt ro og op i hængekøjen. Jeg havde min IPOD med og fik lyttet til flere timers foredrag og oplæsning af blandt andet Eckart Tolle.
Jeg var blevet anbefalet at tage op i den nordlige ende af øen, Mah Haad, hvor der skulle være rimeligt stille og roligt og fremfor alt gode bade og snorklemuligheder. Det tog ½ time med taxa til dette dejlige sted, hvor jeg nu har lejet en lille kabine med dobbeltseng og dejligt badeværelse og den dejligste terrasse lige ned til vandet med en vidunderlig udsigt over bugten over til naboøen Koh Ma. Næsten i Koma! Og laaaang solnedgang lige ud for terassen. Bagved ligger et bjerg, hvor jeg har fundet et vidunderligt (vidunderrigt) sted, hvor jeg kan meditere og ”intendere” hver morgen.
Svømmer og snorkler hver dag. Herligt! Der er et vidunderligt rev ca. ½ kilometer ude. Der er et helt eventyrligt rigt plante- og dyreliv. Fisk i alle regnbuens farver og mangeformede koraller. WOW!
Der er flere gode spisesteder i den lille ”landsby”, hvor alt stadig er billigt efter vores standard.
Nu er der gået mange dage, den ene som den anden, svømning, snorkeling, dase, spise og lytte til musik og foredrag på Ipod’en. Jeg har ikke fået skrevet noget som helst andet end dette brev. Inspirationen lader åbenbart vente på sig, men det føles ikke som noget pres og jeg tager det helt afslappet, går ud fra, at det kommer når det skal komme. Det er som om det at skrive om, hvad der er sket er temmelig ligegyldigt når alting foregår i bevidstheden om nuet, som jo er der hele tiden. Nu! Nu! Nu! Og så lige et nyt lille nu. Fantastisk.
Jeg vil slutte denne lille note med de kærligste hilsner med håb om alt vel for alle.
Namaste
Ole Sol
Olov Leon Stjernholm

Indien, Christiania, Thailand, 13.09.06-28.01.07

Kære alle
Ja! Så er jeg sørme på rejse igen, fantastisk at være folkepensionist, jeg kan faktisk rejse hele året, hvis jeg da gør det minimum 3 måneder ad gangen og til lande, hvor det er væsentlig billigere end i Europa, 1 måneds folkepension dækker nogenlunde flybilletten til næsten hvor man ønsker sig hen og 2 måneders dansk pension kan nemt strækkes til 3 måneder, hvis man da ikke forlanger at bo og rejse på første klasse.
Jeg fik lyst til at prøve at bo i Thailand i lidt længere tid end sidste gang.
Det er et vidunderligt land, så grønt og frodigt og med en befolkning, der er søde og rare og hjælpsomme udover det sædvanlige. Og så er der jo lige klimaet, som i hvertfald i vintermånederne januar, februar og marts, er vidunderligt, som ”dansk sommer når den er bedst”.
Jeg sidder lige nu og skriver i Hua Hin, som er den første større kystby syd for Bangkok, med mange billige hoteller og vidunderlig badestrand. Et turistmekka med tusinder af især ældre skandinaver, masser af butikker med masser af alting fra umådelig luksus til billigt lort. Der er også et utal af spisesteder med mad for hver en smag. Thailænderne går tilsyneladende meget op i det kulinariske og spiser ofte, men er generelt meget slanke og ser sunde og raske ud til forskel fra de mange europæiske turister, der med fede oppustede kroppe og slatne muskler udgør en væsentlig del af gadebilledet her i byen. Hua Hin er også kendt specielt for de mange forhold mellem gamle/ældre mænd og unge thaikvinder. Det er et meget almindeligt syn at se disse vommede, solbrunede pensionistmænd blive opvartede og gå hånd i hånd med disse kønne eller lige frem smukke unge velplejede kvinder. Der er masser af barer, der myldrer med villige kvinder, der ivrigt antaster enhver mand der passerer forbi. De er ansat af barerne til at skaffe kunder. Hvis du ønsker at spendere tid og penge på dem bliver de totalt henrykte. Hvis du ønsker at bringe en kvinde med til dit hotel, som betragtes som helt legalt, er der faste priser overalt, cirka 50 kroner til baren og 150 kroner til kvinden, så bliver hun til gengæld hos dig hele natten og er villig til næsten hvad som helst. Svært at overskue, men det måtte jo prøves og var særdeles dejligt. Der er samme service for det modsatte køn, men det ses dog ikke så ofte. Unge mænd og gamle damer. Der er også et officielt bordel, hvor det koster cirka 50 kroner per halve time. Det er cool business og endnu billigere for thaimænd. En helt anden sag er thai-massagen, som også er enormt udbredt her i byen og foregår overalt fra smukt udstyrede lokaler til brikse på stranden. Den er ikke seksuelt betonet. Den traditionelle thaimassage foregår ved ret kraftige pres med hænder fødder og albuer på kroppens meridianer (nadis) en slags akupressur og kan gøre virkelig ondt, hvis der er blokeringer i systemet, men det hjælper på mange ømme lænder og rygge og andre skavanker. Selvfølgelig findes der også her turistvenlige udgaver, hvor man får kroppen masseret blidt og blødt med forskellige olier. Også pedicure og manicure og alt hvad man ellers kan finde på at få behandlet af de tjenstvillige thaikvinder og mænd findes der alle muligheder for at få opfyldt. Et sandt supermarked og utrolig billigt efter vores målestok. Min gamle far sagde engang til mig, at man kan købe alt for penge, undtagen altså kærlighed. Her i Thailand ser det dog ud til at man i hvertfald kan købe noget der til forveksling ligner. Det skal dog siges, at rigtig mange af disse søde og villige kvinder ofte forsørger den ældre del af deres familier, noget som lyder lidt forrykt i skandinaviske ører, da vi jo selvfølgelig har institutioner til at klare det, så vi ikke selv behøver at bekymre os om vores gamle forældre. Sikken en forskel på de hjemlige forhold og her i Thailand.
Nå! Men egentlig skulle jeg jo have opsummeret tiden siden sidste rejsebrev, som jo endte med, at jeg nød ferielivet i Mamallapuram, medens jeg ventede på at skulle på et 10 dages fordybningskursus på Oneness University i Golden City, Indien.
Det blev helt fantastisk, det var som at komme hjem fra en lang rejse og blive modtaget med en kærlighed og glæde uden grænser af de fantastiske dasadjis, lærere. Som en del af en familie. Velkommen hjem!
De 10 dage bestod af mange forskellige ingridienser med opfriskning af hvad vi lærte på 21 dages processen, vidunderlige samtaler med vores lærere, mange vidunderlige deekshaer, ildritualer (homas) fælles meditationer med nogle dasadjis, der befinder sig i så høje tilstande, at det føltes, som om man selv blev bragt i en tilstand af umådelig fred og sammenhæng med universet. Gensynet med AmmaBhagavan var også stort og smukt og besøget i Oneness Templet med fælles meditation i den store sal under pyramidens top var ubeskrivelig. Visionen om en snarlig fælles kærlig verden i fred og kærlighed blev i den grad bestyrket. Følelsen af at føle sig hel og fri var enorm. Der var ikke mere at søge efter, alt var her jo allerede, når bare man altså kunne se det. Det var enormt stort og smukt og føltes så vidunderligt at være en del af. Tak! Jeg håber rigtig mange vil give sig selv denne store oplevelse.
Efter kurset gik turen fra Golden City til Chennai og derfra til Bylakuppe i det sydvestlige Indien med tog og bil for at besøge min tibetanske flygtninge sponsordatter Lhamo igen. Det var en fantastisk stor oplevelse at besøge skolen og Lhamo og igen mærke den glæde og kærlighed, der er blevet skabt ved tidligere besøg. Jeg var meget heldig…igen! Skolen havde emneuge og alle klasserne havde med utrolig ihærdighed behandlet hvert sit emne fra den tibetanske kultur og udtrykt det på utallige måder i de respektive klasseværelser. Jeg kom med i VIP rundgangen med skolens leder og abbeden fra det nærliggende kloster. Alle disse ivrige barneansigter! De ville bare sååå gerne fortælle om netop det, de havde specialiseret sig i. Fantastisk oplevelse. Så blev jeg inviteret til sportsstævne med ivrig deltagelse af alle skolens forskellige afdelinger. 1500 elever i kappestrid i muntert humør og festlige farver og dragter. Selvfølgelig igen på VIP pladserne med tilhørende smørthe og kager og hyggesnak med skolens leder og lærere. Efter festlighederne gik turen til Sera klosteret og et overvældende gensyn med Lhamos munkebror, som bare pjankede og grinede og var helt oppe at køre ved at se mig igen. Jeg blev fodret, forkælet og elsket.
Jeg havde fået lov af skolen til at forære Lhamo min gamle bærbare computer. Hun måtte dog ikke bruge den på skolen, da der ikke var andre, der havde adgang til sådan luksus, men da hun snart skal starte på college, hvor hun gerne må bruge den, var det en kærkommen gave, som i mellemtiden kunne opbevares hos munkebror, som hun så kunne komme og besøge af og til og øve sig.
Vi havde nogle vidunderlige dage, hvor jeg underviste dem begge i de mest elementære ting om computeren. Desværre har skolen ikke midler til at undervise eleverne i computer mere end een time om ugen og det endda kun for de ældste klasser.
Lhamo og munkebror havde fået tilsendt nogle DVD’er med amatøroptagelser fra det område i Tibet, Kham, hvor de begge kom fra. Stor fryd og tårer og grin. Herligt. Og så var der jo musik DVD’er i massevis og film, både på tibetansk og kinesisk som underholdning.
Jeg blev der i nogle dage og besluttede at rejse over Bombay/Mumbay i stedet for at tage tilbage til Chennai, da mit fly alligevel skulle mellemlande i Mumbay. Jeg fandt et billigt fly og landede i den kæmpestore by i det mest øsende regnvejr jeg nogen sinde har oplevet. Hele byen stank af lort, som skyllede i stride strømme i byens gader, på grund af de åbne kloaksystemer. Fy for føj da! Jeg skulle videre hjemover næste dag, så jeg bookede ind på et luksushotel i et højhus og undgik derved svineriet og stanken og kunne fra vinduerne følge festlighederne og fyrværkerierne i anledning af Indiens befrier Ghandis fødselsdag. Fantastisk afslappende nat med lækker room-service.
Hjemover igen, til efteråret og kære Christiania, alle i oprør og forvirring over de mere og mere tåbelige krav fra regeringen og deres støtter om normalisering og ødelæggelse af de særlige værdier som Staden står for. Masser af møder, masser af diskusioner, den sædvanlige råben og skrigen fra de største nasserøve, udstilling af vores svagheder og manglende evne til at leve op til vores egne krav. Et nej til det opnåede forhandlingsresultatet, nye forhandlinger, igen, igen. Hvad skal det dog blive til? Det bliver aldrig den gamle fristad igen, hvor man kunne bygge og hygge og lade som om selvforvaltningen virkede. Det var ikke til at holde ud, men det er vi jo nødt til. Masser af intentioner og bønner om fred og forståelse i Christiania og universerne. Retssagerne starter nu.
Der var selvfølgelig også glædelige stunder. Samværet med vennerne, tibetudstillingen i porten, som blev besøgt af de mange nysgerrige turister. Deekshaerne om tirsdagen i Sundhedshuset og hos Helge i Tolvkanten om torsdagen, julemarkedet, de juleløses jul i Grå Hal. Besøg af Gertrud. Besøg hos mor og den spændende udvikling i de højere dimensioner. Jo vel er det spændende at leve, lige her og nu.
Ved juletid besluttede jeg at rejse til Thailand og omegn i 3 måneder for at få ro og tid til at skrive min ”livshistorie” SOLOLIE og i mellemtiden lade nogle af de nye unge bo i min bolig, så de kan mærke, hvordan det føles at bo i Staden og så de forhåbentlig får lyst til at engagere sig i vedligeholdelsen og opbygningen af det nye Christiania, som lige meget hvad der sker, vil opstå igen og igen. Gid vi kunne bygge boliger igen nu på vores egen måde og derved få mulighed for at få de nye generationer ind med friske kræfter og mod på tilværelsen i Christiania.
Det var lidt opdatering.
Den 1. februar tager jeg med bus og catamaran til øen Koh Pangang, hvor jeg starter med 5 dage leverudrensning på et helse- og yogacenter, som jeg har fået anbefalet på grund af, at min ”helvedesild”, som jeg fik for 10 måneder siden i Costa Rica, endnu ikke har forladt mig. De mange smerter havde efterhånden ”krampet” min højre skulder, så den var næsten ubrugelig, men det har jeg fået næsten repareret ved talrige besøg på den lokale Thai massage skole, hvor de har ”pint og plaget” mig i timevis, men altså med så godt resultat, at jeg nu kan svømme igen. Det er også meningen, at jeg på Koh Panhang skal mødes med min datter Gertrud og hendes veninde, som starter ud på deres rejse her i østen først i februar. Spændende og glædeligt.
Nu vil jeg slutte for denne gang med masser af kærlige hilsner til alle.
Namaste
Ole Sol
PS. Har taget navneforandring til Olov Leon Stjernholm for at prøve noget nyt, igen! Jeg har droppet min fars slægtsnavn Lund og fået min mors slægtsnavn Stjernholm. Olov og Leon er nye forsøgsnavne. ; - )))

Costa Rica – New York – Christiania – Indien

25. marts - 12. september 2006
Kære alle sammen
Ja! Så er jeg her igen, det har taget sin tid og mange forskellige ting er sket i de forløbne næsten 6 måneder.
For at starte hvor jeg stoppede skriverierne. Jeg befandt mig jo på mit dejlige træ hotel i Playa del Coco i Costa Rica. Jeg brugte det meste af dagene på internet cafeen for at færdiggøre min nye hjemmeside og ellers gik jeg den lange tur til min yndlingsbadestrand, hvor der var vidunderligt stille og fredeligt og spændende at snorkle. Om aftenerne gik jeg som regel ud for at spise lækkermad og en enkelt gang den helt store tur med kasino og damer og drinks og det hele. Aldeles nydeligt og særdeles billigt i forhold til priserne derhjemme..
Så kom den store dag, torsdag den 30 marts 2006, færdig hjemmeside, altså så færdig jeg lige nu var i stand til at gøre den. Stor fejring med lækker mad og lidt vin. Det var såååå dejlig en fornemmelse, at have fuldført noget jeg havde drømt om at gøre i umindelige tider.
Da jeg kom tilbage til hotellet om aftenen følte jeg en vidunderlig frihed,
Det eneste ”problem” var at finde ud af, hvad min sidste måned skulle gå med inden min afrejse fra New York. Skulle jeg blive her og nyde strandlivet og få skrevet på min livshistorie SOLOLIE eller skulle jeg rejse via Mexico og USA til New York eller hvad? Mulighederne var mange. Jeg ”spurgte om råd”, som så mange gange før, hos min Sri Murti (foto af mine lærere Amma og Bhagavan), som jeg bruger som min forbindelse til de kosmiske energier. Svaret kom utvetydigt højt og klart ”HOME” (de taler altid engelsk!). Nixen bixen sagde jeg og ”spurgte” derefter min lille buddhistiske messing gudinde Grøn Tara, som også altid følger mig, når jeg er på rejse. Hun nikkede helt klart og tydeligt med sit smukke messinghoved. Mere nixen bixen, I må jo være helt fra den af, det er skide koldt i Danmark og jeg har een måned tilbage. No way!
Næste morgen vågnede jeg i den forfærdeligste brændende smerte og med ulækre blærer over hele øverste højre side af kroppen, under armhulen og på hele højre overarm. Fy for føj da! Jeg havde kun een tanke: hjem hurtigst muligt!!!. Jeg ringede til SAS i New York og spurgte om afrejsedatoen på min billet fra N.Y. til København kunne ændres, det kunne den, så jeg bad om at få den flyttet så tæt på nu (fredag) som muligt. Den første ledige afgang var mandag. Jeg bookede og gik derefter på nettet for at finde en direkte forbindelse til New York fra den nærliggende (30 km.) internationale lufthavn Liberia. Der var mindsandten en aldeles billig billet allerede lørdag via Atlanta til New York. Jeg bookede og betalte via nettet flybilletten og et værelse på Manhattan for lørdag og søndag nat. Så var det bare at få pakket og afregnet med fru internetcafe. Alt gik som smurt og afregningen passede på nogle få kroner med det beløb jeg havde til gode for det forudbetalte værelse, som jeg alligevel ikke ville have på grund af diskoteket 5 centimeter inde ved siden af. Jeg gav resten i drikkepenge og blev totalt velsignet på katolsk af moderen og hendes smukke datter. Hotellet havde jeg forudbetalt til om lørdagen, dengang jeg flyttede ind, så det passede også. Så var det bare at lide til lørdag morgen, hvor jeg måtte igennem et frygteligt sikkerhedstjek i Liberia Airport, hvor de blandt andet tømte al min bagage ud på et bord og supertjekkede alt indtil flere gange og til mindste detalje. Nå! Men vi kom da endelig af sted. I Atlanta skulle vi, selvom vi kun var i transit, hente vores bagage og mindsandten tjekke ind igen på amerikansk maner, som er næsten for latterligt. Jeg blev blandt andet anbragt i en stor gennemsigtig acrylbeholder og beskudt med luft. Hvis jeg altså skulle have slugt noget sprængstof, ville det have været ren splatter. Jeg skal love for de gør en stor indsats for at gøre folk paranoide, men det er jo også den eneste måde de kan få det amerikanske folk til at gå med til deres uhyrligheder i Iraq, Afghanistan og Mellemøsten. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at Danmark med ”Præsident Fogh” støttede dette imperialistiske regime, Føj for den da!!!
Men så fløj vi da endelig til New York. Fra lufthavnen i Jersey udenfor New York fik jeg den smukkeste tur indtil byen med den så berømte skyline i orange aftenskær. Da jeg ankom til hotellet, var jeg totalt smadret og gik straks i seng, men det var nu ikke meget søvn jeg fik. Det sved og brændte på hele højre overkrop. Alle blærerne var blevet kæmpestore og nogle var begyndt at vædske. Hen på morgenen blev det til min forundring meget bedre. Senere fik jeg at vide, at det var ”helvedesild” jeg var blevet angrebet af og at grunden til, at det blev bedre den søndag morgen var, at udbruddet gik lidt i stampe på grund af temperaturforandringen fra +40 til +4 grader celsius. Jeg skyndte mig over i Central Park, som lå i nærheden, det var en af de første forårsdage med nyudsprungne træer og buske og en masse jokkende new yorkere, så jeg tog mig en ordentlig gåtur gennem Manhattan. Faktisk gik jeg i mere end 8 timer og fik set mange af de steder, jeg havde ønsket at se, hvis jeg nogensinde kom hertil, det er en fantastisk by og ih du milde hvor er husene høje, helt overvældende at opleve det hele i virkeligheden. Det føles, som om det er muligt at finde alt i ting og sager og alle slags mennesker. Jeg besøgte Broadway, Chinatown, East Village, Greenwich Village, Haarlem og meget mere og jeg var oppe på 108. Etage i Impire State Building.Alt sammen i det dejligste forårsvejr med meget afslappede mennesker på søndagstur alle vegne. Jeg besøgte også en del cafeer og spisesteder. Først da aftenen faldt på begyndte ”helvedesilden” at tage over igen, men jeg var dybt taknemmelig for, at jeg fik lov at opleve denne vidunderlige, spændende og meget særprægede dag.
Endnu en frygtelig nat og så var det mandag og pisse regnvejr og flyvedag. Jeg ankom til Christiania meget tidlig tirsdag morgen. Jeg gik straks til min læge, som fortalte om ”helvedesild” og det meget opmuntrende, at det var for sent at gøre noget ved det efter 48-72 timers udbrud, men jeg kunne da få alt, hvad jeg ville have i smertestillende medicin. Sikken en trøst.
Den første måned var et helvede, jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder og gemte mig i min seng det meste af tiden ude af stand til at foretage mig noget som helst fornuftigt. De sidste 5 måneder har jeg så ellers prøvet mange forskellige præparater og såkaldte alternative naturhelbredere og homøopatisk medicin og feedback maskiner, healinger og så fremdeles. Det er blevet mindre smertefuldt og til at leve med, men bruger en masse både fysisk og psykisk energi. Nu er det så blevet udnævnt til kronisk ”post herpetic neuralgia”. Jeg håber og ber dog stadig til, at det en dag vil forsvinde. Og det var så nok om det lige nu.
I løbet af sommeren fik jeg åbnet tibetudstillingen igen i rengjort og nymalet stand og fik gang i Christiania badgene igen. Deekshaerne om tirsdagen i Sundhedshuset sammen med Joshua blev genoptaget med stor succes og så lavede vi et par arrangementer i Grå Hal med fokus på sundhed og deeksha. Vores torsdags deeksha i Helges Tolvkant fortsatte, dog med meget få deltagere, men det var altid smukt og kraftigt med chakra-meditationen og jordhealing. Ellers bød sommeren på en deekshakonference i Stockholm med Ananda Giri fra Oneness University. Vi var 4, der kørte derop i bil. Fantastisk oplevelse at være sammen med 270 andre deekshagivere fra hele verden og ikke mindst at lytte til Ananda Giris vidunderlige vise ord. Sidste dag kom der 800 gæster, der alle fik så mange deekshaer, som de ville have. Sikken en fest.
Iøvrigt gik sommeren stille og roligt. Højdepunkterne var nok min mors 90 års fødselsdag, min dejlige datter Gertruds studenterhue (IB), 1 uge ved stranden i Hulsig, de mange besøgende i min Tibet udstilling, det totalt ulækre var de mange, oftest 15-17 betjente, der fra morgen til aften hver eneste dag går rundt i Christiania og snager i folks liv og lommer for, når de var heldige, at fange, anholde og give bøde til en stakkel, som blev overrasket i at ryge en joint. De er godt nok svære at elske og endnu sværere er det at forstå den syge politik, der kan afse så mange betjente dagligt i de selvfølgelig forgæves forsøg på at hindre, at folk nyder lidt afslappende tobak. Det er helt legalt at drikke sig stinkende beruset og vælte rundt og genere folk. Hvor er det system, vi er belemrede med i øjeblikket, dog arrogant og uvidende og totalt ude af trit med den bevidsthedsudvidelse, der foregår på globalt plan lige foran næsen på dem og som snart vil bevirke, at de vil blive totalt gennemskuede og være nødt til at ændre deres værdier og politik radikalt. Fred være med dem de stakler!
Så blev det sørme rejsetid igen. Indien, Oneness University kalder. Det er et såkaldt ”deepening” kursus, som jeg egentlig skulle have været på i Januar, som blev udsat til marts, hvor jeg jo var på rejse på den anden side af jorden. Nu skal det altså være og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg fløj til Chennai via Frankfurt og Bombay og sidder nu på mit yndlingshotel Luna Magica i Mamallapuram på balkonen med udsigt over stranden med alle fiskernes både og det store, i øjeblikket noget urolige hav, i mange smukke farver. Vejret er varmt, meget, da det er lige før monsunen og havet er mere end lunkent. Jeg slapper helt af og sover 10-12 timer i døgnet. Helt fedt.
På lørdag den 16., kører jeg til Oneness University som ligger cirka 3 timer herfra. Der bliver jeg til den 27., hvorefter planen er, at besøge min tibetanske sponsordatter i en tibetansk koloni, Bylakuppe, i det sydlige Indien i nærheden af Mysore, hvor hun er på en kostskole for tibetanske flygtningebørn. Derefter er der ingen fast plan bortset fra, at jeg flyver hjem igen den 3. Oktober.
Ja! Kære venner, det var noget af en opdatering, men nu er jeg da med igen.
Namaste
Må fred, enhed og kærlighed sejre på Moder Jord og overalt.
Ole Sol
Olov Leon Stjernholm

PS. Der er mange flere fotos, hvis du klikker på fotos.

Playa del Coco 12. - 24. marts 2006

Kære alle sammen
Ja! Så ”smuttede der lige et par dage til i San José, Hosé på spansk altså, jeg forstår stadigvæk ikke et kvæk, men klarer mig helt fint endda! Jeg gør egentlig heller ikke meget for at lære det. Grunden til, at jeg blev i storbyen endnu et par dage, var vist mest at mit lille dejlige, fredelige hotel havde en virkelig hurtig og gratis internet forbindelse og det er ligesom om, at det er det, der er det vigtigste for mig lige nu, at få alt det ud, som jeg har samlet på fra nettet og fra bøger de sidste par år eller fire og som har bragt mig til det sted jeg står nu, glad og lykkelig og klar til de næste dimensioner. I håbet om at det kan hjælpe andre på deres vej. Det er som om jeg ikke selv styrer det jeg gør længere, jeg følger bare mine følelser og gør det, jeg føler skal gøres, uden at bedømme noget eller nogen. Sikken en tillid til min såkaldte intuition jeg er blevet givet. Bare ”derudaf” WOW! Sikken rigdom og fri glæde.
Nå! Men altså! Havet kaldte igen, så jeg tog en bus ud til kysten til det sted, jeg syntes lød så godt, Playa del Coco. Laaaang bustur, 5 timer, men det gav mig lejlighed til at opleve Costa Ricas mange slags natur. Op ad bjerge og ned i dale og det gik ofte stærkt på rimelige veje med megen tung trafik. Der sker en enorm udvikling i Costa Rica lige nu. Det er ejendomshandlernes paradis, det kaldes ”real estate” og de laver kassen i den grad. Tit med fordobling af indsatsen på 6-12 måneder. Måske er det fordi Costa Rica er så fredeligt, uden militær og med masser af muligheder for at lave penge på den voksende turisme. Samtidig gør landet en stor indsats for naturbevaring, som jo også er populært og in hos de rige og fine. Alt er til salg! Det er i øvrigt pudsigt, som en lokal fortalte mig (på engelsk altså), at der kun er 1 million Costaricanere i arbejde ud af 5 millioner indbyggere, men at næsten alle håndværkere kommer fra nabolandet Nicaracua og de arbejder her til en sulteløn, som bare er så meget bedre end den de kan tjene i hjemlandet.
Der er utroligt mange smukke steder, men lige nu virker alting enormt tørt, da det er lige før regntiden starter. Den sidste del af turen til Playa del Coco gik igennem rigtigt cowboy-land, masser af kødkvæg og heste og store områder med steppe og småskov. Nu forstår jeg bedre, hvorfor der var så mange burgerbarer i byen.
Da vi ankom til Playa del Coco, var det blevet mørkt, Jeg havde via internettet fået fat på et sted, via et andet sted, som var fuldt optaget, hos en amerikaner, der udlejede nogle små ”cabinas”, meget flink fyr, men helt på business. Jeg fik en rimelig ”deal” med ham om en uges ophold. Det hed Villa Grace, så det lugtede jo lidt af ”Mukti”. I øvrigt lugtede der rigtig godt og sødt udenfor og indenfor, da der lige udenfor min cabina var et stort mangotræ, som blev ved med at smide modne mangoer ned på bliktaget med store brag, hvorefter de faldt ned på græsset til fri fortæring. Uhmmm! Hvor de altså smager godt.
Næste morgen rigtig tidlig gik jeg så på opdagelse. En fin og hyggelig bugt med små øer og masser af vand og strand og bjerge i baggrunden og med en hel del lokale både, der mest bruges til turistsejlads for scuba dykkere, surfere, lystfiskere og andre ture ud på havet, der var også en del lokale fiskerbåde. Alle lå til ankers, da der ikke er moler. Al sejlads og transport af ting og sager ud til bådene forgår med mindre joller med påhængsmotor direkte fra stranden. Selve bugten er omkranset af nogle lave bjerge, hvor man kan se stor byggeaktivitet op ad skråningerne. Store og små villaer og hoteller skyder op alle vegne. Jeg tror det kan sammenlignes med Mallorca for rigtig mange år siden. Gang i turismen, men ikke højhusbyggeri, endnu !!
Endnu er der dog utroligt fredeligt og hyggeligt og hvis man gider traske lidt ud ad stranden, er der helt vidunderligt og fredeligt. Sandet er i øvrigt kulsort, mærkelig fornemmelse når man er vant til hvidt ”rent sand”. Det er rent nok, men man bliver altså helt sort, når man får det på sig. Det er dog også nemt at skylle af igen. Brændingen her er ganske lille og egner sig ikke til surfing. Vandet er meget klart, når man kommer ud over brændingen og dejligt kølende. Ja! Kølende, for der er altså rigelig varmt, i hvertfald midt på dagen.. Det er den varmeste tid i marts april lige før regntiden, så der svedes en del. Godt for udrensningen har jeg hørt.
Den voksende turisme med især mange velhavende amerikanere, som jo lever et totalt luksusliv sammenlignet med den lokale befolkning gør, at der er store kontraster. På det lille torv ved politistationen med de 8-10 åbne skrammede telefonbokse findes også den sædvanlige gruppe sigøjneragtige fordrukne bumser, som findes i alle større og mindre byer. Mange af dem lever af at samle brugte øldåser, som der er pant på. Torvet er nemlig også samlingsted for håndværkere til fyraftensbajerne, så sprutkiosken har travlt.
Torvet ligger lige ud til stranden, så det er også her, man ser på solnedgang, hvis man da ikke er turist og nyder den fra en af de mange restauranter, der også ligger langs med stranden.
Jeg fandt en dejlig lille internet café, hvor jeg kunne koble min efterhånden uundværlige lille bærbare computer til internettet og fortsætte det hyggelige arbejde med min hjemmeside, som jeg efterhånden er ved at få lidt styr på gennem utallige forsøg og fejltagelser og gentagelser igen, igen og så igen.
Men det kan altså læres. Med tålmodighed og vedholdenhed.
Nu er der så gået mange dage med svømmeture og lange gåture langs stranden og masser af solskin og bruning og så ikke mindst utallige mange timer med computeren. Det er lidt pudsigt, at skulle tage så langt væk hjemmefra for at få tid til det, som jeg har ønsket mig i mange år, at få styr på de mange skriverier, som jeg har samlet, som jeg synes har betydet noget for mig i min udvikling og få det sorteret og måske oversat til dansk og sat ind på hjemmesiden. Fedt og fornøjeligt arbejde.
Jeg havde aftalt med amerikaneren i Villa Grace, at jeg kunne blive til den 21. marts, hvor han havde alt lejet ud. I mellemtiden var jeg blevet ret gode venner med ejerinden af netcaféen, som havde et meget lille ret ”usselt” rum til en meget billig pris i forhold til prisniveauet for gringos her i byen. Så jeg sagde ja tak til tilbuddet. Jeg havde altså bare lige glemt at tjekke, at der lå et diskotek klods op ad stedet, så da klokken blev omkring 8 om aftenen brød et totalt lydhelved løs, det varede til klokken 2 om natten. Og de havde åbent hver dag!!!, så jeg var simpelthen nødt til at droppe det værelse omgående, hvis jeg ville arbejde med skriverierne om aftenen, som det var min plan.
Jeg havde overvejet måske at flytte til en anden bugt enten nord eller syd for Playa del Coco, så næste dag lejede jeg en lille scooter og kørte først til den nærmeste næste bugt. Herlig tur, men alt, hvad der var at bo i nær havet, var enten ejet af udlændinge eller super luksus til en halv måneds pension om dagen. Meget lækkert må dog indskydes, men meget turistet. Og der blev bygget overalt på bjergskråningerne. Store luksusvillaer og hoteller, vildt overdrevet, der satses åbenbart på, at det skal afløse Grand Canaria eller lignende.
Så susede jeg afsted igen på min lille hurtigkørende automatiske scooter, helt fedt at prøve efter næsten 50 år uden motorcykel. !!!
Den nærmeste bugt mod nord lå næsten 20 kilometer væk, først op ad bjerget og så ned igen. Samme billede, dyrt luksusbyggeri alle vegne og ingen billige hoteller eller anden udlejning i nærheden af vandet og stranden. Nå det var en dejlig tur. Da jeg kom tilbage til Del Coco, forsøgte jeg at finde noget, der så ud til at kunne betales, men alt var enten fuldt udlejet eller for dyrt. Det sidste sted, lige før jeg opgav, spurgte jeg om de kendte noget og så pegede hun over på et hotel næsten lige overfor. Det så ret dyrt ud, men da jeg spurgte den søde franske dame, der ejer hotellet, sagde hun, at jeg kunne få et værelse til 10 dollars om dagen og det er altså virkeligt billigt her. Så jeg råbte ja tak! og fik anvist et dejligt stort værelse med dobbeltseng og bad og toilet. Sikken et fund. Hotellet er ret gammelt og bygget helt af træ, enormt gode vibrationer, så her bliver jeg nok et godt stykke tid, så jeg kan få skrevet og oversat en masse mere. Jeg er lidt træt af hele tiden at rejse rundt og her er jo alt, hvad jeg ønsker og har brug for. Og så ligger det altså kun ca. 50 meter fra stranden, så nu har jeg fået lyden af brændingen i stedet for diskoteket. Hvor heldig kan man være???
Det er ikke blevet til megen given deeksha, så jeg håber hjemmesidens nye deeksha afdeling bøder lidt på det. Jeg har fået nogle ret fantastiske responser, om hvor godt den virker, så det er jo glædeligt og hele arbejdet værd. Jeg bliver nok nødt til at lære noget spansk, hvis jeg vil i nærmere kontakt med costaricanerne, som iøvrigt er rigtig søde og venlige og meget mere åbne end i storbyen. Men de er ved at få dollartegn i øjnene. Det kan jo nok ikke undgås, når turismen boomer.
Landet har lige fået ny præsident, han har i sin tid fået Nobels fredspris. Han vandt i et meget tæt opløb med nummer to. Det var vist nok min stemme, der var afgørende!!. Jeg ved ikke meget om hans politik, men han så meget rarere ud end den anden. Så får vi jo se, der er ihvertfald gang i sagerne her.
Nu vil jeg slutte for denne gang med alle de kærligste ønsker om alt godt fra havet til alle. Håber foråret snart kommer til Danmark.
Namaste
ole sol

Olov Leon Stjernholm www.olesol.dk

Costa Rica 7. marts - 11. marts 2006

Kære allesammen
Ja! Så er min vidunderlige luksus-uge forbi og jeg er tilbage i hovedstaden San Jose. Det lykkedes ikke, at finde et sted at være i længere tid nede i Drake Bay, da hotellerne enten var fuldt besat, ikke havde internet, ikke havde elektricitet eller var så dyre at min pension skulle have været 3-4 gange større, end den i virkeligheden er.
De sidste dage var fyldt med glæde og lyksalighed og jeg følte mig totalt i ét med naturen og mig selv og evigheden.
Der var endnu to ture med motorbåden tilbage til at besøge delfinerne igen. Vi startede begge gange tidlig om morgenen og i løbet af den første time mødte vi den kæmpe store flok ”Spottet dolphins”, som vi før havde mødt. Vi havde altid en marinebiolog med, som førte nøje regnskab med, hvad vi så og hvor. Alt bliver indberettet til myndighederne, da der arbejdes rigtig hårdt på at få området fredet for fiskeri. Han bedømte flokken til at være på mellem 500 og 800 delfiner. Vi fik lov til at hoppe i baljen, da delfinerne var på vej væk. Jeg havde snorkelen på og fik et vidunderligt kik på dem, medens de svømmede neden under mig og så skete der det helt utrolige, at jeg pludselig befandt mig midt i en kæmpe flok tunfisk, kæmpe store og lyn hammer hurtige og med enormt flotte farver. Biologen fortalte at tunfisk ofte følger delfinflokkene, da de åbenbart ved at delfinerne er meget bedre til at finde føde end de selv er. Vi tilbragte begge gange lang tid sammen med delfinerne. Den ene gang fik vi kontakt med en lille flok ”botlenose delfiner”, men de havde så travlt med at fange føde, at de ikke rigtig gad os, så vi sejlede længere ud for at finde andre havdyr. Vi så en hel del sejlfisk og havskildpadder, men vi kunne desværre ikke finde hvalerne, så vi vendte begge gange tilbage til delfinerne. Hver gang vi nærmede os de legende og adrætte dyr, kunne jeg tydeligt mærke en forøget aktivitet i mine frontalpandelapper og en næsten ”gåsehudsagtig” glæde og fryd boblede inden i mig. Tak endnu engang kære delfiner for de oplevelser.
Jeg har fået oversat det kanaliserede budskab til os mennesker fra hvalerne og delfinerne og synes at det er meget lærerigt. Det står på min hjemmeside olesol.dk under ”skriveri” og hedder: ”Havets beskyttere”.
Det gav mig en masse, så jeg håber du også får noget ud af det. Jeg har også lagt mange flere billeder ind under ”fotos”
Jeg har bestemt mig for at rejse med bus i morgen op til nord-vest kysten til et sted der hedder Playas del Coco, mest fordi det lyder ret fedt. Så får vi se, hvad morgendagen bringer. Det er bare så fedt at være frisk på alting. Lige meget hvad der sker, svinger det!!! Og alting føles hele tiden helt rigtigt, så det er det jo nok. Igen denne dybe taknemmelighed, som igen skaber et godt liv, som igen skaber taknemmelighed som igen skaber kærlighed. Tak! Tak! Og Tak!
I håb om at ALT ER VEL, hvor det skal være det!
Kærligste hilsner til alle.
Ole Sol
loveolov