Bangalore, Delhi, Nepal, Tibet, Nepal, Christiania, Indien, Christiania, Færøerne, Island, Christiania, Ladakh. Christiania

Efter kurset på Oneness University rejste jeg med toget til Bangalore for igen at besøge min tibetanske ”sponsordatter” Lhamo. Det gik hende rigtig godt på universitet, men hun måtte bruge mindst to timer om dagen på transport fra det tibetanske hostel til universitetet. Hun havde fundet et billigt men godt hotel til mig og fik et par fridage fra universitetet.

Bangalore var stadig kæmpe stor, støjende og utrolig beskidt, men det var som før vidunderligt, at være sammen med hende og hendes tibetanske venner og veninder. Een dag var der en kæmpe parade på et af byens større universiteter med alle Bangalores kvindelige studerende. Utrolig flot. Hver klasse havde sine bestemte farver og dragter. Der blev marcheret og sunget og så var der forskellige former for idræt med præmier til de bedste. Fantastisk flot skue. Herlige tøser!

I weekenden var vi til et kæmpe arrangement ”Footprints 08”. Hvert af Indiens etniske folkeslag præsenterede deres egne specielle oprindelige dragter, danse og folkemusik. Det var fantastisk at opleve og overraskende, hvor mange forskellige etniske folkeslag, der findes i Indien. Efter forevisningen var der rockmusik med 8 forskellige lokale bands, så der blev danset og hygget den halve nat.

Et par dage efter tog jeg flyveren til Delhi for at fortsætte til Kathmandu. Delhi lufthavn blev lidt af et mareridt. Jeg ankom til indenrigs lufthavnen og troede, jeg havde god tid, ca. 3 timer til flyet til Nepal…Men! Først ventede jeg meget længe på en bus til den internationale lufthavn. Da jeg endelig ankom, var der en kæmpe kø for emigration. Den sneglede sig af sted. Efter lang og tålmodig venten, kom jeg endelig til køen for security.

Endnu længere kø og endnu langsommere sneglefart. Så blev det ”boarding time” med stadig flere hundrede før mig. Jeg henvendte mig til en af de ansatte fra mit flyselskab. Hun beroligede mig med, at flyet ville vente til alle var ombord. Da jeg endelig var kommet igennem den langsommelige procedure og kom ombord på flyveren, havde de, der var kommet først ombord ventet i mere end 2 timer. Mere venten på de sidste, men så kom vi da endelig af sted. I Kathmandu fandt jeg det dejlige hotel, jeg havde boet på 10 år tidligere på min rejse til Tibet. Herligt stort værelse med det hele.

Næste dag gik jeg til ”Benchen Monestary”, som driver ”Benchen Free Medical Clinic”, som er en klinik, som gratis behandler tibetanske flygtninge og fattige nepalesere. Jeg havde igennem flere år støttet klinikken med penge indsamlet i min tibetanske foto udstilling i Christiania samt ved salg af mine hjemmelavede badges, som blev solgt i udstillingen. Jeg havde aldrig før set klinikken, så det var lidt specielt at opleve den og møde lægen, som ledede klinikken og som arbejdede næsten gratis. De behandlede mellem 30 og 50 syge mennesker om dagen. Jeg mødte en af mine buddhistiske venner fra Christiania. Hun fortalte, at Tenga Rinpoche, som var leder af ”Benchen Monestary” og en af mine buddhistiske læremestre, dagen før havde startet sit årlige forårskursus, der varede en uge. Jeg skyndte at tilmelde mig og fik en vidunderlig uge med belæringer af den gamle mester. Hvor heldig kan man være?

Nogle dage senere købte jeg en ”pakketur” til Tibet. Den bestod af en bustur til den tibetanske grænse, derefter 5 dages kørsel i landcruiser op gennem Tibet til hovedstaden Lhasa. 2 dage i Lhasa og derefter på egen hånd. Nøjagtig samme tur som jeg tog 10 år tidligere. Jeg fik 25 dages visum og regnede med at flyve tilbage til Kathmandu, når jeg havde set og oplevet, det jeg ville.

Vi var 24 personer fra mange forskellige lande. Efter en super kinesisk grænsekontrol kunne vi stige ombord i 6 jeeps, 4 i hver plus en tibetansk chauffør, der havde speciel tilladelse til at køre med turister. Jeg delte jeep med 3 unge italienere, som helst ville dele bagsædet, så jeg fik min yndlingsplads ved siden af chaufføren.

Så gik det ellers der ud af. De første ca. 50 kilometer var en utrolig støvet og hullet vej. Vi fik at vide, at det var en slags ”ingenmandsland”, hvor både tibetanere og nepalesere kunne færdes nogenlunde frit. Så kom vi til en enormt tjekket grænsepost. ”Velkommen til Kina” stod der på et stort skilt. Supertjek af pas og visa. Passene blev nøje undersøgt via computer og der skulle udfyldes formularer. Langt om længe kunne vi fortsætte. Vejen skiftede pludselig til en bred velbygget asfaltvej med moderne skiltning. På kinesisk selvfølgelig. På nogle skilte stod det dog også på tibetansk med meget små bogstaver. Det var tibetanere, der byggede vejene under kinesisk kontrol, kunne vi se, når vi kom til en ufærdig vejstrækning. Der stod altid en kinesisk bevæbnet soldat for hver 50 meter. Meget uhyggeligt. Vi kørte gennem mange små landsbyer, hvor der helt typisk altid lå en militærkaserne i udkanten. Vi mødte også rigtig mange militærkøretøjer. Jeg skal love for, at der blev passet godt på det besatte land. På turen mod Lhasa besøgte vi en del klostre og andre seværdigheder. Vi overnattede på små tibetanske hoteller i de større byer, hvor vi også fik tid til at se os omkring. Vi fik at vide, at vi helst ikke skulle mænge os med tibetanerne, da der blev holdt nøje øje med dem og os af civilklædte politifolk. Jeg kunne tydelig mærke, hvor undertrykte det tibetanske folk er blevet og hvor meget værre, det var blevet siden sidste gang, jeg var her, for ti år siden. Totalt uhyggeligt og sørgeligt.

Vores guide var også tibetaner. Han kørte tit med vores bil, hvor han sad bag bagsædet, da vi havde vores bagage på taget. Han talte godt engelsk og fortalte mange ting om, hvordan kineserne mere og mere overtog landet. Det var kun delvis til fordel for tibetanerne, da der var masser af arbejde med vejbygning og husbygning. Trods de lave lønninger havde mange fået det bedre økonomisk, men det var svært for dem at acceptere, at alt skulle foregå på kinesisk. Kommunikationen var fuldt udbygget med internet og mobiltelefoni overalt. I skolerne foregik efterhånden al undervisning på kinesisk og højere uddannelser skulle foregå i Beijing.

Jeg spiste som regel morgenmad sammen med chaufførerne. Den bestod af smørte mixed med tsampa, som er ristet og malet byg, Det smagte fortræffelig i min mund og man behøvede bestemt ikke frokost efter sådan en omgang.

Vi var startet fra Kathmandu om lørdagen og ankom til Lhasa onsdag aften.

Lhasa var totalt forandret. Brede boulevarder og masser af store kolosser af beton med lejligheder til kinesere . Hele den gamle bydel med tibetanske huse var revet ned og erstattet af disse smagløse kæmpehuse.

Vores guide fortalte, at ca. 85% af Lhasas befolkning nu var kinesere og at tibetanerne blev behandlet som andenrangs mennesker. Pyh! Ha!

Torsdag var udflugtsdag. Først Potala Palace, Dalai Lamas gamle residens og nu museum. Der var også sket forandringer. Masser af video overvågning og ingen fotografering. Jeg lagde mærke til, at mange af de kostbare diamanter på de mange Buddha figurer var fjernet siden sidst.

Kineserne kalder i øvrigt Tibet ”Skatkammeret i Vest”. Ikke noget under.

De startede i halvtredserne med at plyndre og destruere 6000 klostre og udnytter nu groft landets rigdom på mineraler, guld, sølv, ædelsten, kul, gas og olie og ikke mindst uran og kobber. De store skove på de sydlige bjergskråninger var fældet og millioner af kubikmeter træ var blevet transporteret til Kina. Tibet regnes for et af de steder i verden med de største forekomster af uran og kobber. Yderligere fik vi at vide, at der på højsletten findes store afspærrede områder, hvor der opbevares radioaktivt affald. De er søde de kinesere eller, er de?

Resten af dagen gik med yderligere sightseeing i Lhasa. Vi var blevet indkvarteret på et kinesisk luksushotel midt i byen. I øvrigt den første luksus på turen.

Fredag formiddag besøgte vi Jokhang Templet, som betragtes af buddhister, som det helligste hellige buddhistiske tempel i verden. Det er urgammelt og fantastisk med masser af Buddha figurer overalt. Der var masser af tibetanere på besøg. De brændte røgelse og anbragte smørklatter i de mange lysestager og var utrolig ærbødige og højtidelige.

Her var der tilsyneladende ikke sket de store forandringer siden sidst. Meget smuk oplevelse. I gården udenfor mellem bygningerne, blev der delt helligt vand ud til de mange besøgende.

Så skiltes gruppen og vi kunne gå rundt, som vi ville og selv finde tilbage til hotellet, som lå i nærheden, når vi havde lyst.

Der er en stor plads foran templet, hvor folk forsamles, deler nyheder og historier og hygger sig. Mange er kommet langvejs fra, så der er nok at tale om. Det kunne have været utroligt hyggeligt, hvis ikke 12 kinesiske soldater havde marcheret rundt og rundt på pladsen. Der var mildt sagt en ret trykket stemning.

Rundt om templet er der en vej med små sidegader. Det er her, man finder de sidste rester af den gamle tibetanske kultur. Masser af boder med alle slags varer fra hestesko til smør og tøj og udstyr til byboere og landbrug og meget meget mere.

Ingen kinesiske soldater, men en hel del tibetanske politibetjente. Jeg brugte flere timer på bare at gå rundt og kikke og fotografere og nyde

synet af de mange forskellige boder og mennesker.

Da jeg var blevet godt træt i benene, gik jeg tilbage til hotellet for at få en lille eftermiddagslur.

Jeg havde vel slumret en times tid, da ham, jeg delte værelse med, kom farende ind og råbte og skreg og var helt ude af den: ”Byen brænder, der er oprør. De unge tibetanere er gået fuldstændig amok og smadrer og brænder alt, hvad de får øje på og tæver løs på kinesere på gaden og de kommer her hen ad.”

Jeg skyndte mig op, tog mit kamera og løb op på hotellets tag. Ganske rigtigt, røg væltede op flere steder og en stor skare unge tibetanere hærgede løs, smadrede skilte og brændte biler og butikker. Så gik de løs på vores hotel, som havde en kæmpe glasfacade, med sten og jernstænger og hvad de kunne finde. Snart var det meste af glasfacaden knust. Jeg stod med mit kamera helt ude ved kanten af taget og så pludselig sagde det ”smak” eller noget lignende, da jeg fik en stor sten med fuld kraft i det venstre øje. Total groggy blev jeg hjulpet ned til min seng. I mellemtiden var det meste af vores gruppe løbet ned i foyeren. Da de unge tibetanere så disse omkring 20 unge vesterlændinge, vendte de om og opgav tilsyneladende deres foretagende, som vist var at brænde hotellet af.

Imens lå jeg og ømmede mig, det gjorde afsindigt ondt i mit blødende øje. Heldigvis var der i vores gruppe en sød norsk pige, hvis mor var læge, så halvdelen af hendes bagage var lægeudstyr, som moderen havde givet hende med.

Hun tog mig under kærlig behandling, fik stoppet blodet, renset såret og anbragt en stor bandage over øjet. Dernæst dopede hun mig med piller mod chok og smerter og til sidst nogle stærke sovepiller. Det varede ikke længe før end jeg var totalt udgået. I løbet af natten vågnede jeg et par gange ved at høre skud. Jeg troede, det var tåregas, da hele hotellet stank af gas på grund af den smadrede facade.

Næste morgen fik jeg et par smertestillende piller mere og den frygtelige historie om, hvad der var foregået om natten.

I løbet af meget kort tid var der kommet tusindvis af soldater i lastbiler og specielle hurtigkørende tanks. De havde først fyret en masse tåregas af. Det stoppede ikke de unge. Så skød soldaterne med skarpt. Der var i løbet af natten blevet dræbt over et hundrede af de unge og såret mere end to hundrede før oprøret var knust. Mange af de sårede flygtede, da de ikke turde henvende sig på hospitalerne, hvor de blev pint og plaget til at opgive navnene på deres kammerater. Mange døde senere af deres sår.

Oprøret havde ulmet et stykke tid. Et par dage før, på dagen for Dalai Lamas flugt til Indien for 49 år siden, havde en stor gruppe munke, som de plejede, gået i en stille protestmarch foran Jokhang Templet. De var pludselig blevet overfaldet og gennemtævet af kinesiske soldater og mange var blevet smidt i fængsel. Der var så yderligere sket det, at nogle kinesiske handelsfolk havde prøvet at overtage nogle af de boder, som tibetanerne altid havde drevet. Så røg tålmodigheden efter så mange års undertrykkelse og det hele gik totalt amok.

Lørdag formiddag fik vi besked på at møde op i foyeren med vores bagage. Der ankom et par højtstående officerer fra det kinesiske militær og politi. De meddelte os, at vores visa var inddraget og at vi skulle forlade Tibet omgående. Lidt efter kom der en bus, som bragte os under militæreskorte til jernbanestationen, da halvdelen af gruppen havde billetter til ”Himmelekspressen” til Beijing. Tusindvis af soldater havde afspærret alle veje og broer, men vores eskorte sørgede for, at vi kom igennem afspærringerne. Al togdrift var dog indstillet, men de fik at vide, at den højst sandsynlig ville blive genoptaget om søndagen, så de fik byttet deres billetter. Vi blev derefter kørt til et hotel i en totalt kinesisk domineret bydel, hvor de blev indlogeret med påbud om ikke at forlade hotellet. Vi andre tolv, som havde haft forskellige planer for vores videre ophold, hyrede 3 af de jeeps, vi var kommet med til at køre os tilbage til grænsen til Nepal. Vi fik igen militæreskorte ud af byen og fik at vide, at det kun kunne gå for langsomt med at komme ud af landet. Sikken et ræs. De første næsten 200 kilometer var der masser af militær poster. De vidste åbenbart, at vi kom og var på vej mod Nepal, så vi slap rimelig nemt igennem, hvorimod alle tibetanere på vej mod Lhasa blev stoppet og ikke fik lov til at fortsætte. På vejen gjorde vi holdt ved en rasteplads. En flink kinesisk kvinde kom hen til mig og spurgte, hvad der var sket med mit øje. Hun sagde, at hun var øjenlæge og ville gerne se, hvad der var sket. Hun blev meget alvorlig og sagde, at jeg omgående burde på hospitalet. Der var ca. 200 kilometer til et militærhospital i en større by. Da vi ankom, var det blevet sen aften. Der var kun vagter på hospitalet og ingen vidste noget om, hvornår der ville komme en øjenlæge, så vi bestemte os for at køre videre og vente med øjenlæge til vi nåede Kathmandu. Vi kørte til midt på natten. Chaufførerne var efterhånden så trætte, at vi måtte holde et hvil på et lille tibetansk hotel. Efter 5 timers hvil og noget morgenmad, ræsede vi videre. Da solen stod op, oplevede vi det smukkeste syn, man kan tænke sig. Himalaya bjergene foran os i morgenlys. Helt utroligt smukt.

Vi ankom til den nepalesiske grænse tidlig søndag eftermiddag. Der var masser af pressefolk til at modtage os, da nyhederne om oprøret var blevet kendt ude i verden. To mand fra vores gruppe havde været ude den frygtelige nat og videofilmet begivenhederne og lavet interviews med nogle af de unge tibetanere. Der var to franske journalister, der kaprede dem og ville køre dem fra grænsen til Kathmandu. De to fra gruppen fortalte journalisterne, at de havde en kammerat, som skulle på hospitalet hurtigst muligt, så det endte med, at jeg kom med i deres jeep. Undervejs fik de per mobil arrangeret en aftale med en øjenspecialist klokken 6 søndag aften. Det kom til at passe, trods et utroligt trafikkaos omkring Kathmandu. Øjenspecialisten var en utrolig flink og dygtig mand, som var professor på Kathmandus øjenhospital. Han havde derudover en privat praksis. Han undersøgte mit øje med flere forskellige tekniske apparater. Hans konklusion var meget alvorlig. Linsen var tilsyneladende slået ind i selve øjeæblet og pupillen stod fuldt åben og så ikke ud til at kunne virke. Han mente der skulle flere operationer til, men det kunne ikke lade sig gøre nu, da det hele lignende rødgrød. Han bad mig komme til øjenhospitalet mandag morgen, da han gerne ville have sin makker til at bekræfte hans diagnose. Hans assistent, som også arbejdede på hospitalet sagde, at jeg blot skulle henvende mig til ham i receptionen.

Da jeg mødte op mandag morgen, var der en kø på mere end 100 mennesker. Jeg kunne ikke få lov til at komme ind til receptionen, men heldigvis kom assistenten ud og hentede mig og så var det ellers VIP behandling. Jeg blev bragt op på øverste etage og undersøgt meget grundigt af øjenspecialistens professormakker som bekræftede diagnosen fra i går. Vi blev enige om, at fordi de ikke kunne gøre noget lige nu, var det lige så godt eller bedre, at jeg skyndte mig hjem til Danmark. Han skrev et brev om diagnosen, som jeg kunne tage med hjem. Jeg skulle jo have ændret min flyvebillet, men han kendte en, der arbejdede i det flyselskab, jeg rejste med, så jeg fik en seddel med fra ham. Så fik jeg 5 forskellige slags øjendråber, som jeg skulle bruge hele tiden. Han ville ikke have betaling for undersøgelsen. Dråberne købte jeg på hospitalet for næsten ingen penge.

Da jeg viste hans seddel til flyselskabet, fik jeg at vide, at jeg bare kunne sige, hvornår jeg ville af sted, så ville det blive ordnet. Jeg havde bestilt nogle tibetanske bedemøller til min udstilling i Christiania. De ville være færdige tirsdag, så jeg fik uden problemer ændret min billet til onsdag.

Tirsdag hentede jeg mine 3 bedemøller og bragte dem til Benchen Monestary for at få dem velsignet af abbeden. Han blev meget ked af at høre min ”øjenhistorie” og om udfaldet af oprøret i Lhasa. Så tilkaldte han nogle munke, hvor efter de foretog et ritual for at velsigne og putte ris i bedemøllerne. Jeg fik noget ”lamamedicin” og mange velsignelser.

Næste dag, da jeg mødte op til flyafgang, blev jeg stoppet i security af en ung tolder. Jeg havde bedemøllerne i min rygsæk. Han påstod, at sådanne gamle ting ikke måtte bringes ud af Nepal. Jeg fortalte, at jeg lige havde fået dem fremstillet, men han holdt på sit, jeg måtte efterlade dem her og nu. Pyh! Ha! Jeg viftede diskret med en 20 dollar seddel og se, så skiftede han helt humør og fulgte mig og bedemøllerne helt ud til flyveren. Da jeg ankom til København, henvendte jeg mig straks til Rigshospitalets traumeafdeling. De tilkaldte en vagtlæge, som undersøgte mig og læste diagnosen fra Nepal. Hun sagde også, at der ikke kunne gøres noget lige nu og da det var påske, var der ingen af øjenspecialisterne til stede, så jeg skulle komme igen efter helligdagene.

Jeg fik nogle andre øjendråber og måtte så ellers vente til efter påske.

Jeg var totalt blind på øjet og havde stort besvær med at bedømme afstand og væltede ofte ting og sager og hældte ved siden af.

Efter påske kom jeg til undersøgelse hos en af Rigshospitalets bedste øjenspecialister. Han sagde, at jeg skulle have opereret linsen ud af øjeæblet, men det skulle vente indtil blodansamlingerne bag øjenæblet var forsvundet. Vente, vente og flere undersøgelser og forskellige dråber til at regulere trykket i øjet. Det var noget af et mareridt. Så en dag fandt han ud af, at linsen inde i øjeæblet var begyndt at vokse. Det var ikke særlig godt, fordi det medfører, at trykket i øjet stiger og det gør afsindig ondt, så han besluttede, at jeg straks skulle opereres for at fjerne linsen. Pupillen stod fuldstændig åben. Det kunne der ikke gøres noget ved, sagde han, da nerverne, der styrer pupillens åbning og lukning, var ødelagte og ikke kunne gendannes. Så det var på med solbrillerne, da lyset var overvældende, selv om jeg ikke kunne se noget med det øje. Heldigvis fungerede højre øje, som det skulle. Efter operationen, som foregik under fuld narkose, lignede øjet igen rødgrød. Jeg havde stadig stort besvær med afstandsbedømmelsen, som medførte, at jeg en dag tog den på hovedet ned ad en stejl trappe. En ordentlig flænge i panden. 13 sting. En brækket tommelfinger, som blev sat forkert sammen, så jeg ikke kunne bøje yderste led. Det var der ikke noget at gøre ved, sagde de på Amager Hospital. Det måtte jeg leve med, fik jeg at vide. Sikken et eventyr. Jeg spekulerede meget på, hvorfor jeg skulle udsættes for disse ulykker. Jeg fandt frem til, at det enten skyldtes gammel karma (min bedstefar mistede venstre øje ved en ulykke, da han var på min alder og måtte leve med et glasøje resten af livet) eller fordi jeg de sidste par år havde svævet i de ”højere luftlag” uden ret megen jordforbindelse. Jeg skal love for, at jeg nu var blevet godt og grundig jordet. Humøret var på lavpunktet og jeg tilbragte det meste af tiden i sengen i over en måned. Jeg var til mange flere undersøgelser, som endte med, at jeg fik at vide, at de nu ikke kunne gøre mere for mig på Rigshospitalet. Jeg fik en henvisning til en øjenklinik, da der var en mulighed for, at jeg kunne få noget af synet tilbage ved hjælp af en kontaktlinse. Flere undersøgelser af specialister i optik. De prøvede mange forskellige kontaktlinser og fik en specielt fremstillet i England.

Den virkede delvis, når jeg havde blændet af for det raske øje, bortset fra at ”billedet” var tiltet lidt og alting var let violetfarvet. Når jeg skulle bruge begge øjne samtidig, gik det helt galt. Jeg så to forskellige ”billeder” på samme tid med en halv meter afstand og venstre ”billede” var tiltet, større og violet. Det var der ikke noget at gøre ved, sagde specialisten, da forskellen på mine øjne var for stor til, at hjernen kunne lære at kompensere, så de opgav videre forsøg. Hun spurgte, om jeg havde et par gode solbriller, da hun vidste, at den store pupil modtog alt for meget lys.

Jeg sagde, at jeg havde et par, jeg havde købt på strøget for en hund og som egentlig virkede udmærket. Så gav hun mig nogle stykker karton med et cellofanvindue i forskellige farver. Jeg skulle så vælge hvilken en farve, jeg bedst kunne lide. Da jeg havde valgt, tog hun mig med over til et andet kontor, hvor hun åbnede et skab propfyldt med forskellige solbriller. Hun viste mig en række med den farve, jeg havde valgt. Jeg prøvede forskellige. Da jeg havde fundet dem, jeg bedst kunne lide, sagde hun, at jeg bestemt havde en god smag. Det var Ray Bans de dyreste. Jeg sagde til hende, at det vist ikke lige var til min pengepung, men så sagde hun, at de ikke kostede noget og var en trøst, fordi de ikke kunne hjælpe mig. Tusind tak!

Efter endnu en måneds tid begyndte jeg at komme til mig selv igen og fik mit gode humør og optimisme tilbage og kunne genoptage mit ”gamle” liv i de ”højere luftlag”, denne gang dog med en altid værende ”jordforbindelse”. Hjernen lærte at kompensere for afstandsbedømmelsen og jeg vænnede mig efterhånden til at være enøjet. Der gik så ca. halvandet år, hvor jeg passede min fotoudstilling og daglige dont i Christiania, samlede penge ind til klinikken i Nepal og sparede op til næste rejse.

Så blev det vinter. Jeg lukkede udstillingen og lånte min bolig ud til en ung mand og så gik det igen til Indien. Mamallapuram igen. Det dejlige hav og fiskerlandsbyen. Jeg havde som altid min bærbare computer med og arbejdede i næsten 2 måneder på at få redigeret og gennemgået de ca. 6000 fotos, jeg havde taget på mine rejser og få de bedste placeret på min hjemmeside. Mange timer i internetcafeen, men utroligt tilfredsstillende endelig at få det gjort færdigt.

En dag jeg var på vej til en massage var jeg ude for et mærkeligt uheld. Jeg havde lidt travlt med at nå min aftale. Det skal man ikke have i Indien. Jeg faldt over et bump på vejen og landede på min stive tommelfinger, som fik et åbent brud i det yderste stive led, så det hang og dinglede i skindet. Mange hjælpsomme indere kom farende for at hjælpe.

En samlede et stykke avispapir op fra gaden. Det viklede jeg om den blødende finger. Da jeg kom hen til min massageven, kørte han mig til det lokale hospital, som opgav at gøre noget ved fingeren, men rensede og forbandt den, hvorefter en anden god ven kørte mig de ca. 60 kilometer til et stort nyt moderne betalingshospital. Her fik jeg en fantastisk VIP behandling af to læger og fire søde sygeplejerske. Indsprøjtning mod stivkrampe og røntgenfotografering i ekspresfart og så tilbage på briksen igen. Lidt efter kom endnu en læge, som var plastickirurg. Han undersøgte nøje fingeren. Jeg fortalte ham, at den havde været stiv siden den havde været brækket et par år tidligere. Det mente han nok, han kunne ordne. Efter 3 bedøvende indsprøjtninger i tommelfingeren gik han i gang. Han vred og hev nogle gange i fingeren for til sidst at sy den med 3 sting. Så kom en af de dejlige sygeplejersker og forbandt fingeren. Så skulle der betales. Jeg forventede, at det ville koste en halv månedsløn, men jeg slap med under 200 kroner. Fantastisk!

Så skulle vi i apotekerbixen, da systemet på hospitalet var sådan, at vi skulle købe alt det, de havde brugt på mig og levere det tilbage til afdelingen. Efter et par senere besøg, for at få såret renset og forbundet, blev stingene fjernet og tommelfingeren har siden været så god som ny. Lykkelig ulykke, eller hvad?

Så var jeg igen en tur i Bangalore for at besøge min kære Lhamo, som nu var næsten færdig med sine studier. Hun havde fået en sød tibetansk kæreste. De boede nu sammen i en lille lejlighed og havde det rigtig dejligt. Vi holdt tibetansk nytår, Losar sammen og munkebror kom på besøg. Der blev lavet momos til den store guldmedalje og vi hyggede os med deres venner og veninder. Lhamo havde ikke lyst til at studere videre, når hun nu snart blev færdig med universitetet, men ville finde noget arbejde. Hendes kæreste havde godt arbejde i IT branchen, så de skulle nok klare sig, mente de. Min gamle Mac laptop, som jeg havde foræret hende nogle år tidligere, var efterhånden noget udslidt og blev nu kun brugt til billeder, videoer og musik. Lhamo havde taget flere computerkurser, men det var i PC, så jeg gav hende en ny PCer, som tak for, at hun havde klaret sin uddannelse så flot. Stor glæde hos alle parter.

Så rejste jeg tilbage til Mamallapuram og tilbragte nogen tid i Ramanas ashram i Tiruvannamalaj. Fantastisk sted med utrolig høje energier. Ramana betragtes som en af Indiens viseste mænd. Selv om han har været død en del år, er det som om hans ånd stadig befinder sig i Ashramen. Jeg blev bragt i en utrolig fredfyldt og høj tilstand, men huskede på jordforbindelsen, så jeg ikke fuldstændig forsvandt ud i det store blå univers.

De sidste 14 dage af ferien rejste jeg med en ven til Kerala på Indiens vestkyst. Vidunderligt sted, med dejligt hav og masser af gode spisesteder. Herlig ferie.

Så hjem igen til Christiania og et dejligt forår.

Først på sommeren opfyldte jeg en gammel drøm om at besøge Færøerne og Island. Det var endnu en fantastisk oplevelse. Hvor er der barskt og smukt.

Senere på sommeren gik rejsen til Leh i Ladakh i det nordligste Indien.

Jeg havde på mange rejser ledt efter et roligt sted, hvor jeg kunne skrive første del af mine erindringer ”Sololie” færdig. Her var stedet, fred og ro, et dejligt hotel med en vidunderlig have, så jeg har skrevet og skrevet i mere end en måned og slutter hermed med de bedste ønsker om godt helbred og humør og kærlighed og fred i verden og i alle universer.

Må dette være til gavn og glæde for alle…………eller i hvert fald nogen!

De kærligste hilsner.

ole sol

”Hvis vi ikke lærte en masse i dag, lærte vi i det mindste lidt.
Og hvis vi ikke lærte lidt i dag, blev vi i det mindste ikke syge.
Og hvis vi blev syge i dag, så døde vi i det mindste ikke.
Så lad os alle være taknemmelige.”

Buddha

Kære alle sammen.
Så er der lidt nyt igen fra det fantastiske Indien.
Jeg er stadigvæk i fiskerbyen Mamallapuram og nyder hver dag både fra min balkon ved havet og stranden på hotel Luna Magica og mine udflugter til forskellige seværdigheder.
Min dag starter som regel, i hvert fald oftest, ved solopgang, som er klokken ca. 6:30, så passer det, at jeg midt i de ”5 tibetanere”, som er nogle dejlige øvelser, der strækker alle kroppens meridianer, fra balkonen ser solen dukke op af havet lige foran mig. Efter ”tibetanerne” gør jeg lidt ”gammeldags” gymnastik og så tager jeg badebukserne på og går en lang tur langs stranden, medens jeg bevidst ånder dobbelt så lang tid ud som ind. Tit synger jeg nogle mantraer på tilbagevejen. Jeg møder næsten ingen mennesker på min tur, så nogle gange synger jeg meget højt, herligt! Et godt stykke før jeg når tilbage til byen og fiskernes både og friske morgenlorte i vandkanten, tager jeg mig en svømmetur i det behageligt varme vand. Når jeg kommer tilbage til mit værelse, er det brusebad og tandbørstning og vitaminer og røgelse og mantraer foran mine ”afguder” Grøn Tara, AmmaBhagavan, Laksmi og Ramana og så går jeg min morgenrunde i fiskerlandsbyen med fotografiapparatet. Jeg har taget en masse billeder og har specialiseret mig noget i, hvad jeg kalder ”street art”, som er mønstre kvinderne laver foran deres hus af hvidt eller farvet pulver, som de drysser ud med hånden i utrolige mønstre. Nogle af kvinderne er fantastisk kreative. Samtidig får jeg taget nogle fotos af de mange dejlige unger, der myldrer rundt alle vegne. Da jeg efterhånden er blevet et kendt fjæs i landsbyen, bliver jeg altid mødt med smil og ”good morning”, så det er dagligt en stor og vidunderlig oplevelse. Morgenmaden spiser jeg næsten altid på en lille nepalesisk restaurant, hvor de tit spiller ”OM musik”. Så er det tilbage til computeren for at redigere fotos og skriverier til hjemmesiden.
Lige neden for min balkon er der resterne af nogle legeting for børn, som to velmenende tyske kvinder fik anlagt for 2 år siden til fiskerlandsbyens børn, en lille rutchebane, en vippe og 2 gynger. Der er bare lige ved det, at rutchebanen mangler ”rutchepladen”, så der kun er stativet med jerntrinene op til toppen, så børnene kravler op og springer ned, vippen mangler sæderne, så børnene sidder på jernrøret når de skal vippe, af gyngerne er der kun stativet tilbage. Jeg bestemte mig for at gøre noget ved gyngerne og fik en snedker til at lave 2 sæder med hver 4 huller i. Så købte jeg noget nylonreb og hængte gyngerne op. Jeg blev advaret om, at det kun ville holde ca. 1 dag og det gjorde det også, men til enorm glæde for ungerne, men så var rebene så flossede og et knækkede, så jeg skar resterne ned igen. Nu er jeg så ved at finde på noget der er meget stærkere. Jeg forhørte mig om kæder, men en lokal ven, fortalte, at det var spild af penge, da nogle af fiskerne, som er meget alkoholiske, straks ville stjæle dem og sælge dem for sprut. ØV!
Nu har jeg fået en ny ide om at bruge båndstål som bruges til støtte ved betonstøbning, men lige nu mangler jeg en smed, som kan bøje jernstængerne.
Ok! Det lykkedes ikke, men jeg forsøgte.
Jeg har været på lidt udflugter først i Thiovanamalai, som er kendt for Sri Ramanas Ashram og et kæmpestort tempel.
Jeg tog dertil med taxa, da jeg havde hørt, at det var et mareridt at nå dertil med 3 forskellige busser. Herlig tur på de indiske veje, der stadig er fyldt med huller og ”speed breakers” som er nogle forhøjninger i asfalten så det giver et ordentlig bump, hvis ikke man snegler sig over dem. Et godt stykke af vejen var repareret, men af en eller anden grund var reparationerne ca. 5 centimer højere end den øvrige vej, så det gav også nogle vældige bump.
Ramanas Ashram var vidunderlig med en høj og spirituel udstråling. Jeg besteg det berømte bjerg Arunachala, hvor Ramana modtog den helt store indsigt, som han spredte i store dele af Indien og vesten. Hans efterfølger Sri Papaji var også en stor mester og nu er det en amerikansk kvinde Gangaji, der spreder det vidunderlige budskab om indre stilhed og akcept af, hvad man er og at vi alle har potentialet til at nå det højest opnåelige, som allerede findes i vore hjerter, hvis vi bare giver os tid til at lytte og føle.
Selve byen var som alle større indiske byer, møg og støj og vild trafik, så jeg blev der kun et par dage før jeg vendte tilbage til havet og min dejlige balkon.
Nogle dage efter tog jeg sammen med en svensk kvinde og vores fælles ven Ravi, som er her fra byen og som sammen med sin dejlige hustru har en butik med auervediske produkter og en skønheds- og massage klinik, til Kanchapuri for at se på templer og silkevæveri og ordne nogle papirer for den svenske kvinde. Det var også en herlig tur, bortset selvfølgelig fra vejene. Vi besøgte 2 vildt gamle fantastiske templer og fik lejlighed til at meditere i nogle små rum, som var udskåret i sandstenen og hvor der var en fantastisk energi. Det var også spændende at se, hvordan de vidunderligste silkestoffer blev fremstillet hos en familie, hvor de alle hjalp til. De kendte Amma & Bhagavan og ønskede, at vi gav dem deeksha, så hele familien og et par stykker mere blev placeret på en lang bænk. Herligt så modtagelige inderne er for Deeksha og taknemmeligheden var enorm. Herlig tur.
Så har jeg lige foretaget en tur til Pondicherry og Auroville som ligger 2 timers kørsel med bus fra Mamallapuram. Endnu en møgbeskidt og støjende storby. Jeg tog med en rickshaw fra Pondicherry til Auroville, som er spredt over et kæmpe stort vidunderligt område, hvor der foregår utrolige sociale ting. Jeg havde regnet lidt med at møde et par Christianitter, da jeg, før jeg rejste, havde hørt, at der var nogle, der talte om at tilbringe nogen tid med socialt arbejde i Auroville, men der var ingen danskere, fik jeg at vide på informationskontoret. Jeg kørte lidt rundt i området, som virker enormt tjekket, før jeg besøgte et vildt åbent marked med alt, hvad man kan forestille sig i nyt og ikke mindst gammelt ragelse.
Nu er jeg tilbage igen på balkonen med kun et par dage tilbage før turen går videre til Bangalore, hvor jeg glæder mig til at gense min ”tibetanske sponsordatter”, som nu går på college der og en sød dansk kvinde, som er på et kursus for at blive yoga lærerinde.
Så er det efter 6 timers togtur blevet Bangalore, som er en af Indiens største byer og beskidt og støjende med afsindig trafik. Glædeligt gensyn med min ”sponsordatter” Lhamo og hendes veninde og dejlige danske Cecilie, som studerer yoga og trommespil i byen. Jeg blev inviteret til at bo gratis på et gæsteværelse af TCV, som er en tibetanske organisation, der driver et hostel for alle de tibetanske flygtninge, der studerer i Bangalore. Som sædvanligt, når jeg er sammen med tibetanere, bliver jeg behandlet som ”kong gulerod”, de er simpelthen så søde og kærlige. Lhamos college havde ”paradedag”, hvor alle eleverne marcherer rundt på en stor sportsplads i deres forskellige uniformer, meget farverigt og glædeligt at se næsten 2 tusind søde og glade college tøser fra alverdens lande. Næste dag var der stor fest ”Footprint 2008” med forskellige slags optræden af forskellige etniske grupper fra Nordindien og Tibet. Vidunderlig stemning og afslutning med 5 forskellige rockbands, der bare fyrede den af. Herlige dage blandt tibetanske venner.
Så var det videre igen, Bangalore-Delhi med indenrigsfly og skift i Delhi for at flyve videre til Nepal. Opholdet i Delhi udviklede sig til næsten et mareridt og jeg fik virkelig prøvet min tålmodighed af. Alt var kaos. Først måtte jeg vente længe på en bus, der skulle køre til den internationale lufthavn, hvor der var utroligt mange mennesker, der ventede på at komme igennem emigration. 2 timers sneglekø, puha! Så var der security. Endnu 2 timers sneglekø, mer’ puha! Da jeg endelig slap igennem, var det 2 timer siden flyet skulle have lettet, så det var lidt spændende at finde ud af, om de havde ventet på mig. Det havde de, da de havde opdaget, at der var rigtig mange passagerer til det fly, der stadig stod i kø.
Nå! Vi kom endelig afsted og landede i god behold i Kathmandu, hvor jeg blev afhentet af Hotel Tibet Guest House, som jeg havde booket hos via internettet. Dejligt hotel og flinke mennesker og et kæmpeværelse med toilet og varmt bad fra solfangerne og dejlig seng og ca. 50 skabe og skuffer. Ca. $10 per dag.
Her er jeg så nu og venter på at rejse til Tibet.
Mere nyt senere. Og mange flere billeder under Photo på hjemmesiden.
Kærligste hilsner med håb om alt vel for alle.
Namaste
Ole Sol

Kære alle sammen

Vi ankom meget tidligt til Golden City på campus GC2. Jeg blev som altid budt velkommen som en del af familien. Det er rørende at mærke den store kærlighed og glæde, man mødes med. Jeg var den første i afdelingen for mænd stue 13 og kunne frit vælge min seng og skab blandt 20 andre. Det gik fint med at være så mange og jeg var vist en af de eneste, der snorkede og talte og sang i søvne, som jeg plejer. Jeg hostede stadig en del efter min vinterforkølelse, men det forsvandt i løbet af de 10 dage kurset varede. Jeg fik noget hostesaft af den indiske læge, som havde konsultation hver aften.
Spisesalen var stadig åben for morgenmad, så det var dejligt at blive mæt igen, da jeg ikke nåede at få morgenmad på Hotel
Broadland, som jeg i øvrigt kan anbefale, hvis man vil bo billigt og hippieagtigt i Chennay.
Den første dag var ankomstdag uden undervisning. Der var nu nok at få tiden til at gå med, da der ankom den ene busfuld forventningsfulde elever efter den anden fra alverdens lande.
Vi var 89 der skulle på ”deepening” og der var vistnok mere end 160, der skulle på 21 dages processen. Vi var 4 mænd og fire kvinder fra Danmark på vores kursus. På 21 dages kurset var der 6 mænd og 6 kvinder fra Danmark. Det er dejligt, at der hele tiden kommer nye til. Vi bliver nu mere end hundrede danskere, der kan give deeksha. Ikke så dårligt for så lille et land.
Der var mange gensyn og snik snak og grinen og hygge. Hen på aftenen fik vi den glædelige nyhed, at vores ”deepening” skulle foregå i GC1, som er selve det store tempelområde ca. 1 kilometer fra GC2. Hurra! Hurra! Jeg husker tydeligt fra sidste gang, hvor vi var på besøg i det ufærdige tempel og det store område, hvordan energierne føltes ekstraordinært kraftige. Det siges, at templet ligger, hvor 8 af jordens hovedmeridianer kommer op til overfladen. En forsker fra Schweiz, der har målt jordens energifelter verden over siger, at energiudstrålingen ved templet er det kraftigste, han har mødt og er 5 tusind gange kraftigere end det næst kraftigste, som er Stonehenge i England. Så kan jeg bedre forstå at vi alle blev ”stangskæve” sidste gang, vi var der.
Det er i øvrigt en vigtig del af Sri AmmaBhagavans vision om at skabe en bedre verden med frie mennesker, at op til 6 tusind mennesker skal kunne meditere samtidig i det store rum under kæmpepyramiden for derved at skabe et kraftfelt, som så vil sprede sig over hele jorden blandt andet via de 8 af jordens meridianer og derved hæve den kollektive bevidsthed til en højere dimension. The Golden Age, Den Gyldne Tid.
Der har allerede været mange forskellige grupper de sidste par år, der har mediteret og chantet Moola Mantraet under pyramiden. De indiske arbejdere påstår, at de nogle gange tydeligt kan høre mantraet, selv om der ikke er nogle mennesker deroppe. Den store sal under pyramiden er i øvrigt det største rum i Asien konstrueret helt uden bærende søjler.
Meget fantastiskt og næsten utroligt alt sammen. Ik’?
Første ”arbejdsdag”. Vi blev kørt i bus til GC1. Vi skulle være i et undervisnings/meditationslokale lige over for Shakti Stahla, som templet hedder og med bygningens bagside lige over for Sri AmmaBhagavans nye bolig. De er flyttet fra Anandaloka 3 for ikke så længe siden, men var desværre i Bangalore nu for at initiere store grupper af indere. Der er nu mere end 1 million indiske deekshagivere, mange af dem med en meget høj bevidsthed. Det er som om inderne meget lettere modtager deeksha og kontakt med det Guddommelige end os ”hvide vesterlændinge”. Det er nok fordi vi generelt er mere fyldt med frustrationer og koncepter og ikke har særlig let ved at give slip på vores egoer. Vi har også en masse blokeringer på grund af vores forkvaklede samfund og mærkelige relationer til vores familier og øvrige medmennesker. Lad os håbe, at det snart bliver bedre. ☺
Vi blev budt hjerteligt velkommen i det smukke lokale og fik hver sin smukke blomsterkrans og et stort kærligt kram af vores guider (som dasaerne nu hedder).
Der er sket store ændringer i undervisningen siden min sidste ”deepening” for halvandet år siden. Væk er altrene og billederne af Amma & Bhagavan, ingen ild ofringer, ingen homas eller andre ”religiøse” tiltag, men til gengæld en meget målrettet undervisning, hvor hovedformålet er personlig vækst og frigørelse fra vores koncepter for at gøre os til frie hjælpsomme mennesker i ”Enhed/Oneness” og medarbejdere i skabelsen af en ny og fri menneskehed og dermed en bedre jord at leve på for alle væsener. Det var lige noget for mig.
Der blev givet masser af deekshaer med forskellige intentioner og vi mediterede hver dag med ”Oneness Beings”, som de nu kaldes. Det er mennesker, der frivilligt har ladet sig hensætte i en meget høj ”kosmisk” tilstand, hvor den fysiske krop fungerer umådelig langsomt. De udstråler en utrolig kærlighed og viden, som føles at gennemstrømme ens hele væsen. Vi fik flere deekshaer og kærlige kram af dem.
Det foregik i absolut slow motion og mange måtte hjælpes tilbage til deres pladser efter sådan en omgang. Py-ha! Det var overfedt.
Efter hver morgenmeditation var der morgenmad i en lille hyggelig spisesal ved siden af lokalet og så havde vi en pause, som jeg blandt andet benyttede til at gå op i templet og fotografere og stå under pyramiden. Fantastisk!!!
Det blev desværre stoppet, fordi en eller anden klovn havde trådt på nogle nylagte marmorfliser, der endnu ikke var tørre. Vi havde senere alle 89 plus guider en fælles meditation med Moola Mantra oppe i pyramidesalen. Meget stærkt og smukt.
Efter morgenmaden og pausen var der igen sessioner til ved 2-tiden, hvor vi blev kørt tilbage til GC2 til frokost og hvil og derefter igen i bussen tilbage til GC1 til mere belæringsguf, indtil vi ved 20-tiden blev kørt tilbage til aftensmad og så ellers go’nat Ole. Det var nogle helt utrolige velsignede dage.
Vi fik også daglige deekshaer og kram af vores guider og til sidst gav vi alle sammen hinanden deekshaer i små grupper.
Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ved slutningen følte mig helt fri og hel. Det var som om, at al min søgen nu er forbi. Nu skal livet bare OPLEVES.
Selve undervisningen eller belæringerne er et kapitel for sig.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på det i dette brev. Hvis nogle er interesserede i at læse om det, har jeg på min hjemmeside www.olesol.dk under fanen ”notes” prøvet at beskrive, hvad jeg især hæftede mig ved. Jeg kalder dem ”Notes January 2008 #1 – #5”. De er både på engelsk og dansk.
Et fantastisk kursus og nogle fantastiske mennesker.
Jeg føler en dyb taknemmelighed og takker af hele mit hjerte Sri AmmaBhagavan og deres guider for deres vision og det de gør og har gjort for mig og hele verden.

I håb om at I alle har det rigtig godt og frit og sundt og kærligt.
Namaste
Ole Sol
Love Olov

www.gangaji.org………….oversat af ole sol
“Den kærlighed, som du søger efter alle vegne, er allerede til stede inden i dig. Den kan vækkes til live af et hvilket som helst antal mennesker eller begivenheder. Et bjerg kan vække denne kærlighed. En solnedgang kan vække denne kærlighed. Men til sidst må du erkende, at du er den kærlighed. Kilden til al kærlighed findes inden i dig.”

Focus on growth.
Fokuser på vækst.

Try to look at yourself with a different approach.
Prøv at betragte dig selv fra en anderledes indfaldsvinkel.

See how you are divided.
Se hvordan du er splittet.

Look at your fear, frustration, anger etc.
Betragt din frygt, frustration, vrede etc.

See what you are, and understand yourself as you are. Be aware.
Se hvad du er og forstå dig selv, som du er. Vær opmærksom.

See your resistance to see your resistance to be aware of these things.
Se din modstand mod at se din modstand mod at være opmærksom på disse ting.

See your ignorance of the fact that we are what we are, all the time.
Se din uvidenhed om det faktum, at vi er hvad vi er, hele tiden.
To be in touch with what you really are, is living.
Not to be in touch with what you really are, is like being dead.
At være i kontakt med hvad du virkelig er, er at leve.
Ikke at være i kontakt med hvad du virkelig er, er som at være død.

When you see you are unconscious, you are conscious.
Når du ser, at du er uopmærksom, er du opmærksom.

Looking at your fear, anger, greed etc. in action is to live.
Not wanting it to go away is to live.
At se på din frygt, vrede, begærlighed etc. i aktion, er at leve.
Ikke at ønske at det skal forsvinde, er at leve.

The nature of consciousness is to see.
Bevidsthedens natur er at se.

When you give to others, you grow. The universe is so. Our nature is to share.
Når du giver til andre, vokser du. Universet er sådan. Vores natur er at dele.

All what is around you is a part of you.
Alt, hvad der findes omkring dig, er en del af dig.

All is a part of itself. The Divine as well as you, is a part of itself.
Alt er en del af sig selv. Det Guddommelige såvel som du, er en del af sig selv.

Other people are not different from you.
Andre mennesker er ikke forskellige fra dig.

When you feel this, the blessing is strong.
Når du føler dette, er velsignelserne stærke.

Why talk so much about things and matters you don’t understand anyhow?
You came to this world to EXPERIENCE this world, not other worlds.
Hvorfor tale så meget om ting og sager, du alligevel ikke forstår?
Du kom til denne verden for at OPLEVE denne verden, ikke andre verdener.

Life is about living.
Livet handler om at leve.

Your thoughts rules your life.
Dine tanker styrer dit liv.

Your thoughts are based on:
Cultural, spirituel, childhood, past lives, and social conditioning.
Dine tanker er baserede på :
Kulturelle, spirituelle, barndommens, tidligere livs og sociale vilkår.

To see the conditionings of your life frees the charge, and make you free.
You allow suffering, fear, greed etc.
At se dit livs vilkår frigør de bundne energier og gør dig fri.
Du tillader lidelse, frygt, begærlighed etc. at være en del af dig.

To see you need to pray for grace.
For at se er du nød til at bede om nåden.

Without suffering no happiness, contrasts.
Uden lidelse ingen lykke, modsætninger.

You can learn from suffering.
Du kan lære af lidelsen.

Every experience makes new conditioning.
Enhver oplevelse skaber nye vilkår.

Conditioning is neither good nor bad and is always there. When you become aware of it, they loses charge.
Vilkår er hverken gode eller dårlige og er der altid. Når du bliver klar over det, frigøres de bundne energier.

Identifying with your conditioning makes you stuck.
Hvis du identificere dig med dine vilkår, sidder du fast.

The friend of your ideas/conditioning is EGO.
Dine tankers/vilkårs ven hedde EGO.

Seeing that you cannot fight yourself is where prayer starts. Surrender.
At se, at man ikke kan kæmpe mod sig selv, er hvor bøn starter. Overgiv dig.

Every experience is life – feelings.
Enhver oplevelse er liv – følelser.

Bliss is the experience of life.
Lyksalighed er oplevelsen af livet.

Acceptance = one with God
Accept = et med Gud.

Resignation is not acceptance.
Resignation er ikke akcept.

You did not design you, as you are.
Det var ikke dig, der skabte dig, som du er.

You are not responsible.
Du er ikke ansvarlig.

You are a package with your own nature.
Du er en pakke med din egen beskaffenhed.

By hating what you are, you charge it.
Ved at hade hvad du er, giver du det energi.

You can never do anything good from a negative charge.
Du kan aldrig gøre noget godt ud fra en negativ energi.

First experience the pain of being what you are.
Oplev først smerten ved at være, hvad du er.

Pursuing something gives charge to the opposite of what you want.
At stræbe efter noget giver energi til det modsatte af, hvad du ønsker.

Comparing = frustration
Sammenligning = frustration.

An expeience can never be conceptualised.
En oplevelse kan aldrig gøres til et begreb.

Conflict arises when you don’t accept what you are, every moment.
Der opstår konflikt, når du ikke akcepterer hvad du er, hele tiden.

You can never be anything else than what you are, every moment.
Du kan aldrig være andet end hvad du er, hele tiden.

The process is to make you happy and confortable with whatever comes – you are, what you are.
Processen er til for at gøre dig lykkelig og veltilpas med hvad der end kommer – du er, hvad du er.

The search is over, here and now.
Be still and enjoy what is, right now.
Experience the here and now, now.
Don’t ask how a cow became a cow.
You can’t understand it anyhow.
How? How? How?
Now! Now! Now!
I bow to the precense saying,
Wow! Wow! Wow!

Min søgen er ovre, her og nu.
Vær stille og nyd det, der er, lige nu.
Oplev det nærværende og nuet, nu.
Spørg ikke hvordan en ko blev en ko.
Du forstår det ikke alligevel.
Hvordan? Hvordan? Hvordan?
Nu! Nu! Nu!
Jeg bøjer mig for det tilstedeværende og siger,
Wow! Wow, Wow!

Ole Sol

Awareness of how the mind tries to move away from the direct experience is concentration = is seeing how the mind is tricking you (distraction).
Opmærksomhed på hvordan bevidstheden/the mind prøver at undgå den direkte oplevelse er koncentration = er at se hvordan den snyder dig (distraherer).

Seeing the tricks of the mind, is to be free.
At se bevidsthedens fiduser, er at være fri.

If you see the tricks, you do not loose energy, and the mind looses its power.
Hvis du ser fiduserne, mister du ikke energi og bevidstheden mister sin styrke.

Do not listen to what you should be or should not be.
Lyt ikke til hvad du burde være eller ikke burde være.

What is stopping you from keeping your awareness on the direct experience? =
Hvad afholder dig fra at fastholde din opmærksomhed på den direkte oplevelse? =
1) Inner dialoque.
1) Indre dialog.
2) Projecting mental images.
2) Projicering af mentale billeder.
3) Mind games. Moving your awareness from where you are to where you want to be or should be. (I hate him/her, but I must love him/her. You loose energy).
3) Tankespil. Fjerner din opmærksomhed fra hvor du er til hvor du ønsker at være eller burde være. (jeg hader ham/hende, men jeg bør elske ham/hende. Du mister energi).
4) Basic assumptions = thoughts can be controlled. There is a thinker. We are thinking.
4) Grundlæggende formodninger = tanker kan kontrolleres. Der er en der tænker. Vi tænker.
5) Trying to still the mind.
5) At prøve at bringe bevidstheden/the mind til tavshed.

Thinking is an automatic process.
At tænke er en automatisk proces.

If there is no thoughts, you are dead.
Hvis der ikke er tanker, er du død.

The mind will never end itself.
Bevidstheden/the mind vil aldrig sætte en stopper for sig selv.

The brain is constructed so it feels as if there is a thinker. (Biological process).
Hjernen er skabt så den føler, at der er en, der tænker. (Biologisk proces).

Thoughts are real, every thought can be experienced.
Tanker er virkelige, alle tanker kan opleves.

The moment we name an experience, and try through effort to reach it again, we are stuck.
I det øjeblik vi giver en oplevelse navn og anstrenger os på at prøve at nå den igen, sidder vi fast.

The mind keep itself alive by making us search.
Bevidstheden/the mind holder sig selv i live ved at få os til at søge.

The mind needs goals, there is no known purpose to your life, but to live/experience it.
Bevidstheden/the mind har brug for mål, der er ikke noget kendt formål med dit liv, kun at leve/opleve det.

Fundamental questions can never be answered, because they build on assumptions.
Fundamentale spørgsmål kan aldrig besvares, fordi de bygger på formodninger.

Freedom is to be free from obsessions.
Frihed er at være fri for tvangsforestillinger.

We are always searching instead of just experiencing,
can we stop searching? Yes!
By experiencing and not trying to be what we are not.
Vi søger altid i stedet for bare at opleve.
Kan vi holde op med at søge? Ja!
Ved at opleve og ikke prøve at være noget vi ikke er.

When you experience, energy is created.
Når du oplever, skabes der energi.

There is no real absolute truth = content/truth is not important, the experience is all.
Der findes ikke nogen virkelig absolut sandhed = indholdet/sandheden er ikke vigtig, oplevelsen er alt.