olesol.dk : olov leon stjernholm

Californien 14. feb. - 28. feb. 06

Charlotte, USA, 28. Februar 2006

Kære alle sammen.
Så sidder jeg altså her i en af verdens største transitlufthavne, Charlotte i det østlige USA, på vej til mit drømme mål, Costa Rica.
14 dage i Californien. Jeg tog direkte fra San Francisco, som virkede alt for stor, altså sådan set fra oven da vi landede, til San Diego, hvor jeg fandt et hostel for rygsækrejsende, især yngre, til en rimelig pris meget tæt på en dejlig strand. Det var et rigtig hyggeligt sted, meget frit med søde og rare mennesker fra mange lande. Ocean Beach er tilholdssted for gamle hippier, beatnicks, halvrockere, punkere og Harley-freaks, så det var ret hjemligt, bortset fra sproget. Da det var ”vinter”, var det desværre ikke badevejr, men dog varmt nok nogle af dagene til at ligge lidt i solen og soppe lidt i havet. Der var rigtig mange surfere, alle i våddragter, fantastisk sport. Jeg fik nu ikke lyst til at prøve. Der var en lang, lang meget høj mole ud i havet, hvor en masse, især mexikanere, stod og fiskede, mest halvsmå makrel i spandevis, som de omhyggeligt rensede eller filetterede. Vidunderligt at stå helt ude på molen og føle det store hav. Jeg gik også en masse lange ture og fik endelig tid til at skrive postkort og e-mails til venner og veninder.
Så blev det tid til det længe ventede gensyn med Freddy og Madelaine, som skulle holde en aften satsang og et heldagskursus. Det foregik oppe i den anden ende af San Diego, hvor de rigere bor, La Jolla! Det var et utroligt dejligt gensyn. Der var kun ca. 20 mennesker, da det var første gang, der blev givet deeksha i San Diego. Vi var foruden Freddy og Madelaine 5 deekshagivere, 2 meget kendte (i hvertfald i Californien) fra Los Angeles, to lokale, lige hjemkommet fra 21 dages kursus og så mig. Freddy var helt på mærkerne. Han har en fantastisk evne til at åbne op for amerikanerne. Madelaine sidder i dyb bøn det meste af tiden, men når hun endelig siger noget, er det så smukt, så smukt. Freddy fortalte om relationer og hvor vigtigt det er for spirituel udvikling at få orden i alle relationer, herunder vores opfattelse af Gud som dømmende og gavmild eller straffende. Freddy fortalte også om, hvordan man kan skabe sin egen Gud og gøre Gud til sin bedste ven og beskytter. Så blev der igen givet deeksha, ”The Deeksha Train” og arbejdet med vores forhold til forældrene og især hvor vigtigt det er at få ens forhold til sin mor og far i orden. Det kan blandt andet gøres ved at føle, hvordan forældrene har følt i deres egen opvækst og i vores. Der blev grædt en del ind imellem. Der var også en deeksha for en total gennemgang af ens livsforløb. Sikken en herlig weekend. Det sluttede med at Madelaine gav os alle en ”hjertedeeksha”, så følt og kærligt og smukt. De skulle straks videre til et nyt kursus i Los Angeles. Jeg blev rigtig gode venner med en af de lokale deekshagivere og lovede at komme og give deeksha til hans første satsang i en forstad til San Diego. Det gik rigtig godt, selvom der kun kom 8 mennesker. De fik masser af deeksha og min nye ven var meget glad og tilfreds. Han inviterede mig til at følge med ham til Laguna Beach nord for San Diego for at opleve Ron Roth, som Bhagavan har ”udnævnt” til avatar for Nord Amerika. Fantastisk personlighed. Vi fik alle en ”pegefinger på 3. øje deeksha” af ham, stærke sager.
Jeg havde besluttet at tilbringe de sidste par dage i Hollywood, så jeg rejste med toget op langs kysten til Los Angeles og fandt et hostel på Hollywood Boulevard midt i al hurlumhejet. Sikken et opskruet foretagende. Masser af turister. Jeg tog selv på en turist tur rundt i byen og op til Beverly Hills, hvor alle de rige og berømte bor. Sikken en utrolig luksus. Millionærvillaer alle vegne. Sikke noget fråds. Jeg fandt nogle dejlige deeksha mennesker og et yogacenter med smukke vibrationer og var med til en vidunderlig aften med Arthur Collins og “The Los Angeles Deeksha Gang”. Dejlige mennesker, men stadig så få i forhold til de mange millioner der bor her. Jeg besøgte også Malibu og Long Beach og en masse andre kendte steder, men jeg fik nu hurtigt nok af byen og begyndte at glæde mig til at komme videre til Costa Rica.
Amerika, Amerika, stakkels amerikanere, i hvertfald i den smule af landet, jeg har set. Jag og stress og masser af frygt for fremtiden. Støj og møj er der også masser af. Mange er fattige og tigger blandt al rigdommen og forlorenheden. Jeg er rigtig glad for at have oplevet det, men er glad for at det nu er overstået. Nu skal der flyves igen. Skriver igen fra Costa Rica.
Håber I alle har det rigtig godt.
Kærlighed og lys og stadig trods alt glædelig munterhed og håb forude.
Namaste
ole sol

Olov Leon Stjernholm

Hawaii, 4. februar - 13. februar 2006

Kære alle sammen!
WOW! Sikken en mærkelig start på et nyt land. Jeg forlod Bangkok lørdag morgen klokken cirka 8 og fløj i mange timer med Thai Air til Tokyo, hvor der var flere timers ventetid på United Airlines, som skulle flyve mig til Hawaii. Den tur tog også adskillige timer. Da jeg endelig ankom til Honolulu, tog jeg endnu en kort flyvetur til øen Maui, hvor jeg via e-mail var blevet inviteret af et muktipar, deekshagivere, Chris og Beverly, til at bo i deres gæsteværelse i nogle dage. Da jeg ankom til Maui ringede jeg til Chris og sagde, at nu var jeg i lufthavnen. Chris blev utrolig overrasket, da han mente, at jeg havde sagt, at jeg ville ankomme søndag. Jeg sagde til ham, at det da var søndag, men det var altså stadig lørdag. Noget med en tidslinie. Så altså i korthed: Afrejse Bangkok lørdag morgen klokken 8 ankomst Maui, Hawaii lørdag morgen klokken 6. Jeg følte virkelig at jeg havde fået en dag forærende. Meget mystiskt! Men selvfølgelig dejligt og underligt.
Jeg blev hentet i lufthavne af en af deres bekendte, som inviterede mig til morgenbrunch på øens dyreste og flotteste hotel sammen med nogle af hendes kunder, ejendomskøbere og Chris og Beverly. Sikken en start….super de luxe! Lige i overkanten! Men OK! Ja! Ja!
Chris og Beverly og jeg faldt straks i hak og vi havde masser af oplevelser i Golden City og i deekshaverdenen at dele med hinanden. Vidunderligt nyt venskab. Søndag var vi ved en dejlig strand om formiddagen og om eftermiddagen på en såkaldt ”Whalewatch” med en stor catamaran. Jeg skal lige love for at vi fik set hvaler, på afstand altså. Hver ”vinter” kommer hvalerne til Hawaii helt oppe fra det kolde Alaska for at føde deres unger og måske parre sig igen. Grunden til at de svømmer de 3000 kilometer er for at få fred for deres næsten eneste fjende, dræberhvalen, som ikke bevæger sig ned i de meget varmere vande omkring Hawaii. Det var et betagende syn at se hvalerne og deres unger blæse store vandsøjler op i luften og slå nogle ordentlige slag med de enorme halefinner. Vi kunne også opleve, hvordan hvalmødrene lærte deres unger at bevæge sig i vandet og bruge halen, når de skulle dykke, medens far hval passede på eller måske snarere ventede på at mor skulle blive klar til en ny parring Fantastisk tur. Og det lys der er her! WOW!
Mandag var igen svømmedag og så var der deeksha aften i deres hus. Fantastisk energi og alle var betagede af mine historier fra de fremmede og hjemlige lande. Bliv her endelig og hvis du rejser, kom snart igen. Tusind tak igen & igen. Fantastisk ø, men åh! så enormt amerikansk: biler, biler, biler og flere biler og store. Der findes ikke offentlig transport, så man skal have en bil for at komme omkring. Og alting er sååååå stort. Indkøbsvognene i super kolossal markedet er 5 gange så store som i Danmark. Og de fylder dem altså op, mindsandten. Rigtig mange mennesker er altså også størrelse xxxxxlarge. Der findes dog også en masse mennesker, der dyrker sundhed og økodøko.
Tirsdag var det igen deekshadag, men på den anden side af øen. Ikke særlig mange, men en vidunderlig stemning med meget søde mennesker. De næste par dage gik med at besøge forskellige mennesker og steder på øen og planlægning af Freddys og Madelaines besøg på Hawaii. Jeg fik fortalt at øerne udgør forskellige chakraer og at øen jeg var på, Maui, udgjorde hjertechakraet. Jeg syntes det lød rigtig spændende og besluttede at besøge kronchakraet, øen Kauai. Da jeg ankom til øen, lejede jeg en superbil med automatgear og det hele og startede med at køre til den nordligste ende af øen. Det er dog den mest vidunderlige og smukkeste ø jeg nogen sinde har set. Jeg fik at vide at over 60 større film var blevet skabt her i disse smukke omgivelser. Jeg lejede mig ind på et hotel og fortsatte dermed luksustilværelsen, som jo altså også koster kassen her. Jeg havde fået et telefonnummer på en deeksha organizer, som kendte Freddy og Madelaine og Anette og Grace og mange flere deeksha mennesker, som havde besøgt øen. Jeg ringede til hende dagen efter at jeg ankom og hun inviterede mig til et møde om eftermiddagen med øens to første, netop hjemkomne deekshagivere og mange andre interesserede. Da jeg endelig fandt stedet, som var gemt i junglen højt oppe i bjergene, blev jeg modtaget som en ”kong fis af norden” eller sådan noget. De havde hørt om mig og elskede mig uden at kende mig. Sikken et trip med 21 fantastiske mennesker. Jeg blev inviteret til at overnatte på stedet efter en vidunderlig deeksha eftermiddag og aften og blev fodret med alskens lækkerier. Næste dag blev jeg inviteret til at besøge et super fantastisk Hindu Tempel og mere deeksha og overnatning hos en utrolig kær kvinde, som var på vej til Indien på 21 dages kursus. Hun gav mig en køretur til øens højeste punkt med en fantastisk udsigt over en slugt næsten så stor som Grand Canyon, tror jeg nok. Da vi stod deroppe i det helt klare vejr, begyndte en stor sky at nærme sig. Det var så fantastisk at blive til en sky. Da vi kørte nedad igen kom regnbuerne. Hele tiden, igen og igen. Store og tykke, lodrette og vandrette og som farvede pletter i skyerne. Sikken et trip. Hvor er moder jord dog smuk.
Om aftenen så vi dvd’er om Oneness og Bhagavan og dasadjis og en herlig snak om alt.
Næste dag, som altså er i dag, var det igen rejsetid. Jeg skulle med lokalflyveren til Honolulu for at nå mit fly til San Francisco i morgen tidlig. Jeg fik afleveret bilen i hel stand og er nu på et hotel i nærheden af lufthavnen. Jeg har lige været en tur et par timer med bussen inde i Honolulu, som ligner alle andre større byer. Fik et par øl på Honolulus ædste bar og var heldig at finde den rigtige bus tilbage hertil og er nu klar til at gå i seng, da jeg skal op klokken 5 i morgen tidlig. Og så er det altså San Fransisco, United Bluff.
Til slut som altid: no suffering, bussen til tiden….og den rigtige og alt det der. Nye spændende bekendtskaber. Bhagavan & Amma og Green Tara og Gud er stadig med.
Og som altid….taknemmelighed ud over alle grænser. Tusind tak og håb for alle.
Kærligste hilsner med lys og lygte…..lykke!…….Og munterhed!
Namaste!
Må dette være til til gavn for alle levende væsener.
Ole Sol
Olov Leon Stjernholm

PS. Nu sidder jeg i San Francisco Lufthavn, hvor jeg kan gå på nettet trådløs.

Indien, farvel! Thailand, Go’dag og farvel. 24. Januar – 4. Februar 2006

Kære alle sammen!
De sidste dage i Mamallapuram gik meget hurtigt og dejligt. Flere timers hjemmeside- arbejde hver dag i internet cafeen i Laksmi Lodge, hvor jeg kunne bruge min bærbare Mac med et stik fra en af deres computere. Desværre var deres forbindelse meget langsom, så det var ikke mange billeder, jeg havde tålmodighed til at få op på hjemmesiden, men jeg fik da lært en masse om, hvordan jeg selv kan fortsætte med hjemmesiden af min gode, tålmodige lærermester Joshua, som forlod Indien et par dage før mig for via Singapore at rejse til New Zealand. Jeg fik også svømmet og gået lange ture langs stranden og en enkelt massage blev det da også til. Den sidste dag fik jeg langt om længe besøgt det lokale tempel, som er urgammelt og åbenbart det sidste af ruinerne af de 7 templer, som ligger ud i havet og først blev opdaget sidste år, da Tsunamien, før selve flodbølgen kom, blottede havbunden 3 kilometer ud i havet.
Så var det af sted til lufthavnen på endnu en vild og larmende taxi tur med byens hurtigste chauffør, Speedy Gonzales, som plejer at køre for os til Nemam og Golden City. Han gør det meget hurtigere, men det føles alligevel sikrere end med mange af de andre chauffører, da han bevæger sig i trafikken, som om hans bil var hans overfrakke. Meget tit meget tæt på, men aldrig for tæt. Men ellers er der kun én ting at sige om den indiske trafik: utrolig støjende, absolut forfærdelig farlig og sindsyg og super forurenende.
Thai Air, tjek ind, boarding pass, bagage og alt det der. Alt virkede perfekt og totalt timet. Det er åbenbart blevet en del af mit nye liv………ingen problemer……….lade tingene ske…… ”relax and flow downstream”………..taknemmelighed…….påkalde nærværet……………………..
gi’ det alt sammen fra dig!………………………… Gid vi alle snart må nå dertil!
Med eller uden folkepension. ☺
Thailand, meget tidlig morgen. Otto, som bor i Thailand hver vinter, havde fortalt, at jeg kunne tage en taxa til den sydlige bus station, hvor der ville være en bus til Huan Hin, hvor jeg skulle besøge ham. Jeg bestilte en af de der forudbetalte taxaer før udgangen. Meget dyrt, men så viste det sig altså også at være en limo med air condition og læderbetræk og total lydløs. Otto sagde senere, at jeg kunne have fået en for det halve udenfor lufthavnen…men! men! men!…nyde! nyde! nyde! Det var en lang tur på super velholdte veje og uden et eneste dyt. Herlig forandring fra Indien. Bus stationen lignede kaos, men igen var mine guider klar. 20 minutter til afgang og en billig billet, bare så nemt. 4 timer i en dejlig bus og så go’da’ Hua Hin, Otto & Grete Thy fra Christiania og et helt og totalt anderledes gadebillede. Hua Hin er de hvide europæiske pensionisters paradis. Billigt, dejligt vejr, go’ og billig mad og masser af butikker og markeder og en dejlig badestrand. Det vrimlede med ældre, solbrunede, gråsprængte par og så en helt ny rase i mit verdensbillede: Ældre og gamle enlige mænd med flæskemaver og hver sin yndige meget unge thaipige ved hånden eller på knæet. Begge parter glade og veltilfredse at se på. Det kunne måske have været noget for mig og der var tilbud nok, endda masser. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fik mig aldrig taget mig sammen til det. Måske når jeg engang alligevel skal have hjemmehjælp, ville det måske være en ide at flytte plejehjemmet til Hua Hin. Otto viste mig rundt i byen og på stranden, hvor det også vrimlede med de grå og rynkede pensionister med deres liggestole, parasoller, madvarer og kolde drinks. ”Ren Majorka.”.
Jeg fandt en super hurtig internet café og så var det ellers billed ”uploading” i timevis.
Jeg håber, de bliver set af rigtig mange, der skal nok komme endnu flere senere. Giv tid!
Jeg havde fået den ide, at jeg ville lære eller i hvertfald prøve at scuba dykke, så jeg tog med bus og hurtigfærge til en smuk og fantastisk lille ø et godt stykke syd for Hua Hin, Koh Tao og meldte mig på et dykkerkursus. Første formiddag var der teori og så om eftermiddagen for første gang på med hele udstyret og ned på bunden, hvor det ikke var dybere end nogle få meter. Det var en mærkelig fornemmelse, at kunne trække vejret under vandet, men egentlig ikke specielt behageligt og så larmede det enormt, når man blæste luften ud, det var en stor skuffelse, da jeg altid havde drømt om den stille og lydløse skønhed i havet. Og så alt det udstyr. Vi øvede alt muligt: skifte fra snorkel til luft, ned og op, med og uden dykkerbriller, smide bæltet, få alternativ luft, give hinanden luft, tage udstyret af og på under og over vandet og så videre. Py! Ha! Hvor besværligt. Næste dag teoriprøve efter at have læst i døgndrift og så ud og prøve endnu mere. Så fik vi en rigtig dykkertur mellem de smukke fisk og koraller, hvor det meste af tiden gik med at lære at holde sig på en bestemt dybde. Jeg var så utrolig skuffet over, at jeg ikke var helt vild med det, at jeg besluttede at springe den sidste dag over for i stedet at få tid til at besøge en mukti i det nordlige Thailand. Jeg havde kun to dage tilbage inden Hawaii, så da jeg endelig nåede den busstation i Bangkok, som jeg skulle af sted fra og der fik at vide, at dagens sidste bus var afgået og det var en fem timers tur hver vej, blev jeg nødt til at opgive ideen. Det gav mig så i stedet for lejlighed til at gå på opdagelse i Bangkok. Sikken en travl flod, der er rivende fuldt drøn på alle slags forskellige både i alle retninger. Utroligt at det tilsyneladende går godt. Sikken en trafik. Prøvede flere ture
Jeg fik også set det store tempelkompleks med masser af Buddhaer og kongens palads.
Og så var der alle de unge rygsækrejsendes paradis. Gaden der har alt. Det helt store var tilsyneladende at få håret flettet og forlænget eller rastafiseret. Man kunne også få fremstillet alle slags kort fra studenterkort til kørekort og pressekort. Helt vildt! Olov Leon Stjernholm er nu ”Freelance Press Journalist & Photographer” med billede og det hele. Hvem skulle ha’ troet, at det var så nemt. Der var også alt i kopierede cd’er og dvd’er og computerprogrammer af alle slags. Og så selvfølgelig bajere og billig mad. Sikken en gade. Tiden gik forrygende hurtigt de par dage i Bangkok og så blev det jo flyvetid igen. Først til Tokyo i transit og nu i flyveren over Stillehavet til Hawaii. Alt som sædvanligt til tiden og uden begrænsninger og hele tiden er nærværet her. Her og nu. Tusind mange tak.
Håber alt vel for alle.
Har lige fundet ud af, at jeg ankommer til Hawai 2 timer før jeg fløj fra Bangkok. Totalt flippet at rejse i 24 timer og så ankomme to timer før, noget med en datolinie. Jeg troede det var søndag og så var det lørdag. Very meget mystiskt!
Kærlighed, lys og munterhed.
Namaste
Ole Sol
Olov Leon Stjernholm.