olesol.dk : olov leon stjernholm

Golden City tur retur & fremad 5.jan. - 17. jan. 06

Mamallapuram, den 17. Januar 2006

Kære allesammen!
Stadig i Mamallapuram, dette vidunderlige afslappede fristed. Vejret er bare vidunderligt, hvis man da kan lide højsommer!!. Havet er i dag meget roligt, men det har været ret uroligt i mange dage. De lokale siger, at det generelt er blevet mere uroligt og utilregneligt siden Tsunamien. Det blæser også meget mere end det plejede, siger de.
Det meste af min tid er gået med at lære at lave min hjemmeside, som jeg synes begynder at ligne det, jeg gerne vil opnå. Der er meget at lære, men Joshua, min læremester, er meget tålmodig med mig, så det er bare med at øve sig og lave alle fejltagelserne og så lære at rette dem, før han rejser videre til New Zealand og jeg til Thailand. Sikken et liv vi har. Tusind tak!
De sidste dage har jeg sat fotos ind på hjemmesiden. Ikke særlig svært, når man altså ved hvordan, men ret vildt at se sine billeder på en computer i Indiens land.
Jeg er endelig ved at blive lidt brun i stedet for den der lyserøde grisefarve, jeg altid begynder med at have i temmelig lang tid, når jeg kommer til de solrige lande. Gu’ ve’ om det skyldes alt det grisemad, jeg voksede op på. Jeg husker madpakkerne: leverpostej, rullepølse, spegepølse, kødpølse og endnu mere leverpostej. Og aftensmaden: medisterpølse, frikadeller, lever, pølser og flæskesteg. Uha! Uha! Et under at man ikke siger Øf! Øf! Øf! Eller er det det, vi siger, når vi brokker os over alting og især over dem fra andre lande, der ikke kunne drømme om at spise grisebasserne, Danmarks største indtægtskilde? Det er snart en del år siden jeg stoppede med at spise dyr, men jeg bliver altså lyserød alligevel…………….i begyndelsen!
Jeg har været på en del udflugter siden sidst blandt andet til mit elskede ”Oneness University”, som har givet mig så meget og har forandret mit liv til at være absolut positivt og fyldt med kærlighed og håb om en smuk og menneskeværdig fremtid for os alle. Vi er medskabere af det vi ser og er medbestemmende om hvilken fremtid vi ønsker. Ret anderledes end hvad jeg blev opdraget til at tro, nemlig at alt styres af en grum og voldsom Gud, som eksisterer udenfor mig selv og kun er flink, hvis jeg opfører mig ordentligt. Altså ordentlig efter nogle præsteskabte regler. Ellers er det evig stegning i helvedes ild. Tænk at jeg hoppede på den! Totalt sindsvagt!

Den bedste udflugt i denne omgang gik til ”Oneness University” og ”Golden City” og et besøg i Nemam hos Bhagavan og de kosmiske mennesker.. Her kommer historien:

Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været på et 10 dages deepening kursus i Golden City nu i januar. Det blev udsat til marts. Da jeg havde købt billetten til Indien, som var første stop og begyndelsen på min mukti tur jorden rundt, besluttede jeg at tilbringe noget af tiden i Mamallapuram, som er kendt af de fleste, der har været på 21 dages proces. Her mødte jeg to gode venner. Vi besluttede at besøge ”Oneness University” for at opleve Bhagavan og de kosmiske mennesker, som er mennesker, der har valgt at bruge deres liv på at hjælpe menneskeheden fuldt ud ved at opgive al personlig tilknytning til livet. De befinder sig i en tilstand af den højeste enhed med universet og virker som katalysatorer for forbindelsen mellem os og universets og skabelsens kilde.
Vi havde hørt, at man kunne bo i Ananda Loka 1, så vi ringede dertil og fik lov til at komme og bo der. Da vi ankom, fik vi at vide, at Bhagavan og de kosmiske var midlertidigt flyttet til Nemam. Vi besluttede derfor, at forsøge at få lov til at besøge dem i Nemam den næste dag.
Om eftermiddagen bestemte vi os for at meditere sammen med to amerikanske kvinder og give hinanden deeksha i templet, hvor de kosmiske mennesker normalt sidder, når de mødes med kursisterne.
Der var en fantastisk energi i templet, som om de var der alligevel og jeg følte helt klart det guddommelige nærvær og et eller andet væsens tilstedeværelse i den store tomme stol, der stod på den lille forhøjning i den ene ende af templet. WOW! Det var bare så fantastisk. Det føltes, som at komme hjem efter to års fantastisk rejse i bevidstheden og jeg genoplevede helt tydeligt alt hvad der skete den første gang, jeg var her. Der er sket så meget i mit liv siden dengang, da jeg fik mine 5 første deekshaer netop her og netop i dette tempel i Ananda Loka 1 i januar 2004. Det var efter en fantastisk 7 dages Experience Festival, 2 dages intensiv Samskara Shuddi (”udrensning af den indre møgbutik”) og 5 dages fantastisk intensiv proces, at det kom, det der var det store øjeblik vi alle havde ventet på og glædet os til under de temmelig hårde og anstrengende forberedelser. Der blev sunget smukke mantraer og spillet dejlig levende musik af dasadjis………og så kom Bhagavan, smuk og majestætisk satte han sig i sin store stol. Vi havde stillet nogle skriftlige spørgsmål til Bhagavan, som han besvarede med en visdom og kærlighed, som jeg aldrig tidligere havde mødt. Vidunderligt! Så var det deekshatid, 5 mandlige og 5 kvindelige dasadjis gik op til Bhagavan, som berørte deres hænder ganske let, hvorefter de alle gik i forskellige former for trance. De blev anbragt på forhøjningen på hver sin side af Bhagavan. Vi blev nu én for én ført op til de 5 dasadjis og knælede ned foran dem. Den første holdt to sølv sandaler, padukas, op på mit hoved. Jeg følte det som om en mild elektrisk strøm gik igennem hele min krop. Nummer to føltes bare som en meget behagelig berøring. Nummer 3 rystede over det hele og jeg begyndte også at ryste helt ukontrolleret. Nummer 4 og 5 mærkede jeg kun lidt til bortset fra deres varme hænder på mit hoved. Freddy, som havde ført mig op og forbi de 5 dasadjis, førte mig nu forsigtigt tilbage til min plads på en måtte på gulvet. Jeg var i en utrolig smuk og høj tilstand. Da jeg havde ligget lidt, fik jeg fornemmelsen af, at jeg ikke kunne bevæge mig, men var egentlig totalt ligeglad og gad ikke engang prøve. Jeg var i en helt anden verden i, tror jeg nok, meget lang tid uden tid, indtil Freddy vækkede mig og sagde, at nu var det hele overstået og at det ville være godt for mig at gå en tur blandt de mange store mangotræer, der voksede lige udenfor. Det var så ubeskriveligt smukt og stort at være der i solnedgangen, et med alting.
Næste dag blev vi udspurgt af en dasadji om, hvordan vi følte og havde det nu. Da jeg havde fortalt om, hvordan jeg havde det, blev dasadji enormt glad og sagde, at jeg havde fået en meget høj tilstand og et stort og stærkt frø, der ville vokse og bringe mig i den højeste tilstand.
Jeg har siden den dag, på nær 2 dage i min 21 dages proces sidste år i januar 2005, hvor jeg befandt mig i et totalt helvede af ondskab og mørke og modbydelige tanker om alt og alle, været totalt glad og fri for sorger og bekymringer og i en tilstand af lyksalighed og taknemmelighed. Min dasadji, Krisnarad, hjalp mig utrolig meget gennem de to modbydelige dage og lykønskede mig faktisk midt i min sorteste, mest ondskabsfulde tilstand, idet han sagde, at det var mit egos sidste anstrengelser for at bevare kontrollen over mit højere selv og at det skulle tages som et godt tegn. Ved indvielsen til at måtte give deeksha efter en darshan med Bhagavan, forsvandt det sidste mørke fra mit sind og er ikke set siden.
Alle disse tanker og genoplevelser gik igennem mig så tydeligt, da jeg sad på dette sted i templet i Ananda Loka 1.
Samtidig kunne jeg føle i hver en celle, hvor stor en gave jeg har fået af Amma & Bhagavan………….Uendelig tak!
Min taknemmelighed overvælder mig……..
Må det være til gavn for alle levende væsener. Namaste!
Vi havde fået, at vide, at vi skulle have en tilladelse fra en dasadji for at komme til darshan i Nemam med Bhagavan og de kosmiske mennesker.
Da dasadji befandt sig i GC 2, som er der, hvor alle 21 dages kurser finder sted, besluttede vi på vejen at besøge Shakti Stahla Templet, som ligger lige i nærheden. Templet, som bliver et af verdens mest kraftfyldte centre med plads til 8000 mediterende, indeholder den største søjlefri hal i verden beliggende under en specielt konstrueret Vastu Pyramide, som vil forstærke de enorme energier, der vil opstå, når så mange oplyste væsener mediterer på samme tid. Disse energier vil bevæge sig igennem de 8 af jordens hovedmeridianer, som kommer op til jordoverfladen netop her og vil medvirke til at bringe jordens befolkning op i en højere og mere oplyst bevidsthedstilstand, hvor vi vil forstå, at vi alle er en del af den samme helhed og at vi derfor nødvendigvis må behandle hinanden og vores planet som ligeværdige i kærlighed, forståelse og medfølelse for hinanden. Ja tak!
Templet, som stadig er under konstruktion, er i øjeblikket ved at blive beklædt med den smukkeste marmor, som vil få det til at fremstå med en skønhed og enkelhed som et af jordens største vidundere. Det forventes færdigt cirka i 2007. Vi kunne ikke komme ind i selve templet uden dasadji, men oplevelsen af det var alligevel dybt imponerende.
Efter besøget kørte vi over til GC 3, hvor mere end 400 mennesker var i 21 dages proces. Det varede ret længe før dasadji dukkede op, da han var midt i en session med nogle af deltagerne. Da han kom, så jeg, at det var min højest elskede dasadji fra 2004 og 2005, Radha Krishna. Jeg fik en kæmpe krammer og et kærligt smil og blev budt hjertelig velkommen. Det var noget der varmede langt ind i sjælen. Selvfølgelig kunne vi få den skriftlige tilladelse til at besøge Bhagavan og de kosmiske mennesker i Nemam næste dag.
Det var dejligt at være her igen og vidunderligt at se, at så mange er på vej til en højere bevidsthedstilstand. Der er håb for verden og universet. Tak!
Da vi kom tilbage til Anandaloka 1 bestemte vi os for at gå over i Anandaloka 2, hvor jeg oplevede Experience Festivalen i 2004, for at købe en kop kaffe. Da jeg havde drukket min kaffe og kom udenfor den lille snackbar, var der en indisk kvinde, der bad mig om at få healing. Jeg begyndte at give hende deeksha. Pludselig var der en masse indere omkring os, de var på kursus her. Det endte med, at vi gav deeksha i næsten 2 timer. Vidunderligt at føle den glæde og ro og taknemmelighed disse mennesker føler, når de modtager deeksha. Herlig dag og aften.
Næste dag kørte vi med taxa til Nemam. Der var lidt problemer med at få godkendt brevet og få den endelige tilladelse. Endelig kunne vi så stille os op i de lange køer af fortrinsvis indere, hvorefter vi blev dirigeret ind i en smuk sal, hvor Bhagavan og de kosmiske mennesker sad i dyb meditation. Der var en fantastisk stemning i rummet og en utrolig ophøjethed over de smukke og dybt mediterende mennesker. Desværre blev vi nærmest gennet igennem rummet i løbet af cirka et minut. Nå! Men jeg nåede da lige at føle og se dem. Tak for det og forhåbentlig på gensyn en anden gang.
Vi fortsatte vores tur med taxa tilbage til Mamallapuram og mit hotel Luna Magica og fortsættelsen af arbejdet med min hjemmeside og livshistorie.
Dagene er gået så hurtigt. Jeg har været på besøg i et tempel lidt uden for byen. Det er bygget for at ære og tilbede Sai Baba den ældre, som levede for mange år siden. Vi deltog i en pudja med en masse forskellige ritualer.
Templet indeholdt en mængde marmorstatuer af mesteren. Det var lidt hyggeligt at se, at der på en af statuerne var udhugget en chillum og hvad der sikkert skulle forestille en ordentlig blok hash. Vi mediterede i en times tid til høj højtalerlyd. Underlig måde at være stille på! Smukt tempel.
Jeg har også besøgt et Shiva tempel i en by ca. 25 kilometer herfra. Det hedder Ørnetemplet, fordi der hver dag flyver to ørne over templet på vej til Shiva, sikkert med de sidste nyheder. De var der dog desværre ikke i dag.
Så har det eller været Pongal og danse festival her i Mamallapuram. Der er ingen, der ved rigtig, hvad det går ud på, men der var flere tusinde glade mennesker på stranden i går med madboder og ballonskydning og råben og skrigen og ”Happy Pongal”. Det var for mig rekorden i ”go’dag signing”, da alle åbenbart syntes at hvide (lyserøde) mennesker er noget særligt. Go’da’! Go’da’! Go’da’! Go’da’! Go’da’! Go’da’! Go’da’! & Happy Pongal.
Vi mødte nogle svenskere, der blev guidede af en af medhjælperne fra festivalen i 2004, dejligt gensyn! Så det var helt naturligt, at vi gav dem deeksha på stranden under stor opmærksomhed fra de mange mennesker. Nu er det blevet aften. Vi har planlagt at lave bålmeditation på stranden.
Håber alt vel for dig og dine.
Kærlighed, lys og glæde.
Ole Sol/Olov Leon Stjernholm

Mamallapuram, Indien : 30. december 05 - 4. januar 06

Mamallapuram, Indien, 4. Januar 2006

Kære allesammen!

Mamallapuram, hvor jeg befinder mig nu, ligger ca. 60 km. syd for Chennai i Sydindien og er mest kendt for sine utallige stenhuggerværksteder, den vidunderlige sandstrand, sin maleriske fiskerflåde, de mange gode og særdeles billige spisesteder og den turistvenlige og meget afslappede atmosfære.
Jeg var her i 2004 og 2005 i forbindelse med kurser på ”Oneness University”, så der er lidt ”komme hjem igen” fornemmelse i mig, som da også giver sig udtryk i de mange gensynshilsner jeg modtager alle vegne. Venlige og smilende og rimeligt nemme at forstå og tale med. Da jeg var her i 2005 var det kun en måned siden, at den voldsomme tsunami havde raseret samtlige strandhotellers underetager. Da de fleste af hotellerne var solide og bygget af mursten, virkede de som beskyttelse for selve byen, som ligger lidt højere oppe, så man slap rimelig nådigt i forhold til mange andre byer på Indiens sydøstkyst. Det gik nok værst ud over fiskernes både, som nogle steder blev slynget et godt stykke op i byen. Én endte i en lille nyåbnet massageklinik, som blev totalt ødelagt og ejeren ruineret. Næsten alle både fik huller i skroget, masser af net var skyllet væk eller ødelagt og motorerne var beskadigede af sand og saltvand eller helt forsvundet i sandet eller havet. Der omkom ”kun” 3 personer, hvorimod de nærmeste små fiskerlandsbyer, som for det meste bestod af hytter direkte ned til stranden, var totalt skyllet bort eller smadret og mange var omkommet eller alvorligt sårede. Vi var en gruppe på ca. 20 kursister, der lige havde afsluttet vores 21 dages proces i Golden City, som bestemte os for at hjælpe så godt vi kunne. Vi fik fat i en inder, ”Mike” som var kendt for sit omfattende hjælpearbejde og som var leder af et børnehjem i byen og bad ham om gode råd om, hvordan vi bedst kunne hjælpe. Da det var før hjælpen rigtig var nået frem til de små landsbyer, foreslog han, at vi samlede nogle penge ind og koncentrerede os om den nærmeste større fiskerlandsby, der lå ca. 20 kilometer syd for Mamallapuram. Vi samlede 67.000 rupis = ca. 10.000kroner ind i vores lille gruppe, flot resultat! ”Mike” foreslog, at vi tog ud til landsbyen først for at finde ud af, hvad de havde mest brug for. Vi fik fat i et par minibusser og kørte derud.
Det var et frygteligt syn. Alle hytterne var smadrede, stenhusene heriblandt skolen var totalt ødelagt og bøger og materialer ædt af havet, de mindre børn fik næsten ingen undervisning, de større blev hver dag kørt til en skole længere inde i landet. Mange af deres fiskerbåde lå op til en kilometer fra stranden og var meget molestrerede, samtlige net var væk eller ubrugelige.
Der herskede en totalt deprimeret og opgivende stemning. Der var omkommet 23 ud af 200 og mange var blevet såret. Da alle kendte alle og mange var i familie føltes tragedien endnu større. Vi blev meget vel modtaget af borgmesteren og indbyggerne og blev anbragt på en lang række på plasticstole og fik hver serveret en kokusnød med sugerør. Vi fortalte om vores ønske om at hjælpe og fik at vide, at de manglede faktisk alt. De havde fået lidt ris, men det ville snart slippe op, så det var ihvertfald på ønskesedlen. Det aller vigtigste var dog fiskenet, så de igen kunne få gang i fiskeriet, som var deres eneste indtægtskilde. De var så opgivende, at de end ikke var begyndt at hente bådene tilbage til stranden og reparere dem. Hvorfor skulle de dog det, når de nu ingen net havde???.
Vi gav hele landsbyen deeksha og legede med børnene og følte, da vi tog afsted igen, at vi allerede havde fået vendt stemningen en smule. Vi lovede at komme igen hurtigst muligt, når vi havde fået købt ind.
Næste dag gik ”Mike” og jeg på storindkøb. Vi købte fiskenet til ca. 60 familier, masser af ris og olie og en masse legetøj til børnene, cricket udstyr, volleybolde og net og badminton ketchere til de større og mængder af farvelader og tusser og farveblyanter, malebøger, skriveblokke, 100 sorte skrivetavler, og kridt, bolde og sjippetov og til sidst en masse søde kiks og slik.
Så tog vi igen ud til landsbyen og hold da helt op, hvor blev der fest. Børnene blev ellevilde og det smittede hurtigt af på de voksne. Alle fik slik og nød det og smilede og lo. Skolelæreinden kneb en tåre, da hun fik alle skolesagerne til uddeling, nu kunne hun genoptage undervisningen af de små igen med klasseværelse i skyggen under palmerne. De store drenge lavede opvisning af en meget speciel indisk sport, hvor de går enormt hårdt på hinanden for at forhindre at nogen når ind på deres respektive banehalvdel. Mere deeksha til hele byen og så var det tid til en rørende afsked. Jeg fik en ordentlig krammer af borgmesteren, som udtrykte sin store glæde og taknemmelighed over de mange gaver og det aller vigtigste, at vi havde fået vendt stemningen i byen 180 grader og givet dem håbet og livsmodet tilbage. Vi vidste, at denne landsby kun var én ud af hundreder, der trængte til hjælp, så vi sendte en fælles bøn ud i universet om, at der hurtigt ville komme hjælp til alle nødstedte.
Nu er det så ét år efter og alting er meget forandret. Hotellerne er genopbyggede endnu flottere end de var og aldrig har der været så mange fiskerbåde, motorer og net. Alle både er enten nye eller istandsatte og alle malede i klare farver. Fiskerne er fra at være meget fattige i usle hytter pludselig blevet rige af den megen hjælp, der er strømmet til fra hele verden. Der bygges overalt i fiskernes del af byen og mange har fået motorcykler og andre før uopnåelige ting. Desværre har det også medført en del slendrian og drikkeri. Hoteller og handlende er derimod blevet meget fattigere, da turismen er gået meget ned på grund af frygten for havet og en eventuel ny tsunami. Landmændene er ved at komme på fode igen. De fik ingen hjælp, da saltvandet ødelagde deres marker, så de, som før levede af at sælge ris til fiskerne, nu måtte købe af fiskernes store lagre af bistandsris fra hele verden. Mange gange endda til ågerpriser. Det er vist nok verdens almindeligste problem: fordeling af rigdom og resurser?

Jeg bor på mit ”gamle” hotel Luna Magica, som ligger i fiskerlandsbyen helt ud til stranden. Mit værelse ligger på balkonen på første sal med havudsigt og lyden af brændingen som baggrundsmusik. På stranden nedenfor ligger fiskernes både på én lang række. Når fiskerne skal på havet, bliver både og motorer og net båret ned til havet og så gælder det om at komme ud over den som regel kraftige brænding, før de kan stævne ud mod fiskepladserne, som normalt ligger uden for synsfeltet. Det er altid spændende at se de mange udsædvanlige slags fisk der bliver landet. Det meste af fangsterne bliver solgt til hoteller og restaurationer.
Dagen efter min ankomst mødte jeg Erik & Inger fra Mental Fitness Instituttet i København, der var på vej på 21 dages processen i Golden City. Jeg kendte dem fra København, hvor de blandt andet har foretaget hjernescanninger på udvalgte personer, som har givet eller modtaget deeksha. De har et stort samarbejde med en svensk pige, Maneka, som er i en meget høj bevidsthedstilstand og de arbejder i øjeblikket på oprettelsen af et center for forskning i bevidsthed i Sverige. Jeg er selv blevet scannet af dem i forbindelse med deekshagivning, men til forskel fra mange andre, som viser større aktivitet af både alpha, beta og gamma frekvenser, viste min scanning, at jeg slet ikke havde nogen hjerneaktivitet, hvadenten jeg gav deeksha ellerej.
Med min hjerne skulle jeg faktisk slet ikke kunne fungere. !!! Vedkommende, der fik deeksha af mig, viste derimod tydelig forøget hjerneaktivitet, så det var meget mystisk og uforklarligt??? Jeg kom til at tænke på en oplevelse, jeg havde med Bhagavan under min 21 dages proces. Vi havde en dag fået en deeksha af dasadjierne med den intention at forstå hvor fnug små vi var i universet og den deraf forståelige ydmyghed i livet.
Jeg kontaktede Bhagavan i min bevidsthed og sagde, at jeg godt vidste, at jeg var et nul, men altså et godt nul !!! Bhagavan så på mig og smilede og sagde så: ”Du er ikke engang shit” og så gav han min hjerne et spark, så den splattede ud over det hele. Om natten drømte jeg, at min hjernekasse var total tom, stor som en katedral og helt nymalet, hvid. Kolossal! Ubegribelig.
Næste dag var der en ny deeksha for udbedring og udskiftning af organer. Jeg bad om at måtte få en ny hjerne og smak!, sad der den fineste nyeste medisterpølseagtige hjerne i den fine nymalede hjernekasse. Bhagavan viste sig for mig og sagde, at han ikke vil slutte den til endnu af en eller anden grund. Jeg spurgte Bhagavan, hvordan jeg så skulle klare mig. Så grinede han igen og tog en lille chip på størrelse med en mobiltelefons simkort og anbragte den i en slags stikdåse i mit baghoved og sagde, at den indeholdt al den viden jeg havde brug for. Det lød lige som den lyd man hørte, når de koblede folk til med det store stik i nakken i filmen Matrix. Jeg går ud fra at min hjerne bliver koblet til på et tidspunkt, men egentlig klarer jeg mig helt fint uden og er permanent glad og problemfri og utrolig begunstiget.
Så! Tusind mange tak Bhagavan. Må jeg altid være til tjeneste.
Mindsandten! Mandag den 2. Januar tidlig morgen hører jeg Joshuas stemme uden for min dør, wow! Joshua er amerikaner
og ønsker at starte en virksomhed i Danmark. Jeg mødte ham og vi blev rigtig gode venner og samarbejdede blandt andet i Christianias Sundhedshus med, at jeg gav deeksha og han gav intuitiv massage, som han er enorm skrap til. Stor succes! Han er mesteren bag min nye hjemmeside og er enorm dygtig og veluddannet inden for IT. Han kom som sendt fra himmelen på det rigtige tidspunkt og arbejdede næsten hele den sidste nat før min rejse på hjemmesiden. Desværre blev der ikke tid til at lære mig rigtig, hvordan jeg selv kunne arbejde videre med at indføre ting og fotos på hjemmesiden……og nu stod han bare her. WOW!
Vi har nu arbejdet i 2 dage på at få tingene til at virke og mig til at forstå og lære at bruge den. Det er bare helt fantastiskt. TAK!
Nu vil jeg slutte for denne gang og ønsker dig alt godt i livet og sundhed og lykke, en oplyst tilstand og enhed med Gud.
Kærlighed, lys og jublende munterhed.
Ole Sol
Olov Leon Stjernholm

Bylakuppe, Indien : 22. December 05 - 30. December 05

Kære alle sammen!

Nu er jeg ved mit første rejsemål, Bylakuppe, som er et stort landområde, der er overdraget til tibetanske flygtninge af den Indiske regering og beliggende i det mellem sydlige Indien. Det er et meget smukt landskab med flere store klostre og templer og store kostskoler for tibetanske flygtningebørn.
Grunden til at Bylakuppe er første rejsemål er, at jeg siden 1999 har været sponsor for en tibetansk skolepige, Lhamo Yangtso, som jeg nu ønskede at besøge. Jeg har besøgt hende én gang tidligere på en kostskole nær Dharamsala i Nordindien, men da de der kun havde op til 10. Klasse, var hun nu i Bylakuppe for at tage 11. og 12. Klasse, som nærmest svarer til vores gymnasium. Vi er blevet rigtig gode venner og har gennem årene kommunikeret en hel del på engelsk gennem breve og e-mails.
Rejsen hertil gik næsten som planlagt: Taxi Christiania-Kastrup, SAS til Frankfurt, Lufthansa til Chennai/Madras. Jeg havde bestilt togbillet via internet fra Chennai til Mysore, som er nærmeste større by, og havde fået billetten leveret til et hotel i Chennai, så jeg kunne nå at få 5-6 timers søvn før togafgangen tidlig næste morgen. De havde fået billetten, men kunne ikke finde den. Go’dag Indien. Heldigvis havde jeg en udskrift fra computeren af billetten med, så jeg tog chancen for at få det ordnet på stationen. Der blev jeg noget klogere, da der var tusindvis af mennesker. der skulle på juleferie, Totalt og aldeles kaos. Jeg fandt mit tog i mylderet, steg på og fandt mit reserverede sæde. Da kontrolløren kom, tog det nogen tid med pas og forklaring før han sagde ok!. Herligt!
Det var ren luksus på første klasse med eksprestogsfart i 7 timer med kun et stop i Bangalore og 5 serveringer af mad, vand, kaffe, te og aviser og en hyggelig sludder med en tysk dame, der havde købt en færdigpakket rejse, hvor hun overalt, hvor hun kom frem, blev afhenter af en guide, som viste hende alt det rejsebureauet mente hun skulle se og derefter afleverede hende trygt og sikkert på et hotel. Kan vel kaldes eventyr for begyndere!?.
I Mysore fik jeg at vide, at der hverken var tog eller bus til Bylakuppe, så jeg måtte køre i taxa 3 timer på de mest utrolig dårlige veje i 30 graders varme. Dejlig tur anyway!

Sidst på eftermiddagen nåede jeg så Tibetan Children’s S.O.S. Village School. Jeg blev utroligt venligt modtaget. Min sponsor-datter havde ferie og boede hos sin bror på det store Sera Kloster et stykke derfra. De beklagede meget, at jeg ikke kunne bo på et gæsteværelse, som de havde på skolen. Udlændinge kan ikke bo i det tibetanske område uden særlig tilladelse fra den Indiske regering. De hjalp mig derfor med at finde et hotel i en nærliggende indisk by. Jeg var kun lige begyndt at pakke ud da Lhamo kom. Det var et meget stort og kærligt gensyn med min sponsor-datter, som altid skriver ”Dear Godfather” og ”Your daughter” i brevene. Hun fortalte at hendes mor var på besøg. Hun havde noget overraskende sammen med 50 andre tibetanere fået tilladelse af kineserne til at rejse til Indien for at besøge deres børn. Jeg fik senere at vide, at restriktionerne i området Kham, hvor de 50 kommer fra, er blevet lettede. De fleste af dem skulle sammen med deres børn til Kalachakra med Dalai Lhama i Avanati. Det er, kunne jeg forstå på dem, noget af det største, der kan overgå almindelige tibetanere.
Vi kørte med en af de utallige osende og larmende rickshaws, der findes overalt i Indien, op til Sera Klosteret, som er en slags kopi af det store Sera Monastary i Tibet. Det er kæmpe stort og består af flere forskellige templer og skoler med 2.550 munke i alle aldre. Lhamos bror og mor modtog mig med en hjertelighed og kærlighed ud over alle grænser og de vidste simpelthen ikke, hvordan de skulle takke mig nok for at have betalt for Lhamos uddannelse. Jeg blev lidt flov, da det jo efter vores forhold er småpenge, det har drejet sig om. Jeg fik her for første gang den egentlige grund til at Lhamo var flygtet fra Tibet kun tolv år gammel. Hun boede sammen med sin far og mor og lillesøster. De levede som meget fattige farmere langt ude på landet i Kham distriktet, hvor børnene næsten ingen uddannelse fik, da ingen havde råd til at betale for skolegang. Da Lhamo var 10 år brækkede hun håndleddet så alvorligt, at hun ikke kunne arbejde på gården. Da familien ikke kunne forsørge hende uden hendes arbejdskraft og ikke havde råd til en uddannelse, blev det besluttet, at hun skulle forsøge at flygte til Indien, for der at få en boglig uddannelse. Hun blev bragt til den nepalesiske grænse, hvor hun blev sminket og klædt ud som nepaleser og var så heldig at slippe over grænsen med en gruppe nepalesiske børn, som havde været på udflugt til Tibet. Derfra gik turen via international flygtningehjælp til Dharamsala i Nordindien, hvor hun blev anbragt i en af eksil tibetanernes kostskoler i Suja, hvor der bor 1.700 flygtningebørn. Hun klarede sig rigtig godt og bestod 10. klasse efter seks år med så godt resultat, at hun fik lov til at fortsætte i 11. og 12. Klasse i Bylakuppe her i Sydindien. Da det stadigvæk går rigtig godt for hende og da hun også er blevet valgt til ”School Captain”, som på skolerne her fungerer som talskvinde mellem elever og ledelse, er der meget store chancer for at hun får lov til at fortsætte på College i en af de større indiske byer, når hun er færdig med 12. klasse.
Hendes bror, munken, var en meget speciel og hjertevarm person, som var ansvarlig for alle indkøb af madvarer til hele klosteret og åbenbart havde en helt speciel status som medboss for køkkenet. Han havde adgang til alle dele af klosteret, så jeg fik fremvist og forklaret med Lhamo som tolk alle områder af klosteret og fik lov til at fotografere alt og alle overalt. Vidunderlig oplevelse at færdes i alle disse farverige og højtidelige rum og deltage i de mange forskellige pudjaer. Da den 24. og 25. december er meget specielle i Buddhismen, hvor man fejrer den store tibetanske helgen Zonkhapas dødsdag med både elektriske og levende lys i tusindvis overalt på alle bygninger og med ekstra pudjaer, blev besøget på Sera klosteret en hel ekstraordinær oplevelse.
Da jeg kom tilbage til hotellet, fik jeg endnu en overraskelse. Skolens leder havde siddet og ventet på mig i 2 timer. Han troede, at vi havde en aftale om at spise middag sammen. Jeg fandt ikke ud hvordan misforståelsen var opstået og måtte beklage, at jeg havde spist til aften i klosteret. Så gav han mig et af de hvide tørklæder, Katak, som tibetanere bruger som gestus og til ofringer, om halsen og gav mig to meget smukt juleindpakkede gaver og et smukt takkekort. Helt overvældende! Da jeg pakkede julegaverne ud viste det sig at være 6 pakker tibetansk røgelse og en meget smuk skjorte i tibetansk stil. Iøvrigt fik jeg også om eftermiddagen, da jeg ankom, julegaver af Lhamo, et smukt vægtæppe og røgelse. Skolebossen insisterede på, at jeg skulle komme til skolen næste dags aften, hvor der ville blive afholdt en meget speciel bøn med alle eleverne i de store klasser. Det lovede jeg selvfølgelig.
Næste dag var udflugtsdag. Munkebror og jeg var blevet enige om at splejse til en lille minibus så hele “familien”, som nu var vokset til 10, skulle ud til et tibetansk kloster et par timers kørsel fra Bylakuppe, hvor munkebror havde været før og hvor der minsandten var endnu en munkebror. Jeg var lidt forvirret, men fik forklaret, at det egentlig ikke var rigtig brødre, men munke der påtog sig et specielt ansvar for flygtningebørnene. Igen kongelig modtagelse og middag og speciel rundvisning på det noget forsømte kloster og tempel. Efter det besøg kørte vi videre til et splinternyt tempel lidt længere væk. Også her blev vi behandlet helt specielt og man lavede en pudja med horn og konkylietrut og klokker og trommer og sang for os, da vi var kommet så langvejs fra. Totalt og helt enestående! Da vi kom hjem igen, var det igen tid til vandring omkring alle templer og stupaer. Vi gik og vi gik og vi gik, rundt og rundt og rundt. Herligt eventyr og utroligt søde og venlige mennesker, mange på pilgrimsrejse fra Ladakh på en slags “Befri Tibet” march. Tibetanerne her er som én stor familie, der bare ønsker at få lov til at komme hjem til deres kære land igen.
Så var det tid til skolen og den store ofringspudja. Lhamo og jeg tog en rickshaw til skolen, hvor jeg endnu engang blev mødt som en “Kong Olov af Norden” eller sådan noget lignende. Lhamo skulle som “Captain” hjælpe til med det praktiske.
Jeg blev anbragt på 3. pladsen efter lamaen, som skulle lede bønnen og skolebossen på puder og med et lille bord foran og så ellers resten af skolens pinger dernedaf. De var lidt bekymrede, om jeg nu kunne sidde i skrædderstiling så længe det varede, men jeg beroligede dem med, at det havde jeg prøvet før.
Så begyndte børnene at komme ind, først pigerne fra 13-14 til 18-19 år gamle. Hold op hvor var de søde og tibetanske med ranke rygge og stærke blikke og alle med knaldsort langt hår. De satte sig i skrædderstilling totalt klods op ad hinanden i 3 lange rækker i venstre side af salen. Så kom drengene, store stærke fyre, urolige og pjattende og alle typisk tibetanske i træk og hårfarve. Imponerende skue disse mange unge samlet på et sted i landflygtighed.
Så begyndte pudjaen, som blev ledet af den høje lama fra Sera Klosteret, med høj og klar stemme i højtaleren efter “salmebogen” som alle “sang” fra. Det var helt utroligt at høre disse unge kraftfyldte stemmer næsten overdøve den gamle lama. Det var så utrolig kraftig en energi. Jeg forsøgte at hjælpe til med bønnen ved at påkalde det kollektive nærvær og iøvrigt sende de smukkeste tanker til alt og alle. Det var en virkelig utrolig, kraftig og kærlighedsfyldt oplevelse.
Så var der pause, hvor nogle af de unge delte ud af det læs af brød og frugt og slik, der var dynget op på alteret som ofring.
Os på de fine pladser fik serveret først af søde kvinder, smørte og en tallerken med alle slags goodier. Smask, smask!!!
De unge fik alle et stykke avispapir, hvor de så fik øset op på af lækkerierne samt te I deres krus.
Så var det bønnetid og igen rungede de unge stemmer ud i rummet indtil alt lys gik ud. Pause! Lys igen og færdig pudja.
Lhamo og jeg tog endnu en rickshaw tilbage til templet, hvor jeg skulle overnatte på deres gæstehotel den sidste nat. Selvom det ikke var tilladt, havde de alligevel fået det arrangeret, sikkert fordi jeg var kommet til at sige, at jeg ikke var særlig vild med hotellet I byen. Grunden til, at jeg ikke ville blive længere var, at jeg var klar over, at de ville få enormt travlt med at pakke og gøre sig klar til den lange rejse dagen efter til kalachakraen med Dalai Lhama.
Munkebror havde fået undersøgt, at alle togforbindelser på grund af jul og nytår var totalt udsolgte, så de foreslog nogle meget tvivlsomme busruter fra én by til en anden og så skifte og så? Ja! Hvad så? Det var jeg slet ikke indstillet til efter så mange vidunderlige oplevelser, så jeg bestemte mig for at tage en taxa op til Bangalore, som ligger på en af hovedruterne tilbage til Chennai. Vidunderlig taxatur på 6 timer med alle tiders chauffør og mange smukke og fantastiske indtryk.
Bangalore, 5. største by I Indien. Hovedbanegården. Totalt kaos er mildt sagt. Som 20 Københavns Hovedbanegård lillejuleaften eller værre. Jeg var totalt lost indtil der kom en sød men smart udseende inder og tilbød sig. Han sagde der gik et tog til Chennai om en lille time og at han da godt kunne hjælpe mig. Han virkede troværdig og der var ligesom ikke noget valg, så jeg sagde tak. Han hjalp mig med at udfylde nogle papirer og bad så om 800 rhupis og sagde, at jeg skulle blive stående. Der gik et godt stykke tid før han kom tilbage med én der lignede en togmand og forklarede, at alt var udsolgt, men der gik et nattog meget senere, hvor der måske var plads. Han ville dog gerne prøve at skaffe mig plads på toget nu på 2. Klasse, men det var ikke sikkert, da der var så mange, der skulle med. Jeg takkede ja og han førte mig helt ud på den yderste ende af platformen og stillede mig et bestemt sted og sagde at jeg skulle blive nøjagtig der. Og så forsvandt han ellers. Der gik lang, lang tid og så kom toget. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne prøve at mase mig ombord og så se hvad der skete, da manden jo var pist væk. Da toget standsede helt op sad han mindsandten i toget lige nøjagtig ud for mig og holdt en dejlig hjørne vinduesplads og en billet til mig. Rent trylleri.
Den togtur var noget helt særligt, ikke særlig komfortabel og ingen servering eller anden luksus, men det var som om de skønne dage I templet fik lov til at trænge helt ind i min sjæl og jeg følte den dybeste taknemmelighed til alt og alle for at få sådanne vidunderlige oplevelser.
Det var også en meget smuk togtur gennem det indiske landskab. Henad aften ved solnedgang blev himmelen helt ferskenfarvet og de mange kokuspalmer stod i stærk silhuet. Snart kunne man høre cikaderne, når vi holdt stille. På et tidspunkt forsvandt min tidsfornemmelse helt og jeg følte mig i total enhed med alt og hele universet. Sikken en dag!
Da jeg ankom til Chennai sent om aftenen, tog jeg en taxa til Hotel Luna Magica I Mammallapuram, hvor jeg før havde været, og dér er jeg nu. Og tak for det!
Kærlighed, Lys og megen munterhed. Ole Sol