olesol.dk : olov leon stjernholm

Mamallapuram - Kathmandu Februar 2008

March 5, 2008 on 6:12 am | In rejse | Comments Off

Mamallapuram, Indien – Kathmandu, Nepal

Kære alle sammen.
Så er der lidt nyt igen fra det fantastiske Indien.
Jeg er stadigvæk i fiskerbyen Mamallapuram og nyder hver dag både fra min balkon ved havet og stranden på hotel Luna Magica og mine udflugter til forskellige seværdigheder.
Min dag starter som regel, i hvert fald oftest, ved solopgang, som er klokken ca. 6:30, så passer det, at jeg midt i de ”5 tibetanere”, som er nogle dejlige øvelser, der strækker alle kroppens meridianer, fra balkonen ser solen dukke op af havet lige foran mig. Efter ”tibetanerne” gør jeg lidt ”gammeldags” gymnastik og så tager jeg badebukserne på og går en lang tur langs stranden, medens jeg bevidst ånder dobbelt så lang tid ud som ind. Tit synger jeg nogle mantraer på tilbagevejen. Jeg møder næsten ingen mennesker på min tur, så nogle gange synger jeg meget højt, herligt! Et godt stykke før jeg når tilbage til byen og fiskernes både og friske morgenlorte i vandkanten, tager jeg mig en svømmetur i det behageligt varme vand. Når jeg kommer tilbage til mit værelse, er det brusebad og tandbørstning og vitaminer og røgelse og mantraer foran mine ”afguder” Grøn Tara, AmmaBhagavan, Laksmi og Ramana og så går jeg min morgenrunde i fiskerlandsbyen med fotografiapparatet. Jeg har taget en masse billeder og har specialiseret mig noget i, hvad jeg kalder ”street art”, som er mønstre kvinderne laver foran deres hus af hvidt eller farvet pulver, som de drysser ud med hånden i utrolige mønstre. Nogle af kvinderne er fantastisk kreative. Samtidig får jeg taget nogle fotos af de mange dejlige unger, der myldrer rundt alle vegne. Da jeg efterhånden er blevet et kendt fjæs i landsbyen, bliver jeg altid mødt med smil og ”good morning”, så det er dagligt en stor og vidunderlig oplevelse. Morgenmaden spiser jeg næsten altid på en lille nepalesisk restaurant, hvor de tit spiller ”OM musik”. Så er det tilbage til computeren for at redigere fotos og skriverier til hjemmesiden.
Lige neden for min balkon er der resterne af nogle legeting for børn, som to velmenende tyske kvinder fik anlagt for 2 år siden til fiskerlandsbyens børn, en lille rutchebane, en vippe og 2 gynger. Der er bare lige ved det, at rutchebanen mangler ”rutchepladen”, så der kun er stativet med jerntrinene op til toppen, så børnene kravler op og springer ned, vippen mangler sæderne, så børnene sidder på jernrøret når de skal vippe, af gyngerne er der kun stativet tilbage. Jeg bestemte mig for at gøre noget ved gyngerne og fik en snedker til at lave 2 sæder med hver 4 huller i. Så købte jeg noget nylonreb og hængte gyngerne op. Jeg blev advaret om, at det kun ville holde ca. 1 dag og det gjorde det også, men til enorm glæde for ungerne, men så var rebene så flossede og et knækkede, så jeg skar resterne ned igen. Nu er jeg så ved at finde på noget der er meget stærkere. Jeg forhørte mig om kæder, men en lokal ven, fortalte, at det var spild af penge, da nogle af fiskerne, som er meget alkoholiske, straks ville stjæle dem og sælge dem for sprut. ØV!
Nu har jeg fået en ny ide om at bruge båndstål som bruges til støtte ved betonstøbning, men lige nu mangler jeg en smed, som kan bøje jernstængerne.
Ok! Det lykkedes ikke, men jeg forsøgte.
Jeg har været på lidt udflugter først i Thiovanamalai, som er kendt for Sri Ramanas Ashram og et kæmpestort tempel.
Jeg tog dertil med taxa, da jeg havde hørt, at det var et mareridt at nå dertil med 3 forskellige busser. Herlig tur på de indiske veje, der stadig er fyldt med huller og ”speed breakers” som er nogle forhøjninger i asfalten så det giver et ordentlig bump, hvis ikke man snegler sig over dem. Et godt stykke af vejen var repareret, men af en eller anden grund var reparationerne ca. 5 centimer højere end den øvrige vej, så det gav også nogle vældige bump.
Ramanas Ashram var vidunderlig med en høj og spirituel udstråling. Jeg besteg det berømte bjerg Arunachala, hvor Ramana modtog den helt store indsigt, som han spredte i store dele af Indien og vesten. Hans efterfølger Sri Papaji var også en stor mester og nu er det en amerikansk kvinde Gangaji, der spreder det vidunderlige budskab om indre stilhed og akcept af, hvad man er og at vi alle har potentialet til at nå det højest opnåelige, som allerede findes i vore hjerter, hvis vi bare giver os tid til at lytte og føle.
Selve byen var som alle større indiske byer, møg og støj og vild trafik, så jeg blev der kun et par dage før jeg vendte tilbage til havet og min dejlige balkon.
Nogle dage efter tog jeg sammen med en svensk kvinde og vores fælles ven Ravi, som er her fra byen og som sammen med sin dejlige hustru har en butik med auervediske produkter og en skønheds- og massage klinik, til Kanchapuri for at se på templer og silkevæveri og ordne nogle papirer for den svenske kvinde. Det var også en herlig tur, bortset selvfølgelig fra vejene. Vi besøgte 2 vildt gamle fantastiske templer og fik lejlighed til at meditere i nogle små rum, som var udskåret i sandstenen og hvor der var en fantastisk energi. Det var også spændende at se, hvordan de vidunderligste silkestoffer blev fremstillet hos en familie, hvor de alle hjalp til. De kendte Amma & Bhagavan og ønskede, at vi gav dem deeksha, så hele familien og et par stykker mere blev placeret på en lang bænk. Herligt så modtagelige inderne er for Deeksha og taknemmeligheden var enorm. Herlig tur.
Så har jeg lige foretaget en tur til Pondicherry og Auroville som ligger 2 timers kørsel med bus fra Mamallapuram. Endnu en møgbeskidt og støjende storby. Jeg tog med en rickshaw fra Pondicherry til Auroville, som er spredt over et kæmpe stort vidunderligt område, hvor der foregår utrolige sociale ting. Jeg havde regnet lidt med at møde et par Christianitter, da jeg, før jeg rejste, havde hørt, at der var nogle, der talte om at tilbringe nogen tid med socialt arbejde i Auroville, men der var ingen danskere, fik jeg at vide på informationskontoret. Jeg kørte lidt rundt i området, som virker enormt tjekket, før jeg besøgte et vildt åbent marked med alt, hvad man kan forestille sig i nyt og ikke mindst gammelt ragelse.
Nu er jeg tilbage igen på balkonen med kun et par dage tilbage før turen går videre til Bangalore, hvor jeg glæder mig til at gense min ”tibetanske sponsordatter”, som nu går på college der og en sød dansk kvinde, som er på et kursus for at blive yoga lærerinde.
Så er det efter 6 timers togtur blevet Bangalore, som er en af Indiens største byer og beskidt og støjende med afsindig trafik. Glædeligt gensyn med min ”sponsordatter” Lhamo og hendes veninde og dejlige danske Cecilie, som studerer yoga og trommespil i byen. Jeg blev inviteret til at bo gratis på et gæsteværelse af TCV, som er en tibetanske organisation, der driver et hostel for alle de tibetanske flygtninge, der studerer i Bangalore. Som sædvanligt, når jeg er sammen med tibetanere, bliver jeg behandlet som ”kong gulerod”, de er simpelthen så søde og kærlige. Lhamos college havde ”paradedag”, hvor alle eleverne marcherer rundt på en stor sportsplads i deres forskellige uniformer, meget farverigt og glædeligt at se næsten 2 tusind søde og glade college tøser fra alverdens lande. Næste dag var der stor fest ”Footprint 2008” med forskellige slags optræden af forskellige etniske grupper fra Nordindien og Tibet. Vidunderlig stemning og afslutning med 5 forskellige rockbands, der bare fyrede den af. Herlige dage blandt tibetanske venner.
Så var det videre igen, Bangalore-Delhi med indenrigsfly og skift i Delhi for at flyve videre til Nepal. Opholdet i Delhi udviklede sig til næsten et mareridt og jeg fik virkelig prøvet min tålmodighed af. Alt var kaos. Først måtte jeg vente længe på en bus, der skulle køre til den internationale lufthavn, hvor der var utroligt mange mennesker, der ventede på at komme igennem emigration. 2 timers sneglekø, puha! Så var der security. Endnu 2 timers sneglekø, mer’ puha! Da jeg endelig slap igennem, var det 2 timer siden flyet skulle have lettet, så det var lidt spændende at finde ud af, om de havde ventet på mig. Det havde de, da de havde opdaget, at der var rigtig mange passagerer til det fly, der stadig stod i kø.
Nå! Vi kom endelig afsted og landede i god behold i Kathmandu, hvor jeg blev afhentet af Hotel Tibet Guest House, som jeg havde booket hos via internettet. Dejligt hotel og flinke mennesker og et kæmpeværelse med toilet og varmt bad fra solfangerne og dejlig seng og ca. 50 skabe og skuffer. Ca. $10 per dag.
Her er jeg så nu og venter på at rejse til Tibet.
Mere nyt senere. Og mange flere billeder under Photo på hjemmesiden.
Kærligste hilsner med håb om alt vel for alle.
Namaste
Ole Sol