olesol.dk : olov leon stjernholm

Opdatering 2011

February 23, 2011 on 8:44 pm | In rejse | No Comments

Opdatering:

Bangalore, Delhi, Nepal, Tibet, Nepal, Christiania, Indien, Christiania, Færøerne, Island, Christiania, Ladakh. Christiania

Efter kurset på Oneness University rejste jeg med toget til Bangalore for igen at besøge min tibetanske ”sponsordatter” Lhamo. Det gik hende rigtig godt på universitet, men hun måtte bruge mindst to timer om dagen på transport fra det tibetanske hostel til universitetet. Hun havde fundet et billigt men godt hotel til mig og fik et par fridage fra universitetet.

Bangalore var stadig kæmpe stor, støjende og utrolig beskidt, men det var som før vidunderligt, at være sammen med hende og hendes tibetanske venner og veninder. Een dag var der en kæmpe parade på et af byens større universiteter med alle Bangalores kvindelige studerende. Utrolig flot. Hver klasse havde sine bestemte farver og dragter. Der blev marcheret og sunget og så var der forskellige former for idræt med præmier til de bedste. Fantastisk flot skue. Herlige tøser!

I weekenden var vi til et kæmpe arrangement ”Footprints 08”. Hvert af Indiens etniske folkeslag præsenterede deres egne specielle oprindelige dragter, danse og folkemusik. Det var fantastisk at opleve og overraskende, hvor mange forskellige etniske folkeslag, der findes i Indien. Efter forevisningen var der rockmusik med 8 forskellige lokale bands, så der blev danset og hygget den halve nat.

Et par dage efter tog jeg flyveren til Delhi for at fortsætte til Kathmandu. Delhi lufthavn blev lidt af et mareridt. Jeg ankom til indenrigs lufthavnen og troede, jeg havde god tid, ca. 3 timer til flyet til Nepal…Men! Først ventede jeg meget længe på en bus til den internationale lufthavn. Da jeg endelig ankom, var der en kæmpe kø for emigration. Den sneglede sig af sted. Efter lang og tålmodig venten, kom jeg endelig til køen for security.

Endnu længere kø og endnu langsommere sneglefart. Så blev det ”boarding time” med stadig flere hundrede før mig. Jeg henvendte mig til en af de ansatte fra mit flyselskab. Hun beroligede mig med, at flyet ville vente til alle var ombord. Da jeg endelig var kommet igennem den langsommelige procedure og kom ombord på flyveren, havde de, der var kommet først ombord ventet i mere end 2 timer. Mere venten på de sidste, men så kom vi da endelig af sted. I Kathmandu fandt jeg det dejlige hotel, jeg havde boet på 10 år tidligere på min rejse til Tibet. Herligt stort værelse med det hele.

Næste dag gik jeg til ”Benchen Monestary”, som driver ”Benchen Free Medical Clinic”, som er en klinik, som gratis behandler tibetanske flygtninge og fattige nepalesere. Jeg havde igennem flere år støttet klinikken med penge indsamlet i min tibetanske foto udstilling i Christiania samt ved salg af mine hjemmelavede badges, som blev solgt i udstillingen. Jeg havde aldrig før set klinikken, så det var lidt specielt at opleve den og møde lægen, som ledede klinikken og som arbejdede næsten gratis. De behandlede mellem 30 og 50 syge mennesker om dagen. Jeg mødte en af mine buddhistiske venner fra Christiania. Hun fortalte, at Tenga Rinpoche, som var leder af ”Benchen Monestary” og en af mine buddhistiske læremestre, dagen før havde startet sit årlige forårskursus, der varede en uge. Jeg skyndte at tilmelde mig og fik en vidunderlig uge med belæringer af den gamle mester. Hvor heldig kan man være?

Nogle dage senere købte jeg en ”pakketur” til Tibet. Den bestod af en bustur til den tibetanske grænse, derefter 5 dages kørsel i landcruiser op gennem Tibet til hovedstaden Lhasa. 2 dage i Lhasa og derefter på egen hånd. Nøjagtig samme tur som jeg tog 10 år tidligere. Jeg fik 25 dages visum og regnede med at flyve tilbage til Kathmandu, når jeg havde set og oplevet, det jeg ville.

Vi var 24 personer fra mange forskellige lande. Efter en super kinesisk grænsekontrol kunne vi stige ombord i 6 jeeps, 4 i hver plus en tibetansk chauffør, der havde speciel tilladelse til at køre med turister. Jeg delte jeep med 3 unge italienere, som helst ville dele bagsædet, så jeg fik min yndlingsplads ved siden af chaufføren.

Så gik det ellers der ud af. De første ca. 50 kilometer var en utrolig støvet og hullet vej. Vi fik at vide, at det var en slags ”ingenmandsland”, hvor både tibetanere og nepalesere kunne færdes nogenlunde frit. Så kom vi til en enormt tjekket grænsepost. ”Velkommen til Kina” stod der på et stort skilt. Supertjek af pas og visa. Passene blev nøje undersøgt via computer og der skulle udfyldes formularer. Langt om længe kunne vi fortsætte. Vejen skiftede pludselig til en bred velbygget asfaltvej med moderne skiltning. På kinesisk selvfølgelig. På nogle skilte stod det dog også på tibetansk med meget små bogstaver. Det var tibetanere, der byggede vejene under kinesisk kontrol, kunne vi se, når vi kom til en ufærdig vejstrækning. Der stod altid en kinesisk bevæbnet soldat for hver 50 meter. Meget uhyggeligt. Vi kørte gennem mange små landsbyer, hvor der helt typisk altid lå en militærkaserne i udkanten. Vi mødte også rigtig mange militærkøretøjer. Jeg skal love for, at der blev passet godt på det besatte land. På turen mod Lhasa besøgte vi en del klostre og andre seværdigheder. Vi overnattede på små tibetanske hoteller i de større byer, hvor vi også fik tid til at se os omkring. Vi fik at vide, at vi helst ikke skulle mænge os med tibetanerne, da der blev holdt nøje øje med dem og os af civilklædte politifolk. Jeg kunne tydelig mærke, hvor undertrykte det tibetanske folk er blevet og hvor meget værre, det var blevet siden sidste gang, jeg var her, for ti år siden. Totalt uhyggeligt og sørgeligt.

Vores guide var også tibetaner. Han kørte tit med vores bil, hvor han sad bag bagsædet, da vi havde vores bagage på taget. Han talte godt engelsk og fortalte mange ting om, hvordan kineserne mere og mere overtog landet. Det var kun delvis til fordel for tibetanerne, da der var masser af arbejde med vejbygning og husbygning. Trods de lave lønninger havde mange fået det bedre økonomisk, men det var svært for dem at acceptere, at alt skulle foregå på kinesisk. Kommunikationen var fuldt udbygget med internet og mobiltelefoni overalt. I skolerne foregik efterhånden al undervisning på kinesisk og højere uddannelser skulle foregå i Beijing.

Jeg spiste som regel morgenmad sammen med chaufførerne. Den bestod af smørte mixed med tsampa, som er ristet og malet byg, Det smagte fortræffelig i min mund og man behøvede bestemt ikke frokost efter sådan en omgang.

Vi var startet fra Kathmandu om lørdagen og ankom til Lhasa onsdag aften.

Lhasa var totalt forandret. Brede boulevarder og masser af store kolosser af beton med lejligheder til kinesere . Hele den gamle bydel med tibetanske huse var revet ned og erstattet af disse smagløse kæmpehuse.

Vores guide fortalte, at ca. 85% af Lhasas befolkning nu var kinesere og at tibetanerne blev behandlet som andenrangs mennesker. Pyh! Ha!

Torsdag var udflugtsdag. Først Potala Palace, Dalai Lamas gamle residens og nu museum. Der var også sket forandringer. Masser af video overvågning og ingen fotografering. Jeg lagde mærke til, at mange af de kostbare diamanter på de mange Buddha figurer var fjernet siden sidst.

Kineserne kalder i øvrigt Tibet ”Skatkammeret i Vest”. Ikke noget under.

De startede i halvtredserne med at plyndre og destruere 6000 klostre og udnytter nu groft landets rigdom på mineraler, guld, sølv, ædelsten, kul, gas og olie og ikke mindst uran og kobber. De store skove på de sydlige bjergskråninger var fældet og millioner af kubikmeter træ var blevet transporteret til Kina. Tibet regnes for et af de steder i verden med de største forekomster af uran og kobber. Yderligere fik vi at vide, at der på højsletten findes store afspærrede områder, hvor der opbevares radioaktivt affald. De er søde de kinesere eller, er de?

Resten af dagen gik med yderligere sightseeing i Lhasa. Vi var blevet indkvarteret på et kinesisk luksushotel midt i byen. I øvrigt den første luksus på turen.

Fredag formiddag besøgte vi Jokhang Templet, som betragtes af buddhister, som det helligste hellige buddhistiske tempel i verden. Det er urgammelt og fantastisk med masser af Buddha figurer overalt. Der var masser af tibetanere på besøg. De brændte røgelse og anbragte smørklatter i de mange lysestager og var utrolig ærbødige og højtidelige.

Her var der tilsyneladende ikke sket de store forandringer siden sidst. Meget smuk oplevelse. I gården udenfor mellem bygningerne, blev der delt helligt vand ud til de mange besøgende.

Så skiltes gruppen og vi kunne gå rundt, som vi ville og selv finde tilbage til hotellet, som lå i nærheden, når vi havde lyst.

Der er en stor plads foran templet, hvor folk forsamles, deler nyheder og historier og hygger sig. Mange er kommet langvejs fra, så der er nok at tale om. Det kunne have været utroligt hyggeligt, hvis ikke 12 kinesiske soldater havde marcheret rundt og rundt på pladsen. Der var mildt sagt en ret trykket stemning.

Rundt om templet er der en vej med små sidegader. Det er her, man finder de sidste rester af den gamle tibetanske kultur. Masser af boder med alle slags varer fra hestesko til smør og tøj og udstyr til byboere og landbrug og meget meget mere.

Ingen kinesiske soldater, men en hel del tibetanske politibetjente. Jeg brugte flere timer på bare at gå rundt og kikke og fotografere og nyde

synet af de mange forskellige boder og mennesker.

Da jeg var blevet godt træt i benene, gik jeg tilbage til hotellet for at få en lille eftermiddagslur.

Jeg havde vel slumret en times tid, da ham, jeg delte værelse med, kom farende ind og råbte og skreg og var helt ude af den: ”Byen brænder, der er oprør. De unge tibetanere er gået fuldstændig amok og smadrer og brænder alt, hvad de får øje på og tæver løs på kinesere på gaden og de kommer her hen ad.”

Jeg skyndte mig op, tog mit kamera og løb op på hotellets tag. Ganske rigtigt, røg væltede op flere steder og en stor skare unge tibetanere hærgede løs, smadrede skilte og brændte biler og butikker. Så gik de løs på vores hotel, som havde en kæmpe glasfacade, med sten og jernstænger og hvad de kunne finde. Snart var det meste af glasfacaden knust. Jeg stod med mit kamera helt ude ved kanten af taget og så pludselig sagde det ”smak” eller noget lignende, da jeg fik en stor sten med fuld kraft i det venstre øje. Total groggy blev jeg hjulpet ned til min seng. I mellemtiden var det meste af vores gruppe løbet ned i foyeren. Da de unge tibetanere så disse omkring 20 unge vesterlændinge, vendte de om og opgav tilsyneladende deres foretagende, som vist var at brænde hotellet af.

Imens lå jeg og ømmede mig, det gjorde afsindigt ondt i mit blødende øje. Heldigvis var der i vores gruppe en sød norsk pige, hvis mor var læge, så halvdelen af hendes bagage var lægeudstyr, som moderen havde givet hende med.

Hun tog mig under kærlig behandling, fik stoppet blodet, renset såret og anbragt en stor bandage over øjet. Dernæst dopede hun mig med piller mod chok og smerter og til sidst nogle stærke sovepiller. Det varede ikke længe før end jeg var totalt udgået. I løbet af natten vågnede jeg et par gange ved at høre skud. Jeg troede, det var tåregas, da hele hotellet stank af gas på grund af den smadrede facade.

Næste morgen fik jeg et par smertestillende piller mere og den frygtelige historie om, hvad der var foregået om natten.

I løbet af meget kort tid var der kommet tusindvis af soldater i lastbiler og specielle hurtigkørende tanks. De havde først fyret en masse tåregas af. Det stoppede ikke de unge. Så skød soldaterne med skarpt. Der var i løbet af natten blevet dræbt over et hundrede af de unge og såret mere end to hundrede før oprøret var knust. Mange af de sårede flygtede, da de ikke turde henvende sig på hospitalerne, hvor de blev pint og plaget til at opgive navnene på deres kammerater. Mange døde senere af deres sår.

Oprøret havde ulmet et stykke tid. Et par dage før, på dagen for Dalai Lamas flugt til Indien for 49 år siden, havde en stor gruppe munke, som de plejede, gået i en stille protestmarch foran Jokhang Templet. De var pludselig blevet overfaldet og gennemtævet af kinesiske soldater og mange var blevet smidt i fængsel. Der var så yderligere sket det, at nogle kinesiske handelsfolk havde prøvet at overtage nogle af de boder, som tibetanerne altid havde drevet. Så røg tålmodigheden efter så mange års undertrykkelse og det hele gik totalt amok.

Lørdag formiddag fik vi besked på at møde op i foyeren med vores bagage. Der ankom et par højtstående officerer fra det kinesiske militær og politi. De meddelte os, at vores visa var inddraget og at vi skulle forlade Tibet omgående. Lidt efter kom der en bus, som bragte os under militæreskorte til jernbanestationen, da halvdelen af gruppen havde billetter til ”Himmelekspressen” til Beijing. Tusindvis af soldater havde afspærret alle veje og broer, men vores eskorte sørgede for, at vi kom igennem afspærringerne. Al togdrift var dog indstillet, men de fik at vide, at den højst sandsynlig ville blive genoptaget om søndagen, så de fik byttet deres billetter. Vi blev derefter kørt til et hotel i en totalt kinesisk domineret bydel, hvor de blev indlogeret med påbud om ikke at forlade hotellet. Vi andre tolv, som havde haft forskellige planer for vores videre ophold, hyrede 3 af de jeeps, vi var kommet med til at køre os tilbage til grænsen til Nepal. Vi fik igen militæreskorte ud af byen og fik at vide, at det kun kunne gå for langsomt med at komme ud af landet. Sikken et ræs. De første næsten 200 kilometer var der masser af militær poster. De vidste åbenbart, at vi kom og var på vej mod Nepal, så vi slap rimelig nemt igennem, hvorimod alle tibetanere på vej mod Lhasa blev stoppet og ikke fik lov til at fortsætte. På vejen gjorde vi holdt ved en rasteplads. En flink kinesisk kvinde kom hen til mig og spurgte, hvad der var sket med mit øje. Hun sagde, at hun var øjenlæge og ville gerne se, hvad der var sket. Hun blev meget alvorlig og sagde, at jeg omgående burde på hospitalet. Der var ca. 200 kilometer til et militærhospital i en større by. Da vi ankom, var det blevet sen aften. Der var kun vagter på hospitalet og ingen vidste noget om, hvornår der ville komme en øjenlæge, så vi bestemte os for at køre videre og vente med øjenlæge til vi nåede Kathmandu. Vi kørte til midt på natten. Chaufførerne var efterhånden så trætte, at vi måtte holde et hvil på et lille tibetansk hotel. Efter 5 timers hvil og noget morgenmad, ræsede vi videre. Da solen stod op, oplevede vi det smukkeste syn, man kan tænke sig. Himalaya bjergene foran os i morgenlys. Helt utroligt smukt.

Vi ankom til den nepalesiske grænse tidlig søndag eftermiddag. Der var masser af pressefolk til at modtage os, da nyhederne om oprøret var blevet kendt ude i verden. To mand fra vores gruppe havde været ude den frygtelige nat og videofilmet begivenhederne og lavet interviews med nogle af de unge tibetanere. Der var to franske journalister, der kaprede dem og ville køre dem fra grænsen til Kathmandu. De to fra gruppen fortalte journalisterne, at de havde en kammerat, som skulle på hospitalet hurtigst muligt, så det endte med, at jeg kom med i deres jeep. Undervejs fik de per mobil arrangeret en aftale med en øjenspecialist klokken 6 søndag aften. Det kom til at passe, trods et utroligt trafikkaos omkring Kathmandu. Øjenspecialisten var en utrolig flink og dygtig mand, som var professor på Kathmandus øjenhospital. Han havde derudover en privat praksis. Han undersøgte mit øje med flere forskellige tekniske apparater. Hans konklusion var meget alvorlig. Linsen var tilsyneladende slået ind i selve øjeæblet og pupillen stod fuldt åben og så ikke ud til at kunne virke. Han mente der skulle flere operationer til, men det kunne ikke lade sig gøre nu, da det hele lignende rødgrød. Han bad mig komme til øjenhospitalet mandag morgen, da han gerne ville have sin makker til at bekræfte hans diagnose. Hans assistent, som også arbejdede på hospitalet sagde, at jeg blot skulle henvende mig til ham i receptionen.

Da jeg mødte op mandag morgen, var der en kø på mere end 100 mennesker. Jeg kunne ikke få lov til at komme ind til receptionen, men heldigvis kom assistenten ud og hentede mig og så var det ellers VIP behandling. Jeg blev bragt op på øverste etage og undersøgt meget grundigt af øjenspecialistens professormakker som bekræftede diagnosen fra i går. Vi blev enige om, at fordi de ikke kunne gøre noget lige nu, var det lige så godt eller bedre, at jeg skyndte mig hjem til Danmark. Han skrev et brev om diagnosen, som jeg kunne tage med hjem. Jeg skulle jo have ændret min flyvebillet, men han kendte en, der arbejdede i det flyselskab, jeg rejste med, så jeg fik en seddel med fra ham. Så fik jeg 5 forskellige slags øjendråber, som jeg skulle bruge hele tiden. Han ville ikke have betaling for undersøgelsen. Dråberne købte jeg på hospitalet for næsten ingen penge.

Da jeg viste hans seddel til flyselskabet, fik jeg at vide, at jeg bare kunne sige, hvornår jeg ville af sted, så ville det blive ordnet. Jeg havde bestilt nogle tibetanske bedemøller til min udstilling i Christiania. De ville være færdige tirsdag, så jeg fik uden problemer ændret min billet til onsdag.

Tirsdag hentede jeg mine 3 bedemøller og bragte dem til Benchen Monestary for at få dem velsignet af abbeden. Han blev meget ked af at høre min ”øjenhistorie” og om udfaldet af oprøret i Lhasa. Så tilkaldte han nogle munke, hvor efter de foretog et ritual for at velsigne og putte ris i bedemøllerne. Jeg fik noget ”lamamedicin” og mange velsignelser.

Næste dag, da jeg mødte op til flyafgang, blev jeg stoppet i security af en ung tolder. Jeg havde bedemøllerne i min rygsæk. Han påstod, at sådanne gamle ting ikke måtte bringes ud af Nepal. Jeg fortalte, at jeg lige havde fået dem fremstillet, men han holdt på sit, jeg måtte efterlade dem her og nu. Pyh! Ha! Jeg viftede diskret med en 20 dollar seddel og se, så skiftede han helt humør og fulgte mig og bedemøllerne helt ud til flyveren. Da jeg ankom til København, henvendte jeg mig straks til Rigshospitalets traumeafdeling. De tilkaldte en vagtlæge, som undersøgte mig og læste diagnosen fra Nepal. Hun sagde også, at der ikke kunne gøres noget lige nu og da det var påske, var der ingen af øjenspecialisterne til stede, så jeg skulle komme igen efter helligdagene.

Jeg fik nogle andre øjendråber og måtte så ellers vente til efter påske.

Jeg var totalt blind på øjet og havde stort besvær med at bedømme afstand og væltede ofte ting og sager og hældte ved siden af.

Efter påske kom jeg til undersøgelse hos en af Rigshospitalets bedste øjenspecialister. Han sagde, at jeg skulle have opereret linsen ud af øjeæblet, men det skulle vente indtil blodansamlingerne bag øjenæblet var forsvundet. Vente, vente og flere undersøgelser og forskellige dråber til at regulere trykket i øjet. Det var noget af et mareridt. Så en dag fandt han ud af, at linsen inde i øjeæblet var begyndt at vokse. Det var ikke særlig godt, fordi det medfører, at trykket i øjet stiger og det gør afsindig ondt, så han besluttede, at jeg straks skulle opereres for at fjerne linsen. Pupillen stod fuldstændig åben. Det kunne der ikke gøres noget ved, sagde han, da nerverne, der styrer pupillens åbning og lukning, var ødelagte og ikke kunne gendannes. Så det var på med solbrillerne, da lyset var overvældende, selv om jeg ikke kunne se noget med det øje. Heldigvis fungerede højre øje, som det skulle. Efter operationen, som foregik under fuld narkose, lignede øjet igen rødgrød. Jeg havde stadig stort besvær med afstandsbedømmelsen, som medførte, at jeg en dag tog den på hovedet ned ad en stejl trappe. En ordentlig flænge i panden. 13 sting. En brækket tommelfinger, som blev sat forkert sammen, så jeg ikke kunne bøje yderste led. Det var der ikke noget at gøre ved, sagde de på Amager Hospital. Det måtte jeg leve med, fik jeg at vide. Sikken et eventyr. Jeg spekulerede meget på, hvorfor jeg skulle udsættes for disse ulykker. Jeg fandt frem til, at det enten skyldtes gammel karma (min bedstefar mistede venstre øje ved en ulykke, da han var på min alder og måtte leve med et glasøje resten af livet) eller fordi jeg de sidste par år havde svævet i de ”højere luftlag” uden ret megen jordforbindelse. Jeg skal love for, at jeg nu var blevet godt og grundig jordet. Humøret var på lavpunktet og jeg tilbragte det meste af tiden i sengen i over en måned. Jeg var til mange flere undersøgelser, som endte med, at jeg fik at vide, at de nu ikke kunne gøre mere for mig på Rigshospitalet. Jeg fik en henvisning til en øjenklinik, da der var en mulighed for, at jeg kunne få noget af synet tilbage ved hjælp af en kontaktlinse. Flere undersøgelser af specialister i optik. De prøvede mange forskellige kontaktlinser og fik en specielt fremstillet i England.

Den virkede delvis, når jeg havde blændet af for det raske øje, bortset fra at ”billedet” var tiltet lidt og alting var let violetfarvet. Når jeg skulle bruge begge øjne samtidig, gik det helt galt. Jeg så to forskellige ”billeder” på samme tid med en halv meter afstand og venstre ”billede” var tiltet, større og violet. Det var der ikke noget at gøre ved, sagde specialisten, da forskellen på mine øjne var for stor til, at hjernen kunne lære at kompensere, så de opgav videre forsøg. Hun spurgte, om jeg havde et par gode solbriller, da hun vidste, at den store pupil modtog alt for meget lys.

Jeg sagde, at jeg havde et par, jeg havde købt på strøget for en hund og som egentlig virkede udmærket. Så gav hun mig nogle stykker karton med et cellofanvindue i forskellige farver. Jeg skulle så vælge hvilken en farve, jeg bedst kunne lide. Da jeg havde valgt, tog hun mig med over til et andet kontor, hvor hun åbnede et skab propfyldt med forskellige solbriller. Hun viste mig en række med den farve, jeg havde valgt. Jeg prøvede forskellige. Da jeg havde fundet dem, jeg bedst kunne lide, sagde hun, at jeg bestemt havde en god smag. Det var Ray Bans de dyreste. Jeg sagde til hende, at det vist ikke lige var til min pengepung, men så sagde hun, at de ikke kostede noget og var en trøst, fordi de ikke kunne hjælpe mig. Tusind tak!

Efter endnu en måneds tid begyndte jeg at komme til mig selv igen og fik mit gode humør og optimisme tilbage og kunne genoptage mit ”gamle” liv i de ”højere luftlag”, denne gang dog med en altid værende ”jordforbindelse”. Hjernen lærte at kompensere for afstandsbedømmelsen og jeg vænnede mig efterhånden til at være enøjet. Der gik så ca. halvandet år, hvor jeg passede min fotoudstilling og daglige dont i Christiania, samlede penge ind til klinikken i Nepal og sparede op til næste rejse.

Så blev det vinter. Jeg lukkede udstillingen og lånte min bolig ud til en ung mand og så gik det igen til Indien. Mamallapuram igen. Det dejlige hav og fiskerlandsbyen. Jeg havde som altid min bærbare computer med og arbejdede i næsten 2 måneder på at få redigeret og gennemgået de ca. 6000 fotos, jeg havde taget på mine rejser og få de bedste placeret på min hjemmeside. Mange timer i internetcafeen, men utroligt tilfredsstillende endelig at få det gjort færdigt.

En dag jeg var på vej til en massage var jeg ude for et mærkeligt uheld. Jeg havde lidt travlt med at nå min aftale. Det skal man ikke have i Indien. Jeg faldt over et bump på vejen og landede på min stive tommelfinger, som fik et åbent brud i det yderste stive led, så det hang og dinglede i skindet. Mange hjælpsomme indere kom farende for at hjælpe.

En samlede et stykke avispapir op fra gaden. Det viklede jeg om den blødende finger. Da jeg kom hen til min massageven, kørte han mig til det lokale hospital, som opgav at gøre noget ved fingeren, men rensede og forbandt den, hvorefter en anden god ven kørte mig de ca. 60 kilometer til et stort nyt moderne betalingshospital. Her fik jeg en fantastisk VIP behandling af to læger og fire søde sygeplejerske. Indsprøjtning mod stivkrampe og røntgenfotografering i ekspresfart og så tilbage på briksen igen. Lidt efter kom endnu en læge, som var plastickirurg. Han undersøgte nøje fingeren. Jeg fortalte ham, at den havde været stiv siden den havde været brækket et par år tidligere. Det mente han nok, han kunne ordne. Efter 3 bedøvende indsprøjtninger i tommelfingeren gik han i gang. Han vred og hev nogle gange i fingeren for til sidst at sy den med 3 sting. Så kom en af de dejlige sygeplejersker og forbandt fingeren. Så skulle der betales. Jeg forventede, at det ville koste en halv månedsløn, men jeg slap med under 200 kroner. Fantastisk!

Så skulle vi i apotekerbixen, da systemet på hospitalet var sådan, at vi skulle købe alt det, de havde brugt på mig og levere det tilbage til afdelingen. Efter et par senere besøg, for at få såret renset og forbundet, blev stingene fjernet og tommelfingeren har siden været så god som ny. Lykkelig ulykke, eller hvad?

Så var jeg igen en tur i Bangalore for at besøge min kære Lhamo, som nu var næsten færdig med sine studier. Hun havde fået en sød tibetansk kæreste. De boede nu sammen i en lille lejlighed og havde det rigtig dejligt. Vi holdt tibetansk nytår, Losar sammen og munkebror kom på besøg. Der blev lavet momos til den store guldmedalje og vi hyggede os med deres venner og veninder. Lhamo havde ikke lyst til at studere videre, når hun nu snart blev færdig med universitetet, men ville finde noget arbejde. Hendes kæreste havde godt arbejde i IT branchen, så de skulle nok klare sig, mente de. Min gamle Mac laptop, som jeg havde foræret hende nogle år tidligere, var efterhånden noget udslidt og blev nu kun brugt til billeder, videoer og musik. Lhamo havde taget flere computerkurser, men det var i PC, så jeg gav hende en ny PCer, som tak for, at hun havde klaret sin uddannelse så flot. Stor glæde hos alle parter.

Så rejste jeg tilbage til Mamallapuram og tilbragte nogen tid i Ramanas ashram i Tiruvannamalaj. Fantastisk sted med utrolig høje energier. Ramana betragtes som en af Indiens viseste mænd. Selv om han har været død en del år, er det som om hans ånd stadig befinder sig i Ashramen. Jeg blev bragt i en utrolig fredfyldt og høj tilstand, men huskede på jordforbindelsen, så jeg ikke fuldstændig forsvandt ud i det store blå univers.

De sidste 14 dage af ferien rejste jeg med en ven til Kerala på Indiens vestkyst. Vidunderligt sted, med dejligt hav og masser af gode spisesteder. Herlig ferie.

Så hjem igen til Christiania og et dejligt forår.

Først på sommeren opfyldte jeg en gammel drøm om at besøge Færøerne og Island. Det var endnu en fantastisk oplevelse. Hvor er der barskt og smukt.

Senere på sommeren gik rejsen til Leh i Ladakh i det nordligste Indien.

Jeg havde på mange rejser ledt efter et roligt sted, hvor jeg kunne skrive første del af mine erindringer ”Sololie” færdig. Her var stedet, fred og ro, et dejligt hotel med en vidunderlig have, så jeg har skrevet og skrevet i mere end en måned og slutter hermed med de bedste ønsker om godt helbred og humør og kærlighed og fred i verden og i alle universer.

Må dette være til gavn og glæde for alle…………eller i hvert fald nogen!

De kærligste hilsner.

ole sol

”Hvis vi ikke lærte en masse i dag, lærte vi i det mindste lidt.
Og hvis vi ikke lærte lidt i dag, blev vi i det mindste ikke syge.
Og hvis vi blev syge i dag, så døde vi i det mindste ikke.
Så lad os alle være taknemmelige.”

Buddha