olesol.dk : olov leon stjernholm

Indien, Christiania, Thailand, 13.09.06-28.01.07

January 28, 2007 on 11:03 am | In rejse | No Comments

Kære alle
Ja! Så er jeg sørme på rejse igen, fantastisk at være folkepensionist, jeg kan faktisk rejse hele året, hvis jeg da gør det minimum 3 måneder ad gangen og til lande, hvor det er væsentlig billigere end i Europa, 1 måneds folkepension dækker nogenlunde flybilletten til næsten hvor man ønsker sig hen og 2 måneders dansk pension kan nemt strækkes til 3 måneder, hvis man da ikke forlanger at bo og rejse på første klasse.
Jeg fik lyst til at prøve at bo i Thailand i lidt længere tid end sidste gang.
Det er et vidunderligt land, så grønt og frodigt og med en befolkning, der er søde og rare og hjælpsomme udover det sædvanlige. Og så er der jo lige klimaet, som i hvertfald i vintermånederne januar, februar og marts, er vidunderligt, som ”dansk sommer når den er bedst”.
Jeg sidder lige nu og skriver i Hua Hin, som er den første større kystby syd for Bangkok, med mange billige hoteller og vidunderlig badestrand. Et turistmekka med tusinder af især ældre skandinaver, masser af butikker med masser af alting fra umådelig luksus til billigt lort. Der er også et utal af spisesteder med mad for hver en smag. Thailænderne går tilsyneladende meget op i det kulinariske og spiser ofte, men er generelt meget slanke og ser sunde og raske ud til forskel fra de mange europæiske turister, der med fede oppustede kroppe og slatne muskler udgør en væsentlig del af gadebilledet her i byen. Hua Hin er også kendt specielt for de mange forhold mellem gamle/ældre mænd og unge thaikvinder. Det er et meget almindeligt syn at se disse vommede, solbrunede pensionistmænd blive opvartede og gå hånd i hånd med disse kønne eller lige frem smukke unge velplejede kvinder. Der er masser af barer, der myldrer med villige kvinder, der ivrigt antaster enhver mand der passerer forbi. De er ansat af barerne til at skaffe kunder. Hvis du ønsker at spendere tid og penge på dem bliver de totalt henrykte. Hvis du ønsker at bringe en kvinde med til dit hotel, som betragtes som helt legalt, er der faste priser overalt, cirka 50 kroner til baren og 150 kroner til kvinden, så bliver hun til gengæld hos dig hele natten og er villig til næsten hvad som helst. Svært at overskue, men det måtte jo prøves og var særdeles dejligt. Der er samme service for det modsatte køn, men det ses dog ikke så ofte. Unge mænd og gamle damer. Der er også et officielt bordel, hvor det koster cirka 50 kroner per halve time. Det er cool business og endnu billigere for thaimænd. En helt anden sag er thai-massagen, som også er enormt udbredt her i byen og foregår overalt fra smukt udstyrede lokaler til brikse på stranden. Den er ikke seksuelt betonet. Den traditionelle thaimassage foregår ved ret kraftige pres med hænder fødder og albuer på kroppens meridianer (nadis) en slags akupressur og kan gøre virkelig ondt, hvis der er blokeringer i systemet, men det hjælper på mange ømme lænder og rygge og andre skavanker. Selvfølgelig findes der også her turistvenlige udgaver, hvor man får kroppen masseret blidt og blødt med forskellige olier. Også pedicure og manicure og alt hvad man ellers kan finde på at få behandlet af de tjenstvillige thaikvinder og mænd findes der alle muligheder for at få opfyldt. Et sandt supermarked og utrolig billigt efter vores målestok. Min gamle far sagde engang til mig, at man kan købe alt for penge, undtagen altså kærlighed. Her i Thailand ser det dog ud til at man i hvertfald kan købe noget der til forveksling ligner. Det skal dog siges, at rigtig mange af disse søde og villige kvinder ofte forsørger den ældre del af deres familier, noget som lyder lidt forrykt i skandinaviske ører, da vi jo selvfølgelig har institutioner til at klare det, så vi ikke selv behøver at bekymre os om vores gamle forældre. Sikken en forskel på de hjemlige forhold og her i Thailand.
Nå! Men egentlig skulle jeg jo have opsummeret tiden siden sidste rejsebrev, som jo endte med, at jeg nød ferielivet i Mamallapuram, medens jeg ventede på at skulle på et 10 dages fordybningskursus på Oneness University i Golden City, Indien.
Det blev helt fantastisk, det var som at komme hjem fra en lang rejse og blive modtaget med en kærlighed og glæde uden grænser af de fantastiske dasadjis, lærere. Som en del af en familie. Velkommen hjem!
De 10 dage bestod af mange forskellige ingridienser med opfriskning af hvad vi lærte på 21 dages processen, vidunderlige samtaler med vores lærere, mange vidunderlige deekshaer, ildritualer (homas) fælles meditationer med nogle dasadjis, der befinder sig i så høje tilstande, at det føltes, som om man selv blev bragt i en tilstand af umådelig fred og sammenhæng med universet. Gensynet med AmmaBhagavan var også stort og smukt og besøget i Oneness Templet med fælles meditation i den store sal under pyramidens top var ubeskrivelig. Visionen om en snarlig fælles kærlig verden i fred og kærlighed blev i den grad bestyrket. Følelsen af at føle sig hel og fri var enorm. Der var ikke mere at søge efter, alt var her jo allerede, når bare man altså kunne se det. Det var enormt stort og smukt og føltes så vidunderligt at være en del af. Tak! Jeg håber rigtig mange vil give sig selv denne store oplevelse.
Efter kurset gik turen fra Golden City til Chennai og derfra til Bylakuppe i det sydvestlige Indien med tog og bil for at besøge min tibetanske flygtninge sponsordatter Lhamo igen. Det var en fantastisk stor oplevelse at besøge skolen og Lhamo og igen mærke den glæde og kærlighed, der er blevet skabt ved tidligere besøg. Jeg var meget heldig…igen! Skolen havde emneuge og alle klasserne havde med utrolig ihærdighed behandlet hvert sit emne fra den tibetanske kultur og udtrykt det på utallige måder i de respektive klasseværelser. Jeg kom med i VIP rundgangen med skolens leder og abbeden fra det nærliggende kloster. Alle disse ivrige barneansigter! De ville bare sååå gerne fortælle om netop det, de havde specialiseret sig i. Fantastisk oplevelse. Så blev jeg inviteret til sportsstævne med ivrig deltagelse af alle skolens forskellige afdelinger. 1500 elever i kappestrid i muntert humør og festlige farver og dragter. Selvfølgelig igen på VIP pladserne med tilhørende smørthe og kager og hyggesnak med skolens leder og lærere. Efter festlighederne gik turen til Sera klosteret og et overvældende gensyn med Lhamos munkebror, som bare pjankede og grinede og var helt oppe at køre ved at se mig igen. Jeg blev fodret, forkælet og elsket.
Jeg havde fået lov af skolen til at forære Lhamo min gamle bærbare computer. Hun måtte dog ikke bruge den på skolen, da der ikke var andre, der havde adgang til sådan luksus, men da hun snart skal starte på college, hvor hun gerne må bruge den, var det en kærkommen gave, som i mellemtiden kunne opbevares hos munkebror, som hun så kunne komme og besøge af og til og øve sig.
Vi havde nogle vidunderlige dage, hvor jeg underviste dem begge i de mest elementære ting om computeren. Desværre har skolen ikke midler til at undervise eleverne i computer mere end een time om ugen og det endda kun for de ældste klasser.
Lhamo og munkebror havde fået tilsendt nogle DVD’er med amatøroptagelser fra det område i Tibet, Kham, hvor de begge kom fra. Stor fryd og tårer og grin. Herligt. Og så var der jo musik DVD’er i massevis og film, både på tibetansk og kinesisk som underholdning.
Jeg blev der i nogle dage og besluttede at rejse over Bombay/Mumbay i stedet for at tage tilbage til Chennai, da mit fly alligevel skulle mellemlande i Mumbay. Jeg fandt et billigt fly og landede i den kæmpestore by i det mest øsende regnvejr jeg nogen sinde har oplevet. Hele byen stank af lort, som skyllede i stride strømme i byens gader, på grund af de åbne kloaksystemer. Fy for føj da! Jeg skulle videre hjemover næste dag, så jeg bookede ind på et luksushotel i et højhus og undgik derved svineriet og stanken og kunne fra vinduerne følge festlighederne og fyrværkerierne i anledning af Indiens befrier Ghandis fødselsdag. Fantastisk afslappende nat med lækker room-service.
Hjemover igen, til efteråret og kære Christiania, alle i oprør og forvirring over de mere og mere tåbelige krav fra regeringen og deres støtter om normalisering og ødelæggelse af de særlige værdier som Staden står for. Masser af møder, masser af diskusioner, den sædvanlige råben og skrigen fra de største nasserøve, udstilling af vores svagheder og manglende evne til at leve op til vores egne krav. Et nej til det opnåede forhandlingsresultatet, nye forhandlinger, igen, igen. Hvad skal det dog blive til? Det bliver aldrig den gamle fristad igen, hvor man kunne bygge og hygge og lade som om selvforvaltningen virkede. Det var ikke til at holde ud, men det er vi jo nødt til. Masser af intentioner og bønner om fred og forståelse i Christiania og universerne. Retssagerne starter nu.
Der var selvfølgelig også glædelige stunder. Samværet med vennerne, tibetudstillingen i porten, som blev besøgt af de mange nysgerrige turister. Deekshaerne om tirsdagen i Sundhedshuset og hos Helge i Tolvkanten om torsdagen, julemarkedet, de juleløses jul i Grå Hal. Besøg af Gertrud. Besøg hos mor og den spændende udvikling i de højere dimensioner. Jo vel er det spændende at leve, lige her og nu.
Ved juletid besluttede jeg at rejse til Thailand og omegn i 3 måneder for at få ro og tid til at skrive min ”livshistorie” SOLOLIE og i mellemtiden lade nogle af de nye unge bo i min bolig, så de kan mærke, hvordan det føles at bo i Staden og så de forhåbentlig får lyst til at engagere sig i vedligeholdelsen og opbygningen af det nye Christiania, som lige meget hvad der sker, vil opstå igen og igen. Gid vi kunne bygge boliger igen nu på vores egen måde og derved få mulighed for at få de nye generationer ind med friske kræfter og mod på tilværelsen i Christiania.
Det var lidt opdatering.
Den 1. februar tager jeg med bus og catamaran til øen Koh Pangang, hvor jeg starter med 5 dage leverudrensning på et helse- og yogacenter, som jeg har fået anbefalet på grund af, at min ”helvedesild”, som jeg fik for 10 måneder siden i Costa Rica, endnu ikke har forladt mig. De mange smerter havde efterhånden ”krampet” min højre skulder, så den var næsten ubrugelig, men det har jeg fået næsten repareret ved talrige besøg på den lokale Thai massage skole, hvor de har ”pint og plaget” mig i timevis, men altså med så godt resultat, at jeg nu kan svømme igen. Det er også meningen, at jeg på Koh Panhang skal mødes med min datter Gertrud og hendes veninde, som starter ud på deres rejse her i østen først i februar. Spændende og glædeligt.
Nu vil jeg slutte for denne gang med masser af kærlige hilsner til alle.
Namaste
Ole Sol
PS. Har taget navneforandring til Olov Leon Stjernholm for at prøve noget nyt, igen! Jeg har droppet min fars slægtsnavn Lund og fået min mors slægtsnavn Stjernholm. Olov og Leon er nye forsøgsnavne. ; - )))