Buddhisten, næsten
May 5, 2011 on 8:56 pm | In rejse | No CommentsBUDDHISTEN, NÆSTEN!
Mine forældre voksede op i det vestlige Jylland på et tidspunkt og i et område, hvor Indre Mission havde meget stor indflydelse med deres fundamentalistisk kristne holdninger. Bibelen var det eneste de levede efter, alt andet og andre religioner blev betragtet som blasfemi. Man måtte ikke danse eller spille kort og i det hele taget var livet en meget alvorlig sag.
Heldigvis blev mine forældre aldrig tilknyttet deres ideologi, men de var alligevel påvirkede af troen på en god, men straffende Gud, hvis man ikke opførte sig ordentlig. Vi gik i kirke til højtiderne og jeg blev døbt og konfirmeret og forstod overhovedet ikke, hvad det hele gik ud på. Vi var skabt i Guds billede, sagde man, men samtidig var vi alle født syndere og kunne derfor risikere at ende i evig pinsel i et brændende helvede, hvis ikke vi fulgte ti bud, som var blevet givet af Gud til en mand på et bjerg for flere tusind år siden. Meget gode leveregler, som alligevel ikke kunne overholdes, med mindre man blev munk eller nonne. Jeg kunne simpelthen ikke klare, at jeg ikke selv kunne bestemme, hvad der for mig var den rigtige måde at udvikle mig på og leve på. Jeg vidste jo udmærket godt indeni, hvad der var rigtigt og forkert for mig. I skolen havde vi noget, der blev kaldt religion. Vores lærer ville egentlig hellere have været præst, men var dumpet to gange til teologieksamen, så det skulle gå ud over os børn. Han prædikede og prædikede og vi skulle lære udenad bunker af salmevers og katekismus eller kattepismus, som vi kaldte den forhadte lille bog.
Vi forstod ikke meget af det, men blev ret trænede i at lære udenad. Jeg spurgte engang, om der ikke fandtes andre religioner, vi kunne lære om. Kristendommen var den eneste rigtige religion, råbte han meget vredt og sendte mig udenfor døren. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at finde ud af, at der faktisk var rigtig mange meget forskellige religioner og måder at opfatte livet på.
Jeg elskede at læse om Jesus, men kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan hans lære og gerninger var blevet til den kristendom, jeg skulle lære om. Han talte jo om kærlighed til alle uanset, helbredte de syge og fortalte, at Gud er indeni os alle, at hvad vi gør mod andre, gør vi mod os selv. Jeg kunne ikke få det til at passe med kristendommens billede af en ældre langskægget herre, der sad i noget de kaldte Himlen og holdt regnskab med, hvad hver enkelt foretog sig i livet og med ubarmhjertig hånd tildelte os enten et evigt liv i et herligt paradis eller evig pinsel i et brændende helvede. Det var simpelthen for langt ude.
Da jeg fandt ud af, at man i den katolsk kristne religion kunne betale sig fra sine såkaldte synder og dermed undgå helvede og at al kontakt til Gud skulle gå gennem kirken og præsterne. Man skabte en Gud, man skulle frygte. Mennesker i frygt er som får. Selv en hund kan lede en fåreflok. Da jeg opfattede, at den katolske kirke er en af de rigeste organisationer i verden, samtidig med at mange katolikker levede i stor fattigdom, stod jeg helt af kristendommen og meldte mig ud af folkekirken, som man automatisk blev medlem af ved fødslen.
Jeg begyndte at udforske andre religioner. Jøderne havde deres egen religion, som mindede en del om kristendommen. De troede dog ikke på den historiske Jesus, men på en anden Jesus, som skulle komme og frelse dem senere. De mente, at de var Guds udvalgte folk og bedre end alle andre og følte sig fuldstændig i deres ret til at overtage Palæstina og fordrive palæstinenserne til flygtningelejre i nabolandene. Som min eks svoger, en jøde fra Tel Aviv udtrykte det, da jeg var til min søsters bryllup og vi var på udflugt til Golanhøjderne, pegede han stolt op på de små landsbyer, der lå som klistrede til bjergsiderne og sagde: ”Se deroppe har der boet palæstinensere i tusinder år, nu er det vores og det er kun et spørgsmål om tid, før vi har overtaget resten af Palæstina”. Jeg var simpelthen ved at kaste op og forlod landet, så hurtigt jeg kunne. Pyh ha! for en religion.
Så var der Islam. Jeg syntes, det mindede meget om kristendommen bortset fra, at deres Gud hed Allah og profeten hed Muhammed. Her var det også præsterne, der bestemte. Også fyldt med regler og forordninger, bod og straf og ikke meget til overs for det feminine aspekt. Også de mente, at deres religion var den eneste rigtige og derfor, som andre religioner, gav ret til at dræbe og undertrykke anderledes tænkende. Pyh ha! igen. Heller ikke lige noget for mig.
Hinduisme. Wow! Festlig og farverig og masser af guder. En Gud for dit og een for dat. Og troen på reinkarnation. Et uhyggeligt kastesystem, hvor man, efter hvem man blev født af, blev begunstiget med enten lort eller lagkage. Heller ikke her fandt jeg det, jeg søgte, nemlig en religion, hvor alle blev betragtet som ligeværdige med de samme muligheder for udvikling til selvstændige og frie tænkende væsener.
Efter også at have studeret andre mindre kendte religioner, fandt jeg ud af, at religioner som sådan var dogmatiske, kontrollerende, skabte frygt og i mine øjne forældede.
Naturfolk. Jeg elsker deres respekt for livet, naturkræfterne, naturen og ikke mindst deres kærlighed til Moder Jord og forståelsen af, at vor jord er en levende organisme, der skal plejes og passes. Jeg kalder det for natur kultur i stedet for religion.
Naturfolkenes kultur og viden om livet og universet, synes jeg er helt enestående. Det virker på mig, som om det kommer fra en helt anden højere dimension. Mayakalenderen forstår jeg som en forklaring på menneskehedens og jordens bevidsthedsudvikling fra ”Det store brag” til nu og videre et stykke endnu.
Så ramlede jeg ind i buddhismen. ”Bingo”. Der var noget, jeg kunne bruge og følte var en mulig vej for min udvikling.
Jeg læste forskellige bøger om buddhisme og fandt i første omgang frem til, at Buddha betyder den opvågnede eller fuldt udviklede og er den højeste tilstand et menneske kan opnå. Dernæst, at alting ultimativt er Buddha og dermed perfekt og at vi alle har potentialet til at opnå denne tilstand. At være født som menneske giver den største mulighed for at nå til denne tilstand af Buddha , da livet giver os mennesker lejlighed og mulighed for at opleve, afbalancere og overkomme sindets forureninger på alle plan. Den buddhistiske lære angiver tydeligt, hvad man kan gøre og ikke bør gøre for at udvikle sin bevidsthed. Det vil jeg komme mere ind på senere.
Først vil jeg fortælle om nogle oplevelser, jeg har haft på vejen mod forståelsen af, hvad buddhismen betyder og har betydet for mig og mit liv.
Jeg havde arbejdet i Upernavik i Grønland nogen tid, da jeg på grund af den alt for fede mad, pådrog mig en mavekatar. Da jeg ikke havde lyst til at blive behandlet medicinsk i Grønland, bestilte jeg en såkaldt råkostkur i Danmark. Råkosthjemmet lå i Svendborg og blev ledet af en fantastisk progressiv kvinde, Julia Vøldan, som havde stor erfaring med behandling af mangfoldige sygdomme udelukkende med råkost.
Det var et meget smukt og fantastisk sted med mange ”mystiske” og alternative beboere. Kuren var utrolig effektiv, så efter kort tid var jeg sund og rask igen. Jeg havde i den tid, jeg var der, haft mange spændende samtaler med en meget smuk og speciel clairvoyant kvinde. Hun fortalte mig en dag om mine mange inkarnationer som buddhistisk munk i Tibet. Det kunne jeg ikke huske noget om, men tog det lidt som en forklaring på min store interesse for buddhismen. Hun spurgte mig, om jeg var klar over, at den højest rangerende mester indenfor den gren af buddhismen, som jeg havde tilhørt, var i Danmark i øjeblikket. Hun syntes, det ville være en god ting for mig at opsøge ham. Hun vidste ikke hans navn, men han opholdt sig på en adresse, som stod bag på en bog, jeg havde liggende på mit natbord. Var hun mystisk eller hvad? Hun virkede så overbevisende, at jeg troede på hende. Jeg havde kort forinden mit ophold på kurstedet købt en nyudgivet bog om tibetansk buddhisme. Ganske rigtigt! Bag på bogen stod en adresse: Svanemøllevej 56 i Hellerup.
Næste dag tog jeg bussen til Odense og derfra toget til Hellerup. Jeg fandt adressen og bankede på døren i den store flotte villa. En flink mand lukkede op. Jeg fortalte ham, at jeg havde hørt, at der var en tibetansk mester på besøg og om det var muligt at møde ham. Han sagde, at det skam var rigtigt og at han hed Karmapa den sekstende. Han havde netop afsluttet nogle dages belæringer og var taget ud i byen for at dyrke sin hobby med at købe dyr i fangenskab og sætte dem fri, såfremt de var i stand til at klare sig ude i naturen. Det lød dog utrolig sympatisk. Derefter fortalte han, at hvis jeg gerne ville møde Karmapa, var der et arrangement kaldet ”Den sorte hats ceremoni” næste dag i Odense. Jeg takkede ham og rejste tilbage til Svendborg.
Næste dag tog jeg igen bussen til Odense. Arrangementet foregik i en stor sal med rigtig mange mennesker. Jeg var lidt genert og satte mig ret langt tilbage i salen. På scenen på en lille forhøjning sad han så, den 16. Karmapa, en stor og statelig mand med en stor sort hat på hovedet. På begge sider af ham sad nogle tibetanske munke i fantastiske dragter og med truthorn og fløjter og klokker og trommer og bækkener og alskens tingeltangel.
Så begyndte ceremonien eller koncerten. En øredøvende larm afløst af en slags sang med de dybeste stemmer, jeg nogensinde havde hørt. Så larm igen, så total stilhed, så klokkeklang, trommer og bækkenbrag. Så blev der flyttet rundt på det hele og den sorte hat kom af og på igen. Så larm og støj og sang og hele molevitten om igen. I mine øjne var det hele et værre cirkus og jeg forstod ikke en smule af, hvad det hele gik ud på. Da ceremonien var forbi, gik alle tilhørerne op på scenen og fik en rød snor om halsen. Jeg blev siddende og tænkte, at det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig var buddhisme. Jeg ville faktisk hellere nøjes med at studere og arbejde med den buddhistiske filosofi i fred og ro.
Da jeg forberedte mig på at tage tilbage til Svendborg, kom der nogle unge mennesker og spurgte mig, om ikke jeg ville med dem for at indvie deres nye tempel eller gompa, som det hed. Karmapa ville komme og foretage indvielsen. Der var lang tid til bussen og jeg var nysgerrig efter at se, hvordan en gompa så ud, så jeg fulgte med dem.
Vi ankom til en stor lejlighed i Odense midtby ca. 20 personer. Den såkaldte gompa var et stort værelse, de havde indrettet på smukkeste vis. Langs de tre vægge var der anbragt hynder dækket med smukke tæpper. På den sidste væg var der anbragt en lille forhøjning også med smukke tæpper og puder. Hele rummet var dekoreret med kulørte tibetanske bedeflag og billedtæpper og smukt indrammede fotos af Dalai Lama og Karmapa. I sandhed et fantastisk rum. Der blev brændt røgelse og stemningen var meget højtidelig. Der kom besked om, at Karmapa desværre ikke kunne komme. I stedet ville en af munkene, Jamgon Kongtrul, som var Karmapas tolk og nærmeste, komme sammen med Ole Nydahl og hans hustru Hannah. De to havde sammen med andre etableret det buddhistiske center i Hellerup, som jeg havde besøgt dagen i forvejen. Det var også dem, der havde arrangeret Karmapas og munkenes besøg i Danmark.
Efter en tids spændt venten ankom de. Så skete der noget af det mest utrolige jeg nogensinde havde oplevet. Da mine øjne mødte Jamgon Kongtruls brød vi fuldstændig sammen i et totalt grineflip. Wow! Det var for mig som at gense en bror, søster, far eller mor, jeg ikke havde set i hundrede år eller mere. Vores grinen smittede hele gruppen og det blev en utrolig festlig indvielse. Jamgon Kongtrul foretog forskellige ceremonier og alle var glade. Da seancen var forbi og de tre skulle af sted igen, pegede Jamgon Kongtrul på mig og sagde, at jeg skulle tage med dem. Jeg forstod på det tidspunkt ikke hvorfor, men var totalt lykkelig for at kunne tilbringe mere tid med ham. Det var som om mit hjerte var ved at eksplodere af ren kærlighed. Mere Wow!
Da vi ankom i en taxa til et stort typehus i udkanten af Odense, hvor Karmapa og munkene boede, var der ikke et øje at se. Jeg fik at vide, at alle hvilede efter ceremonien i byen. Jamgon Kongtrul bad mig sætte mig ved siden af sig ude på husets terrasse. Så kom alle mine spørgsmål: ”Hvad i alverden foregår der? Hvorfor mig? Hvorfor dit og hvorfor dat?” Jamgon Kongtrul grinede sit vidunderlige grin, klappede mig på skulderen og bad mig tage det helt roligt. Så begyndte han ellers at forklare. Ham og jeg havde fulgtes ad gennem mange tidligere inkarnationer i mange forskellige former, som søskende, som hinandens fædre eller mødre og venner og ikke mindst som munke i tibetanske klostre. Jeg spurgte ham, hvorfor jeg ikke kunne huske det, men helt klart følte, at det var rigtigt, hvad han sagde. Så forklarede han, at jeg selv havde valgt at blive genfødt, som den jeg var nu for at kunne hjælpe almindelige mennesker til at blive klogere. I den form eller på det plan jeg var på nu, kunne man normalt ikke huske tidligere liv. Måske ville det komme senere, men det var ikke vigtigt. Jeg spurgte om jeg skulle blive munk eller hvad. Han grinede igen og sagde, at det havde jeg været mange gange før. Nu skulle jeg bare være det jeg var og acceptere og betragte, hvad jeg tænkte og foretog mig. Jeg var en ”katalysator”. Jeg forstod ikke, hvad det betød, men så sagde han smilende, at det ville jeg finde ud af hen ad vejen. Så fortalte han om, hvordan alting er forgængeligt og hvordan alting er gensidigt afhængigt. Han forklarede også, hvor vigtigt det var, at udvikle medfølelse, ikke bare for dem, der havde det dårligt, men for alle levende væsener i alle universer, da alting er forbundet som i et net eller spindelvæv og at alt, hvad man foretog sig af godt eller skidt, påvirkede alting i alle universer og ville på et eller andet tidspunkt komme tilbage til en i den samme form, som det blev udsendt i. Så forklarede han også om, hvad han kaldte de ”4 ædle sandheder” nemlig: livet er præget af lidelse, der er årsager til lidelserne, der er et mål, da årsagerne kan fjernes og der er en vej, fordi der findes metoder til at udrydde årsagerne. Blandt metoderne nævnte han blandt andet: disciplin, gode handlinger, medfølelse, opmærksomhed, taknemmelighed, tilgivelse, kærlig omsorg, ro, venlighed, ret levevis m.m.m. Til sidst forklarede han om, hvordan alting har Buddhanatur, som betyder, at alting ultimativt er perfekt. Vi mennesker er normalt bare ikke klar over dette og lever derfor i den relative og dualistiske verden med godt og ondt, fortid og fremtid, dig og mig, vi og dem og så videre, uden at kunne forstå, at alting er et og lige nu. Så sluttede han af med at sige, at alle har potentialet til at blive Buddha og det kun er et spørgsmål om tid og indsats.
Det var nogle ordentlige mundfulde og der var såmænd meget mere, som jeg har brugt mange år på at fordøje og forstå.
Der begyndte at blive liv i huset. Jamgon Kongtrul foreslog, at jeg skulle ”tage tilflugt” og forklarede, hvad det gik ud på. Når man tager tilflugt anerkender man eller går ind for Buddha, dharmaen og sanghaen.
For mig var Buddha efter det, jeg havde læst, den højeste tilstand man kunne opnå i en menneskelig form, så det var helt enkelt mit ideal, som jeg ville stræbe for at opnå. Dharmaen, som er Buddhas lære, kunne jeg, efter den smule jeg vidste om den, helt tilslutte mig. Sanghaen er de buddhistiske lærere, som jeg ville møde på min vej plus de mennesker, som var på den buddhistiske vej mod en højere bevidsthed, så det var også ok. Jeg sagde tak for tilbuddet, selvom jeg ikke anede, hvordan det skulle foregå. Jamgon Kongtrul bad mig blive siddende og tænke over det, vi havde talt om, indtil han kaldte på mig.
Der gik et godt stykke tid, men der var i hvert fald nok at tænke over. Så blev jeg kaldt ind i stuen. Ih du milde, sikken en overraskelse. Stuen var ryddet for møbler. På en lille forhøjning sad han, Karmapa den sekstende. Stor stærk mand med en fantastisk udstråling og et vidunderligt og kærligt blik. Ved siden af ham på nogle hynder langs væggen sad 8-10 munke i deres flotte dragter og med alle instrumenterne og udstyret fra ceremonien i byen. Karmapa pegede på et tæppe midt på gulvet. Jeg satte mig i skrædderstilling sammen med husets 12 årige datter.
Så begyndte løjerne. Det var næsten som ved ”koncerten” i byen. Jeg lukkede øjnene og så skete der det mest utrolige. Det var som om, jeg forsvandt ud af mit hoved og min krop og pludselig var det som et dejavu. Jeg havde bestemt oplevet dette her før. Jeg vidste nøjagtig, hvornår de vilde larme eller være stille eller ringle eller tromme eller synge eller trutte i hornene. Det var ubeskriveligt utroligt og vidunderligt. Jeg vidste også, hvornår det ville slutte og ganske rigtigt. Bum! Så var det ovre. Jeg åbnede øjnene. Karmapa kaldte mig hen til sig. Jeg knælede ærbødigt ned foran ham, hvorefter han klippede noget af mit hår af. Så tilbage på tæppet, hvorefter Karmapa kastede en masse ris i hovedet på mig. Munkene grinede og klappede i hænderne. Jamgon Kongtrul overrakte mig et flot stykke papir med mit nye tibetanske navn ”Karma Jigme Singe”. Han fortalte at det betød ”Den frygtløse løve”. Han fortalte også, at jeg havde fået mantraet ”Om Mani Padme Hung” og at jeg som beskytter havde fået ”Den grønne Tara”, som også kaldes ”Alle Buddhaers Moder” med mantraet: ”Om Tare Tu Tare Ture So Ha”.
Jeg var totalt overvældet af de smukkeste følelser af kærlighed og fred.
Hele selskabet rejste sig og gik ind i stuen ved siden af, hvor der blev serveret spegepølsemadder i massevis. Jeg skal lige love for, at det var noget munkene kunne lide. De åd simpelthen, som om de ikke havde fået mad i flere dage. Der blev grinet og pjanket for fuld kraft.
Da måltidet var forbi, fulgte vi andre Karmapa og munkene ud til en festlig malet minibus. De skulle videre til Norge på deres turne i Skandinavien. Farvel, farvel og vinke, vinke og væk var de. Jeg blev kørt ind til min bus til Svendborg opfyldt af glæde og forbavselse over eftermiddagens utrolige og vidunderlige oplevelser.
Da jeg kom tilbage til råkostkurstedet, takkede jeg min clairvoyante veninde, som blev meget glad og lykkelig, da jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet.
Da jeg havde afsluttet kuropholdet, rejste jeg ind til Grønlandsministeriet og meddelte dem, at jeg ikke orkede at rejse tilbage til mit job i Grønland. Det tog de rigtig godt og sagde, at jeg havde gjort det så godt deroppe, at de ville give mig 3 måneders løn som tak for indsatsen. Derefter rejste jeg til Skagen, hvor jeg havde boet på en gammel fiskekutter, som jeg ville ombygge til sejlads på de 7 have. Jeg opgav projektet og overdrog hele molevitten til nogle unge mennesker, som var helt tændt på projektet. Kort tid efter fløj jeg til Seychellerne , da jeg regnede med, at jeg der kunne finde fred og ro til at meditere og studere buddhisme.
Det viste sig at være et rigtig godt valg, da jeg få dage efter min ankomst blev gode venner med en ung mand, som inviterede mig til at bo hos ham og hans familie på en af de mange øer. Huset lå i en lille landsby meget tæt på en vidunderlig strand med total fred og ro. Havet var som et eventyr, varmt og med utrolig mange forskellige fisk og konkylier og koralrev. Jeg lærte at snorkle. Det var simpelthen den mest fantastiske form for meditation at ligge der vægtløs mellem fisk og koraller. Jeg havde flere ”peak oplevelser” ,hvor jeg følte mig fuldstændig et med himmel og hav og hele universet. I sandhed en bekræftelse på, hvad den buddhistiske filosofi forklarer om altings sammenhæng og gensidige væren.
Efter 3 vidunderlige måneder rejste jeg tilbage til Danmark og flyttede ind i Christiania, hvor jeg sammen med nogle andre startede et værksted for at fremstille solfangere og vindmøller. Vi kaldte det ”Energiværkstedet, sol og vind, krop og sind”. Vi byggede et meditationsrum, som stadig bruges til alle former for meditation, yoga, Tai Chi og andre spirituelle tiltag. Samtidig deltog jeg i forskellige arrangementer med tibetanske buddhistiske mestre, der kom til København for at undervise os i buddhistisk filosofi. Hvis man skal forsøge at finde noget som helst positivt i kinesernes brutale, nedværdigende besættelse, ødelæggelse, plyndring og voldtægt af Tibet og tibetanerne, må det være, at de mange store mestre, der blev tvunget til at flygte til Vesten, nu er med til at fremme vores kultur ved at sprede den buddhistiske filosofi til vores del af verden.
Efter nogle år i Christiania besøgte jeg nogle venner fra min tid i Skagen. Der mødte jeg den mest vidunderlige kvinde. Vi blev meget forelskede og jeg flyttede fra Christiania til Skagen. Vi giftede os, byggede et dejlig hus og fik den skønneste datter. Jeg startede mit eget revisons- og bogholderifirma og alt var fryd og gammen.
Så skete der det, at min største kunde ønskede at udvide firmaet og gå nye veje med bygning af et stort køle-frysehus på Skagen Havn. De tilbød mig at skyde penge i foretagendet, blive medejer og administrerende direktør. Det var noget af en udfordring, så jeg gik med til det. Vi lånte 25 millioner kroner og byggede det, der ved indvielsen, blev kaldt for Nordeuropas mest moderne køle-frysehus med 20 nye arbejdspladser. Det var en kæmpe opgave, som krævede utrolig meget af min tid, så jeg forsømte min familie og mine buddhistiske interesser mere og mere. Nu var det sådan, at vores kundepotentiale var store firmaer med kæmpe fisketrawlere fra Færøerne, Island, Grønland, Rusland og Canada og andre lande, der fiskede i det nordligste Atlanterhav og Ishavet. Vi inviterede dem på besøg hos os og vi fik mange kunder, der kunne udnytte, at vi kunne lagre, optø, indfryse, emballere eller i øvrigt behandle deres fisk, som de ønskede det og viderebefordre dem til det store EU-marked. Da det var os der inviterede, var det helt almindeligt, at vi efter forhandlingerne bød på stor middag på byens dyreste hoteller. Det var som regel nogle tørstige drenge, så det endte altid med, at vi blev ret berusede og så skulle der oftest festes igennem resten af natten. I starten tog jeg som regel hjem efter middagen. Min dejlige hustru kunne forståeligt nok ikke fordrage at få en stærkt beruset mand hjem og skældte selvfølgelig ud. Det gjorde, at jeg begyndte at tage med på turene om natten og så sove den ud på mit kontor. For at klare arbejdet næste dag og tømmermændene startede dagen oftere og oftere med mere alkohol. Desværre kunne jeg ikke opfatte, at Kong Alkohol havde fået et rigtig godt tag i mig og det endte med, at jeg havde opbrugt min kære hustrus tålmodighed, så hun forlangte skilsmisse. Det fik mig ikke engang til at holde igen med drikkeriet. Virksomheden gik forrygende og vi tjente rigtig mange penge. Nu var det sådan, at der i byen var et kæmpe firma i samme branche, som havde haft monopol på den slags virksomhed i alle Danmarks større fiskerihavne i mange år. De blev enormt misundelige på vores succes og henvendte sig til vores kunder med nogle priser der tit var 90% under vores priser. Selvfølgelig satte de penge til, men formålet var helt klart at kvæle os og overtage vores virksomhed. Det lykkedes dem rigtig godt således at vi, efter blot et halvt års forgæves kamp, stod med et tomt køle-frysehus og måtte give op. De overtog hele virksomheden og personalet undtagen mig, der forlod virksomheden med en gæld på næsten 8 millioner kroner. Der var ikke meget buddhisme over det eventyr.
Jeg var i mellemtiden blevet separeret. Min x fik huset med alt indbo mod at jeg fik halvdelen af friværdien i huset. Så flyttede jeg ind i min bil med mine ejendele og min Christiania cykel på taget og startede en kæmpe druktur rundt i Europa. Efter et halvt år var pengene brugt op. Jeg afleverede bilen til banken og flyttede tilbage til Christiania. Sikken et eventyr.
Jeg var heldig, at få mit gamle rum tilbage. Det havde jeg i sin tid bygget inde i værkstedet. Min afløser havde i mellemtiden fået sit eget lille hus og rummet blev nu kun brugt som en slags pulterkammer. Desværre stoppede mit drikkeri ikke, tværtimod blev det mere og mere. Desuden begyndte jeg at ryge en masse hash. Jeg havde det så elendigt med skyld og skam, sorg og mindreværd, savnet af min datter og selvmedlidenhed, at jeg ikke kunne sove med mindre min hjerne var slukket og lukket. Det stod på i et par år. Jeg var til sidst kun skind og ben og kunne ikke spise uden at kaste op. Et rigtig alkoholvrag.
Nogle gode venner fik mig med megen møje og kærlighed overtalt til at gå i en alkoholbehandling, en såkaldt ”Minnesotakur” der foregik i Christiania regi på Falster. Det var en stor omvæltning pludselig at være ædru med abstinenser og det hele. Kuren foregik ved at nogle eksperter i alkoholmisbrug kom og arbejdede med os og vores problemer på forskellig vis. En del af kuren foregik ved at vi flere gange om ugen skulle deltage i møder med mange andre ædru alkoholikere i ”Anonyme Alkoholikere” eller ”AA”, som det kaldes. Vi var 8 fordrukne christianitter på holdet. Til de første par møder var vi utrolig arrogante, vi havde jo været ædru i flere dage nu, så hvor var problemet?
Alkoholikere var jo dem, der ikke kunne holde op.
Efter en uges tid var vi til et AA møde i Vordingborg. En stor flot mand med klare skinnende øjne fortalte sin livshistorie og om, hvordan alkoholen havde ødelagt hans liv og hvordan han var blevet ædru og havde fundet tilbage til livet igen. Det var en barsk historie selv for os hærdede drukmåse. Efter historien henvendte han sig til os otte. Jeg skal ellers love for, at vi fik at vide, hvad vi var. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde, men vi krøb længere og længere ned under bordet. Da vi kom hjem, satte jeg mig og reflekterede over, hvad han havde sagt og for første gang indrømmede jeg overfor mig selv, at jeg jo var dybt alkoholisk og helt ude af stand til at styre mit liv. Det var ikke rart, men på en måde også befriende, for det ville jeg ikke være. Samtidig huskede jeg pludselig noget, jeg helt havde glemt, som Jamgon Kongtrul havde sagt under vores samtale på terrassen i Odense, nemlig at jeg på et tidspunkt skulle afbryde eller genopbygge en svaghed i den slægt, jeg var født ind i. Pludselig stod det lysende klart for mig. Min bedstefar var en vidunderlig mand, men dybt alkoholisk og elskede når jeg kom på besøg på min motorcykel fra militærnægterlejren i Jylland kun 100 kilometer fra, hvor han boede. Jeg havde altid en flaske snaps og nogle cigarer med. Han havde et rum i kælderen, hvor han sad og pimpede og fremstillede trætønder eller dritler, som de hed, til smøreksport. Dengang betragtede jeg ham bestemt ikke som alkoholiker, han var jo sund og rask. Han skulle bare drikke hver dag. Når jeg kom med min snaps lyste han helt op og så skulle der laves kaffepunch . Han fortalte, hvordan sådan en skulle laves. Man lægger en mønt i bunden af koppen og hælder kaffe i til mønten ikke kan ses, så snaps i til mønten igen kunne ses. Jeg drak ikke selv, men elskede når han havde fået et par stykker og begyndte at fortælle om sit liv og gamle dage. Han var 85 år gammel og havde været enormt innovativ og opfindsom. Blandt andet havde han startet byens første elektricitetsværk og etableret flere busruter i omegnen. Jeg vidste også, at 4 af min fars brødre var døde af druk i en meget ung alder. Jeg var helt sikker på, at det var Kong Alkohol, jeg var oppe imod. Det hjalp mig utroligt meget og jeg havde overhovedet ingen problemer med at holde mig fra alkohol og hash, da jeg kom tilbage til Christiania.
Jeg fik tildelt en revalidering, som jeg udnyttede til at tage en uddannelse som zoneterapeut og et basisår som misbrugsterapeut.
Tænk at der var gået 7 år med druk, uden at jeg havde været opmærksom på, hvordan jeg misbrugte mit eget og andres liv.
Buddhismen vendte tilbage med fornyet styrke. Den havde i den forløbne tid ligget helt død og glemt. Jeg begyndte at opsøge sanghaen igen og oplevede mange fantastiske belæringer fra mange vise tibetanske buddhistiske mestre, der kom på besøg i København. Ved en lejlighed havde vi besøg af en tibetansk mester ved navn Namse Rinpoche. Før selve belæringerne startede han med at fortælle om sit liv i Tibet. Han havde ikke nået at flygte, da kineserne brutalt invaderede landet. Han fortalte frygtelige ting om, hvordan kineserne blandt andet havde tvunget munke og nonner til at smide deres hellige skrifter på jorden og urinere på dem. Hvis ikke de makkede ret, blev de skudt. Han blev derefter tvunget til hårdt arbejde i nogle saltminer. Efter lang tid lykkedes det ham, sammen med nogle andre munke, at flygte til Indien. Senere havde han sammen med Karmapa den 16. rejst på turne i blandt andet Danmark. Jeg blev helt ophidset, han måtte jo have været en af munkene fra dengang i Odense. Jeg kunne ikke genkende ham fra dengang, da han var blevet meget kraftig og det faktisk var 20 år siden. Da han var færdig med sin historie var der tid til spørgsmål. Jeg fortalte kort om dengang, jeg tog tilflugt i Odense og spurgte om han var med. Han kikkede længe på mig. Så smilede han bredt og sagde, at det var han og godt kunne huske mig. Fantastisk!
Senere under hans besøg, var der mulighed for privat audiens hos ham. Det foregik med tolk. Da der var mange af dem, der havde hørt min historie om mødet med Jamgon Kongtrul og tilflugten, der tvivlede på mig og påstod, at det bare var noget jeg havde drømt, spurgte jeg ham om hvorfor det skete, som det gjorde. Han svarede, at det var da helt naturligt da Jamgon Kongtrul og jeg havde været så tæt forbundet og havde mødtes igen. Det burde jeg da vide. Så sagde han noget på tibetansk. Tolken så lidt tvivlrådig ud og sagde, at han spurgte om jeg havde været nede. Jeg svarede, at hvis nede betød, at jeg havde været ved at dø af druk, havde mistet min hustru og datter og hus og bil og virksomhed, kunne man vist godt sige, at jeg havde været nede, men også at jeg nu havde været ”clean” i flere år. Du milde hvor blev han glad og klappede mig på skulderen og sagde, at det havde jeg klaret godt. Så var audiensen forbi. Lige da jeg gik ud, blinkede han til mig og sagde på engelsk: ”Lad være med at prøve det igen!” Wow! Sikken en oplevelse.
Senere, på en rejse i Tibet, hvor jeg besøgte forskellige klostre og oplevede mange ceremonier, havde jeg det store held at møde Karmapa den sekstendes nye inkarnation Karmapa den syttende. Jeg var sammen med 3 danske kvinder kørt med jeep ud til Tsurpu Klosteret, hvor vi håbede at få et glimt af den unge mand. Det blev helt vildt. Der var flere hundrede tibetanere ved klosteret. Det viste sig at være Karmapas 16 års fødselsdag. Af en eller anden grund blev vi fire inviteret op i Karmapas private gemakker. Jeg fik lov til at fotografere ham fra alle vinkler. Wow! igen. En fantastisk ung mand, der lignede Karmapa den 16. på utrolig vis. Samme stærke udstråling, øjne og ansigtsudtryk. Stor og stærk.
Der var desværre sået tvivl om, at han var den rigtige Karmapa af en udbrydergruppe fra Kagyalinjen, som havde fundet deres egen udgave af Karmapas efterfølger i Indien. Jeg var nu ikke i tvivl, da jeg tydelig huskede Karmapa den sekstendes udstråling, ansigt og blik.
Min gamle ven Jamgon Kongtrul var blevet dræbt kun 28 år gammel ved en bilulykke på vej til Tibet for at bekræfte, at det nu var den rigtige Karmapa, man havde fundet. Desværre gik der rygter om, at der var ”pillet” ved bilens bremser. Meget mystisk og aldrig opklaret.
Jeg fandt ud af, at Jamgon Kongtruls nye inkarnation var blevet fundet med Karmapa den syttendes hjælp, men var blevet smuglet ud af Tibet til Nepal, da man frygtede, at kineserne ville bortføre ham ligesom de havde gjort med inkarnationen af Panchen Lama, den næstøverste i hierarkiet efter Dalai Lama. Kineserne havde fundet deres egen efterfølger, som nu blev opdraget mere kinesisk end buddhistisk. Den ”rigtige” Panchen Lama var og er stadig pist forsvundet. Det er i øvrigt Panchen Lama, der skal godkende Dalai Lamas næste inkarnation.
Jeg rejste derefter til Nepal for at besøge Jamgon Kongtruls nye inkarnation, som nu var 3 år gammel. Da jeg ankom til klosteret en tidlig formiddag, var der ganske stille.
Jeg satte mig ude i haven og ventede på, hvad der ville ske. Efter nogen tid kom en lille purk ud iført joggintøj. Da han så mig, for han lige i favnen på mig. Det var den nye Jamgon. Jeg blev så rørt, at jeg fik tårer i øjnene. Han rørte ved mine tårer og løb ind i huset. Lidt efter kom han farende ud med en pose slik. Vi hyggede os med vores slik, indtil hans oppasser, en vidunderlig ældre mand, kom ud og sagde, at nu måtte drengen altså ikke spise mere slik. Så spillede vi bold og grinede og pjattede indtil oppasseren igen kom ud og kaldte drengen ind igen. Det var i øvrigt den samme mand, som havde været oppasser for den afdøde Jamgon Kongtrul og han var den eneste overlevende fra dengang, de kørte galt på vejen til Tibet.
Endnu en fantastisk oplevelse på min vej.
Nogle år senere kom jeg i kontakt med en indisk bevægelse, der kaldte sig ”Oneness Movement” eller ”Enhedsbevægelsen”, som holdt til i det sydøstlige Indien. Det startede med, at jeg var til en satsang i København, der blev afholdt af en svensk kvinde, der lige var kommet hjem fra ”Oneness University”, som bevægelsen kaldte deres center. Da jeg så hende, blev jeg fyr og flamme. Da hun foruden at være smuk, udstrålede en utrolig kærlighed og medfølelse og var omgivet af et kraftigt lys. Ja! Hun lignede det billede, jeg havde i hovedet af en engel. Wow! Her var noget, der var værd at undersøge.
Hun fortalte, at ”Oneness University” var oprettet og blev ledet af et indisk ægtepar, som kaldte sig Amma og Bhagavan og som begge var i en meget høj bevidsthedstilstand. Deres mål og vision var, at gøre alle mennesker frie og lykkelige. De havde på universitetet en stor gruppe disciple eller dasadjis, som fungerede som lærere. De var ganske unge og befandt sig ligeledes i en meget høj bevidsthedstilstand. De fleste af dem havde været elever på den skole Amma og Bhagavan havde ledet før de startede universitetet. De var nu munke og nonner og levede helt i visionen om een verden med frie og lykkelige mennesker. Hun fortalte også om, hvordan hun havde fået deeksha, som er en velsignelse, der ændrer hjernens biologiske struktur og som foregår ved, at en dasadji lægger sine hænder på dit hoved og derved fungerer som kanal for den guddommelige energi, som på den måde strømmer ned gennem dig. Hun sagde, at det havde føltes som om en stor gylden kugle havde anbragt sig i hjertechakraet og spredt lys og varme ud i hele kroppen. Hun havde efter deekshaen uden besvær kunnet forlade sine problemer og bekymringer og følte sig nu fuldstændig fri og lykkelig. Hurra! Hurra! Hun så nu også sådan ud, så det gav mig en utrolig lyst til at rejse til Indien og prøve sådan en gang deeksha.
Jeg fik skrabet nogle penge sammen. Det kostede en formue, men hvad gør buddhisten ikke for at højne sin bevidsthed og evne til medfølelse.
Af sted gik det så til Indiens land. Jeg fløj til Chennai, som var nærmeste større by. Og tilbragte nogen tid der. Det var noget af et kulturchok. Møg og støj og meget varmt og et utroligt menneskemylder og en trafik så tæt, at det ikke engang var plads til sidespejle. Mere om det en anden gang. Nu gjaldt det Oneness. Jeg havde mødt en mand i lufthavnen, som viste sig at være faderen til en af de to unge mænd, der havde arrangeret den ”Experience Festival”, som jeg havde meldt mig til og som strakte sig over 7 dage og foregik inden selve ”Deeksha Kurset”. Vi tog en taxa fra Chennai til universitetet, som lå langt ude på landet i et kæmpe område med flere landsbyer og mange små landbrug.
Da vi ankom, var det blevet mørkt og sent, så det var vanskeligt at finde, hvor vi skulle være, da universitetet var spredt på 3 forskellige lejre. Til sidst fandt vi endelig sønnen og stedet hvor faderen skulle være. Mig kendte de ikke noget til, men foreslog at jeg skulle prøve i den nye lejr, som var ved at blive bygget og hvor festivalen skulle foregå. Vi fandt lejren, som var en stor byggeplads. Taxaen stoppede ved en af de større færdige bygninger. Det var nu mørk nat, men minsandten om ikke der på hoveddøren sad en seddel: ”Velkommen Ole.” Herligt! Der var een stor sal, hvor mange mennesker lå og sov på madrasser. Jeg fik anvist en madras og kunne endelig gå til ro i min sovepose. Go’nat Ole!
Næste morgen fandt jeg ud af, at de unge mennesker i salen var frivillige fra mange lande, som skulle være medhjælpere ved festivalen. Der var 3 dage til festivalen skulle starte, så jeg blev medhjælper for medhjælperne, indtil jeg fik mit festival armbånd og kunne hellige mig de mange spændende oplevelser festivalen bød på. Da jeg var blevet rigtig gode venner med mange af medhjælperne, blev jeg boende i salen under hele festivalen. Der kom rigtig mange mennesker fra mange forskellige lande. Programmet var utroligt med højt kvalificerede lærere fra forskellige lande. Vi lærte om meditation, yoga, overtone sang, musik, dans, spontan kunst, bevidstheds udvidelse, Maya kalenderen og meget mere. En af disse workshops handlede om lyd. Hvordan vi hele tiden påvirkes af de lyde, der omgiver os fra radio, tv, biler, motorer, højfrekvente elektroniske lyde (som vi tit ikke engang kan høre) og almindelig tale og råben. Hvordan lyden af en bæk kan bringe ro i sindet og hvordan lyden af skæld ud kan bringe uro i sindet. Nogle lyde danner positive vibrationer (kreative) andre danner negative vibrationer (destruktive).
En anden workshop handlede om mestre. Opstegne mestre og nulevende mestre. Når jeg siger mestre menes sjæle, som har opnået en grad af udvikling gennem mange liv, så de føler den samme kærlighed til alt og alle, fordi de klart ser, at alt er skabt af samme skaberkraft og at alting er uløseligt forbundet og afhængigt af alting. Nogle af disse mestre og kærlige væsener befinder sig i en dimension højere end vi gør, men de er alle til rådighed med hjælp til os, hvis det handler om kærlige og kreative formål og hvis vi ønsker det. Sikken en uge.
Sidste dag fik vi lov til at overvære indvielsen af nogle amerikanske kursister, som netop havde afsluttet et 7 dages kursus magen til det, jeg også havde meldt mig til. Da vi ankom, var der allerede propfyldt, så jeg fik en ståplads ved bagvæggen. Rummet var opdelt i 2 afdelinger med en rød løber, der endte ved en scene, hvor der var anbragt en slags tronstol. Kvinderne sad i den ene side og mændene i den anden. Øverst oppe sad kursisterne sammen med munkene og nonnerne, der var kronragede og iført hvide dragter. Der var en meget højtidelig stemning og alle ventede på, at den store mester Bhagavan skulle ankomme. Så skete det, Bhagavan gik op ad den røde løber, en stor og stærk ældre herre med et venligt udseende og gråt fuldskæg og iklædt en meget flot silkedragt. Han satte sig i tronstolen. Munkene og nonnerne smed sig på maven og vi andre bukkede ærbødigt hovederne. Jeg var lidt overvældet og skeptisk. Det lignede jo en slags afgudsdyrkelse og var ikke lige min kop te med mine buddhistiske meninger om, at alle burde behandles ligeværdige, men tænkte også, at han jo ikke behøvede at blive min Gud, men at jeg jo kunne tage det, som den store oplevelse, det jo var.
Ceremonien startede med nogle skriftlige spørgsmål fra de amerikanske kursister, som blev oplæst af Bhagavans chef discipel. Det første spørgsmål lød: ”Hvad bør vi gøre for at udvikle os videre.?” Svaret kom kort og præcist med en enorm kraft, der ramte mig lige i hjertekulen på min plads på bagerste række: ”Vær jer selv.” Bingo! Den herre ville jeg gerne opleve mere af. Jeg glædede mig allerede til, at jeg om nogle dage skulle deltage i den samme slags kursus, som amerikanerne netop afsluttede. Flere spørgsmål og igen samme kraftfulde svar. Da spørgetiden var forbi, begyndte selve ceremonien. Fem munke og fem nonner gik skiftevis op til Bhagavan. Han berørte let deres hænder, hvorefter de gik i fuldstændig selvsving. Nogle spassede helt ud, andre grinede fuldstændig ukontrolleret, andre igen rullede sanseløse rundt på gulvet. Sikken et skuespil. Så blev de een efter een hjulpet hen til de siddende kursister af de andre dasadjis og lagde hænderne på hovedet af hver enkelt. Det var deeksha. Jeg kunne se, at nogle af de mandlige kursister faldt om, inden de havde modtaget deeksha fra alle de fem spassede munke. På kvindesiden så det ikke meget bedre ud. Et par kursister gik i en krampelignende tilstand, nogle skreg og hylede og et par stykker grinede hysterisk og rokkede vildt med hovedet. Det var mildest talt utroligt. Så gik Bhagavan. Vi andre blev bedt om at forlade lokalet, så kun kursisterne, munkene og nonnerne blev tilbage. En festlig afslutning på en fantastisk festival.
Der var nogle dage til mit kursus skulle begynde, så jeg tog sammen med to andre danskere en tur til Ammas ashram, som lå et par timers kørsel fra Bhagavans ashram. Det var et meget mindre sted med en stor scene og plads til flere hundrede deltagere til hendes darshans, som det blev kaldt. Der var mange europæere, som fik plads på tæpper på gulvet nærmest scenen. Derefter fulgte de mere velhavende indere og til sidst de fattigste på de bagerste pladser. Darshanen startede med vidunderlig indisk musik, udført af et lille band med trommer, fløjter og sang. Ren fryd for ørerne. Så kom forskellige indere på scenen og talte og talte. Jeg forstod ikke et ord, men fik at vide, at de fortalte om mirakler og helbredelser, de havde oplevet med Ammas hjælp. Ind imellem chantede nogle kvindelige dasadjis nogle vidunderlige mantraer. Sikke stemmer og sikke yndige kvinder.
Det gik der et par timer med. Så blev scenetæppet trukket for. Spændingen steg og inderne begyndte at råbe: ”Amma, Amma”. Så blev tæppet trukket fra og der sad hun på en vældig trone omgivet af fantastiske farverige blomsterdekorationer. Hun var iført en utrolig smuk silkedragt og strålede af guld og diamanter. Hun så ikke særlig glad ud, nærmest lidt bedrøvet. Hun sagde ikke noget, men engang imellem strakte hun håndfladerne ud imod os. Alle rakte håndfladerne op imod hende og skrålede: ”Amma, Amma”. Jeg gjorde som de andre og syntes, at jeg et par gange mærkede, som om det kildede i håndfladerne. Det var en ren energi. Efter et stykke tid forsvandt Amma fra scenen. Da vi skulle til at gå, opdagede vi, at vores kvindelige medrejsende var gået helt i baglås. Hun havde siddet lidt væk fra os. Nu lå hun sammenkrøbet i fosterstilling og skiftevis snøftede og fnisede. Det virkede som om, hun totalt havde mistet forstanden. Hun var som en lille baby og ikke til at få kontakt med. Et par af de kvindelige dasadjis kom hen til os og chantede et meget smukt mantra, som jeg senere lærte og stadig sætter stor pris på og ofte bruger. Det hjalp nu ikke, så de sagde, at vi hellere måtte få hende hjem til Bhagavans ashram. Vi bar hende ud til vores ventende taxa, hvor hun blev anbragt på bagsædet, stadig i fosterstilling. Undervejs talte hun babysprog og klynkede og fnisede. Vi gav hende vand og madede hende med bananer. Sikken en tur, vi var ret nervøse for hendes tilstand. Da vi nåede ashramen, fik vi fat i en svensk dame, som virkede som assistent for europæerne ved de forskellige kurser. Hun tog det helt roligt og afslappet og fortalte os, at det ikke var så usædvanligt for nogle, når de oplevede Amma for første gang. Hun sagde også, at nu skulle vi bare slappe af, men at det var godt, at vi havde fået hende tilbage i god behold. De ville pleje og passe hende, medens hun de næste par dage ville gennemleve hele sin barndom og ungdom og genvinde, alt det hun vidste og kunne før. Meget mystisk. Jeg besøgte hende de næste par dage og kunne tydeligt fornemme, hvordan hun ”voksede” hele tiden. Efter et par dage var hun, som de havde sagt, frisk og ”voksen” igen. Hun fortalte, at det havde været en ubeskrivelig oplevelse og at hun følte sig enormt ”renset” og fri for en masse tidligere bekymringer. Jeg følte ikke mig selv særlig forandret og var stadig glad og lykkelig som før og var klar og spændt på, hvad kurset ville bringe mig af nye oplevelser.
Kurset startede med, hvad de kaldte ”Samskara Shuddi”, som frit oversat betyder ”udrensning i den indre møgbutik” og varede de første 3 dage. Vi var mere end 100 mennesker, 3 danskere, 2 svenskere, 1 amerikaner og resten russere, placerede på vores liggeunderlag. Vi arbejdede med alle slags forskellige følelser: vrede, had og aggressioner, frygt, jalousi, misundelse, mindreværd og mereværd og så videre. Vores dasadji styrede det hele med fast og kærlig hånd. Vi arbejdede med en følelse ad gangen. Jeg husker tydeligst arbejdet med vrede og had. Det startede med, at vi blev ledet tilbage i vores liv til et sted, hvor alting var fred og kærlighed. Vores dasadji var fantastisk til at bringe os i en slags trance med forskellig slags musik og tilråb. Jeg røg helt tilbage i min mors mave, hvor alt var fryd og gammen. I første del af min barndom, var alt gennemsyret af min fars og mors kærlighed. Først da jeg nåede til skoletiden, begyndte der at ske noget. En skjult vrede og et had til mine lærere kom farende op fra dybet med utrolig styrke. Dasadjien råbte, at vi skulle gå ind i følelserne og genopleve dem. Vi havde hver fået udleveret en tom 1 liters plastic coca cola flaske med låg, som vi skulle lade vores aggressioner gå ud over. Det varede ikke længe før min ikke var større end en tennisbold, men så var hun der straks med en ny. Vi fik også at vide, at vi bare skulle skrige eller råbe eller græde. Det var som et mareridt. Godt 100 mennesker fyldt med vrede og had til deres fortid og for nogle had til sig selv. Da det hele var på kogepunktet, råbte hun, at vi skulle forestille os, at vi behandlede dem, der havde gjort os ondt, som vi ville have gjort, hvis vi havde kunnet dengang overgrebene fandt sted. Jeg havde virkelig haft grund til at hade mine lærere, syntes jeg. Jeg havde altid klaret mig godt i skolen, men aldrig godt nok efter deres mening. Jeg kunne ikke sidde stille og kedede mig enormt og var urolig i klassen og fik ofte en lussing og blev sendt uden for døren. Jeg er venstrehåndet, men blev tvunget til at skrive med højre hånd og begyndte at stamme, hvilket samtlige lærere gjorde grin med selvfølgelig til stor morskab for klassen. Jeg havde tit haft lyst dengang til at slå dem ihjel. Nu havde jeg chancen. Først forestillede jeg mig, at jeg dræbte dem med en kæmpe kniv. Det var åbenbart ikke nok, hadet var der stadig. Så skar jeg dem i småstykker, et rigtigt blodbad. Heller ikke nok. Så kom jeg kødstykkerne op i en blender og gav dem en ordentlig omgang hvorefter alt blev skyllet ud i toilettet. Pyha! Det lettede. Jeg følte mig helt tom indeni. Som om vores dasadji vidste det, råbte hun, at vi nu skulle fylde tomrummet ud med kærlighed til nogen eller noget vi elskede. Der blev en utrolig ro i lokalet. Folk smilede kærligt, mange med tårer i øjnene. Så var det tid til at tilgive og til sidst bede for de mennesker, der havde såret os og som vi lige havde massakreret. Jeg må sige, at for mig har det siden virket. Jeg er simpelthen ikke i stand til at finde den mindste smule vrede mod de mennesker, der har såret mig eller forsøgt at gøre mig ondt, fra før til nu. Efter hver session blev der spillet moderne musik og alle dansede og grinede og klappede i hænderne. I løbet af de 3 dage kom jeg igennem et væld af skjulte følelser og fik dem op til overfladen og bearbejdet. Det var som om jeg følte mig lettere dag for dag. Så kom dagene med belæringer om Amma og Bhagavans filosofi og visioner.
De mente blandt andet, hvis tilstrækkelig mange mennesker, ca. 60.000, opnåede en bevidsthedstilstand de kaldte ”Oneness”, som betyder enhed med de kosmiske energier og alting, ville menneskehedens kollektive bevidsthed højnes og frembringe ”Den Gyldne Tidsalder” med kærlighed og fred overalt. Denne bevidsthedsudvidelse skulle ske ved hjælp af deeksha, som ville ændre hjernens biologiske struktur så energien i den nyeste del af hjernen, frontallapperne ville forøges. Det er i øvrigt bevist ved forskellige hjernescanninger med avancerede instrumenter, at deeksha forøger energien især i venstre hjernehalvdels frontallapper. Vi fik at vide, at vi ikke selv kunne gøre noget for at opnå oneness tilstanden. Vi lærte, at det eneste vi selv kunne gøre, var at betragte og acceptere os selv fuldstændig som vi var på godt og ondt. Vi lærte også, at vores sind og vores handlinger blev styret af vores hjerne og ego, at vores krop ikke var vores krop, men blev styret af energier vi ikke var herre over, at vores tanker ikke var vores tanker men en del af den kollektive bevidsthed. Følelsen af at have en adskilt eksistens er årsagen til al lidelse. Indholdet er aldrig vigtigt, men at opleve det er. Rejsen begynder og ender med opmærksomheden på, hvor du virkelig er. Lidelsen findes ikke i kendsgerningerne men i opfattelsen af dem. Menneskets bevidsthed er bundet af begreber, ideer, omstændigheder og tankemønstre. Meget af det vi lærte, svarede meget til den buddhistiske lære, bortset fra at buddhismen angiver metoder til at højne bevidstheden. Ifølge Bhagavan er det kun deekshaen, der kan bringe en i den højeste tilstand….. Buddha?
Så oprandt sidste dag og det store øjeblik, vi alle havde ventet på og glædet os til under de temmelig hårde og anstrengende forberedelser. Ceremonien skulle foregå i det samme lokale, som dengang under festivalen. Den røde løber og kvinderne i den ene side og mændene i den anden. Der var dog den forskel, at denne gang var det os, der sad forrest sammen med munkene og nonnerne. Der blev sunget smukke mantraer og spillet dejlig levende musik af dasadjis………og så kom Bhagavan, smuk og majestætisk satte han sig i sin store stol. Vi havde stillet nogle skriftlige spørgsmål til Bhagavan, som han besvarede med en visdom og kærlighed, som jeg aldrig tidligere havde mødt. Vidunderligt! Så var det deekshatime, 5 mandlige og 5 kvindelige dasadjis gik op til Bhagavan, som berørte deres hænder ganske let, hvorefter de alle gik i forskellige former for trance. De blev anbragt på forhøjningen på hver sin side af Bhagavan. Vi blev nu én for én ført op til de 5 dasadjis og knælede ned foran dem. Den første holdt to sølv sandaler, padukas, op på mit hoved. Jeg følte det, som om en mild elektrisk strøm gik igennem hele min krop. Nummer to føltes bare som en meget behagelig berøring. Nummer 3 rystede over det hele og jeg begyndte også at ryste helt ukontrolleret. Nummer 4 og 5 mærkede jeg kun lidt til bortset fra deres varme hænder på mit hoved. Dasadjien, som havde ført mig op og forbi de 5 dasadjis, førte mig nu forsigtigt tilbage til min plads på en måtte på gulvet. Jeg var i en utrolig smuk og høj tilstand. Da jeg havde ligget lidt, fik jeg fornemmelsen af, at jeg ikke kunne bevæge mig, men var egentlig totalt ligeglad og gad ikke engang prøve. Jeg var i en helt anden verden i, tror jeg nok, meget lang tid uden tid, indtil en dasadji vækkede mig og sagde, at nu var det hele overstået og at det ville være godt for mig at gå en tur blandt de mange store mangotræer, der groede lige udenfor. Det var så ubeskriveligt smukt og stort at være der i solnedgangen, et med alting.
Næste dag blev vi udspurgt af en dasadji om, hvordan vi følte og havde det nu. Da jeg havde fortalt om, hvordan jeg havde det, blev dasadji enormt glad og sagde, at jeg havde fået en meget høj tilstand og et stort og stærkt frø, der ville vokse og med tiden bringe mig i den højeste tilstand.
Jeg rejste hjem til Danmark igen med fornemmelsen af virkelig at være nået et par skridt videre på min ønskevej mod højere bevidsthed, til gavn for alle væsener.
Året efter rejste jeg igen til Indien og Oneness Universitet for at deltage i et 21 dages kursus, der ville ende med en indvielse til selv at kunne give deeksha.
På 21 dages kurset fortsatte vi med belæringer om Amma og Bhagavans filosofi og visioner. Det var meget lærerigt. Det var herligt igen at være blandt de kærlige dasadjis. Vi deltog i flere ildceremonier ”Homas”, som er urgamle indiske ceremonier, der bringer mennesker i forbindelse med ildguderne og består i, at man laver et bål i en firkant af mursten, hvor man ofrer alle slags madvarer, krydderier, frugter og endog penge. Der opstod altid en fantastisk, højtidelig stemning ved disse ”Homas”. Hver dag fik vi deeksha af dasadjis. Hver deeksha havde en speciel intention. En dag var intentionen frigørelse fra sindet. En anden dag var intentionen, at vi skulle komme i kontakt med vores højere selv eller Antryamin, som de kaldte det. Vi kunne forestille os, at det var Kristus, Allah, Buddha eller hvad vi nu syntes og anbringe den vi forestillede os i vores hjerte. Jeg valgte min beskytter Den Grønne Tara, alle Buddhaers moder, da jeg tidligere havde følt og forestillet mig, at jeg var i kontakt med hende i mit hjerte. En dag var intentionen, at vi skulle føle, hvor fnug små vi var i Universet og den deraf forståelige ydmyghed i livet. Det sidste gav for mit vedkommende anledning til en meget speciel drøm eller forestilling.
Jeg kontaktede Bhagavan i min bevidsthed og sagde, at jeg godt vidste, at jeg var et nul, men altså et godt nul !!! Bhagavan så på mig og smilede og sagde så: ”Du er ikke engang shit” og så gav han min hjerne et spark, så den splattede ud over det hele. Om natten drømte jeg, at min hjernekasse var total tom, stor som en katedral og helt nymalet, hvid. Kolossal! Ubegribelig.
Næste dag var der en ny deeksha for udbedring og udskiftning af organer. Jeg bad om at måtte få en ny hjerne og så smak!, sad der den fineste nyeste medisterpølseagtige hjerne i den fine nymalede hjernekasse. Bhagavan viste sig for mig og sagde, at han ikke vil slutte den til endnu af en eller anden grund. Jeg spurgte Bhagavan, hvordan jeg så skulle klare mig. Så grinede han og tog en lille chip på størrelse med en mobiltelefons simkort og anbragte den i en slags stikdåse i mit baghoved og sagde, at den indeholdt al den viden, jeg havde brug for. Det lød lige som den lyd man hørte, når de koblede folk til med det store stik i nakken i filmen Matrix. Jeg går ud fra at min hjerne bliver koblet til på et tidspunkt, men egentlig klarer jeg mig helt fint uden og er oftest glad og problemfri og utrolig begunstiget og taknemmelig.
En af de sidste dage vågnede jeg om morgenen i det sorteste humør, jeg nogensinde havde oplevet. Alt var lort, Amma og Bhagavan var nogle udspekulerede snydere, der blot ønskede vores penge. Et forelsket par gav mig kvalme. Universitet var en gang hjernevask. Jeg befandt mig i et totalt helvede af ondskab og mørke med modbydelige tanker om alt og alle. Jeg ville bare væk derfra hurtigst muligt. Nu var det sådan, at vi hver dag skulle skrive en rapport om vores oplevelser under og efter deekshaen. Jeg havde netop afsluttet min ondskabsfulde rapport og lagt den, som vi skulle, på alteret, da en af dasadjierne kom ind, tog min rapport og læste den og kom så hen til mig, som jeg sad der og skulede opslugt af vrede og had til alt. Minsandten om ikke han lykønskede mig. Jeg snerrede ad ham, men han smilede bare og sagde, at det var mit egos sidste anstrengelser for at bevare kontrollen over mit højere selv og at det skulle tages som et godt tegn. Det hjalp noget, men jeg var stadigvæk fyldt med mørke tanker. Næste dag var indvielsen. Der var pyntet smukt med blomster. Først var der darshan med Bhagavan. Jeg havde stillet et ret vredt spørgsmål, som blev læst op. Jeg rejste mig. Bhagavan svarede ikke på mit dumme spørgsmål, men smilede og pegede på mig og sagde, at jeg nok skulle klare mig. ”You will do.” Samtidig var det som om der kom en lysstråle fra hans finger og med et forsvandt alle mine mørke tanker fra mit sind og jeg følte mig enormt fri, fredfyldt og lykkelig. Tak Bhagavan!
Indvielsen var meget smuk. Først spillede dasadjierne dejlig indisk musik og sang forskellige mantraer. Så fik vi alle en halskæde med 108 træperler, en blomsterkrans om halsen og til sidst et kæmpe kram. Igen en fantastisk oplevelse. Wow!
Næste dag tog vi alle til Ammas ashram i Nemam. Alting foregik på samme vis som sidst, jeg var der. Da det hele var forbi, fik vi lov til at give deeksha til de mange indere. Jeg gik ned til de bagerste rækker. Sikken et mylder, der blev. Alle ville have deeksha, så jeg var totalt omgivet af ventende hoveder. Det var virkelig træning, der ville noget, da de var utroligt modtagelige, så man kunne tydeligt mærke, hvornår det virkede og hvornår egoet var for meget ind over. På et tidspunkt var der en kvinde, der skvattede om på gulvet, som om hun var besvimet. Jeg blev lidt forskrækket, men var allerede i gang med det næste hoved. Heldigvis kom hun hurtigt til sig selv og sendte mig det mest vidunderlige smil og kærlige blik. Hun rørte, som mange andre også gjorde, ved mine bare fødder, som vist nok var en form for taknemmelighed.
Vi fortsatte i over en time til alle, der ville, havde fået deres deeksha. Underlig fornemmelse, men meget behageligt, at kunne give mennesker, det de ville have. Tak!
Da jeg kom tilbage til Danmark, fortsatte jeg sammen med nogle andre at give deeksha til de der ønskede det. Vi lavede mange forskellige arrangementer for at sprede kendskabet til Oneness og mange rejste til Indien for at tage samme uddannelse, som vi havde været igennem.
Året efter rejste jeg igen til Indien og deltog i et uddybende 10 dages kursus, hvor jeg oplevede nogle meget specielle dasadjis. De blev kaldt ”kosmiske væsener.” Det var dasadjis, der var blevet bragt i en utrolig høj tilstand og ikke bestilte andet end at meditere og sende kosmisk energi fra universet ned til jorden. De var i en mærkelig forfatning. De kunne kun bevæge sig i total slow motion og måtte passes og plejes af de andre dasadjis. På mig virkede de fuldstændig som en slags zombier. Vi mediterede meget sammen med dem. Der var en utrolig kraftig energi omkring dem, men det virkede aldeles mystisk. Det var dejlige 10 dage og utrolig herligt, at blive modtaget og behandlet som en del af ”familien”.
Hjemme igen og mere given deeksha. Jeg havde en del, der kom een gang om ugen.
De blev altid bragt i en tilstand af dyb fred, men ugen efter kom de lige så stressede tilbage, så jeg følte oftere og oftere at jeg nærmest var en slags uddeler af beroligende drugs. Jeg havde egentlig håbet, at jeg kunne hjælpe nogen til en større forståelse af vigtigheden af at arbejde med sig selv, for dermed at skabe en bedre verden. Men pyt!
Sidste gang jeg så besøgte Oneness University var på et 10 dages avanceret kursus trin 2, som det kaldtes. Undervisningen skulle foregå i selve det store tempelområde ca. 1 kilometer fra hvor vi boede. Jeg husker tydeligt fra sidste gang, hvor vi var på besøg i det ufærdige tempel og det store område, hvordan energierne føltes ekstraordinært kraftige. Det siges, at templet ligger, hvor 8 af jordens hovedmeridianer kommer op til overfladen. En forsker fra Schweiz, der har målt jordens energifelter verden over siger, at energiudstrålingen ved templet er det kraftigste, han har mødt og er 5 tusind gange kraftigere end det næst kraftigste, som er Stonehenge i England. Så kan jeg bedre forstå at vi alle blev ”stangskæve” sidste gang, vi var der.
Det er i øvrigt en vigtig del af Sri AmmaBhagavans vision om at skabe en bedre verden med frie mennesker, at op til 6 tusind mennesker skal kunne meditere samtidig i det store rum under kæmpepyramiden for derved at skabe et kraftfelt, som så vil sprede sig over hele jorden blandt andet via de 8 af jordens meridianer og derved hæve den kollektive bevidsthed til en højere dimension. The Golden Age, Den Gyldne Tidsalder.
Der har allerede været mange forskellige grupper de sidste par år, der har mediteret og chantet Moola Mantraet under pyramiden. De indiske arbejdere påstår, at de nogle gange tydeligt kan høre mantraet, selv om der ikke er nogle mennesker deroppe. Den store sal under pyramiden er i øvrigt det største rum i Asien konstrueret helt uden bærende søjler.
Meget fantastiskt og næsten utroligt alt sammen.
Første ”arbejdsdag”. Vi blev kørt i bus til tempelområdet. Vi skulle være i et undervisnings/meditationslokale lige over for Shakti Stahla, som templet hedder og med bygningens bagside lige over for Amma og Bhagavans nye bolig. De er flyttet fra, hvor de boede for ikke så længe siden, men var desværre i Bangalore nu for at initiere store grupper af indere. Der er nu mere end 1 million indiske deekshagivere, mange af dem med en meget høj bevidsthed. Det er som om inderne meget lettere modtager deeksha og kontakt med det Guddommelige end os ”hvide vesterlændinge”. Det er nok fordi vi generelt er mere fyldt med frustrationer og koncepter og ikke har særlig let ved at give slip på vores egoer. Vi har også en masse blokeringer på grund af vores forkvaklede samfund og mærkelige relationer til vores familier og øvrige medmennesker. Lad os håbe, at det snart bliver bedre. J
Vi blev budt hjerteligt velkommen i det smukke lokale og fik hver sin smukke blomsterkrans og et stort kærligt kram af vores guider (som dasadjierne nu hedder).
Der er sket store ændringer i undervisningen siden min sidste ”deepening” for halvandet år siden. Væk er altrene og billederne af Amma & Bhagavan, ingen ild ofringer, ingen homas eller andre ”religiøse” tiltag, men til gengæld en meget målrettet undervisning, hvor hovedformålet er personlig vækst og frigørelse fra vores koncepter for at gøre os til frie hjælpsomme mennesker i ”Enhed/Oneness” og medarbejdere i skabelsen af en ny og fri menneskehed og dermed en bedre jord at leve på for alle væsener. Det var lige noget for mig.
Der blev givet masser af deekshaer med forskellige intentioner og vi mediterede hver dag med ”Oneness Beings”, som de ”kosmiske væsener” nu kaldes. Det er mennesker, der frivilligt har ladet sig hensætte i en meget høj ”kosmisk” tilstand, hvor den fysiske krop fungerer umådelig langsomt. De udstråler en utrolig kærlighed og viden, som føles at gennemstrømme ens hele væsen. Vi fik flere deekshaer og kærlige kram af dem.
Det foregik i absolut slow motion og mange måtte hjælpes tilbage til deres pladser efter sådan en omgang. Py-ha! Det var overfedt.
Efter hver morgenmeditation var der morgenmad i en lille hyggelig spisesal ved siden af lokalet og så havde vi en pause, som jeg blandt andet benyttede til at gå op i templet og fotografere og stå under pyramiden. Fantastisk!!!
Det blev desværre stoppet, fordi en eller anden klovn havde trådt på nogle nylagte marmorfliser, der endnu ikke var tørre. Vi havde senere alle 89 plus guider en fælles meditation med Moola Mantra oppe i pyramidesalen. Meget stærkt og smukt.
Efter morgenmaden og pausen var der igen sessioner til ved 2-tiden, hvor vi blev kørt tilbage til hvor vi boede til frokost og hvil og derefter igen i bussen tilbage til templet til mere belæringsguf, indtil vi ved 20-tiden blev kørt tilbage til aftensmad og så ellers go’nat Ole. Det var nogle helt utrolige velsignede dage.
Vi fik også daglige deekshaer og kram af vores guider og til sidst gav vi alle sammen hinanden deekshaer i små grupper.
Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ved slutningen følte mig helt fri og hel. Det var som om, at al min søgen nu er forbi. Nu skal livet bare OPLEVES.
Siden er der sket mange mærkelige ting med oneness bevægelsen. De vigtigste guider inklusive Amma og Bhagavans søn har forladt bevægelsen og startet deres eget universitet. Oneness er vist blevet til Twoness! Det er som om hele konceptet har forandret sig og er blevet meget mere sekterisk og præget af vældig store egoer og for mange uholdbare løfter.
Jeg har trukket mig ud af bevægelsen, men er stadig dybt taknemmelig for alt det, jeg har lært og ser tilbage på de mange smukke og lærerige oplevelser med stor glæde, men føler samtidig, at det er som et overstået kapitel i min udviklings store bog. Hvis du vil vide mere om Amma og Bhagavans lære: www.onenessuniversity.org
Siden har jeg fortsat med at studere den buddhistiske filosofi, mediteret, bedt for fred overalt i Universet, chantet mine buddhistiske mantraer og forsøgt fortsat at udvikle mig til et kærligt og medfølende væsen. Og i øvrigt haft det herligt….det meste af tiden!
OM MANI PADME HUM
OM TARE TU TARE TURE SO HA
Nedenfor følger nogle begreber fra den buddhistiske lære, som jeg personligt har taget til mig og udnytter, fordi jeg tror, det kan fremme udviklingen af min bevidsthed.
Det første og vigtigste, tror jeg, er aspirationen og motivationen til at udvikle sig til gavn for alle levende væsener, som jo også indbefatter Moder Jord og væsener i andre dimensioner.
Buddha betyder den opvågnede eller fuldt udviklede og er den højeste tilstand, et menneske kan opnå.
Buddha betyder også, at der er kontakt til alle dimensioner og bevidsthedens kilde, den rene kærlighed og medfølelse. Nogle kalder det Oneness eller Gudsbevidsthed.
Ultimativt er alting Buddha og dermed perfekt. Enhver situation, alle omgivelser, alle fænomener er i sin essens Buddha.
Vi mennesker har Buddha natur, som er vores universelle sjæl, som er ren, oplyst, ubegrænset, uforanderlig og vores essentielle natur.
Alle har potentialet til at opnå Buddha tilstanden.
Vores potentiale er ikke noget, vi skal prøve at skabe. Det er allerede inden i os. Den buddhistiske lære angiver tydeligt, hvad man kan gøre og hvad man ikke bør gøre for at udvikle potentialet.
Selvet er et begreb. Lyt, spørg, lær og forstå. Overvejelse, bekræftelse, handling. Man kan opnå ”frigørelse” gennem alting, fordi essensen af alting ultimativt er sandhed.
Overbevisning kan ændre tilstande.
Medfølelse er den kraft, som forbinder alting i universet.
Handlinger som gavner vores udvikling:
At vide, at vi har Buddha natur og potentialet til at nå Buddha tilstanden.
Meditation, bøn, flid, tillid, tålmodighed, opmærksomhed, klarhed, disciplin, moral, gavmildhed, eftertanke, indsigt, upartiskhed, overvejelse, kærlig omsorg, medfølelse, glæde, uvildighed, respekt, intelligens, tilgivelse, ro, venlighed, omsorg, ret levevis og handling, indsigt, dedikation, mod til at opnå den højeste realisation, ønsket om at opnå oplysning til gavn for alt i alle dimensioner, kærlighed og taknemmelighed.
Ved at udvikle disse handlinger, kan vi skabe ro og klarhed i sindet, som giver frihed fra alt det, der formørker vores klare friske indre natur og tillader en dyb og blivende indre fred.
Handlinger som hæmmer vores udvikling:
Ikke at vide, at vi har Buddha natur og potentialet til at nå Buddha tilstanden. Vrede, had, begær, jalousi, tvivl, tilknytning og alle tanker og handlinger, som fremmer tilknytning, higen efter berømmelse og rigdom, benægtelse, uvidenhed, negativitet, aggressioner, påståelighed, modvilje mod at dele, misundelse, selvtilstrækkelighed, stolthed, hykleri, arrogance, ego, frygt, karma, manglende selvtillid, mindreværdsfølelse, mereværdsfølelse, bagtalelse, utaknemmelighed, at dræbe, volde, stjæle, lyve og ødelægge vores miljø.
Forhindringer er altid midlertidige.
Sandheden har to aspekter, den relative eller foranderlige sandhed og den ultimative eller uforanderlige sandhed.
Vores dualistiske sind erkender ikke essensen af vores natur.
En Buddhas handlinger er spontane og ikke dualistiske.
Vi er deltagere eller medskabere i vores egen tilværelse. Jo højere tilstand, jo større indflydelse.
Reinkarnation: Vi er en sjæl i en krop, som ældes og dør. Sjælen er udødelig og fortsætter i forskellige kroppe indtil den ultimative Buddha tilstand opnås.
Alt, hvad der sker, hvor som helst i universet, påvirker os og alt, hvad vi foretager os, påvirker alt. Tanker og følelser er begrænsede. Bevidstheden er ubegrænset.
Vi må acceptere, at vi kan tage fejl og være negative. Vi må ikke bilde os
selv ind, at vores handlinger er perfekte. Når vi anerkender vores mangler, er der metoder til at ændre dem.
Vi må vide, at det samme er tilfældet for alle andre.
I Buddhismen bruger man udtrykket ”Alting er tomhed”. Jeg forstår tomhed som det, at der ikke findes noget, som har vedvarende, selvstændig eller individuel eksistens.
Det betyder ikke, at der ikke findes noget overalt. Tværtimod. Den moderne videnskab har kunnet bekræfte, at det vi kalder space eller rummet er fyldt med potentielle, forbundne energier i et netværk, som ifølge buddhismen blev skabt af guden Indra. Ifølge Hopi indianerne blev dette netværk skabt af Grandmother Spider eller Bedstemor Edderkop. Dette netværk gør, at alting er forbundet og påvirkes i alle universer og dimensioner af alt, hvad der sker. Dette netværk er tilsyneladende opbygget på samme måde, som det neurale netværk i menneskers hjerne.
De 4 ædle sandheder:
Livet er præget af lidelse.*)
Lidelse har en årsag.
Der er et mål, da lidelse kan ophøre.
Der er en vej, fordi der findes metoder til at udrydde årsagerne til lidelse.
*) Lidelse kan være: Kedsomhed, ensomhed, nedtrykthed, smerte, konflikt i relationer, manglende motivation og meningsløshed.
4 ubegrænsede tanker: Kærlig omsorg. Medfølelse. Glæde/Fryd. Upartiskhed.
Min daglige bøn:
Må alle væsener være lykkelige og have årsagerne til lykke.
Må alle væsener være fri for lidelse og årsagerne til lidelse.
Må alle væsener aldrig være adskilt fra den største glæde hinsides al lidelse.
Må alle væsener forblive i den store sindsligevægt hinsides tilknytning og uvilje.
Når du beder en bøn, bør den siges fra hjertet. Føl, kend og udtryk meningen med bønnen, medens du beder. Forestil dig, at det, du beder om, allerede er opfyldt. Tak og vær taknemmelig. Bed uden at dømme og uden ego.
Inderst inde er vi allerede oplyste Buddhaer.
Vi må vække vores sovende Buddha.
Jeg læser ofte i den 12. Tai Situpas bog:
”AWAKENING THE SLEEPING BUDDHA”
BUDDHISTEN, NÆSTEN!
Mine forældre voksede op i det vestlige Jylland på et tidspunkt og i et område, hvor Indre Mission havde meget stor indflydelse med deres fundamentalistisk kristne holdninger. Bibelen var det eneste de levede efter, alt andet og andre religioner blev betragtet som blasfemi. Man måtte ikke danse eller spille kort og i det hele taget var livet en meget alvorlig sag.
Heldigvis blev mine forældre aldrig tilknyttet deres ideologi, men de var alligevel påvirkede af troen på en god, men straffende Gud, hvis man ikke opførte sig ordentlig. Vi gik i kirke til højtiderne og jeg blev døbt og konfirmeret og forstod overhovedet ikke, hvad det hele gik ud på. Vi var skabt i Guds billede, sagde man, men samtidig var vi alle født syndere og kunne derfor risikere at ende i evig pinsel i et brændende helvede, hvis ikke vi fulgte ti bud, som var blevet givet af Gud til en mand på et bjerg for flere tusind år siden. Meget gode leveregler, som alligevel ikke kunne overholdes, med mindre man blev munk eller nonne. Jeg kunne simpelthen ikke klare, at jeg ikke selv kunne bestemme, hvad der for mig var den rigtige måde at udvikle mig på og leve på. Jeg vidste jo udmærket godt indeni, hvad der var rigtigt og forkert for mig. I skolen havde vi noget, der blev kaldt religion. Vores lærer ville egentlig hellere have været præst, men var dumpet to gange til teologieksamen, så det skulle gå ud over os børn. Han prædikede og prædikede og vi skulle lære udenad bunker af salmevers og katekismus eller kattepismus, som vi kaldte den forhadte lille bog.
Vi forstod ikke meget af det, men blev ret trænede i at lære udenad. Jeg spurgte engang, om der ikke fandtes andre religioner, vi kunne lære om. Kristendommen var den eneste rigtige religion, råbte han meget vredt og sendte mig udenfor døren. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at finde ud af, at der faktisk var rigtig mange meget forskellige religioner og måder at opfatte livet på.
Jeg elskede at læse om Jesus, men kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan hans lære og gerninger var blevet til den kristendom, jeg skulle lære om. Han talte jo om kærlighed til alle uanset, helbredte de syge og fortalte, at Gud er indeni os alle, at hvad vi gør mod andre, gør vi mod os selv. Jeg kunne ikke få det til at passe med kristendommens billede af en ældre langskægget herre, der sad i noget de kaldte Himlen og holdt regnskab med, hvad hver enkelt foretog sig i livet og med ubarmhjertig hånd tildelte os enten et evigt liv i et herligt paradis eller evig pinsel i et brændende helvede. Det var simpelthen for langt ude.
Da jeg fandt ud af, at man i den katolsk kristne religion kunne betale sig fra sine såkaldte synder og dermed undgå helvede og at al kontakt til Gud skulle gå gennem kirken og præsterne. Man skabte en Gud, man skulle frygte. Mennesker i frygt er som får. Selv en hund kan lede en fåreflok. Da jeg opfattede, at den katolske kirke er en af de rigeste organisationer i verden, samtidig med at mange katolikker levede i stor fattigdom, stod jeg helt af kristendommen og meldte mig ud af folkekirken, som man automatisk blev medlem af ved fødslen.
Jeg begyndte at udforske andre religioner. Jøderne havde deres egen religion, som mindede en del om kristendommen. De troede dog ikke på den historiske Jesus, men på en anden Jesus, som skulle komme og frelse dem senere. De mente, at de var Guds udvalgte folk og bedre end alle andre og følte sig fuldstændig i deres ret til at overtage Palæstina og fordrive palæstinenserne til flygtningelejre i nabolandene. Som min eks svoger, en jøde fra Tel Aviv udtrykte det, da jeg var til min søsters bryllup og vi var på udflugt til Golanhøjderne, pegede han stolt op på de små landsbyer, der lå som klistrede til bjergsiderne og sagde: ”Se deroppe har der boet palæstinensere i tusinder år, nu er det vores og det er kun et spørgsmål om tid, før vi har overtaget resten af Palæstina”. Jeg var simpelthen ved at kaste op og forlod landet, så hurtigt jeg kunne. Pyh ha! for en religion.
Så var der Islam. Jeg syntes, det mindede meget om kristendommen bortset fra, at deres Gud hed Allah og profeten hed Muhammed. Her var det også præsterne, der bestemte. Også fyldt med regler og forordninger, bod og straf og ikke meget til overs for det feminine aspekt. Også de mente, at deres religion var den eneste rigtige og derfor, som andre religioner, gav ret til at dræbe og undertrykke anderledes tænkende. Pyh ha! igen. Heller ikke lige noget for mig.
Hinduisme. Wow! Festlig og farverig og masser af guder. En Gud for dit og een for dat. Og troen på reinkarnation. Et uhyggeligt kastesystem, hvor man, efter hvem man blev født af, blev begunstiget med enten lort eller lagkage. Heller ikke her fandt jeg det, jeg søgte, nemlig en religion, hvor alle blev betragtet som ligeværdige med de samme muligheder for udvikling til selvstændige og frie tænkende væsener.
Efter også at have studeret andre mindre kendte religioner, fandt jeg ud af, at religioner som sådan var dogmatiske, kontrollerende, skabte frygt og i mine øjne forældede.
Naturfolk. Jeg elsker deres respekt for livet, naturkræfterne, naturen og ikke mindst deres kærlighed til Moder Jord og forståelsen af, at vor jord er en levende organisme, der skal plejes og passes. Jeg kalder det for natur kultur i stedet for religion.
Naturfolkenes kultur og viden om livet og universet, synes jeg er helt enestående. Det virker på mig, som om det kommer fra en helt anden højere dimension. Mayakalenderen forstår jeg som en forklaring på menneskehedens og jordens bevidsthedsudvikling fra ”Det store brag” til nu og videre et stykke endnu.
Så ramlede jeg ind i buddhismen. ”Bingo”. Der var noget, jeg kunne bruge og følte var en mulig vej for min udvikling.
Jeg læste forskellige bøger om buddhisme og fandt i første omgang frem til, at Buddha betyder den opvågnede eller fuldt udviklede og er den højeste tilstand et menneske kan opnå. Dernæst, at alting ultimativt er Buddha og dermed perfekt og at vi alle har potentialet til at opnå denne tilstand. At være født som menneske giver den største mulighed for at nå til denne tilstand af Buddha , da livet giver os mennesker lejlighed og mulighed for at opleve, afbalancere og overkomme sindets forureninger på alle plan. Den buddhistiske lære angiver tydeligt, hvad man kan gøre og ikke bør gøre for at udvikle sin bevidsthed. Det vil jeg komme mere ind på senere.
Først vil jeg fortælle om nogle oplevelser, jeg har haft på vejen mod forståelsen af, hvad buddhismen betyder og har betydet for mig og mit liv.
Jeg havde arbejdet i Upernavik i Grønland nogen tid, da jeg på grund af den alt for fede mad, pådrog mig en mavekatar. Da jeg ikke havde lyst til at blive behandlet medicinsk i Grønland, bestilte jeg en såkaldt råkostkur i Danmark. Råkosthjemmet lå i Svendborg og blev ledet af en fantastisk progressiv kvinde, Julia Vøldan, som havde stor erfaring med behandling af mangfoldige sygdomme udelukkende med råkost.
Det var et meget smukt og fantastisk sted med mange ”mystiske” og alternative beboere. Kuren var utrolig effektiv, så efter kort tid var jeg sund og rask igen. Jeg havde i den tid, jeg var der, haft mange spændende samtaler med en meget smuk og speciel clairvoyant kvinde. Hun fortalte mig en dag om mine mange inkarnationer som buddhistisk munk i Tibet. Det kunne jeg ikke huske noget om, men tog det lidt som en forklaring på min store interesse for buddhismen. Hun spurgte mig, om jeg var klar over, at den højest rangerende mester indenfor den gren af buddhismen, som jeg havde tilhørt, var i Danmark i øjeblikket. Hun syntes, det ville være en god ting for mig at opsøge ham. Hun vidste ikke hans navn, men han opholdt sig på en adresse, som stod bag på en bog, jeg havde liggende på mit natbord. Var hun mystisk eller hvad? Hun virkede så overbevisende, at jeg troede på hende. Jeg havde kort forinden mit ophold på kurstedet købt en nyudgivet bog om tibetansk buddhisme. Ganske rigtigt! Bag på bogen stod en adresse: Svanemøllevej 56 i Hellerup.
Næste dag tog jeg bussen til Odense og derfra toget til Hellerup. Jeg fandt adressen og bankede på døren i den store flotte villa. En flink mand lukkede op. Jeg fortalte ham, at jeg havde hørt, at der var en tibetansk mester på besøg og om det var muligt at møde ham. Han sagde, at det skam var rigtigt og at han hed Karmapa den sekstende. Han havde netop afsluttet nogle dages belæringer og var taget ud i byen for at dyrke sin hobby med at købe dyr i fangenskab og sætte dem fri, såfremt de var i stand til at klare sig ude i naturen. Det lød dog utrolig sympatisk. Derefter fortalte han, at hvis jeg gerne ville møde Karmapa, var der et arrangement kaldet ”Den sorte hats ceremoni” næste dag i Odense. Jeg takkede ham og rejste tilbage til Svendborg.
Næste dag tog jeg igen bussen til Odense. Arrangementet foregik i en stor sal med rigtig mange mennesker. Jeg var lidt genert og satte mig ret langt tilbage i salen. På scenen på en lille forhøjning sad han så, den 16. Karmapa, en stor og statelig mand med en stor sort hat på hovedet. På begge sider af ham sad nogle tibetanske munke i fantastiske dragter og med truthorn og fløjter og klokker og trommer og bækkener og alskens tingeltangel.
Så begyndte ceremonien eller koncerten. En øredøvende larm afløst af en slags sang med de dybeste stemmer, jeg nogensinde havde hørt. Så larm igen, så total stilhed, så klokkeklang, trommer og bækkenbrag. Så blev der flyttet rundt på det hele og den sorte hat kom af og på igen. Så larm og støj og sang og hele molevitten om igen. I mine øjne var det hele et værre cirkus og jeg forstod ikke en smule af, hvad det hele gik ud på. Da ceremonien var forbi, gik alle tilhørerne op på scenen og fik en rød snor om halsen. Jeg blev siddende og tænkte, at det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig var buddhisme. Jeg ville faktisk hellere nøjes med at studere og arbejde med den buddhistiske filosofi i fred og ro.
Da jeg forberedte mig på at tage tilbage til Svendborg, kom der nogle unge mennesker og spurgte mig, om ikke jeg ville med dem for at indvie deres nye tempel eller gompa, som det hed. Karmapa ville komme og foretage indvielsen. Der var lang tid til bussen og jeg var nysgerrig efter at se, hvordan en gompa så ud, så jeg fulgte med dem.
Vi ankom til en stor lejlighed i Odense midtby ca. 20 personer. Den såkaldte gompa var et stort værelse, de havde indrettet på smukkeste vis. Langs de tre vægge var der anbragt hynder dækket med smukke tæpper. På den sidste væg var der anbragt en lille forhøjning også med smukke tæpper og puder. Hele rummet var dekoreret med kulørte tibetanske bedeflag og billedtæpper og smukt indrammede fotos af Dalai Lama og Karmapa. I sandhed et fantastisk rum. Der blev brændt røgelse og stemningen var meget højtidelig. Der kom besked om, at Karmapa desværre ikke kunne komme. I stedet ville en af munkene, Jamgon Kongtrul, som var Karmapas tolk og nærmeste, komme sammen med Ole Nydahl og hans hustru Hannah. De to havde sammen med andre etableret det buddhistiske center i Hellerup, som jeg havde besøgt dagen i forvejen. Det var også dem, der havde arrangeret Karmapas og munkenes besøg i Danmark.
Efter en tids spændt venten ankom de. Så skete der noget af det mest utrolige jeg nogensinde havde oplevet. Da mine øjne mødte Jamgon Kongtruls brød vi fuldstændig sammen i et totalt grineflip. Wow! Det var for mig som at gense en bror, søster, far eller mor, jeg ikke havde set i hundrede år eller mere. Vores grinen smittede hele gruppen og det blev en utrolig festlig indvielse. Jamgon Kongtrul foretog forskellige ceremonier og alle var glade. Da seancen var forbi og de tre skulle af sted igen, pegede Jamgon Kongtrul på mig og sagde, at jeg skulle tage med dem. Jeg forstod på det tidspunkt ikke hvorfor, men var totalt lykkelig for at kunne tilbringe mere tid med ham. Det var som om mit hjerte var ved at eksplodere af ren kærlighed. Mere Wow!
Da vi ankom i en taxa til et stort typehus i udkanten af Odense, hvor Karmapa og munkene boede, var der ikke et øje at se. Jeg fik at vide, at alle hvilede efter ceremonien i byen. Jamgon Kongtrul bad mig sætte mig ved siden af sig ude på husets terrasse. Så kom alle mine spørgsmål: ”Hvad i alverden foregår der? Hvorfor mig? Hvorfor dit og hvorfor dat?” Jamgon Kongtrul grinede sit vidunderlige grin, klappede mig på skulderen og bad mig tage det helt roligt. Så begyndte han ellers at forklare. Ham og jeg havde fulgtes ad gennem mange tidligere inkarnationer i mange forskellige former, som søskende, som hinandens fædre eller mødre og venner og ikke mindst som munke i tibetanske klostre. Jeg spurgte ham, hvorfor jeg ikke kunne huske det, men helt klart følte, at det var rigtigt, hvad han sagde. Så forklarede han, at jeg selv havde valgt at blive genfødt, som den jeg var nu for at kunne hjælpe almindelige mennesker til at blive klogere. I den form eller på det plan jeg var på nu, kunne man normalt ikke huske tidligere liv. Måske ville det komme senere, men det var ikke vigtigt. Jeg spurgte om jeg skulle blive munk eller hvad. Han grinede igen og sagde, at det havde jeg været mange gange før. Nu skulle jeg bare være det jeg var og acceptere og betragte, hvad jeg tænkte og foretog mig. Jeg var en ”katalysator”. Jeg forstod ikke, hvad det betød, men så sagde han smilende, at det ville jeg finde ud af hen ad vejen. Så fortalte han om, hvordan alting er forgængeligt og hvordan alting er gensidigt afhængigt. Han forklarede også, hvor vigtigt det var, at udvikle medfølelse, ikke bare for dem, der havde det dårligt, men for alle levende væsener i alle universer, da alting er forbundet som i et net eller spindelvæv og at alt, hvad man foretog sig af godt eller skidt, påvirkede alting i alle universer og ville på et eller andet tidspunkt komme tilbage til en i den samme form, som det blev udsendt i. Så forklarede han også om, hvad han kaldte de ”4 ædle sandheder” nemlig: livet er præget af lidelse, der er årsager til lidelserne, der er et mål, da årsagerne kan fjernes og der er en vej, fordi der findes metoder til at udrydde årsagerne. Blandt metoderne nævnte han blandt andet: disciplin, gode handlinger, medfølelse, opmærksomhed, taknemmelighed, tilgivelse, kærlig omsorg, ro, venlighed, ret levevis m.m.m. Til sidst forklarede han om, hvordan alting har Buddhanatur, som betyder, at alting ultimativt er perfekt. Vi mennesker er normalt bare ikke klar over dette og lever derfor i den relative og dualistiske verden med godt og ondt, fortid og fremtid, dig og mig, vi og dem og så videre, uden at kunne forstå, at alting er et og lige nu. Så sluttede han af med at sige, at alle har potentialet til at blive Buddha og det kun er et spørgsmål om tid og indsats.
Det var nogle ordentlige mundfulde og der var såmænd meget mere, som jeg har brugt mange år på at fordøje og forstå.
Der begyndte at blive liv i huset. Jamgon Kongtrul foreslog, at jeg skulle ”tage tilflugt” og forklarede, hvad det gik ud på. Når man tager tilflugt anerkender man eller går ind for Buddha, dharmaen og sanghaen.
For mig var Buddha efter det, jeg havde læst, den højeste tilstand man kunne opnå i en menneskelig form, så det var helt enkelt mit ideal, som jeg ville stræbe for at opnå. Dharmaen, som er Buddhas lære, kunne jeg, efter den smule jeg vidste om den, helt tilslutte mig. Sanghaen er de buddhistiske lærere, som jeg ville møde på min vej plus de mennesker, som var på den buddhistiske vej mod en højere bevidsthed, så det var også ok. Jeg sagde tak for tilbuddet, selvom jeg ikke anede, hvordan det skulle foregå. Jamgon Kongtrul bad mig blive siddende og tænke over det, vi havde talt om, indtil han kaldte på mig.
Der gik et godt stykke tid, men der var i hvert fald nok at tænke over. Så blev jeg kaldt ind i stuen. Ih du milde, sikken en overraskelse. Stuen var ryddet for møbler. På en lille forhøjning sad han, Karmapa den sekstende. Stor stærk mand med en fantastisk udstråling og et vidunderligt og kærligt blik. Ved siden af ham på nogle hynder langs væggen sad 8-10 munke i deres flotte dragter og med alle instrumenterne og udstyret fra ceremonien i byen. Karmapa pegede på et tæppe midt på gulvet. Jeg satte mig i skrædderstilling sammen med husets 12 årige datter.
Så begyndte løjerne. Det var næsten som ved ”koncerten” i byen. Jeg lukkede øjnene og så skete der det mest utrolige. Det var som om, jeg forsvandt ud af mit hoved og min krop og pludselig var det som et dejavu. Jeg havde bestemt oplevet dette her før. Jeg vidste nøjagtig, hvornår de vilde larme eller være stille eller ringle eller tromme eller synge eller trutte i hornene. Det var ubeskriveligt utroligt og vidunderligt. Jeg vidste også, hvornår det ville slutte og ganske rigtigt. Bum! Så var det ovre. Jeg åbnede øjnene. Karmapa kaldte mig hen til sig. Jeg knælede ærbødigt ned foran ham, hvorefter han klippede noget af mit hår af. Så tilbage på tæppet, hvorefter Karmapa kastede en masse ris i hovedet på mig. Munkene grinede og klappede i hænderne. Jamgon Kongtrul overrakte mig et flot stykke papir med mit nye tibetanske navn ”Karma Jigme Singe”. Han fortalte at det betød ”Den frygtløse løve”. Han fortalte også, at jeg havde fået mantraet ”Om Mani Padme Hung” og at jeg som beskytter havde fået ”Den grønne Tara”, som også kaldes ”Alle Buddhaers Moder” med mantraet: ”Om Tare Tu Tare Ture So Ha”.
Jeg var totalt overvældet af de smukkeste følelser af kærlighed og fred.
Hele selskabet rejste sig og gik ind i stuen ved siden af, hvor der blev serveret spegepølsemadder i massevis. Jeg skal lige love for, at det var noget munkene kunne lide. De åd simpelthen, som om de ikke havde fået mad i flere dage. Der blev grinet og pjanket for fuld kraft.
Da måltidet var forbi, fulgte vi andre Karmapa og munkene ud til en festlig malet minibus. De skulle videre til Norge på deres turne i Skandinavien. Farvel, farvel og vinke, vinke og væk var de. Jeg blev kørt ind til min bus til Svendborg opfyldt af glæde og forbavselse over eftermiddagens utrolige og vidunderlige oplevelser.
Da jeg kom tilbage til råkostkurstedet, takkede jeg min clairvoyante veninde, som blev meget glad og lykkelig, da jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet.
Da jeg havde afsluttet kuropholdet, rejste jeg ind til Grønlandsministeriet og meddelte dem, at jeg ikke orkede at rejse tilbage til mit job i Grønland. Det tog de rigtig godt og sagde, at jeg havde gjort det så godt deroppe, at de ville give mig 3 måneders løn som tak for indsatsen. Derefter rejste jeg til Skagen, hvor jeg havde boet på en gammel fiskekutter, som jeg ville ombygge til sejlads på de 7 have. Jeg opgav projektet og overdrog hele molevitten til nogle unge mennesker, som var helt tændt på projektet. Kort tid efter fløj jeg til Seychellerne , da jeg regnede med, at jeg der kunne finde fred og ro til at meditere og studere buddhisme.
Det viste sig at være et rigtig godt valg, da jeg få dage efter min ankomst blev gode venner med en ung mand, som inviterede mig til at bo hos ham og hans familie på en af de mange øer. Huset lå i en lille landsby meget tæt på en vidunderlig strand med total fred og ro. Havet var som et eventyr, varmt og med utrolig mange forskellige fisk og konkylier og koralrev. Jeg lærte at snorkle. Det var simpelthen den mest fantastiske form for meditation at ligge der vægtløs mellem fisk og koraller. Jeg havde flere ”peak oplevelser” ,hvor jeg følte mig fuldstændig et med himmel og hav og hele universet. I sandhed en bekræftelse på, hvad den buddhistiske filosofi forklarer om altings sammenhæng og gensidige væren.
Efter 3 vidunderlige måneder rejste jeg tilbage til Danmark og flyttede ind i Christiania, hvor jeg sammen med nogle andre startede et værksted for at fremstille solfangere og vindmøller. Vi kaldte det ”Energiværkstedet, sol og vind, krop og sind”. Vi byggede et meditationsrum, som stadig bruges til alle former for meditation, yoga, Tai Chi og andre spirituelle tiltag. Samtidig deltog jeg i forskellige arrangementer med tibetanske buddhistiske mestre, der kom til København for at undervise os i buddhistisk filosofi. Hvis man skal forsøge at finde noget som helst positivt i kinesernes brutale, nedværdigende besættelse, ødelæggelse, plyndring og voldtægt af Tibet og tibetanerne, må det være, at de mange store mestre, der blev tvunget til at flygte til Vesten, nu er med til at fremme vores kultur ved at sprede den buddhistiske filosofi til vores del af verden.
Efter nogle år i Christiania besøgte jeg nogle venner fra min tid i Skagen. Der mødte jeg den mest vidunderlige kvinde. Vi blev meget forelskede og jeg flyttede fra Christiania til Skagen. Vi giftede os, byggede et dejlig hus og fik den skønneste datter. Jeg startede mit eget revisons- og bogholderifirma og alt var fryd og gammen.
Så skete der det, at min største kunde ønskede at udvide firmaet og gå nye veje med bygning af et stort køle-frysehus på Skagen Havn. De tilbød mig at skyde penge i foretagendet, blive medejer og administrerende direktør. Det var noget af en udfordring, så jeg gik med til det. Vi lånte 25 millioner kroner og byggede det, der ved indvielsen, blev kaldt for Nordeuropas mest moderne køle-frysehus med 20 nye arbejdspladser. Det var en kæmpe opgave, som krævede utrolig meget af min tid, så jeg forsømte min familie og mine buddhistiske interesser mere og mere. Nu var det sådan, at vores kundepotentiale var store firmaer med kæmpe fisketrawlere fra Færøerne, Island, Grønland, Rusland og Canada og andre lande, der fiskede i det nordligste Atlanterhav og Ishavet. Vi inviterede dem på besøg hos os og vi fik mange kunder, der kunne udnytte, at vi kunne lagre, optø, indfryse, emballere eller i øvrigt behandle deres fisk, som de ønskede det og viderebefordre dem til det store EU-marked. Da det var os der inviterede, var det helt almindeligt, at vi efter forhandlingerne bød på stor middag på byens dyreste hoteller. Det var som regel nogle tørstige drenge, så det endte altid med, at vi blev ret berusede og så skulle der oftest festes igennem resten af natten. I starten tog jeg som regel hjem efter middagen. Min dejlige hustru kunne forståeligt nok ikke fordrage at få en stærkt beruset mand hjem og skældte selvfølgelig ud. Det gjorde, at jeg begyndte at tage med på turene om natten og så sove den ud på mit kontor. For at klare arbejdet næste dag og tømmermændene startede dagen oftere og oftere med mere alkohol. Desværre kunne jeg ikke opfatte, at Kong Alkohol havde fået et rigtig godt tag i mig og det endte med, at jeg havde opbrugt min kære hustrus tålmodighed, så hun forlangte skilsmisse. Det fik mig ikke engang til at holde igen med drikkeriet. Virksomheden gik forrygende og vi tjente rigtig mange penge. Nu var det sådan, at der i byen var et kæmpe firma i samme branche, som havde haft monopol på den slags virksomhed i alle Danmarks større fiskerihavne i mange år. De blev enormt misundelige på vores succes og henvendte sig til vores kunder med nogle priser der tit var 90% under vores priser. Selvfølgelig satte de penge til, men formålet var helt klart at kvæle os og overtage vores virksomhed. Det lykkedes dem rigtig godt således at vi, efter blot et halvt års forgæves kamp, stod med et tomt køle-frysehus og måtte give op. De overtog hele virksomheden og personalet undtagen mig, der forlod virksomheden med en gæld på næsten 8 millioner kroner. Der var ikke meget buddhisme over det eventyr.
Jeg var i mellemtiden blevet separeret. Min x fik huset med alt indbo mod at jeg fik halvdelen af friværdien i huset. Så flyttede jeg ind i min bil med mine ejendele og min Christiania cykel på taget og startede en kæmpe druktur rundt i Europa. Efter et halvt år var pengene brugt op. Jeg afleverede bilen til banken og flyttede tilbage til Christiania. Sikken et eventyr.
Jeg var heldig, at få mit gamle rum tilbage. Det havde jeg i sin tid bygget inde i værkstedet. Min afløser havde i mellemtiden fået sit eget lille hus og rummet blev nu kun brugt som en slags pulterkammer. Desværre stoppede mit drikkeri ikke, tværtimod blev det mere og mere. Desuden begyndte jeg at ryge en masse hash. Jeg havde det så elendigt med skyld og skam, sorg og mindreværd, savnet af min datter og selvmedlidenhed, at jeg ikke kunne sove med mindre min hjerne var slukket og lukket. Det stod på i et par år. Jeg var til sidst kun skind og ben og kunne ikke spise uden at kaste op. Et rigtig alkoholvrag.
Nogle gode venner fik mig med megen møje og kærlighed overtalt til at gå i en alkoholbehandling, en såkaldt ”Minnesotakur” der foregik i Christiania regi på Falster. Det var en stor omvæltning pludselig at være ædru med abstinenser og det hele. Kuren foregik ved at nogle eksperter i alkoholmisbrug kom og arbejdede med os og vores problemer på forskellig vis. En del af kuren foregik ved at vi flere gange om ugen skulle deltage i møder med mange andre ædru alkoholikere i ”Anonyme Alkoholikere” eller ”AA”, som det kaldes. Vi var 8 fordrukne christianitter på holdet. Til de første par møder var vi utrolig arrogante, vi havde jo været ædru i flere dage nu, så hvor var problemet?
Alkoholikere var jo dem, der ikke kunne holde op.
Efter en uges tid var vi til et AA møde i Vordingborg. En stor flot mand med klare skinnende øjne fortalte sin livshistorie og om, hvordan alkoholen havde ødelagt hans liv og hvordan han var blevet ædru og havde fundet tilbage til livet igen. Det var en barsk historie selv for os hærdede drukmåse. Efter historien henvendte han sig til os otte. Jeg skal ellers love for, at vi fik at vide, hvad vi var. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde, men vi krøb længere og længere ned under bordet. Da vi kom hjem, satte jeg mig og reflekterede over, hvad han havde sagt og for første gang indrømmede jeg overfor mig selv, at jeg jo var dybt alkoholisk og helt ude af stand til at styre mit liv. Det var ikke rart, men på en måde også befriende, for det ville jeg ikke være. Samtidig huskede jeg pludselig noget, jeg helt havde glemt, som Jamgon Kongtrul havde sagt under vores samtale på terrassen i Odense, nemlig at jeg på et tidspunkt skulle afbryde eller genopbygge en svaghed i den slægt, jeg var født ind i. Pludselig stod det lysende klart for mig. Min bedstefar var en vidunderlig mand, men dybt alkoholisk og elskede når jeg kom på besøg på min motorcykel fra militærnægterlejren i Jylland kun 100 kilometer fra, hvor han boede. Jeg havde altid en flaske snaps og nogle cigarer med. Han havde et rum i kælderen, hvor han sad og pimpede og fremstillede trætønder eller dritler, som de hed, til smøreksport. Dengang betragtede jeg ham bestemt ikke som alkoholiker, han var jo sund og rask. Han skulle bare drikke hver dag. Når jeg kom med min snaps lyste han helt op og så skulle der laves kaffepunch . Han fortalte, hvordan sådan en skulle laves. Man lægger en mønt i bunden af koppen og hælder kaffe i til mønten ikke kan ses, så snaps i til mønten igen kunne ses. Jeg drak ikke selv, men elskede når han havde fået et par stykker og begyndte at fortælle om sit liv og gamle dage. Han var 85 år gammel og havde været enormt innovativ og opfindsom. Blandt andet havde han startet byens første elektricitetsværk og etableret flere busruter i omegnen. Jeg vidste også, at 4 af min fars brødre var døde af druk i en meget ung alder. Jeg var helt sikker på, at det var Kong Alkohol, jeg var oppe imod. Det hjalp mig utroligt meget og jeg havde overhovedet ingen problemer med at holde mig fra alkohol og hash, da jeg kom tilbage til Christiania.
Jeg fik tildelt en revalidering, som jeg udnyttede til at tage en uddannelse som zoneterapeut og et basisår som misbrugsterapeut.
Tænk at der var gået 7 år med druk, uden at jeg havde været opmærksom på, hvordan jeg misbrugte mit eget og andres liv.
Buddhismen vendte tilbage med fornyet styrke. Den havde i den forløbne tid ligget helt død og glemt. Jeg begyndte at opsøge sanghaen igen og oplevede mange fantastiske belæringer fra mange vise tibetanske buddhistiske mestre, der kom på besøg i København. Ved en lejlighed havde vi besøg af en tibetansk mester ved navn Namse Rinpoche. Før selve belæringerne startede han med at fortælle om sit liv i Tibet. Han havde ikke nået at flygte, da kineserne brutalt invaderede landet. Han fortalte frygtelige ting om, hvordan kineserne blandt andet havde tvunget munke og nonner til at smide deres hellige skrifter på jorden og urinere på dem. Hvis ikke de makkede ret, blev de skudt. Han blev derefter tvunget til hårdt arbejde i nogle saltminer. Efter lang tid lykkedes det ham, sammen med nogle andre munke, at flygte til Indien. Senere havde han sammen med Karmapa den 16. rejst på turne i blandt andet Danmark. Jeg blev helt ophidset, han måtte jo have været en af munkene fra dengang i Odense. Jeg kunne ikke genkende ham fra dengang, da han var blevet meget kraftig og det faktisk var 20 år siden. Da han var færdig med sin historie var der tid til spørgsmål. Jeg fortalte kort om dengang, jeg tog tilflugt i Odense og spurgte om han var med. Han kikkede længe på mig. Så smilede han bredt og sagde, at det var han og godt kunne huske mig. Fantastisk!
Senere under hans besøg, var der mulighed for privat audiens hos ham. Det foregik med tolk. Da der var mange af dem, der havde hørt min historie om mødet med Jamgon Kongtrul og tilflugten, der tvivlede på mig og påstod, at det bare var noget jeg havde drømt, spurgte jeg ham om hvorfor det skete, som det gjorde. Han svarede, at det var da helt naturligt da Jamgon Kongtrul og jeg havde været så tæt forbundet og havde mødtes igen. Det burde jeg da vide. Så sagde han noget på tibetansk. Tolken så lidt tvivlrådig ud og sagde, at han spurgte om jeg havde været nede. Jeg svarede, at hvis nede betød, at jeg havde været ved at dø af druk, havde mistet min hustru og datter og hus og bil og virksomhed, kunne man vist godt sige, at jeg havde været nede, men også at jeg nu havde været ”clean” i flere år. Du milde hvor blev han glad og klappede mig på skulderen og sagde, at det havde jeg klaret godt. Så var audiensen forbi. Lige da jeg gik ud, blinkede han til mig og sagde på engelsk: ”Lad være med at prøve det igen!” Wow! Sikken en oplevelse.
Senere, på en rejse i Tibet, hvor jeg besøgte forskellige klostre og oplevede mange ceremonier, havde jeg det store held at møde Karmapa den sekstendes nye inkarnation Karmapa den syttende. Jeg var sammen med 3 danske kvinder kørt med jeep ud til Tsurpu Klosteret, hvor vi håbede at få et glimt af den unge mand. Det blev helt vildt. Der var flere hundrede tibetanere ved klosteret. Det viste sig at være Karmapas 16 års fødselsdag. Af en eller anden grund blev vi fire inviteret op i Karmapas private gemakker. Jeg fik lov til at fotografere ham fra alle vinkler. Wow! igen. En fantastisk ung mand, der lignede Karmapa den 16. på utrolig vis. Samme stærke udstråling, øjne og ansigtsudtryk. Stor og stærk.
Der var desværre sået tvivl om, at han var den rigtige Karmapa af en udbrydergruppe fra Kagyalinjen, som havde fundet deres egen udgave af Karmapas efterfølger i Indien. Jeg var nu ikke i tvivl, da jeg tydelig huskede Karmapa den sekstendes udstråling, ansigt og blik.
Min gamle ven Jamgon Kongtrul var blevet dræbt kun 28 år gammel ved en bilulykke på vej til Tibet for at bekræfte, at det nu var den rigtige Karmapa, man havde fundet. Desværre gik der rygter om, at der var ”pillet” ved bilens bremser. Meget mystisk og aldrig opklaret.
Jeg fandt ud af, at Jamgon Kongtruls nye inkarnation var blevet fundet med Karmapa den syttendes hjælp, men var blevet smuglet ud af Tibet til Nepal, da man frygtede, at kineserne ville bortføre ham ligesom de havde gjort med inkarnationen af Panchen Lama, den næstøverste i hierarkiet efter Dalai Lama. Kineserne havde fundet deres egen efterfølger, som nu blev opdraget mere kinesisk end buddhistisk. Den ”rigtige” Panchen Lama var og er stadig pist forsvundet. Det er i øvrigt Panchen Lama, der skal godkende Dalai Lamas næste inkarnation.
Jeg rejste derefter til Nepal for at besøge Jamgon Kongtruls nye inkarnation, som nu var 3 år gammel. Da jeg ankom til klosteret en tidlig formiddag, var der ganske stille.
Jeg satte mig ude i haven og ventede på, hvad der ville ske. Efter nogen tid kom en lille purk ud iført joggintøj. Da han så mig, for han lige i favnen på mig. Det var den nye Jamgon. Jeg blev så rørt, at jeg fik tårer i øjnene. Han rørte ved mine tårer og løb ind i huset. Lidt efter kom han farende ud med en pose slik. Vi hyggede os med vores slik, indtil hans oppasser, en vidunderlig ældre mand, kom ud og sagde, at nu måtte drengen altså ikke spise mere slik. Så spillede vi bold og grinede og pjattede indtil oppasseren igen kom ud og kaldte drengen ind igen. Det var i øvrigt den samme mand, som havde været oppasser for den afdøde Jamgon Kongtrul og han var den eneste overlevende fra dengang, de kørte galt på vejen til Tibet.
Endnu en fantastisk oplevelse på min vej.
Nogle år senere kom jeg i kontakt med en indisk bevægelse, der kaldte sig ”Oneness Movement” eller ”Enhedsbevægelsen”, som holdt til i det sydøstlige Indien. Det startede med, at jeg var til en satsang i København, der blev afholdt af en svensk kvinde, der lige var kommet hjem fra ”Oneness University”, som bevægelsen kaldte deres center. Da jeg så hende, blev jeg fyr og flamme. Da hun foruden at være smuk, udstrålede en utrolig kærlighed og medfølelse og var omgivet af et kraftigt lys. Ja! Hun lignede det billede, jeg havde i hovedet af en engel. Wow! Her var noget, der var værd at undersøge.
Hun fortalte, at ”Oneness University” var oprettet og blev ledet af et indisk ægtepar, som kaldte sig Amma og Bhagavan og som begge var i en meget høj bevidsthedstilstand. Deres mål og vision var, at gøre alle mennesker frie og lykkelige. De havde på universitetet en stor gruppe disciple eller dasadjis, som fungerede som lærere. De var ganske unge og befandt sig ligeledes i en meget høj bevidsthedstilstand. De fleste af dem havde været elever på den skole Amma og Bhagavan havde ledet før de startede universitetet. De var nu munke og nonner og levede helt i visionen om een verden med frie og lykkelige mennesker. Hun fortalte også om, hvordan hun havde fået deeksha, som er en velsignelse, der ændrer hjernens biologiske struktur og som foregår ved, at en dasadji lægger sine hænder på dit hoved og derved fungerer som kanal for den guddommelige energi, som på den måde strømmer ned gennem dig. Hun sagde, at det havde føltes som om en stor gylden kugle havde anbragt sig i hjertechakraet og spredt lys og varme ud i hele kroppen. Hun havde efter deekshaen uden besvær kunnet forlade sine problemer og bekymringer og følte sig nu fuldstændig fri og lykkelig. Hurra! Hurra! Hun så nu også sådan ud, så det gav mig en utrolig lyst til at rejse til Indien og prøve sådan en gang deeksha.
Jeg fik skrabet nogle penge sammen. Det kostede en formue, men hvad gør buddhisten ikke for at højne sin bevidsthed og evne til medfølelse.
Af sted gik det så til Indiens land. Jeg fløj til Chennai, som var nærmeste større by. Og tilbragte nogen tid der. Det var noget af et kulturchok. Møg og støj og meget varmt og et utroligt menneskemylder og en trafik så tæt, at det ikke engang var plads til sidespejle. Mere om det en anden gang. Nu gjaldt det Oneness. Jeg havde mødt en mand i lufthavnen, som viste sig at være faderen til en af de to unge mænd, der havde arrangeret den ”Experience Festival”, som jeg havde meldt mig til og som strakte sig over 7 dage og foregik inden selve ”Deeksha Kurset”. Vi tog en taxa fra Chennai til universitetet, som lå langt ude på landet i et kæmpe område med flere landsbyer og mange små landbrug.
Da vi ankom, var det blevet mørkt og sent, så det var vanskeligt at finde, hvor vi skulle være, da universitetet var spredt på 3 forskellige lejre. Til sidst fandt vi endelig sønnen og stedet hvor faderen skulle være. Mig kendte de ikke noget til, men foreslog at jeg skulle prøve i den nye lejr, som var ved at blive bygget og hvor festivalen skulle foregå. Vi fandt lejren, som var en stor byggeplads. Taxaen stoppede ved en af de større færdige bygninger. Det var nu mørk nat, men minsandten om ikke der på hoveddøren sad en seddel: ”Velkommen Ole.” Herligt! Der var een stor sal, hvor mange mennesker lå og sov på madrasser. Jeg fik anvist en madras og kunne endelig gå til ro i min sovepose. Go’nat Ole!
Næste morgen fandt jeg ud af, at de unge mennesker i salen var frivillige fra mange lande, som skulle være medhjælpere ved festivalen. Der var 3 dage til festivalen skulle starte, så jeg blev medhjælper for medhjælperne, indtil jeg fik mit festival armbånd og kunne hellige mig de mange spændende oplevelser festivalen bød på. Da jeg var blevet rigtig gode venner med mange af medhjælperne, blev jeg boende i salen under hele festivalen. Der kom rigtig mange mennesker fra mange forskellige lande. Programmet var utroligt med højt kvalificerede lærere fra forskellige lande. Vi lærte om meditation, yoga, overtone sang, musik, dans, spontan kunst, bevidstheds udvidelse, Maya kalenderen og meget mere. En af disse workshops handlede om lyd. Hvordan vi hele tiden påvirkes af de lyde, der omgiver os fra radio, tv, biler, motorer, højfrekvente elektroniske lyde (som vi tit ikke engang kan høre) og almindelig tale og råben. Hvordan lyden af en bæk kan bringe ro i sindet og hvordan lyden af skæld ud kan bringe uro i sindet. Nogle lyde danner positive vibrationer (kreative) andre danner negative vibrationer (destruktive).
En anden workshop handlede om mestre. Opstegne mestre og nulevende mestre. Når jeg siger mestre menes sjæle, som har opnået en grad af udvikling gennem mange liv, så de føler den samme kærlighed til alt og alle, fordi de klart ser, at alt er skabt af samme skaberkraft og at alting er uløseligt forbundet og afhængigt af alting. Nogle af disse mestre og kærlige væsener befinder sig i en dimension højere end vi gør, men de er alle til rådighed med hjælp til os, hvis det handler om kærlige og kreative formål og hvis vi ønsker det. Sikken en uge.
Sidste dag fik vi lov til at overvære indvielsen af nogle amerikanske kursister, som netop havde afsluttet et 7 dages kursus magen til det, jeg også havde meldt mig til. Da vi ankom, var der allerede propfyldt, så jeg fik en ståplads ved bagvæggen. Rummet var opdelt i 2 afdelinger med en rød løber, der endte ved en scene, hvor der var anbragt en slags tronstol. Kvinderne sad i den ene side og mændene i den anden. Øverst oppe sad kursisterne sammen med munkene og nonnerne, der var kronragede og iført hvide dragter. Der var en meget højtidelig stemning og alle ventede på, at den store mester Bhagavan skulle ankomme. Så skete det, Bhagavan gik op ad den røde løber, en stor og stærk ældre herre med et venligt udseende og gråt fuldskæg og iklædt en meget flot silkedragt. Han satte sig i tronstolen. Munkene og nonnerne smed sig på maven og vi andre bukkede ærbødigt hovederne. Jeg var lidt overvældet og skeptisk. Det lignede jo en slags afgudsdyrkelse og var ikke lige min kop te med mine buddhistiske meninger om, at alle burde behandles ligeværdige, men tænkte også, at han jo ikke behøvede at blive min Gud, men at jeg jo kunne tage det, som den store oplevelse, det jo var.
Ceremonien startede med nogle skriftlige spørgsmål fra de amerikanske kursister, som blev oplæst af Bhagavans chef discipel. Det første spørgsmål lød: ”Hvad bør vi gøre for at udvikle os videre.?” Svaret kom kort og præcist med en enorm kraft, der ramte mig lige i hjertekulen på min plads på bagerste række: ”Vær jer selv.” Bingo! Den herre ville jeg gerne opleve mere af. Jeg glædede mig allerede til, at jeg om nogle dage skulle deltage i den samme slags kursus, som amerikanerne netop afsluttede. Flere spørgsmål og igen samme kraftfulde svar. Da spørgetiden var forbi, begyndte selve ceremonien. Fem munke og fem nonner gik skiftevis op til Bhagavan. Han berørte let deres hænder, hvorefter de gik i fuldstændig selvsving. Nogle spassede helt ud, andre grinede fuldstændig ukontrolleret, andre igen rullede sanseløse rundt på gulvet. Sikken et skuespil. Så blev de een efter een hjulpet hen til de siddende kursister af de andre dasadjis og lagde hænderne på hovedet af hver enkelt. Det var deeksha. Jeg kunne se, at nogle af de mandlige kursister faldt om, inden de havde modtaget deeksha fra alle de fem spassede munke. På kvindesiden så det ikke meget bedre ud. Et par kursister gik i en krampelignende tilstand, nogle skreg og hylede og et par stykker grinede hysterisk og rokkede vildt med hovedet. Det var mildest talt utroligt. Så gik Bhagavan. Vi andre blev bedt om at forlade lokalet, så kun kursisterne, munkene og nonnerne blev tilbage. En festlig afslutning på en fantastisk festival.
Der var nogle dage til mit kursus skulle begynde, så jeg tog sammen med to andre danskere en tur til Ammas ashram, som lå et par timers kørsel fra Bhagavans ashram. Det var et meget mindre sted med en stor scene og plads til flere hundrede deltagere til hendes darshans, som det blev kaldt. Der var mange europæere, som fik plads på tæpper på gulvet nærmest scenen. Derefter fulgte de mere velhavende indere og til sidst de fattigste på de bagerste pladser. Darshanen startede med vidunderlig indisk musik, udført af et lille band med trommer, fløjter og sang. Ren fryd for ørerne. Så kom forskellige indere på scenen og talte og talte. Jeg forstod ikke et ord, men fik at vide, at de fortalte om mirakler og helbredelser, de havde oplevet med Ammas hjælp. Ind imellem chantede nogle kvindelige dasadjis nogle vidunderlige mantraer. Sikke stemmer og sikke yndige kvinder.
Det gik der et par timer med. Så blev scenetæppet trukket for. Spændingen steg og inderne begyndte at råbe: ”Amma, Amma”. Så blev tæppet trukket fra og der sad hun på en vældig trone omgivet af fantastiske farverige blomsterdekorationer. Hun var iført en utrolig smuk silkedragt og strålede af guld og diamanter. Hun så ikke særlig glad ud, nærmest lidt bedrøvet. Hun sagde ikke noget, men engang imellem strakte hun håndfladerne ud imod os. Alle rakte håndfladerne op imod hende og skrålede: ”Amma, Amma”. Jeg gjorde som de andre og syntes, at jeg et par gange mærkede, som om det kildede i håndfladerne. Det var en ren energi. Efter et stykke tid forsvandt Amma fra scenen. Da vi skulle til at gå, opdagede vi, at vores kvindelige medrejsende var gået helt i baglås. Hun havde siddet lidt væk fra os. Nu lå hun sammenkrøbet i fosterstilling og skiftevis snøftede og fnisede. Det virkede som om, hun totalt havde mistet forstanden. Hun var som en lille baby og ikke til at få kontakt med. Et par af de kvindelige dasadjis kom hen til os og chantede et meget smukt mantra, som jeg senere lærte og stadig sætter stor pris på og ofte bruger. Det hjalp nu ikke, så de sagde, at vi hellere måtte få hende hjem til Bhagavans ashram. Vi bar hende ud til vores ventende taxa, hvor hun blev anbragt på bagsædet, stadig i fosterstilling. Undervejs talte hun babysprog og klynkede og fnisede. Vi gav hende vand og madede hende med bananer. Sikken en tur, vi var ret nervøse for hendes tilstand. Da vi nåede ashramen, fik vi fat i en svensk dame, som virkede som assistent for europæerne ved de forskellige kurser. Hun tog det helt roligt og afslappet og fortalte os, at det ikke var så usædvanligt for nogle, når de oplevede Amma for første gang. Hun sagde også, at nu skulle vi bare slappe af, men at det var godt, at vi havde fået hende tilbage i god behold. De ville pleje og passe hende, medens hun de næste par dage ville gennemleve hele sin barndom og ungdom og genvinde, alt det hun vidste og kunne før. Meget mystisk. Jeg besøgte hende de næste par dage og kunne tydeligt fornemme, hvordan hun ”voksede” hele tiden. Efter et par dage var hun, som de havde sagt, frisk og ”voksen” igen. Hun fortalte, at det havde været en ubeskrivelig oplevelse og at hun følte sig enormt ”renset” og fri for en masse tidligere bekymringer. Jeg følte ikke mig selv særlig forandret og var stadig glad og lykkelig som før og var klar og spændt på, hvad kurset ville bringe mig af nye oplevelser.
Kurset startede med, hvad de kaldte ”Samskara Shuddi”, som frit oversat betyder ”udrensning i den indre møgbutik” og varede de første 3 dage. Vi var mere end 100 mennesker, 3 danskere, 2 svenskere, 1 amerikaner og resten russere, placerede på vores liggeunderlag. Vi arbejdede med alle slags forskellige følelser: vrede, had og aggressioner, frygt, jalousi, misundelse, mindreværd og mereværd og så videre. Vores dasadji styrede det hele med fast og kærlig hånd. Vi arbejdede med en følelse ad gangen. Jeg husker tydeligst arbejdet med vrede og had. Det startede med, at vi blev ledet tilbage i vores liv til et sted, hvor alting var fred og kærlighed. Vores dasadji var fantastisk til at bringe os i en slags trance med forskellig slags musik og tilråb. Jeg røg helt tilbage i min mors mave, hvor alt var fryd og gammen. I første del af min barndom, var alt gennemsyret af min fars og mors kærlighed. Først da jeg nåede til skoletiden, begyndte der at ske noget. En skjult vrede og et had til mine lærere kom farende op fra dybet med utrolig styrke. Dasadjien råbte, at vi skulle gå ind i følelserne og genopleve dem. Vi havde hver fået udleveret en tom 1 liters plastic coca cola flaske med låg, som vi skulle lade vores aggressioner gå ud over. Det varede ikke længe før min ikke var større end en tennisbold, men så var hun der straks med en ny. Vi fik også at vide, at vi bare skulle skrige eller råbe eller græde. Det var som et mareridt. Godt 100 mennesker fyldt med vrede og had til deres fortid og for nogle had til sig selv. Da det hele var på kogepunktet, råbte hun, at vi skulle forestille os, at vi behandlede dem, der havde gjort os ondt, som vi ville have gjort, hvis vi havde kunnet dengang overgrebene fandt sted. Jeg havde virkelig haft grund til at hade mine lærere, syntes jeg. Jeg havde altid klaret mig godt i skolen, men aldrig godt nok efter deres mening. Jeg kunne ikke sidde stille og kedede mig enormt og var urolig i klassen og fik ofte en lussing og blev sendt uden for døren. Jeg er venstrehåndet, men blev tvunget til at skrive med højre hånd og begyndte at stamme, hvilket samtlige lærere gjorde grin med selvfølgelig til stor morskab for klassen. Jeg havde tit haft lyst dengang til at slå dem ihjel. Nu havde jeg chancen. Først forestillede jeg mig, at jeg dræbte dem med en kæmpe kniv. Det var åbenbart ikke nok, hadet var der stadig. Så skar jeg dem i småstykker, et rigtigt blodbad. Heller ikke nok. Så kom jeg kødstykkerne op i en blender og gav dem en ordentlig omgang hvorefter alt blev skyllet ud i toilettet. Pyha! Det lettede. Jeg følte mig helt tom indeni. Som om vores dasadji vidste det, råbte hun, at vi nu skulle fylde tomrummet ud med kærlighed til nogen eller noget vi elskede. Der blev en utrolig ro i lokalet. Folk smilede kærligt, mange med tårer i øjnene. Så var det tid til at tilgive og til sidst bede for de mennesker, der havde såret os og som vi lige havde massakreret. Jeg må sige, at for mig har det siden virket. Jeg er simpelthen ikke i stand til at finde den mindste smule vrede mod de mennesker, der har såret mig eller forsøgt at gøre mig ondt, fra før til nu. Efter hver session blev der spillet moderne musik og alle dansede og grinede og klappede i hænderne. I løbet af de 3 dage kom jeg igennem et væld af skjulte følelser og fik dem op til overfladen og bearbejdet. Det var som om jeg følte mig lettere dag for dag. Så kom dagene med belæringer om Amma og Bhagavans filosofi og visioner.
De mente blandt andet, hvis tilstrækkelig mange mennesker, ca. 60.000, opnåede en bevidsthedstilstand de kaldte ”Oneness”, som betyder enhed med de kosmiske energier og alting, ville menneskehedens kollektive bevidsthed højnes og frembringe ”Den Gyldne Tidsalder” med kærlighed og fred overalt. Denne bevidsthedsudvidelse skulle ske ved hjælp af deeksha, som ville ændre hjernens biologiske struktur så energien i den nyeste del af hjernen, frontallapperne ville forøges. Det er i øvrigt bevist ved forskellige hjernescanninger med avancerede instrumenter, at deeksha forøger energien især i venstre hjernehalvdels frontallapper. Vi fik at vide, at vi ikke selv kunne gøre noget for at opnå oneness tilstanden. Vi lærte, at det eneste vi selv kunne gøre, var at betragte og acceptere os selv fuldstændig som vi var på godt og ondt. Vi lærte også, at vores sind og vores handlinger blev styret af vores hjerne og ego, at vores krop ikke var vores krop, men blev styret af energier vi ikke var herre over, at vores tanker ikke var vores tanker men en del af den kollektive bevidsthed. Følelsen af at have en adskilt eksistens er årsagen til al lidelse. Indholdet er aldrig vigtigt, men at opleve det er. Rejsen begynder og ender med opmærksomheden på, hvor du virkelig er. Lidelsen findes ikke i kendsgerningerne men i opfattelsen af dem. Menneskets bevidsthed er bundet af begreber, ideer, omstændigheder og tankemønstre. Meget af det vi lærte, svarede meget til den buddhistiske lære, bortset fra at buddhismen angiver metoder til at højne bevidstheden. Ifølge Bhagavan er det kun deekshaen, der kan bringe en i den højeste tilstand….. Buddha?
Så oprandt sidste dag og det store øjeblik, vi alle havde ventet på og glædet os til under de temmelig hårde og anstrengende forberedelser. Ceremonien skulle foregå i det samme lokale, som dengang under festivalen. Den røde løber og kvinderne i den ene side og mændene i den anden. Der var dog den forskel, at denne gang var det os, der sad forrest sammen med munkene og nonnerne. Der blev sunget smukke mantraer og spillet dejlig levende musik af dasadjis………og så kom Bhagavan, smuk og majestætisk satte han sig i sin store stol. Vi havde stillet nogle skriftlige spørgsmål til Bhagavan, som han besvarede med en visdom og kærlighed, som jeg aldrig tidligere havde mødt. Vidunderligt! Så var det deekshatime, 5 mandlige og 5 kvindelige dasadjis gik op til Bhagavan, som berørte deres hænder ganske let, hvorefter de alle gik i forskellige former for trance. De blev anbragt på forhøjningen på hver sin side af Bhagavan. Vi blev nu én for én ført op til de 5 dasadjis og knælede ned foran dem. Den første holdt to sølv sandaler, padukas, op på mit hoved. Jeg følte det, som om en mild elektrisk strøm gik igennem hele min krop. Nummer to føltes bare som en meget behagelig berøring. Nummer 3 rystede over det hele og jeg begyndte også at ryste helt ukontrolleret. Nummer 4 og 5 mærkede jeg kun lidt til bortset fra deres varme hænder på mit hoved. Dasadjien, som havde ført mig op og forbi de 5 dasadjis, førte mig nu forsigtigt tilbage til min plads på en måtte på gulvet. Jeg var i en utrolig smuk og høj tilstand. Da jeg havde ligget lidt, fik jeg fornemmelsen af, at jeg ikke kunne bevæge mig, men var egentlig totalt ligeglad og gad ikke engang prøve. Jeg var i en helt anden verden i, tror jeg nok, meget lang tid uden tid, indtil en dasadji vækkede mig og sagde, at nu var det hele overstået og at det ville være godt for mig at gå en tur blandt de mange store mangotræer, der groede lige udenfor. Det var så ubeskriveligt smukt og stort at være der i solnedgangen, et med alting.
Næste dag blev vi udspurgt af en dasadji om, hvordan vi følte og havde det nu. Da jeg havde fortalt om, hvordan jeg havde det, blev dasadji enormt glad og sagde, at jeg havde fået en meget høj tilstand og et stort og stærkt frø, der ville vokse og med tiden bringe mig i den højeste tilstand.
Jeg rejste hjem til Danmark igen med fornemmelsen af virkelig at være nået et par skridt videre på min ønskevej mod højere bevidsthed, til gavn for alle væsener.
Året efter rejste jeg igen til Indien og Oneness Universitet for at deltage i et 21 dages kursus, der ville ende med en indvielse til selv at kunne give deeksha.
På 21 dages kurset fortsatte vi med belæringer om Amma og Bhagavans filosofi og visioner. Det var meget lærerigt. Det var herligt igen at være blandt de kærlige dasadjis. Vi deltog i flere ildceremonier ”Homas”, som er urgamle indiske ceremonier, der bringer mennesker i forbindelse med ildguderne og består i, at man laver et bål i en firkant af mursten, hvor man ofrer alle slags madvarer, krydderier, frugter og endog penge. Der opstod altid en fantastisk, højtidelig stemning ved disse ”Homas”. Hver dag fik vi deeksha af dasadjis. Hver deeksha havde en speciel intention. En dag var intentionen frigørelse fra sindet. En anden dag var intentionen, at vi skulle komme i kontakt med vores højere selv eller Antryamin, som de kaldte det. Vi kunne forestille os, at det var Kristus, Allah, Buddha eller hvad vi nu syntes og anbringe den vi forestillede os i vores hjerte. Jeg valgte min beskytter Den Grønne Tara, alle Buddhaers moder, da jeg tidligere havde følt og forestillet mig, at jeg var i kontakt med hende i mit hjerte. En dag var intentionen, at vi skulle føle, hvor fnug små vi var i Universet og den deraf forståelige ydmyghed i livet. Det sidste gav for mit vedkommende anledning til en meget speciel drøm eller forestilling.
Jeg kontaktede Bhagavan i min bevidsthed og sagde, at jeg godt vidste, at jeg var et nul, men altså et godt nul !!! Bhagavan så på mig og smilede og sagde så: ”Du er ikke engang shit” og så gav han min hjerne et spark, så den splattede ud over det hele. Om natten drømte jeg, at min hjernekasse var total tom, stor som en katedral og helt nymalet, hvid. Kolossal! Ubegribelig.
Næste dag var der en ny deeksha for udbedring og udskiftning af organer. Jeg bad om at måtte få en ny hjerne og så smak!, sad der den fineste nyeste medisterpølseagtige hjerne i den fine nymalede hjernekasse. Bhagavan viste sig for mig og sagde, at han ikke vil slutte den til endnu af en eller anden grund. Jeg spurgte Bhagavan, hvordan jeg så skulle klare mig. Så grinede han og tog en lille chip på størrelse med en mobiltelefons simkort og anbragte den i en slags stikdåse i mit baghoved og sagde, at den indeholdt al den viden, jeg havde brug for. Det lød lige som den lyd man hørte, når de koblede folk til med det store stik i nakken i filmen Matrix. Jeg går ud fra at min hjerne bliver koblet til på et tidspunkt, men egentlig klarer jeg mig helt fint uden og er oftest glad og problemfri og utrolig begunstiget og taknemmelig.
En af de sidste dage vågnede jeg om morgenen i det sorteste humør, jeg nogensinde havde oplevet. Alt var lort, Amma og Bhagavan var nogle udspekulerede snydere, der blot ønskede vores penge. Et forelsket par gav mig kvalme. Universitet var en gang hjernevask. Jeg befandt mig i et totalt helvede af ondskab og mørke med modbydelige tanker om alt og alle. Jeg ville bare væk derfra hurtigst muligt. Nu var det sådan, at vi hver dag skulle skrive en rapport om vores oplevelser under og efter deekshaen. Jeg havde netop afsluttet min ondskabsfulde rapport og lagt den, som vi skulle, på alteret, da en af dasadjierne kom ind, tog min rapport og læste den og kom så hen til mig, som jeg sad der og skulede opslugt af vrede og had til alt. Minsandten om ikke han lykønskede mig. Jeg snerrede ad ham, men han smilede bare og sagde, at det var mit egos sidste anstrengelser for at bevare kontrollen over mit højere selv og at det skulle tages som et godt tegn. Det hjalp noget, men jeg var stadigvæk fyldt med mørke tanker. Næste dag var indvielsen. Der var pyntet smukt med blomster. Først var der darshan med Bhagavan. Jeg havde stillet et ret vredt spørgsmål, som blev læst op. Jeg rejste mig. Bhagavan svarede ikke på mit dumme spørgsmål, men smilede og pegede på mig og sagde, at jeg nok skulle klare mig. ”You will do.” Samtidig var det som om der kom en lysstråle fra hans finger og med et forsvandt alle mine mørke tanker fra mit sind og jeg følte mig enormt fri, fredfyldt og lykkelig. Tak Bhagavan!
Indvielsen var meget smuk. Først spillede dasadjierne dejlig indisk musik og sang forskellige mantraer. Så fik vi alle en halskæde med 108 træperler, en blomsterkrans om halsen og til sidst et kæmpe kram. Igen en fantastisk oplevelse. Wow!
Næste dag tog vi alle til Ammas ashram i Nemam. Alting foregik på samme vis som sidst, jeg var der. Da det hele var forbi, fik vi lov til at give deeksha til de mange indere. Jeg gik ned til de bagerste rækker. Sikken et mylder, der blev. Alle ville have deeksha, så jeg var totalt omgivet af ventende hoveder. Det var virkelig træning, der ville noget, da de var utroligt modtagelige, så man kunne tydeligt mærke, hvornår det virkede og hvornår egoet var for meget ind over. På et tidspunkt var der en kvinde, der skvattede om på gulvet, som om hun var besvimet. Jeg blev lidt forskrækket, men var allerede i gang med det næste hoved. Heldigvis kom hun hurtigt til sig selv og sendte mig det mest vidunderlige smil og kærlige blik. Hun rørte, som mange andre også gjorde, ved mine bare fødder, som vist nok var en form for taknemmelighed.
Vi fortsatte i over en time til alle, der ville, havde fået deres deeksha. Underlig fornemmelse, men meget behageligt, at kunne give mennesker, det de ville have. Tak!
Da jeg kom tilbage til Danmark, fortsatte jeg sammen med nogle andre at give deeksha til de der ønskede det. Vi lavede mange forskellige arrangementer for at sprede kendskabet til Oneness og mange rejste til Indien for at tage samme uddannelse, som vi havde været igennem.
Året efter rejste jeg igen til Indien og deltog i et uddybende 10 dages kursus, hvor jeg oplevede nogle meget specielle dasadjis. De blev kaldt ”kosmiske væsener.” Det var dasadjis, der var blevet bragt i en utrolig høj tilstand og ikke bestilte andet end at meditere og sende kosmisk energi fra universet ned til jorden. De var i en mærkelig forfatning. De kunne kun bevæge sig i total slow motion og måtte passes og plejes af de andre dasadjis. På mig virkede de fuldstændig som en slags zombier. Vi mediterede meget sammen med dem. Der var en utrolig kraftig energi omkring dem, men det virkede aldeles mystisk. Det var dejlige 10 dage og utrolig herligt, at blive modtaget og behandlet som en del af ”familien”.
Hjemme igen og mere given deeksha. Jeg havde en del, der kom een gang om ugen.
De blev altid bragt i en tilstand af dyb fred, men ugen efter kom de lige så stressede tilbage, så jeg følte oftere og oftere at jeg nærmest var en slags uddeler af beroligende drugs. Jeg havde egentlig håbet, at jeg kunne hjælpe nogen til en større forståelse af vigtigheden af at arbejde med sig selv, for dermed at skabe en bedre verden. Men pyt!
Sidste gang jeg så besøgte Oneness University var på et 10 dages avanceret kursus trin 2, som det kaldtes. Undervisningen skulle foregå i selve det store tempelområde ca. 1 kilometer fra hvor vi boede. Jeg husker tydeligt fra sidste gang, hvor vi var på besøg i det ufærdige tempel og det store område, hvordan energierne føltes ekstraordinært kraftige. Det siges, at templet ligger, hvor 8 af jordens hovedmeridianer kommer op til overfladen. En forsker fra Schweiz, der har målt jordens energifelter verden over siger, at energiudstrålingen ved templet er det kraftigste, han har mødt og er 5 tusind gange kraftigere end det næst kraftigste, som er Stonehenge i England. Så kan jeg bedre forstå at vi alle blev ”stangskæve” sidste gang, vi var der.
Det er i øvrigt en vigtig del af Sri AmmaBhagavans vision om at skabe en bedre verden med frie mennesker, at op til 6 tusind mennesker skal kunne meditere samtidig i det store rum under kæmpepyramiden for derved at skabe et kraftfelt, som så vil sprede sig over hele jorden blandt andet via de 8 af jordens meridianer og derved hæve den kollektive bevidsthed til en højere dimension. The Golden Age, Den Gyldne Tidsalder.
Der har allerede været mange forskellige grupper de sidste par år, der har mediteret og chantet Moola Mantraet under pyramiden. De indiske arbejdere påstår, at de nogle gange tydeligt kan høre mantraet, selv om der ikke er nogle mennesker deroppe. Den store sal under pyramiden er i øvrigt det største rum i Asien konstrueret helt uden bærende søjler.
Meget fantastiskt og næsten utroligt alt sammen.
Første ”arbejdsdag”. Vi blev kørt i bus til tempelområdet. Vi skulle være i et undervisnings/meditationslokale lige over for Shakti Stahla, som templet hedder og med bygningens bagside lige over for Amma og Bhagavans nye bolig. De er flyttet fra, hvor de boede for ikke så længe siden, men var desværre i Bangalore nu for at initiere store grupper af indere. Der er nu mere end 1 million indiske deekshagivere, mange af dem med en meget høj bevidsthed. Det er som om inderne meget lettere modtager deeksha og kontakt med det Guddommelige end os ”hvide vesterlændinge”. Det er nok fordi vi generelt er mere fyldt med frustrationer og koncepter og ikke har særlig let ved at give slip på vores egoer. Vi har også en masse blokeringer på grund af vores forkvaklede samfund og mærkelige relationer til vores familier og øvrige medmennesker. Lad os håbe, at det snart bliver bedre. J
Vi blev budt hjerteligt velkommen i det smukke lokale og fik hver sin smukke blomsterkrans og et stort kærligt kram af vores guider (som dasadjierne nu hedder).
Der er sket store ændringer i undervisningen siden min sidste ”deepening” for halvandet år siden. Væk er altrene og billederne af Amma & Bhagavan, ingen ild ofringer, ingen homas eller andre ”religiøse” tiltag, men til gengæld en meget målrettet undervisning, hvor hovedformålet er personlig vækst og frigørelse fra vores koncepter for at gøre os til frie hjælpsomme mennesker i ”Enhed/Oneness” og medarbejdere i skabelsen af en ny og fri menneskehed og dermed en bedre jord at leve på for alle væsener. Det var lige noget for mig.
Der blev givet masser af deekshaer med forskellige intentioner og vi mediterede hver dag med ”Oneness Beings”, som de ”kosmiske væsener” nu kaldes. Det er mennesker, der frivilligt har ladet sig hensætte i en meget høj ”kosmisk” tilstand, hvor den fysiske krop fungerer umådelig langsomt. De udstråler en utrolig kærlighed og viden, som føles at gennemstrømme ens hele væsen. Vi fik flere deekshaer og kærlige kram af dem.
Det foregik i absolut slow motion og mange måtte hjælpes tilbage til deres pladser efter sådan en omgang. Py-ha! Det var overfedt.
Efter hver morgenmeditation var der morgenmad i en lille hyggelig spisesal ved siden af lokalet og så havde vi en pause, som jeg blandt andet benyttede til at gå op i templet og fotografere og stå under pyramiden. Fantastisk!!!
Det blev desværre stoppet, fordi en eller anden klovn havde trådt på nogle nylagte marmorfliser, der endnu ikke var tørre. Vi havde senere alle 89 plus guider en fælles meditation med Moola Mantra oppe i pyramidesalen. Meget stærkt og smukt.
Efter morgenmaden og pausen var der igen sessioner til ved 2-tiden, hvor vi blev kørt tilbage til hvor vi boede til frokost og hvil og derefter igen i bussen tilbage til templet til mere belæringsguf, indtil vi ved 20-tiden blev kørt tilbage til aftensmad og så ellers go’nat Ole. Det var nogle helt utrolige velsignede dage.
Vi fik også daglige deekshaer og kram af vores guider og til sidst gav vi alle sammen hinanden deekshaer i små grupper.
Der er vist ikke noget at sige til, at jeg ved slutningen følte mig helt fri og hel. Det var som om, at al min søgen nu er forbi. Nu skal livet bare OPLEVES.
Siden er der sket mange mærkelige ting med oneness bevægelsen. De vigtigste guider inklusive Amma og Bhagavans søn har forladt bevægelsen og startet deres eget universitet. Oneness er vist blevet til Twoness! Det er som om hele konceptet har forandret sig og er blevet meget mere sekterisk og præget af vældig store egoer og for mange uholdbare løfter.
Jeg har trukket mig ud af bevægelsen, men er stadig dybt taknemmelig for alt det, jeg har lært og ser tilbage på de mange smukke og lærerige oplevelser med stor glæde, men føler samtidig, at det er som et overstået kapitel i min udviklings store bog. Hvis du vil vide mere om Amma og Bhagavans lære: www.onenessuniversity.org
Siden har jeg fortsat med at studere den buddhistiske filosofi, mediteret, bedt for fred overalt i Universet, chantet mine buddhistiske mantraer og forsøgt fortsat at udvikle mig til et kærligt og medfølende væsen. Og i øvrigt haft det herligt….det meste af tiden!
OM MANI PADME HUM
OM TARE TU TARE TURE SO HA
Nedenfor følger nogle begreber fra den buddhistiske lære, som jeg personligt har taget til mig og udnytter, fordi jeg tror, det kan fremme udviklingen af min bevidsthed.
Det første og vigtigste, tror jeg, er aspirationen og motivationen til at udvikle sig til gavn for alle levende væsener, som jo også indbefatter Moder Jord og væsener i andre dimensioner.
Buddha betyder den opvågnede eller fuldt udviklede og er den højeste tilstand, et menneske kan opnå.
Buddha betyder også, at der er kontakt til alle dimensioner og bevidsthedens kilde, den rene kærlighed og medfølelse. Nogle kalder det Oneness eller Gudsbevidsthed.
Ultimativt er alting Buddha og dermed perfekt. Enhver situation, alle omgivelser, alle fænomener er i sin essens Buddha.
Vi mennesker har Buddha natur, som er vores universelle sjæl, som er ren, oplyst, ubegrænset, uforanderlig og vores essentielle natur.
Alle har potentialet til at opnå Buddha tilstanden.
Vores potentiale er ikke noget, vi skal prøve at skabe. Det er allerede inden i os. Den buddhistiske lære angiver tydeligt, hvad man kan gøre og hvad man ikke bør gøre for at udvikle potentialet.
Selvet er et begreb. Lyt, spørg, lær og forstå. Overvejelse, bekræftelse, handling. Man kan opnå ”frigørelse” gennem alting, fordi essensen af alting ultimativt er sandhed.
Overbevisning kan ændre tilstande.
Medfølelse er den kraft, som forbinder alting i universet.
Handlinger som gavner vores udvikling:
At vide, at vi har Buddha natur og potentialet til at nå Buddha tilstanden.
Meditation, bøn, flid, tillid, tålmodighed, opmærksomhed, klarhed, disciplin, moral, gavmildhed, eftertanke, indsigt, upartiskhed, overvejelse, kærlig omsorg, medfølelse, glæde, uvildighed, respekt, intelligens, tilgivelse, ro, venlighed, omsorg, ret levevis og handling, indsigt, dedikation, mod til at opnå den højeste realisation, ønsket om at opnå oplysning til gavn for alt i alle dimensioner, kærlighed og taknemmelighed.
Ved at udvikle disse handlinger, kan vi skabe ro og klarhed i sindet, som giver frihed fra alt det, der formørker vores klare friske indre natur og tillader en dyb og blivende indre fred.
Handlinger som hæmmer vores udvikling:
Ikke at vide, at vi har Buddha natur og potentialet til at nå Buddha tilstanden. Vrede, had, begær, jalousi, tvivl, tilknytning og alle tanker og handlinger, som fremmer tilknytning, higen efter berømmelse og rigdom, benægtelse, uvidenhed, negativitet, aggressioner, påståelighed, modvilje mod at dele, misundelse, selvtilstrækkelighed, stolthed, hykleri, arrogance, ego, frygt, karma, manglende selvtillid, mindreværdsfølelse, mereværdsfølelse, bagtalelse, utaknemmelighed, at dræbe, volde, stjæle, lyve og ødelægge vores miljø.
Forhindringer er altid midlertidige.
Sandheden har to aspekter, den relative eller foranderlige sandhed og den ultimative eller uforanderlige sandhed.
Vores dualistiske sind erkender ikke essensen af vores natur.
En Buddhas handlinger er spontane og ikke dualistiske.
Vi er deltagere eller medskabere i vores egen tilværelse. Jo højere tilstand, jo større indflydelse.
Reinkarnation: Vi er en sjæl i en krop, som ældes og dør. Sjælen er udødelig og fortsætter i forskellige kroppe indtil den ultimative Buddha tilstand opnås.
Alt, hvad der sker, hvor som helst i universet, påvirker os og alt, hvad vi foretager os, påvirker alt. Tanker og følelser er begrænsede. Bevidstheden er ubegrænset.
Vi må acceptere, at vi kan tage fejl og være negative. Vi må ikke bilde os
selv ind, at vores handlinger er perfekte. Når vi anerkender vores mangler, er der metoder til at ændre dem.
Vi må vide, at det samme er tilfældet for alle andre.
I Buddhismen bruger man udtrykket ”Alting er tomhed”. Jeg forstår tomhed som det, at der ikke findes noget, som har vedvarende, selvstændig eller individuel eksistens.
Det betyder ikke, at der ikke findes noget overalt. Tværtimod. Den moderne videnskab har kunnet bekræfte, at det vi kalder space eller rummet er fyldt med potentielle, forbundne energier i et netværk, som ifølge buddhismen blev skabt af guden Indra. Ifølge Hopi indianerne blev dette netværk skabt af Grandmother Spider eller Bedstemor Edderkop. Dette netværk gør, at alting er forbundet og påvirkes i alle universer og dimensioner af alt, hvad der sker. Dette netværk er tilsyneladende opbygget på samme måde, som det neurale netværk i menneskers hjerne.
De 4 ædle sandheder:
Livet er præget af lidelse.*)
Lidelse har en årsag.
Der er et mål, da lidelse kan ophøre.
Der er en vej, fordi der findes metoder til at udrydde årsagerne til lidelse.
*) Lidelse kan være: Kedsomhed, ensomhed, nedtrykthed, smerte, konflikt i relationer, manglende motivation og meningsløshed.
4 ubegrænsede tanker: Kærlig omsorg. Medfølelse. Glæde/Fryd. Upartiskhed.
Min daglige bøn:
Må alle væsener være lykkelige og have årsagerne til lykke.
Må alle væsener være fri for lidelse og årsagerne til lidelse.
Må alle væsener aldrig være adskilt fra den største glæde hinsides al lidelse.
Må alle væsener forblive i den store sindsligevægt hinsides tilknytning og uvilje.
Når du beder en bøn, bør den siges fra hjertet. Føl, kend og udtryk meningen med bønnen, medens du beder. Forestil dig, at det, du beder om, allerede er opfyldt. Tak og vær taknemmelig. Bed uden at dømme og uden ego.
Inderst inde er vi allerede oplyste Buddhaer.
Vi må vække vores sovende Buddha.
Jeg læser ofte i den 12. Tai Situpas bog:
”AWAKENING THE SLEEPING BUDDHA”
Må dette være til gavn og glæde for alle levende væsener.
Powered by WordPress with Pool theme design by Borja Fernandez with adaptations by gotjosh
Entries and comments feeds.
^Top^